Den tredje dag opdagede de
at fjenden kom mod dem med deres hær.
Han gik for morskabs skyld op på muren,
da så han mange dværgehære,
hvordan de netop kom over et bjerg.
I den skare var mangen en dværg.
De nåede frem til vandet
og gjorde holdt på engen derude.
Bjerge og dale skælvede ved
at så mange dværge kom hen mod huset.
De slog mange fornemme telte op,
de var stolte herrer og nægtede at vige.
Sådan slog dværgehæren lejr,
det så de tydeligt oppe fra huset.
Mange forgyldte telte stod der.
Kongen lå selv tæt ved huset,
han der var herre over hæren
og førte folket med megen ære.
Det fornemste telt jeg har hørt om,
havde kongen bragt med sig.
Bundtæppet er helt af baldakin,
snorene er af det rene silke,
119v|knappen er af det røde guld.
En ørn var der på den på kongens ordre
som om den skulle flyve.
Det skilte kongens telt ud fra de andre.
Da hæren havde slået lejr,
så man både her og der
mangen en ild blusse op.
De lavede mad og gik hen for at spise.
Kong Malmerikt udtalte så:
»Min herre, nu vil vi gå at spise.«
Da de var mætte, lod han sine
tjenere kalde op og befalede dem alle
straks at væbne sig.
De gjorde alle som han befalede.
Hertug Frederik greb sine våben,
så hurtigt han kunne,
og gik til sin hest der hvor han fandt den,
sadlede den selv det bedste han kunne
og gjorde det så fast
at han ikke ville vige for nogen.
Det blev den mægtige konge nu klar over.
Han red til hertug Frederik
og bad ham så inderligt:
»Nu er den tid kommet
hvor I må hjælpe mig.
Jeg siger jer, herre, det er hvad jeg tænker:
Hjælp mig med jeres hånd
så jeg kan beholde borg og land.
Guld og sølv vil jeg give jer,
120r|så meget som I selv vil have.«
Hertugen sagde: »Gid lykken er med os i dag,
men jeg siger nej til guld og sølv.
Jeres guld og sølv vinder ikke mig,
men jeg vil hjælpe alt hvad jeg kan
før denne dag får ende.«
»Gud takke jer, herre, hvordan det end går.«
Da sagde en svend på muren:
»Nu spiser folket i kongens hær.«
Da kongen hørte ham tale sådan,
sagde han til hertug Frederik:
»Herre, jeg vil ride forrest,
I skal vente på mig her
og gøre det jeg siger jer.
Det har altid været min vane,
jeg har ofte sat dem i knibe.
Ti mand kan ikke stå op mod mig alene,
selv ikke de stærkeste mænd i hæren.
Og er de først klar over hvem jeg er,
skal I se jeg kan forsvare mig.
De kalder mig en tapper mand.
Jeg vil nu med det samme ride
til kongens telt, det får I at se.
Riddere og svende jager mig,
de tør vove livet for ærens skyld.«
Så sagde Hertug Frederik:
»Herre, ét vil jeg minde dig om:
120v|Pas godt på jer selv når I er alene,
ellers går det jo ud over jeres riddere og svende.«
Da svarede kong Malmerikt ham:
»Herre, jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg holder nu her i min hånd
den bedste hest i mange lande.
Den skal jeg ride på,
og derfor har jeg intet at frygte.
Der ligger et dækken på den,
fremstillet af to slangeskind,
så hårdt og stærkt at man aldrig
kan stikke igennem det.
I skal vente i dette aflukke
til I ser dem ride efter mig,
så skal I komme mig til hjælp,
ridderligt og med alt jeres mod.
Det skal jeg takke og lønne jer for.«
Hertugen gemte sig under en røn.
Da kongen havde talt sådan,
red han straks derfra
og trykkede af hjertens lyst
hårdt sit spyd imod sit bryst
og red som jeg så og hørte,
så ingen ridder har gjort det bedre
i ridderlig kamp for fruers ære
end denne dværg da gjorde det.
Hverken Parcifal eller
Gavian
121r|har vundet større hæder,
endsige hele kong Artus’ flok,
end den lille dværg, som var så modig
da han kom ridende dér på heden
hen foran kongens telt.
Så snart de sad til bords,
vekslede de mange muntre ord.
Da de så kong Malmerikt komme,
kendte de klart hans skjold igen.
De greb til våben, fattig som rig,
enhver der kunne, i en fart.
Bogen fortæller os mere endnu:
De tolv riddere var straks beredte;
de kendte kong Malmerikt tydeligt
og red straks ud imod ham.
Den første ridder han mødte,
stødte han hårdt med sit spyd
og stak ham med det samme sådan
at både hest og mand faldt til jorden.
Derpå trak han sit gode sværd
der ofte betalte for hvad han gjorde,
og huggede kraftigt til begge sider
og sparede hverken ven eller slægtning.
Nu kom der så mange dværge derhen
at han ikke følte sikker imod dem ene mand
og snedigt smuttede væk
derhen hvor han havde vist hertugen hen.
Bag ham var der så stort et mylder
121v|så megen larm af lanser der brødes
og gik i stykker mod hans krop.
Gud hjalp ham derfra med held
hen hvor han fandt hertug Frederik.
Han hjalp ham derfra som en mand.
Så snart han fik øje på ham,
vendte han sig hurtigt om:
»Nu skal I hjælpe mig, ædle herre,
så jeg ikke skammeligt skal vige.«
Hertug Frederik red ind mod dværgenes skare
og kæmpede voldsomt med dem.
Han tog dem sammen to og to
og kastede dem til hver sin side.
Havde de så været tusind mand,
havde de ikke haft noget værn mod ham.
En kastede han her, en anden der,
så ingen havnede nær hinanden.
Da måtte de alle give fortabt
såfremt de ville leve.
Han fangede dem ved halsen,
medmindre han viste dem nåde.
Da de så det oppe fra huset,
kom de ned i en fart
og fangede mangen en fornem dværg
der var berømt for sit store værd.
På dette tidspunkt blev der fanget
seksten hundrede, intet mindre,
og de kunne vel også have taget flere til fange,
122r|men kongen ville ikke mere,
»for nu har jeg både ære og land
når jeg har disse under min hånd,
de mægtigste og fornemste
der er i hele mit rige,
der førhen ville fordrive mig,
om Gud vil, skal de ikke leve!«
Hertug Frederik bad ham straks at sende
en svend, og han gjorde som han bad.
En lille dværg beordrede han
til at blive dér eller frygte hans vrede.
Dværgen turde ikke ride
eftersom kongen bad ham vente.
Det var af angst og ikke af dyd,
som bogen siger os så sandt.
