Hvordan Griseldis fik en lille søn, og hr. Volter stadig satte hende lige så alvorligt på prøve som før og alligevel ikke fandt andet hos hende end tålmodighed

Fire år senere gav Gud sin nåde til at hun fødte en overmåde dejlig søn til verden, hvilket vakte stor glæde hos hr. C4r|Volter og alle hans venner og det almindelige folk i hele hans land.

To år efter at han var født og vænnet fra, fik hr. Volter atter den tanke at friste sin hustru. Han sagde til hende: »Griseldis, du har vel hørt og indset hvordan mit folk bekymrer sig og er bedrøvede fordi jeg har taget dig som min hustru, særligt nu hvor du er frugtbar og især nu hvor du har fået en søn. Jeg bemærker ofte deres knurren og murren. De siger sådan: “Når vores herre, hr. Volter, er død, må vi bestemt regne med at Janiculus’ dattersøn bliver herre over os alle. At sådant et fornemt landskab bliver undergivet sådan en herre, det må Gud forbarme sig over.” Den slags tale er der hver dag iblandt folket. Jeg ville meget gerne leve i fred og fordragelighed; nu kan jeg ikke på grund af den ufattelige sorg det i det skjulte vækker hos mig. Derfor har jeg nu besluttet at gøre med vores søn sådan som jeg tidligere har gjort med vores datter. Dette siger jeg i forvejen for at du ikke senere skal føle smerte eller sorg af den grund.«

Den gode dydige Griseldis svarede sin C4v|herre: »Jeg har sagt, og siger stadig, at jeg ikke vil andet end du vil. Jeg har ikke andre hensigter med dette barn end at jeg vil være forpligtet til at passe ham og udføre dette arbejde efter dine ønsker så længe du vil det og ikke længere. Du er herre over os begge. Vi tilhører dig. Du må gøre med din ejendom hvad du selv finder for godt, uden mit vidende. Dengang jeg gik fra mine gamle klæder i min fars hus og kom ind i dit hus, gik jeg såvel fra min egen vilje som fra mine gamle klæder, og jeg har taget din vilje og dine klæder på. Og derfor er det på enhver måde sådan at hvad som helst du vil, det vil jeg også. Havde det været sådan at jeg altid af mig selv kendte din vilje og dine ønsker, så ville jeg meget gerne have opfyldt dine ønsker på enhver måde længe før du forlangte noget af mig. Nu hvor jeg ikke ved det, vil jeg alligevel følge din vilje, hvad det end er, uden undtagelse. Om du så ville at jeg skulle gå i døden, ville jeg gerne dø. Vores vilje skal intet nogensinde adskille, hverken døden eller nogen anden ting eller skabning i verden.«

Hr. Volter undrede sig dybt. Han kunne ikke D1r|holde op med at undre sig over en sådan standhaftighed hos en kvinde. Han lod som om han var meget sorgfuld og bedrøvet, forlod hende, tilkaldte sin førnævnte tro tjener og sagde: »Gå til min hustru ligesom sidst.«

Han gik så ind til hende. Han var meget bange og meget elendig over at han skulle tvinges af sin herre til at begå så frygtelige mord. Han faldt på knæ for Griseldis, bad hende grædende om for Guds skyld at tilgive ham, og forlangte at hun skulle give ham barnet. Hun tog det dejlige barn op med et uforandret ansigtsudtryk – men hvad der var i hendes hjerte, det ved jeg ikke. Det barn elskede ikke kun moderen, men alle andre mennesker der fik ham at se. Hun velsignede barnet med korsets hellige og ærværdige tegn både på bryst og ansigt ligesom hun tidligere havde gjort det for sin datter. Hun så på barnet en stund, derpå gav hun ham til tjeneren og sagde: »Min gode ven, gå nu bort og gennemfør det du er blevet befalet at gøre. Men nu som sidst beder jeg dig om én ting, nemlig hvis det kan lade sig gøre at vilde dyr og fugle ikke fortærer det ædle blod, at du så vil ordne det sådan.«

D1v|Dermed tog tjeneren barnet og bar det til sin herre med besked om det hele. Hr. Volter blev forskrækket og forfærdet. Havde han ikke med sikkerhed kendt den store kærlighed moderen havde til barnet, ville han have tænkt anderledes om at hun så ubesværet gav sit barn fra sig til døden. Og dertil kom at alt det hun gjorde, det gjorde hun alt sammen af den store kærlighed hun havde til sin kære herre, der betød at hun i et og alt ville følge hans vilje.

Jeg ved heller ikke hvad grund han kunne have til at blive vred på hende. Især af den grund at når hun frivilligt tilbød at gå i døden hvis det havde været herrens ønske, hvorfor skulle hun så ikke give sit barn fra sig når han selv ønskede det. Hvis jeg selv skulle dømme om det, ved jeg godt hvem jeg med fuld ret ville give skylden.

Hr. Volter lod straks med stor omhu barnet komme til Bologna til sin søster.

Prøver som dem hr. Volter satte sin hustru på, havde været svære nok (og alt for svære) for den koldsindigste mand i verden. Der er mange der begynder en ting, men ikke gennemfører den til D2r|den ende den er begyndt for, og derfor ville hr. Volter prøve sin hustru til det yderste. Han kunne dog ikke finde hende med anden sindsstemning på ét tidspunkt end på et andet. Hun øgede hver dag sin ydmyghed, sin tålmodighed og sin tjenstvillighed over for ham så hverken han eller hun havde sin egen vilje; altid var hans vilje hendes vilje, og altid var hendes vilje hans vilje.

Blandt landets adelige groede der nu i det stille et ondsindet rygte frem om hr. Volter, og på samme måde blandt den menige befolkning, dag for dag mere og mere, om hvordan han som en tyran og et ukristeligt menneske skulle have ladet sine børn myrde på grund af sin hustru fordi hun var bondedatter og fattig. Især fordi man ikke fik børnene at se, og ingen vidste hvor i verden de var. Sådan bragte den gode hr. Volter sig selv i ugunst hos sine undersåtter, sådan at de som altid før havde betragtet ham med stor ære og respekt i den største kærlighed, nu hverken kunne tåle at se eller høre ham. Det vidste hr. Volter godt, og alligevel ville han ikke ophøre med at sætte sin hustru på prøve.