Han tog afsked og så red han bort.
Kongen fulgte ham på vej
og også riddere og svende.
Han red ikke derfra alene,
han red over et bjerg,
derpå fandt han en meget bred vej,
og så vidste han hvor han var.
Han bad kongen vende hjem.
»Nej, jeg vil ikke forlade jer
før I kender vejen bedre.«
Kongen bad sine folk om at vente:
»Jeg vil ride med ham alene.
Jeg vil følge ham – sådan skal det være –
gennem den skov vi ser foran os.«
De kom til et vældig bredt vandløb
hvor han ofte red på jagt alene.
Da hertug Frederik så det vand,
sagde han til den lille mand:
»Jeg vil ikke vente længere her.«
»Herre, nu kan I ride hjem
eller blive hos mig denne ene nat.«
»Jeg vil hjem som jeg har lovet.
Skoven er mørk og tæt og uvejsom.
Mangen en nat har jeg ligget her længe
på jagt og eventyr,
der ofte har været mig dyrekøbt.«
»Jeg har mange gange forstyrret jeres jagt
for at I skulle finde mig.
Nu, herre, har I hjulpet mig,
det skal Gud i Himlen lønne jer for.
Jeg giver jer en fingerring
der er berømt for sine evner.
Den er meget værdifuld:
Et sværd kan aldrig skade jer
så længe du har de stene hos dig.
Det må I tro på, herre.
Den anden sten har den egenskab
– det skal I vide og stole på –
det siger jeg jer ligeud:
selv om en mand lå i tyve år
nede på havets bund,
hvis han i denne tid
har stenen på sig,
har han aldrig noget at klage over
selv om han hverken har klæ’r eller føde,
vandet kunne ikke besvære ham.
Den magt har den lille sten.
126r|Det siger jeg jer i sandhed.
Om så det største hus i verden,
brænder i ild og lue,
kan den ild ikke skade jer,
eller noget som helst blive jer til fare.
Den fjerde er bedre end de tre,
læg omhyggelig mærke til hvordan jeg siger det:
Denne sten kommer fra Indiens land,
den der holder den i sin hånd,
om så han står over for tusind mand
og har stenen i hånden,
hvad enten det går dem ondt eller godt,
vil det aldrig lykkes dem at se ham.«
Da kongen havde talt sådan,
lukkede han sin hånd om stenen,
og hertug Frederik fandt ikke kongen
førend han atter rakte den frem.
Da hertug Frederik så den magt,
hvilken evne og hvilken kraft,
modtog han den med glæde:
»Gud takke jer i Himmerig!«
Han vendte og drejede dem,
han så på stenene ganske nøje.
De var smukke og dyrebare,
man finder ikke mange som dem.
Om alle var der en indfatning
af det reneste guld man har.
»Stenenes kraft skal I tie om
og ikke fortælle en levende sjæl derom.«
Da bad kong Malmerikt også:
»I må gemme dem godt og omhyggeligt.«
126v|»Det kan I stole på,
jeg vil passe godt og ordentligt på dem.«
Så kyssede hertug Frederik kongen,
og derpå red de fra hinanden.
Kongen er nu i sit eget rige,
han har ikke behov for at vige for nogen.
Alle de dværge der er i riget,
de elsker ham højt.
De vil tjene ham i lyst og nød
alle sammen til deres død.
