112r|Et eventyr begynder her;
hvis I vil høre hvordan det er,
så må I her forstå
hvad de folk havde ved hånden
som kunne fortælle kong Artus’ historie.
Om Artus’ tid forstod man
at man ingen herre kendte
der kom ud for flere eventyr.
Nu ville Gud så kalde ham væk,
bort fra denne verden
– jeg tænker her på kong Artus,
den ædle, stolte og rene.
Der levede også efter hans tid
riddere og svende, og de var glade,
i England og i Bretagne,
i Frankrig og i Spanien.
På samme tid i Normandiet
var der en hertug der hed Frederik,
han var trofast og god,
for sin trofasthed blev han mægtig,
og hædres derfor i Himlen.
Dengang den ædle hertug Frederik
levede så ynkeligt i verden,
skete det på et tidspunkt
at han red på jagt i en skov.
De syntes det var en herlig sport.
De piskede hundene, sammen løb de,
de løb ikke længere end en ager,
så vendte de om og kom tilbage.
112v|»For denne gang jager vi ikke mere,
nu må vi hellere drage hjem.«
Sit hus kaldte han Kallides,
som man kan læse i bogen.
Den skov der lå uden for huset,
hed Asia, sådan var det.
Den aften da de kom hjem til huset,
morede de sig og var glade.
Tidlig om morgenen da det blev lyst,
red han alene fra huset,
den ædle hertug Frederik.
Inden da havde han væbnet sig:
Først bar han en panserkrave,
den dyreste man kunne se for sit blik.
Dertil to hoser, de var hvide,
de var lavet med megen flid.
Hans hjelm var hvid, af stål og hård.
Den herre sparede ikke sit liv,
det har jeg i sandhed hørt.
Den herre førte i sit skjold
en bøjle af guld der var rund og bred.
Det overstrålede andre skjolde;
en sådan rigdom havde det,
det kan jeg fortælle længe om.
Nu tog hertugen af Normandiet
en lanse i hånden.
Han steg til hest og red derfra
113r|den lige vej til Asiant.
Han red ad de veje der var små,
sådan som han var vant til,
langs med en flod og mod en hede,
hvor han før havde redet på jagt.
Hans hest var rød som blod,
hans hjelm af guld og meget god.
Den vej han red hen ad,
blev pludselig borte for ham
så han ikke kendte stedet
og ikke vidste hvordan han var kommet dertil.
Da vejen blev borte for ham,
så han foran sig i skoven et bjerg,
dér agtede han at ride hen.
Han talte da, ikke uden bekymring:
»Gud lede mig, ham stoler jeg på.
Jeg kom hertil på eventyr.«
Han red så hurtigt han kunne,
mod bjerget han så foran sig,
gennem torne og tykke kviste,
og nåede frem med færdighed.
Da han red op ad bjerget,
bemærkede han et lille fodspor,
ganske som en mands.
»Nu bedrager mit eventyr mig!«
Der stod en bittelille hest,
113v|der var bundet til en busk.
Han sagde så ved sig selv:
»Hvad skal jeg tro om dette?«
Så blev han glad til mode:
Han så foran sig i skoven en dværg.
»Det var godt det eventyr hændte for mig
da jeg i dag red ud i skoven.«
Da hertugen gjorde holdt alene,
kom dværgen ridende ham i møde.
Han havde en lanse i hånden.
Hertug Frederik kendte ham ikke.
Hans hest var ikke særlig stor,
mindre end et dådyr.
Den våbenkjortel han bar,
var der kostbare stene på.
Derover bar han en panserkrave,
og den var så mesterligt gjort
som noget nogen har hørt om.
Hans hoser var hvide som elfenben,
på hovedet skinnede en hjelm,
den var kostbar med ædle stene.
Kanten var af det pure guld,
og på den var fæstnet stene,
store såvel som små.
Forrest på hjelmen glimtede
en lys karfunkelsten,
114r|og i nakken en jakant
der var berømt for sin kostbarhed,
ametyst og rubin,
turkis og safir,
smaragd og granat
sad der så elegant
og mange andre kostbare stene,
de der er klare og rene,
de var sat på med øvet hånd,
flere end jeg kan nævne.
Alt det bar den lille dværg på sig,
og det var mange penge værd.
Hans skjold og hans seletøj
var endnu mere prisværdigt.
Hvor man finder den slags til salg,
vil det koste 5000 mark.
Den lanse han havde i sin hånd,
var noget nær tre alen lang.
Da hertug Frederik så dværgen,
tog han til orde og sagde:
»Gud hilse dig, herre, som han kan bedst,«
og den lille mand svarede ham:
»Gud takke jer, herre af Normandiet,
jeg frygter I er min fjende.«
»Men hvorfor det? Hvad jeg har gjort jer,
det ved jeg ikke, har ikke hørt det.«
Så svarede dværgen:
»Jeg skal forklare jer hvem jeg er
114v|når jeg nu har set jer, herre.
Der er sket mig megen skade.
Jeg var en mægtig konge,
så mægtig at tolv andre konger
hver dag var i min tjeneste,
og seks af de magtfulde hertuger.
Tolv grever havde deres land
nådigt fra min hånd.
Jeg er blevet fordrevet fra land og ære,
så nu må jeg klage over for jer.
Jeg beder jer ved Gud i Himlen
at I vil følge mig
og hjælpe med at forsvare mit land.
De kommer med brand og vil hjemsøge mig!«
Da svarede hertugen tappert:
»Jeg vil gerne følge dig
og hjælpe jer så godt jeg kan,
hvis jeg kan stå mod dem ene mand,
vil jeg gerne følge din vilje.«
Da takkede dværgen ham.
»Jeg vil sætte mit liv på spil
for jeres nød og for min ære.«
