B1v|Huorledis her Volter reed vd imod sin brud met mange herrer, ridder, suenne, fruer oc jomffruer. Oc ingen viste huem bruden vaar.

Icke langt fra palatzit vaar ith lidet torp, i huilckit ingen bode wden fattige folck. Jblant dem bode en mand, den alsomfattigeste. Hand heed Janiculus. Hand haffde en daatter. Hun hed Griseldis. Hun vaar gantske deylig skafft paa sit legoms vegne. Hun vaar oc faffuer oc tuctig aff hennes hierte aff hennes seder oc aff hennes dygder, at ingen anden jomffru kunde offuertræde henne. Hun vaar met lidel næring opfød vdi stor arB2r|mod, wskyldig i al velløst, ei viste at sige aff nogre gode dage. Men i hendes jomfrulige hierte vaar hun mandelig nock oc opsatsk i sin armod, dermet opholt hun sin fattige gamble fader. Om dagen gick hun i marcken oc voctede sin faders faar. Hun hadde sin raack oc teen hoss sig, met huilcke hun fordreff dagen oc tiden. Om afftenen sanckede hun vrter oc andet, hues hund kunde faa at bære met sig hiem til sin fader. Hun laa om natten paa fuldhaard en seng. Al den deel, som ith gaat baarn tilhørde, det fuldkommede hun altsammen hoss sin fattige gamble fader.

Naar som her Volter reed vd at spadtzere, da tit oc offte saa hand kierlig paa den jomffrue. Jcke met nogen wbeskickelige tancker eller begering, men aleniste at hand bekende hendis seder, tuct oc legoms deylige skabning met hendis høuiske leffnet, hues hand icke meenligen kunde see paa nogre andre jomffruer. Hand fick oc vdi sindit, at effterdi hand skulde faa sig en brud, da vilde hand oc faa sig hende oc ingen anden paa jorden.

Nu lackede det fast at dagen oc tiden, som brølluppit skulde staa, oc ingen viste naar bruden skulde komme, eller B2v|huem hun vaar. Huer mand vndrede storligen herpaa, men her Volter lod alt vnder dis gøre: guldringe, krone, kaastelige belter oc dyrebare klæder met alt andet, som en mectig brud behørde at haffue effter den vext som Griseldis haffde.

Som nu den forscreffne oc forsette dag vaar kommen, paa huilcken høytiden eller brølluppit skulde staa, oc ingen hørde eller viste endda aff nogen brud at sige, da forundrede sig folcket end mere. Alting vaar kostelig bered, baade huss oc boerd, met dyrebare klenodie. Herren berede sig at ride imod sin brud met en stor skare riddere, suenne, fruer oc jomfruer. Alting vaar Griseldis i alle maade wuiderligt, huad hende skulde offuergaa. Hun beredde sin faders huss det beste hun kunde oc bad sig loff vd aff sin fader, at hun som andre jomffruer motte vdgaa oc see sin herris brud komme. Som hun vaar vdgaaed til en kilde langet fra husit effter en spand vand oc hastede saare tilbage igien. Da kom ridende her Volter oc møtte hende met sit brøllupsfolck. Han neffnede hende ved sit naffn, sagde: »Griseldis, huor er din fader?«

Hun beuiste sig erligen, suarede hannem B3r|met alsomstørst ydmyghed oc sagde: »Min fader er hiemme vdi vort huss.«

Her Volter sagde: »Sig hannem, at han kommer vd til mig!«

Som hand vdkom, tog her Volter hannem ved sin haand oc drog hannem offuer en side fra folckit, talede til hannem hemmelige oc sagde: »Janicule, jeg haffuer dig kier. Ieg ved, at du haffuer mig kier som en tro tienere oc vndersaatte. Oc ved ieg vel, at huad mig behager, det vilt du haffue frem; dog vil ieg vide aff dig: endog ieg er din herre, vilde ieg haffue din daatter til min ecte hustru, om du vilde haffue mig til din daatters mand?«

Den fattige gamle mand forskrack. Hand bleff saa forfærit, at hand i lang tijd icke kunde suare. Dog paa det siste met stor suck oc retzle suarede hand til disse ord oc sagde: »Herre, aldrig skal ieg andet ville, end du vilt oc dig behager. Helst fordi du est min alderkæriste herre.«

Her Volter sagde: »Da ville wi gaa ind i husit oc i din neruerelse høre din daatters ord.«

Da ginge de bode tho ind i husit allene, paa huilcket folcket aldrig kunde nock forundre sig, oc funde den fattige jomffru inde fore sig. B3v|Hun gick oc pyntede husit til det beste, hun kunde, aff hues armod paa ferde vaar. Hun førfærede sig saare, fattige pige, aff sodanne gesters tilkomme. Her Volter talede til hende oc sagde: »Griseldis, det behager din fader oc mig, at du skalt bliffue min ecte hustru. Jeg hobes oc troer, at det oc vel skal behage dig, men ith atspør ieg dig: om saa skede, som snarligen vel skeer, vilt du oc met fri vilie giffue mig din samtycke oc gøre din vilie lige met min vilie, saa at du icke nogen tid vilt sige ney til det, ieg vil haffue frem? Oc huad som ieg vil haffue at skaffe met dig eller andre, at du icke vilt knurre derimod eller giffue mig nogre høfferdige ord, men lade mig sielff betemme som det sig bør?«

Til sadanne vnderlige oc fremmede tale suarede hun bluelig oc sagde: »Min alderkæriste herre, ieg ved mig wuerdig til saadan ære, men er det din vilie, oc løcken vil forsørge mig, da vil ieg icke aleniste aldrig tale, men oc aldrig nogen tijd tencke det dig skal vere imod. Aldrig skalt du oc nogen ting begere aff mig (vilde du end bede mig gaa i døden!), som mig skal kunde vere for suart.«

Her Volter sagde: »Det er nock sagt!«