Nu er slaget ovre,
mange herrer er taget til fange.
Det ved I ikke besked om
før eventyret nævner dem her:
En var konge, og han hed Otrik,
en anden var en mægtig hertug.
En der blev fanget, hed Urpion,
han var kong Malmerikts søstersøn.
Den tredje hed Malser
beretter eventyret.
Dertil kommer en mægtig greve,
kan jeg fortælle jer
uden at lyve. De fem herrer
122v|afvæbnede de med det samme.
Også andre blev taget til fange,
kongen, hertuger, grever,
mange jeg ikke kan nævne
fordi jeg ikke ved hvem de er.
Mange mistede også livet
for deres svig og lumske kneb.
Hertug Frederik sagde da til kongen:
»Skal vi slå flere ihjel?«
»Nej, jeg lader dem beholde livet,
så længe jeg hersker over dem.«
Den lille konge tænkte lidt
og sagde til hertug Frederik:
»Spørg nu disse gode herrer,
mine mænd, som er her til stede,
hvad grund de har at give mig
for hvorfor de ville fordrive mig.
Kan de bevise gyldigt
at jeg har handlet med uret mod dem,
så lover jeg at svare
både åbent og hemmeligt.
Jeg beder jer, hertug Frederik,
om først at dømme over mig.
Kan de ikke forklare jer det,
så lad mig, gode herre, se
at I er vred over det jeg har lidt,
og på samme vis fælder dom over dem
så de ikke udviser samme falskhed.
123r|Skønt de ville ødelægge mig,
er jeg jo deres rette herre.«
Hertug Frederik satte sig så ned:
»Gør så, herre, hvad jeg beder om.
De der ingen undskyldning kan få,
skal ikke undgå døden.«
Da svarede en greve med det samme,
han hed Fredelund:
»Herre konge, jeg tror det er jer bekendt:
Jeg havde gerne stået jer nær,
men Otrik tvang mig mod min vilje
til at sværge ham troskab.«
Kongen tog ordet og sagde: »Ja,
sådan forholder det sig.
Jer kan jeg ikke give nogen skyld.
Hertug Frederik, lad den herre leve.«
Kongen bad så indstændigt:
»Giv mig ret mod Erik!
Det er ham der har voldt mig denne skade;
jeg skal give ham tilbage for det.
Han ved det godt.
Jeg holdt så meget af ham,
jeg skænkede ham land og gjorde ham rig
og agtede ham lige så højt som mig selv.
Min søstersøn, på grund af dig
er al denne ulykke sket mig.«
Den fangne konge sagde så:
»Gud ved, herre, at det er sandt.
Landets folk tog mig til konge,
det var ingen anden end Erik skyld i.«
123v|Så blev de enige om,
både riddere og svende,
at han skulle miste sit liv
for sin falske handling.
En lille dværg, der var vældig stærk,
huggede hovedet af ham der på marken.
Det gjorde han også ved de to hertuger
som bogen før fortalte om.
Otte særdeles fornemme grever
de gik samme vej.
Og også andre fornemme herrer
så man dér gå i døden.
Dér tog han hævn for sin store uret
over dem der havde kæmpet mod ham.
Så sagde hertug Frederik:
»Hvorfor dømmer vi ikke Otrik,
der tog landet fra dig?«
»Nej, det tager jeg mig ikke af,
det har nu Erik betalt for,
som satte ham til herre over mig,
og flere af deres kumpaner;
derfor er deres skade større.
Hans liv tager jeg mig ikke af,
jeg har ingen planer med ham.
Jeg vil lade ham leve,
hvis han sværger mig troskab
i det hertugdømme han havde før.«
Det lovede Otrik ham ydmygt,
og han takkede ham så nådigt
124r|for at handle så dydigt.
Nu satte kong Malmerikt sig ned:
»Kald alle mine mænd hertil,
de der har været med mig.
Jeg har ikke vist jer tilstrækkelig ære
lige indtil nu,
nu skal I se det bliver bedre.
Den troskab jeg har erfaret hos jer,
den skal jeg lønne jer fuldt ud for.
Jeg vil give jer land og gods
og vise jer ære så længe jeg lever.
Træd nu frem, mine trofaste mænd,
og tag imod både land og len
så I for altid er mægtige mænd,
og hjælp jeres slægt og familie.«
Kongen sagde til hertug Frederik:
»Den tjeneste I har ydet mig,
skal lønnes af den der bedst formår det.
I må ikke afslå det,
I skal have magt over land og gods,
det er alt sammen til jeres rådighed.
Så længe jeg lever i verden,
er det min pligt at tjene jer,
og det vil jeg gerne gøre,
det skal I både vide og høre.«
Da svarede hertug Frederik ham:
»Jeg vil i sandhed sige dig,
det finder jeg virkelig smukt.
Hvis jeg har hjulpet jer, er jeg glad
124v|for at den ære skulle blive min
at jeg kunne frelse jer fra en knibe.«
Så sagde kong Malmerikt:
»Tal med mig i fortrolighed.
Jeg beder jer så indstændigt.
Gør det ved Gud i Himlen
og sig det åbent
til hele denne dværgeskare
at I hørte klage i Himmerige over
den uret mine mænd har gjort mig her.
Dengang Gud fik det at høre,
gjorde han jer til min hjælper.
Han bad jer komme her
og frelse mig med jeres styrke.
Hvis nogen siger mig imod,
enten ridder eller svend,
vil han ikke tilgive dem
så længe de lever.
Sig at Gud vil sende
tyve sådanne som I er,
og lade dem både stege og koge
hvis de ikke gør hvad jeg befaler.
De bliver så angst over sådan en trussel
at de ikke tør handle imod mig.«
Han lovede ham at gøre det,
og den lille konge blev glad og fro.
Så red de til dværgehæren
og fandt dem alle uden forsvar.
Han lod dem straks kalde til sig.
De var alle bange for hertug Frederik.
125r|Han sagde så med stor fornuft:
»Hør efter, og forstå mig vel,
og husk godt på hvad jeg siger jer:
Jeg er sendt ned fra Himmerig.
Gud i Himmerig blev bedrøvet
over den utroskab I begik
da I forskød jeres rette herre
og udsatte ham for spot og hån.
I tog land og ære fra ham,
han var jo jeres rette herre.
Gør I det nogensinde igen,
så kan I være visse på
at han sender tyve som mig hertil,
meget større end mig,
og lader jer dræbe og tage til fange
så ingen skal slippe fra det.«
De svarede ham alle:
»Vis os nåde,
og lad os beholde livet!
I har jo magten over os.
Vi vil både love og skrive
at tjene ham så længe vi lever,
og med liv og gods og med evne
hævne den overlast han har lidt.«
De svor over for ham med ed
at de ville være ham tro.
Så sagde hertug Frederik:
»Herre, nu rejser jeg hjem fra dig.«
Kong Malmerikt bad ham blive:
125v|»I dag skal I ikke ride.«
»Nej, sådan skal det ikke være.
Mit folk er helt i sorg,
de ved stadig intet om
hvordan mine sager står.«
Da det gik op for kongen
at han ikke havde i sinde at blive,
gav han ham lov til at ride hjem
hvis han ikke ville blive.
Det var tidligt, og dagen var lys
da de red til huset.
Grever og hertuger manglede ikke
da de red til portene.
Hertug Frederik gik ind i paladset,
fru Gunidor tog mod ham med hæder.
Han ville ikke sidde ned
fordi det stærkt nærmede sig dag.
Den lille dronning bad ham
med høviske miner og venligt sind:
»I må blive her i nat.«
»Nej frue, sådan bliver det ikke,
for mine mænd er bekymrede,
de ved ikke hvor jeg er henne.«
»Vi kan kun takke jer som vi vil,
ved at bede til Gud
om at give jer lykke og hæder
for det I har udrettet her.«
Så bad kongen dem om at hente
det bræt der før er beskrevet.
Da hertug Frederik så brættet,
tog han ordet og sagde:
»Hvad skal det betyde?«
»Herre, vi beder jer
modtage dette og tage det med hjem.«
Han sagde nej, og svarede så:
»Derhjemme er jeg så velbemidlet
at jeg ikke har brug for en gave fra dig.
Jeg har guld og ædle stene
både store og små.«
Man skænkede for dem fra kostbare kar:
Vin og mjød blev sat for dem,
og klaret og morat;
der blev ikke sparet for nogen mand.
