Da sagde hertug Frederik:
»Jeg beder jer nu så inderligt,
min kære hr. Gamiorin
– jeg ved I er min ven –
om at lade mig få jeres riddere.
Jeg vil begive mig til Irland.«
Så svarede hr. Gamiorin:
»Med glæde, min kære herre!
Tyve skibe skal sejle med jer
og dertil mange riddere.«
De ønskede så hinanden godnat
138v|og skiltes straks fra hinanden.
Kongen af Englands søn
kom lykkeligt hjem til sit land,
og hans dronning Bilapher,
de modtog hende med ære og hæder.
Hertug Frederik ville ikke blive længere,
han lod sine ting bære ned til skibet.
Han sejlede til Irland den korteste vej,
skibet gled hurtigt under dem.
Så kom da på den korteste tid
skibet til land i Irland
til en prægtig by og borg.
De ville besøge kongens datter.
De så op mod himlen,
der glimtede et tårn med et gyldent skin,
derinde var kongens datter
med mange ædle kvinder.
Da sagde den fornemme hertug Frederik:
»Hør efter, I skal adlyde mig!
Lad os nu leve sådan her
så ingen ved hvorfra vi er kommet.«
De fandt logi i byen,
de levede værdigt og morede sig.
Hertug Frederik så op mod tårnet,
som kongens datter boede i:
»Gud hjælpe mig nu
så jeg kan komme ind i tårnet.«
Dronningen gik til sin datter,
139r|hertug Frederik fik øje på det.
Han fulgte hende hemmeligt som kvinde
til han kom ind i tårnet.
Gud Herren viste ham den nåde,
det måtte hans fingerring hjælpe med.
Så fik han jomfru Florie at se,
hans hjerte det lo af glæde.
Hun var den skønneste pige
som solen kunne skinne over.
Tre dage var han i tårnet
hos den ædle, strålende jomfru.
Alt hvad han hørte, og alt hvad han så,
var tugt og ære i hver en krog.
Den fjerde dag klædte jomfruen sig
fornemt i guld og silke,
en krone af guld på hendes hår
der var kostbare stene i den.
Da hun var klædt så fornemt,
tog hertug Frederik
hende i sine arme.
Så bar han hende til sit skib,
overlod hende til fruer og piger i store skarer,
der med værdighed skulle bevogte hende.
Han gav dem med det samme besked
på at sejle hende til Skotland
og overlade den strålende jomfru til dronningen,
for hun var hertug Frederiks gode ven.
Hertug Frederik vendte sin fingerring,
139v|stenen gav sit smukke skin.
Da fik jomfruen ham at se,
hendes hjerte lo af glæde.
De sejlede glade ud fra byen,
de gjorde som hertug Frederik sagde.
Hertug Frederik ville blive tilbage
og se hvad de ville gribe til.
Med et skib og ikke flere,
hertug Frederik var ikke bange.
