Der sov de så den nat,
og om morgenen red de straks derfra
mens værten lå og hvilede sig,
både fruen og ridderen.
Hr. Gamiorin red forrest,
for han kendte vejen bedst
og var bedre kendt på egnen
134r|end hertug Frederik var.
Da sagde den gode hertug:
»Fortæl os et eventyr
der kan underholde os
mens vi nu rider her,
min kære ven, hr. Gamiorin,
om hvad I har været ude for engang.«
»Jeg har ikke et eventyr at fortælle
som er sket for mig, så jeg må tie.
Dog skete der det for nylig da jeg red af sted,
at jeg kom ind i en vidtstrakt skov
imellem Skotland og England.
Jeg fandt et lille bjerg af sand,
der sad en kærlig frue.
Hun havde hos sig en livløs ridder
der nylig var slået ihjel.
Hun holdt så meget af ham
og knugede ham til sit bryst.
Hun kyssede så ofte den døde mand,
hun beklagede højt af hjertets dyb
at hun nogensinde var blevet født.
‘Ak, at jeg ikke kan dø nu,
nu var det tiden at dø!’
Hun klagede sig så ynkeligt
med suk mens tårerne løb.
Hendes klæ’r var bestænket med blod,
det var også hendes røde kinder.
Da jeg så hende sidde der,
spurgte jeg hende hvordan det gik til
at den ridder var slået ihjel
som hun holdt så meget af.
134v|‘Det er en sølle mand der har gjort det,
en som jeg ikke selv har navn på.’
‘Jeg vil ride efter ham!’
Fruen råbte og bad mig vente:
‘Nej, min kære herre,
Han er langt væk allerede,
I kan ikke finde ham
inden for femten mil herfra.
Jeg beder jer ved min frueære
om at hjælpe mig, nu I er her,
så jeg kan komme hjem til mit land
og blive frelst fra mine trængsler.’
Vi tog den døde ridder der lå der,
fruen og jeg, det gjorde vi,
og bragte ham, som vi nu kunne,
derhen hvor fruen havde hjemme.
Jeg spurgte ivrigt fruen:
‘Hvad hedder denne mægtige ridder?’
Hun svarede at han hed Lefant,
han var en hertug fra Irland.
‘Og jeg må sørge, jeg, arme kvinde,
fordi han så brat har mistet sit liv.
Hvor ynkeligt sidder jeg ikke her,
min morbror er konge
med magt over hele Irland.
De tjener alle under hans hånd.
Mit navn vil jeg ikke skjule,
jeg hedder Arilla den Skønne.
Nu beder jeg jer så inderligt
om ikke at vige fra mig
før denne skov får en ende.’
135r|‘Al min sorg må I rydde bort;
jeg vil ikke vige fra jer
– det skal ske efter jeres vilje –
før I kommer derhen
hvor I gerne vil være.’
Vi red derfra med det samme
og kom den samme nat
til en by der lå foran os.
Værten kom og sagde:
‘I er velkomne begge to.’
Han viste os al mulig gæstfrihed
med alt hvad jeg kunne forlange.
Vi måtte gøre fruen glad.
Tidlig om morgenen da det blev lyst,
kom en vogn hen foran huset,
som vi lagde ridderen på.
Værten gav os to heste
og fire gode svende,
der skulle køre vognen.
Vi drog derfra så hurtigt vi kunne,
den nærmeste vej til Irland.
Værten beholdt hans hest
for den mad vi havde spist der.
Da der var gået tyve dage,
hørte vi i Irland klart
riddere og fruer græde
og vise deres sorg.
Både fattige og rige
begræd så ynkeligt deres herres død.
Han blev begravet med megen ære
135v|af alle de folk der var kommet.
Jeg ville ikke blive længere,
jeg bad om lov til at ride bort.
Kongen ønskede på ingen måde
at jeg skulle rejse netop da:
‘I skal blive her i otte dage,
man sørger for alt du behøver.
I har gjort jer stor umage
for vores sag.
Derfor vil vi med liv og rige
tjene jer til evig tid.’
De beværtede mig til stadighed.
Så fik jeg en anden oplysning:
at kongen havde en datter,
den skønneste solen har skinnet på.
Hun var på en borg.
Hende så hverken slægt eller gæster,
fruer og piger er omkring hende
så ingen andre kommer der.
Når kongen får lyst til at se hende,
går han derhen med tre fruer.
Dronningen selv går med ham.
Jomfruen er bare femten år.
Den gode jomfru hun er den smukkeste
der nogensinde er født i kød og blod,
eller nogen man kender til at der lever i verden.
Han vil ikke give hende bort til nogen,
han har ikke flere døtre,
så meget des mere elsker han hende.«
Da tænkte hertug Frederik
136r|så stille ved sig selv.
Han tænkte på sin fingerring af guld,
som han elskede af hele sit hjerte.
»Gud give mig den lykke
at hun kan blive min hvis hun lever.«
