Da de havde talt sådan,
red den lille dværg foran hertugen
for at vise ham vejen.
Det forekom dem at bjerget brændte
af alle de sten som dværgen bar
på skjold og hjelm hvor han end kom hen.
De fandt en port gennem bjerget
115r|så bred at hertugen lige kunne ride igennem.
På bjerget så de en smuk bevoksning
og et hus der skinnede som ild.
Da syntes de det var smukt at ride,
for de var kommet til dværgens rige.
Da sagde hertug Frederik:
»Herre, vil I fortælle mig:
Hvem ejer det hus der står her?«
Den lille dværg var rask til at svare:
»Det er Karlefint, min borg.
Der skal vi bo i aften.
Intet hus i dette rige
kan måle sig med Karlefint.
De andre konger har berøvet mig
min magt, mit land og mit rige.
Jeg har ikke mere tilbage
af hele mit folk end fyrre mænd.
Fyrre riddere har holdt stand
og vil vove liv og gods for mig.
Dertil kommer to spillemænd og seks kvinder,
de står bi både nat og dag.
Om to dage kommer mine fjender
til Karlefint som mine gæster.
De vil tage liv og ære fra mig.
Derfor må jeg klage min nød til jer.«
Hertugen svarede helt alvorligt:
»Jeg skal hjælpe jer alt hvad jeg kan.«
Borgen hvor de skulle være den aften,
115v|lå ganske nær ved bjerget.
Dagen hældede nu mod aften.
Dværgen tog afsked og red så bort:
»Jeg vil ride til huset.
I, herre, skal vente herude.
Jeg vil give mine riddere og svende besked
om at I ingen trussel er for dem.
Hvis de uden varsel får jer at se,
vil det gøre dem alle ondt.
De er alle små som jeg
og kan ikke forsvare sig mod jer.
Blandt dem synes I som en kæmpe
om så der var tusind af dem.«
Dværgekongen red til huset,
hertug Frederik ventede udenfor.
Han skulle ikke være der længe,
han blev taget imod med megen ære
både af riddere og svende,
som tjente kong Malmerikt med troskab.
Han lod hele sit folk kalde sammen
og gav dem derpå ordre
til at sadle op og uden tøven
ride ud mod hertug Frederik.
Det var de alle glade for,
og de fulgte kongen ud
fra huset neden for bjerget.
De mange fornemme dværge tog imod ham
116r|og musikanter med søde toner.
En greve der hed Belone,
red sammen med kongen derned,
og andre herrer red samme vej,
vel fyrre riddere, ikke færre.
De førte med megen ære herren
op foran deres hovedport.
Det vindue var ikke så stort
at han kunne ride igennem det,
så hans hest måtte vente udenfor.
Kongen kaldte på en dværg ved navn Klariant:
»Jeg giver dig ansvaret for hans hest.
Når den ikke kan komme igennem porten,
så lader vi den stå herude.«
»Den vil være i sikkerhed,
men bliver ikke glemt skønt den er ude.«
Fire dværge kaldte han frem,
de fire skulle sørge for
at passe hesten ordentligt
med både vand og foder.
Før de kunne få sadlen af hesten
måtte to af dværgene hente en stol.
Med den fik den lille forlænget sig
så han kunne få sadlen af hesten.
Kongen tog hertug Frederik med:
»Nu, herre, skal I følge mig.«
116v|Han fulgte ham gennem den lille port,
hvor dværgene red både ud og ind.
For de stakler var til hver en tid
den port så rigeligt stor
at de både kunne ride og gå igennem.
Hans hest og skjold måtte blive ude.
Han gik med kongen ind i huset.
Dér så han over det hele
alverdens rigdomme,
som huset var fyldt med.
Kostbare stoffer og fløjl,
tribalt og samet
fra porten og hen til døren.
Den skønne dronning Gunidor
hed den fornemme frue,
der forstod at bevare sin værdighed.
Kongen gav ordre til hr. Klariant:
»Du skal gå med det samme.
Dronningen ved jo ikke endnu
at hertug Frederik er her.«
Klariant gik op og gav hende besked,
og hun kom så med det samme ned
med de fruer hun havde der.
De var dog ikke så mange,
de var fem og dertil en
da de gik hertugen i møde.
117r|Dronningen skred nu ud af paladset.
Hertug Frederik bad dem hjælpe sig.
Han blev afført sit harnisk
før han talte med dronningen.
Da han havde lagt sine våben,
gik han med det samme
op dér hvor dronningen stod.
Hun hilste ham velkommen i Guds navn;
han takkede hende høvisk,
den ædle hertug Frederik.
Skal jeg fortælle om flere mirakler?
Denne dronning var ikke mere
end to et halvt fingerspand høj.
Guld klang på hendes kappe
og kostbare ædelstene,
de der både er klare og rene.
En krone af guld var der på hendes hår,
der var kostbare stene på den.
Et bælte havde hun om sig,
det var meget prægtigt.
Hvis nogen gav sådan et til en anden,
ville det stå i mindst tusind pund.
Kongen og dronningen modtog herren
og førte ham ind i deres palads.
Det var bygget af marmorsten.
Firehundrede lys var tændt derinde.
117v|Der var glæde og megen lykke,
I må ikke tvivle på mine ord.
Et hundrede lys var hvide som sne,
andre var grønne, det så man,
den tredje del var brune,
den fjerde var røde som blod.
Alle vinduer var af krystal,
bænke og sæder af cypres.
Til herrerne hentede de drikke ind,
både mjød og vin,
klaret og morat.
Til herrerne manglede intet:
Deres mad blev glimrende tilberedt,
og de gik til bords og morede sig.
Der blev sørget for dem med al slags mad,
af vildt såvel som tamt.
Har I hørt fortælle om
rigdommen hos Jon Præst,
der er konge i Indiens land.
Man siger om rigdommen der
at borde og stole er lavet af elfenben.
Under hvert fad er en sten,
den der kendes som ametyst.
De er anbragt der ganske bevidst;
disse sten har den egenskab
– fortæller stenbogen os –
at de hjælper mod drukkenskab;
118r|de der ved det, elsker dem.
Bordet er helt igennem gjort af smaragd,
derunder to stolper af ametyst.
Spiser man dér, får man netop derfor
ikke ubehag af at drikke.
Men skønt dette er kostbare ting,
kan det bord slet ikke sammenlignes
med det der står foran hertugen;
det er tusindfold mere kostbart.
Den lille dronning Gunidor
bad ham så højtideligt
om at nyde måltidet;
det var hvad hun bad ham om.
Man bragte dem så alverdens forplejning,
både at spise og drikke.
Da deres måltid var til ende,
gik hertug Frederik hen for at sove
i en uendeligt kostbar seng.
Deri sov Hertug Frederik
alene i det store hus
lige til morgenen da det blev lyst.
Da det blev dag, stod han op
og klædte sig på, den gode hertug.
En lille dværg der hed Artibant,
kom med to vaskefade af guld.
Han var kammersvend,
og der kom andre dværge.
Vand var rede og håndklæde,
118v|som hertugen skulle tørre sig i.
Man viste ham mange kostbare sager
til underholdning til hver en tid:
Der var forunderlige skakspil
og også kostbare brætspil.
Han så dér et ganske forunderligt skakspil,
som han senere ofte fortalte om.
Den ædle hertug Frederik sagde
at det var af så kostbare stene
at med alt hvad han ejede i Normandiet,
kunne han ikke betale det spil.
Der var også et terningspil,
som blev rost i høje toner:
Kanten var af grøn smaragd,
det vil jeg ikke skjule for jer,
brættet var halvt af rubin,
så rød som solen om morgenen,
den anden halvdel var jaspis,
graveret med mange sjældne mønstre,
mesterligt og forunderligt.
Bordet var kostbart til alle sider
som det fortælles i eventyr.
Huset lå på et grønt bjerg,
et smukkere hus har man aldrig set,
det siger de der har ledt overalt.
En mur stod omkring det som en ring,
det var også omgivet med en grav.
Uden for huset løb en flod
119r|så man fra muren skød over den.
Og eventyret beretter
at udenfor lå en dejlig slette.
Men selv om han dér havde alskens glæder,
forsvandt det senere hurtigt for ham.
