Hvordan hr. Volters råd og riddere rådede ham til at få sig en hustru

I Valland mod solens nedgang, det vil sige vestpå i landet, ligger der et stort og højt bjerg der hedder A3r|Vesaus. Det bjerg rækker op i skyerne. Det er imponerende af sin art. Fra det bjerg udspringer en kilde mod solens opgang, det vil sige på østsiden. Fra den kilde løber mange andre små vandløb, og de deler sig mange gange så forunderligt at digteren Vergil kalder denne kilde for en konge og herre over vandet. Den løber meget stærkt midt gennem det land der hedder Ligurien og derefter gennem Emilia og Flaminia. Den når helt til Venetien og løber sammen med mange andre vande ud i det store hav. Det meste af landet ved bjerget er meget smukt og frugtbart. Der ligger der også mange mægtige byer og landsbyer omkring det bjerg.

Neden for bjerget ligger en by som hedder Salvits. Den by byggede de større, og de gjorde den sikrere end andre byer, og den gjorde de til markgrevens residens. Han var en mægtigere herre end de andre og hed hr. Volter. Han havde magt og herredømme over hele landet. Han var en ung mand af alder, men gammel af optræden, høviskhed og visdom, ædel og lystig i alt hvad han gjorde. Han lod sig fuldstændig nøje med A3v|det han havde, og tragtede ikke efter nogen stor, unyttig rigdom. Han gik også meget på jagt så han derved tit forsømte sit eget bedste og sine mange sager.

Han tænkte ikke på noget tidspunkt på at binde sig med ægteskabets bånd, og derfor blev hans undersåtter meget bedrøvede. De gik efter nøje overvejelse til hr. Volter og udvalgte den som var bedst til at tale, og som herren lyttede til og stolede på. Han talte på alles vegne og sagde: »Allerkæreste herre, din mangfoldige godhed har længe holdt dine undersåtter fra at tale til dig, men nu skal min stemme lade dine ører høre det tiende folks vilje og ønsker. Ikke fordi jeg anser mig for bedre eller klogere end de andre, men fordi du har gjort mig mange velgerninger og givet mig mere end de andre. Eftersom alle dine gerninger har behaget os og stadig på enhver måde tiltaler os så meget at vi regner os selv for salige på grund af dit gode styre, er der dog én ting (hvis vi må bede dig om det) som vi synes ville gøre os til de allersaligste i hele verden. Det er at du snart vil beslutte A4r|dig for at få en hustru. Ikke alene straks at fri, men snart at holde bryllup og leve i ægteskab – især fordi tiden går hurtigt. Nok er du stadig ung, men du må forvente at alderen kommer stille og ubemærket og stjæler din ungdom fra dig. Du må også vide at døden gæster den unge lige så gerne som den gamle, for ingen er fri for den, og alle mennesker skal dø. Så sikkert som det er at den kommer, lige så usikkert er det også hvornår den skal komme. Vi beder dig ydmygt: Hør dit folks bøn og betro os at udvælge en brud til dig. Vi vil sende dig en som er værdig til dig både af slægt og fødsel og skønhed, og fra hvem vi alle kan håbe på at finde trøst. Ak herre! Løs dit folk af deres bekymring så du ikke dør fra os uden arving, og så dit folk får opfyldt det håb som de af hele deres hjerte ønsker at få opfyldt.«