Hertug Frederik red derfra
så hurtigt han kunne, den korteste vej.
Dagen begyndte at gå på hæld,
da hørte den mægtige hertug
en kvindestemme der jamrede,
hun klagede sig så ynkeligt:
»Ak ak, åh hvilken ulykke!
Hvorfor har Gud dog ladet mig føde?«
Da hertug Frederik hørte stemmen,
samlede han sig mod:
»Jeg vil vide hvad det er,
hvad enten det bliver mig til gavn eller skade.«
Med sporerne jog han hesten frem
derhen hvor han hørte stemmen,
så hurtigt han overhovedet kunne.
Omsider så han en kæmpe foran sig.
Han havde fanget en fornem ridder
og behandlede ham så voldsomt:
Han havde bundet begge hans fødder
under hesten – det pinte ham –
127r|og hans hænder på samme måde.
Han havde ingen klæ’r tilbage,
en skjorte kun, der helt var i laser,
så slemt havde kæmpen revet og flået i ham.
Han havde en stang over skulderen,
den var både tyk og lang.
I den anden hånd et birkeris;
han slog så skamløst på ridderen
at blodet flød over hele hans krop.
Derfor sørgede hans hustru dybt,
det var hendes hjertenskær
der blev ført bunden af sted.
Hun ville aldrig skilles fra ham
hvis det skulle gå efter hendes vilje.
Da hertug Frederik så alt det,
talte han til kæmpen:
»Onde kæmpe, sig mig lige:
Hvad har denne ridder gjort dig
siden du gør ham så meget ondt?
Det vil jeg gerne vide!«
Kæmpen tog sig ikke af
at hertug Frederik talte sådan:
»Tåbe, kom herhen til mig,
så må du selv forsøge
om du kan hjælpe ham,
og se hvordan det så kan gå dig.
Jeg ved at ulykken truer dig:
Når nu du er kommet her til mig,
må jeg også gribe dig,
127v|og sådan vil jeg gøre.
I får begge to at se
hvordan jeg skal behandle dig!«
Da svarede hertug Frederik:
»Det betror jeg til Gud i Himlen!
Her vil jeg nu vove mit liv
for denne ridder og denne frue.«
Fruen blev glad og fik tillid til
at hendes lidelse ville få en ende.
Han drog sit sværd med det samme
mod kæmpen som stod foran ham.
Han gik hurtig til angreb på ham
og vendte sin hest omkring.
Han slog efter ham med sin stang,
der både var tyk og lang,
og ramte hans skjold så hårdt
at det gik aldeles i stykker.
Havde den ramt ham rigtigt,
havde både mand og hest været døde.
Da så hertug Frederik
igen og igen på sin fingerring.
Han vendte stenen ind i hånden,
så blev fruen fra fremmede egne glad.
Nu kunne kæmpen ikke se ham,
og han red helt hen til ham.
Fruen tabte hertug Frederik af syne
så hun ikke kunne se ham.
Da råbte hun så bedrøvet:
»Hvad skal der nu blive af mig
128r|når ridderen ikke turde blive
og kæmpe mod denne kæmpe?
Når han ikke turde stå op mod kæmpen,
vil det ramme min herre.«
Hertug Frederik kom nu hurtigt frem
og huggede hårdt efter kæmpen.
Da fik han så stort et hug
at hånden og stangen lå på jorden.
Et andet hug fik kæmpen så,
så skulderen skiltes fra kroppen.
Så råbte han op og klagede grusomt:
»Åh nej, åh nej, hvorfor kom jeg her?«
Og han så på den fangne ridder,
ham var han gerne faldet over
så de begge var døde,
da han så at han ikke kunne leve.
Bjerge og dale skælvede
da kæmpen styrtede om på jorden.
Da han lå falden foran ham,
huggede han hovedet af ham
med sværdet han havde i hånden.
»Lig nu der, din grimme djævel!«
Kæmpen har mistet liv og ære,
og fruens kære er frelst.
Så vendte han fingerringen,
og stenen gav sit smukke skin.
Da så de begge hertug Frederik.
De takkede ham for den store hjælp;
fruen bøjede sig for ham.
128v|Han rejste hende, den ædle mand,
og sammen gik de med det samme
hen hvor ridderen sad bundet.
De skar hans bånd i stykker
og løste al hans sorg.
De satte sig ned på græsset,
det siger bogen jer i sandhed.
De havde glemt al deres nød,
som før havde varslet deres død,
nu de var sikre på deres liv.
Herren og den ædle kvinde
takkede ham for al hans hjælp,
for han havde frelst dem begge.
»Mit liv skal stå jer til tjeneste
så længe jeg lever i verden!«
Og mens nu herrerne sad der sammen,
sagde de mange glade ord.
