Huorledis Griseldis fick en vng søn, oc her Volter fremdelis fristede hende saa ydderlig som tilforn oc dog icke fant hoss hende andit end tolmodighed.

Fire aar dereffter gaff Gud sin naade, at hun fødde en offuermaade deylig søn til verden, huoraff her C4r|Volter oc alle hans venner oc det mene folck offuer alt hans land de finge en stor glæde.

Thu aar effter hand vaar fødder oc affuant, fick atter her Volter i sindit at fremdelis friste sin hustru. Hand sagde til hende: »Griseldis, du haffuer vel fornummit oc forfarit, huorledis mit folck bekumerer oc bedrøffuer sig, fordi at ieg haffuer tagit dig til min hustru, besynderligen nu du æst fruchtsommelig oc alsommest nu du haffuer faaedt en søn. Deris knur oc mur kommer mig tidt for øyen. De sige saa: “Naar vort herskaff her Volter er døder, da maa wi visselig formode oss Janiculus' dottersøn til en herre offuer oss alle. At saadant it eddelt lanskaff bliffuer vndergiffuet saadan en herre, der maa Gud forbarme sig offuer.” Saadane tale gaa huer dag iblant folckit. Jeg vilde fuldgerne leffue met fred oc god samdrect; nu kand ieg icke for den store wbegribelig sorg ieg hemmelig haffuer deraff. Derfore er mig til sindet nu at gøre ved vor søn, som ieg tilforn haffuer giort vid vor daatter. Dette siger ieg tilforn paa det, at du icke siden skalt gremme dig eller tage dig nogen sorg til derfore.«

Den gode tuctig Griseldis suarede sin C4v|herre oc sagde: »Jeg haffuer sagt oc siger endnu, ieg vil icke andit, end du vilt. Jeg haffuer icke andit met dette barn, wden aleniste at ieg vil vere forplichtig at røckte det oc haffue arbeyd dermet dig til vilie, saa lenge som du vilt oc icke lenger. Du est beggis vor herre. Wi høre dig til. Du maat gøre aff dit egit, huad dig selff tyckis foruden mit vidskaff. Den tijd ieg gick fra mine gamble kleder aff min faders huss oc kom i dit huss, da gick ieg saavel fra min egen vilie som fra mine gamble kleder oc haffuer anammit igen din vilie oc dine kleder. Oc derfore i alle maade, huad som helst du vilt, det vil oc ieg. Vaare det mueligt, at ieg altid aff mig selff viste din vilie oc begere, langt førend du skulde begere aff mig nogen vilie, da vilde ieg i alle maade gantske gerne fuldkomme din vilie. Nu ieg det icke saa veed, da vil ieg alligeuel effterfølge din vilie, vere sig huad det vere kan, intet vndertagit. Om du end vilde, at ieg skulde gaa i døden, da vilde ieg fuldgerne dø. Vor vilie skal aldrig nogen atskillie, huercken døden eller nogen anden ting eller creature, som i verden er til.«

Her Volter forundrede sig saare; han kunde oc aldrig D1r|nock forundre sig paa sadan en quindis stadighed. Han loed som han vaar megit sorgfuld oc bedrøffuit, gick fra hende, kallede sin forbeneffnde tro tiænere til sig oc sagde til hannem: »Gack til min høstru nu ligeruis som tilførn.«

Siden gick hand ind til hende. Han gaff sig saare oc megit ynckelig, at han skulde tuinges dertil aff sin herre at gøre oc bedriffue saadane ynckelige mord. Han fald paa sine knæ for Griseldis, bad hende gerne met grædende taare, at hun saadant skulde giffue hannem til for Guds skyld, oc begere, at hun skulde antuorde hannem barnet. Hun tog det deylige barn til sig met et wforuandelt ansict, men huad i hendes hierte vaar, det ved icke ieg. Det barn vaar icke allene moderen kiær, men alle andre menniske som det at see finge. Hun signede barnit met det hellige oc verdige korssens tegen baade paa bryst oc ansict, ligeruis som hun tilforn giorde ved sin daatter. Hun saa paa barnit en liden stund, siden bød hun det suenden oc sagde: »Min gode ven, gack nu bort, giør oc fuldkomme, hues dig er i befalning giffuit. Dog nu som tilforn begerer ieg en ting aff dig, om sa maa skee, at vilde diur oc fogle ey skulle fortære det edle blod, at du vilde det saa bestelle.«

D1v|Dermet anammede suenden barnit oc bar det til sin herre met vnderuisning paa alle stycker. Her Volter forskrack oc forfærede sig. Haffde han icke i sandhed vist den store kiærlighed, som moderen haffde til barnit, da haffde han tenckt der andit til, at hun saa letferdelig antuorde sit barn fra sig til døden. Endog at al den del, som hun giorde, det giorde hun alt sammen aff den store kærlighed, hun haffde til sin kiere herre, at hun i alle maade vilde effterfylge hans vilie.

Jeg veed oc icke, met huad got skiel hand kunde gøre sig vred paa hende. Helst fordi, at den, som bud sig selff til met frij vilie at gaa i døden, om det haffde verit herrens vilie, huorfore skulde hun icke antuorde fra sig hans egit barn effter hans egen vilie. Skulde ieg døme deroppaa, da viste ieg vel, huem ieg met god ræt vilde døme til skylden.

Her Volter loed strax barnit komme til Bononien, til sin søster met stor varetect.

Saadane fristelser, som her Volter begick ved sin egen høstru, de haffde verit suare nock (oc alt for suare) til den atstadigeste mand i verden haffde verit. Mange ere de som begynde vel en ting oc icke fuldkomme hende til D2r|ende, for huilcken hun er begyndt, derfore vilde her Volter forsøge sin høstru i det yderste. Han kunde dog icke den ene tid finde hende ved nogit andet sind, end hun vaar den anden tid. Hun forøgte huer dag sin ydmyghed, sin tolmodighed oc sin tienistafftighed imod hannem, saa at huercken han eller hun haffde sin egen vilie, men altijd vaar hans vilie hendes vilie, oc altijd vaar hendes vilie hans vilie.

Jblant landsens edlinge voxte saa hemmelige it ond rycte paa her Volter, samledis iblant det mene folck dag fra dag io meer oc meer: huorledis han skulde haffue ladit myred sine børn som en tyranne oc wchristelig mand for sin høstrues skyld, fordi at hun vaar en bondedotter oc fattig. Heltz fordi at mand icke fick børnene at see, ingen viste helder huor de vaare i verden. Saa giorde den gode herre her Volter sig en wgunst aff sine vndersate, at de som altid tilforn haffde holdit hannem i stor ære oc verdighed met alsomstørst kierlighed, de motte da mellem sig selff huercken høre eller see hannem. Dette viste vel her Volter, dog vilde han icke alligeuel offuergiffue at friste sin høstru.