Her skal I høre hvordan hr. Volter forlangte at Griseldis skulle modtage hans brud med ære og respekt

Greven af Pavints var på vej og ventet hver dag. Og der var et udbredt rygte blandt folket om den nye brud hr. Volter skulle have. Hr. Volter fik også besked af en mand der red i forvejen, om på hvilken dag greven ville komme til Salvits.

Dagen før greven ankom, sendte han bud til Griseldis om at hun skulle komme. E2r|Hun kom straks med stor ydmyghed. Hr. Volter sagde: »Griseldis, jeg vil gerne have at den jomfru – min brud – som i morgen ankommer her med fruer og jomfruer, riddere og svende og alle de andre der kommer med hende, bliver godt modtaget. På samme måde ønsker jeg også at alle andre der er på vej hertil til denne fest, skal modtages godt med høviske ord og alt det andet der hører til. Jeg har ganske vist fruer og ædle kvinder som er kompetente til det. Men alligevel – selv om du har dårlige og lasede klæder – vil jeg lægge den opgave i dine hænder at du skal hilse og modtage gæsterne og E2v|anbringe hver enkelt efter hans stand. Især fordi du bedre end nogen anden kender mit sind, mine vaner og al min væremåde.«

Griseldis svarede: »Herre, det vil jeg ikke alene gøre, jeg vil inderligt ønske at jeg kan være dig til tjeneste med det. Og så længe min sjæl er i mit legeme, skal du aldrig finde mig uvillig til at tjene dig med den største ydmyghed.«

Med disse ord begyndte Griseldis straks at ordne og forberede alt hvad der havde at gøre med senge, borde og alt andet som hun vidste der var brug for til sådan en fest. Det hun ikke selv kunne klare, det underviste hun omhyggeligt de andre i så alting blev arrangeret på bedste måde. Hun viste sig på alle måder som en pålidelig tjenestekvinde.

Dagen efter kom greven af Pavints med den unge herre og den unge frøken, og hele folket beundrede deres ærbarhed og skønhed. Nogle sagde sådan: »Hr. Volter har handlet som en klog mand når han har skiftet ud på denne måde. Især fordi den unge, nyankomne brud er yngre og af fornemmere slægt end den gamle, og desuden får han så dejlig E3r|en ung prins til svoger.«

Griseldis var ikke desto mindre glad og fri i hjertet. Hun sørgede ikke, græd ikke, græmmede sig ikke og skammede sig ikke over at hun gik foran hele folket i gamle, lasede klæder. Hun gik jomfruen i møde med et blidt ansigt og sagde: »Min allerkæreste nådige frue, i Guds navn byder jeg dig velkommen.«

Derpå gik hun fra hende hen og modtog alle hendes folk høfligt og med værdige ord. Huset eller salen var så kostbart udsmykket at alle gæsterne undrede sig over at så stor ære og respekt med så fin optræden kunne findes, gemme sig og indeholdes i et menneske der var så dårligt og usselt klædt. Mere end noget andet ønskede hun at høre den unge herre og den unge frøken blive rost. Altid havde hun dem i tankerne. Den ros og lovprisning hun gav dem, er ikke til at beskrive. Måske var det naturen der gav næring til det.

Da de skulle sætte sig til bords, talte hr. Volter med høj røst til Griseldis og lod som om han ville føre sin spøg frem i alle gæsternes nærværelse: »Griseldis, sig mig ærligt: Hvad synes du om min brud? Er hun ikke et dejligt menneske?«

E3v|»Jo, herre,« sagde Griseldis, »en dejligere skabning kunne du aldrig finde i hele verden. Du kommer uden nogen tvivl til at leve lykkeligt med hende og aldrig fortryde at du fik hende til din hustru, hvilket du næppe skulle kunne gøre med mig eller nogen anden. Den mægtigste Gud skal vide at jeg ønsker dette af hele mit hjerte og al min magt. En ting vil jeg dog bede dig om: at du ikke behandler hende så hårdt som du har straffet din første hustru. Især fordi hun er ung og meget elegant opdraget, tror jeg ikke hun vil kunne tåle den slags.«

Da hr. Volter så denne ubegribelige standhaftighed hos sin hustru, som han uden årsag havde sat på prøve på så mange måder, da blev han grebet af medlidenhed og kunne ikke længere udholde hendes modgang. Han sagde: »Nu er jeg sikker og forstår til fulde at ingen mand i verden i den grad har sat sin hustru på prøve og fundet så stor urokkelighed hos hende som jeg har gjort.«

Dermed tog han hende kærligt i sin favn med usigeligt høviske ord, som forskrækkede og skræmte Griseldis E4r|som hvis hun var blevet vækket af en mærkelig og ubehagelig drøm. Og så sagde hr. Volter til hende: »Griseldis, du alene er min kære hustru. Jeg har aldrig haft nogen anden. Og jeg vil heller aldrig have nogen anden. Denne jomfru, som du troede var min brud, det er din datter, og denne unge herre, hendes bror, det er din søn! Alt det som jeg har taget fra dig – søn, datter, gods, skatte, magt – giver jeg dig nu tilbage igen. Ingen skal heller kunne sige i sandhed andet end at det jeg har gjort, det er udelukkende gjort fordi jeg ville sætte dig på prøve, og undersøge din standhaftighed. Jeg har ikke ladet dine børn dræbe; jeg har sat dem godt i pleje og ladet dem få en hæderlig opdragelse.«

Da den gode, tålmodige Griseldis og hendes børn hørte dette, blev de på alle måder grebet af så dybfølt glæde at de i lang tid ikke kunne mæle et ord. Men derefter tog Griseldis imod sine børn med den største kærlighed, og de hende med klap og kys og utallige kærlige ord så alle de fruer og jomfruer der var med til festen, blev grebet af E4v|medfølelse med dem. Der var næppe et menneske blandt dem alle som kunne stå imod at tårerne trillede fra hans øjne af ubeskrivelig hjertens glæde.

Så blev Griseldis genindsat i sin stand og alle sine kostbare klæder og skatte, og den dag blev tilbragt i så stor glæde at intet menneske før havde kendt til en sådan. Hr. Volter levede med sin hustru og med sine børn i mange år derefter i den største kærlighed og med stor gudfrygtighed. Senere tog hr. Volter først sin fattige gamle svigerfar Janiculus til sig, han der var Griseldis’ fader, og som han altid tidligere havde afvist for bedre at kunne få sin vilje med den gode Griseldis og sætte hende på prøve som det er beskrevet overfor. Ham viste han ære og respekt. Sin datter gav han til markgreven, men sønnen blev arving til landet efter faderens død, levede i mange år og regerede landet godt med stor visdom og kløgt.