Her maa I høre, huorledis her Volter begerede, at Griseldis skulde vntfange hans brudt met tuct oc ære.

Greffuen aff Pawintz han vaar paa veyen oc vaar huer dag ventendis. Oc vaar it menligt røchte iblant folckit om den ny brud, her Volter skulde haffue. Her Volter forfarede oc i sandhed aff en forridere, paa huilcken dag at greffuen skulde visseligen komme til Salutz.

En dag førend greffuen kom, sende han bud til Griseldis, at hun skulde komme. E2r|Hun kom strax met stor ydmyghed. Her Volter sagde: »Griseldis, jeg vilde gerne, at den jomffru, min brud, som morgen skal komme hid met fruer oc jomffruer, riddere oc suenne oc alle andre, som met hende komme, skulde vel vndfaaes. Sammeledis oc alle andre, som hid nu kommendis vorde til den høytid, at huer i sin stæd ocsaa skulde vel vndfaaes met tuctelige ord oc alt andit, hues dertil hører. Vel haffuer ieg fruer oc eddele quinder, som dertil ere bequemme, men alligeuel endog du haffuer onde oc reffne kleder, vil ieg sette saadan befalning i dine hender, at du helser oc vndfanger gesterne oc E2v|sette huer effter sin stadt, helst fordi, at mit sind, min seduane, oc al min lempe vedst du fast ydermere end nogen anden.«

Griseldis suarede oc sagde: »Herre, saadant vil ieg icke alene giøre, men inderlig begere, at ieg dig til tieniste saadant maa giøre. Oc imeden min siel er i mit legeme, da skalt du aldrig finde mig fortraaden at giøre dig vilie oc tieneste met alsomstørst ydmyghed.«

Met saadane ord begynte strax Griseldis at beskicke oc berede alle de stycker, som hørde til senge, til bordene oc til alt andit, hues hun viste behoff skulde gøris til saadan en høytid. Hues hun oc icke sielff kunde affstædkomme, det vnderuiste hun de andre met alsomstørst lempe, saa at alting bleff beskicket i gode maade. Hun beuiste sig i alle maade som en tro tienestequinde.

Anden dagen dereffter kom greffuen aff Pauintz met den vnge herre oc den vnge frøycken paa deris dygd oc deylighed forundrede sig alt folckit. Somme sagde saa: »Her Volter hand haffuer giort som en vijss herre, at han saa haffuer skifft oc bydt. Helst fordi at den vnge nykomne brud hun er fast yngere oc aff eddlere slect, end den gamble er, oc dertil faar han saa deyE3r|lig en vng printz til suogerskaff.«

J alle maade vaar alligeuel Griseldis glad oc frij aff hiertit. Hun ey sørgede, ey græd, ey gremde sig, ey skemmede sig, fordi at hun gick for folckit i gamble reffne klæder. Men hun gick imod jomffruen met it blidt ansict oc sagde: »Min alsomkeriste naadige frue, vere Gud oc mig velkommen!«

Siden gick hun fra hende oc vndfenge alt hendes folck met god lempe oc tuctelige ord. Husit eller saelen vaar saa kostelig vdstafferit, at alle gesterne dess forundrede sig, at saa stor tuct oc ære met saa gode lempe kunde nogen tid bo, forborgis eller beslutes vdi nogit menniske saa ilde oc saa wselig klædt. Offuer alt vaar hendes største begere at høre den vnge herris oc den vnge frøyckis loff oc ære. Altid vaare de oc hende sielff vdi hiertit. Den loff oc prijs hun gaff dem, kan mand icke tilfulde aff sige, maa vel ske naturen skynde der fast til.

Som mand da skulde settis til bordz, sagde her Volter til Griseldis met en høyrøste, loed som hand vilde driffue sin skempt i alle gesternes neruerelse: »Griseldis, siger mig sandingen. Huad tyckis dig om min brud? Er hun icke it deyligit menE3v|niske?«

»Ja, herre,« sagde Griseldis, »it deyligere creature motte eller kunde du aldrig opsøge vdi verden. Uden al tuiffuel skalt du leffue salig met hende oc aldrig fortrydit, at du fickst hende til din høstru, huilckit du neppelig skulde kunde giøre met mig eller nogen anden. Gud den alsommechtigeste skal vide, at ieg saadant begere inderlig aff hu oc hierte oc al min mact. En ting vil ieg dog begiere aff dig: at du icke saa skarpelig straffer hende, som du haffuer kastigerit din første høstru. Helst fordi at hun er vng oc megit kræselig opfødt, mig tyckis hun skal icke fuldelig saadant kunde taale eller lide.«

Den tid her Volter da saa saadan sin høstrues wbegribelig stadighed, huilcken han i saa mange maade wskyldelig haffde fristit oc forsøgt, da bleff han betagen aff barmhiertighed oc kunde icke lenger lide hendes modgang. Hand sagde: »Nu er ieg viss oc i sandhed forstaar, at ingen mand i verden haffuer saa yderlig fristit oc forsøgt sin høstru oc fundit saa stor oc mectig astadighed hoss hende, som ieg haffuer giordt.«

Dermet tog han hende kærlig vdi sin faffn met wsielige tuchtig ord, aff hues Griseldis forskrack oc forfæE4r|rede sig, ligeruis som hun haffde værit opuecht aff en suar oc vnderlig drøm oc sagde her Volter til hende: »Griseldis, du æst alene min kære høstru. Aldrig haffuer ieg nogen anden hafft. Aldrig vil ieg oc nogen anden haffue. Denne jomffru, som du ment min brud er, det er din dotter, oc denne vnge herre, hendes broder, det er din søn! Al den deel, som ieg haffuer tagit fra dig — søn, dotter, godz, klenod, vold oc velde — giffuer ieg dig nu alt sammen igen. Jngen skal oc kunde sige i sandhed andit, end huess ieg haffuer giort det er alene giort oc skedt i den mening, at ieg vilde friste, forfare oc forsøge din stadighed. Jeg haffuer icke ladit døde dine børn, men ieg haffuer ladit dem vel foruare oc erligen opføde.«

Den tid den gode tolmodige Griseldis oc hendes børn saadant hørde, da bleffue de paa alle sider aff ræt hiertens glæde saa foruandlede, at de i lang tid icke kunde komme til ordz. Dog saa dereffter met alsomstørst kierlighed, vndfing Griseldis sine børn oc de hende igen met klappen oc kyssen oc wtallige kierlige ord, saa at alle fruer oc jomffruer som i samme høytid vaare, bleffue beuegit met E4v|dem i barmhiertighed. Neppeligen vaar it menniske iblant dem alle, som kunde holde sig, at taarene icke runde aff hans øyne for wbegribelig hiertens glæde.

Da bleff Griseldis igen foruijst i sin stad oc alle sine dyrbare kleder oc klenod oc bleff saa den dag fordreffuen i saa stor glæde, at aff saadan en gladz dag viste ingen menniske tilforn aff at sige. Her Volter leffuede met sin høstru oc met sine børn dereffter i mange aar i alsomstørst kierlighed oc met stor gudfryctighed. Sieden tog her Volter først til sig sin fattige gamble suoger Janiculus, som vaar Griseldis' fader, huilcken hand altid tilforn haffde forsmaadt paa det at han dessbedre kunde fuldkomme sin vilie met den gode Griseldis, saa at forsøge hende som forscreffuit staar. Hannem holt han i stor ære oc verdighed. Sin daatter gaff han marggreffuen, men sønnen han bleff arffuing til landit effter faderens død, leffuede i mange aar oc regerede landit gantske vel met stor vijssdom oc snildhed.