Tidlig om morgenen da solen står op,
da går det op for kongen
at hans datter er borte.
Den vrede han viste dér
mod de stakkels kvinder
som var derinde i tårnet,
den viste han på mange måder;
han ville lige med det samme
få dem alle slået ihjel,
havde ikke dronningen handlet så godt:
Hun stod rede med forbøn
og dæmpede kongens vrede.
Han lod sit folk kalde sammen
også den vært de havde logi hos.
Han spurgte ham med det samme
af vrede mange gange:
»Hvad ved du om den herre
der har bortført min datter,
140r|hvilken slægt han kommer af
og hvilket land han kommer fra?
Var du også med i planen?«
sagde kongen, for han var hidsig.
»Herrerne levede sådan her
at ingen ved hvor han kommer fra.«
»Nu skal du sige mig:
Hvordan forlod han dig?«
»Han bad mig skaffe ham
et skib der kunne bære
hundrede mand og flere endnu,
mere hørte jeg ikke fra ham.
Jeg gjorde alt hvad han bad mig om,
det fik han straks alt sammen.«
Han svor for kongen ved liv og sjæl
at han ikke vidste hvorhen han var rejst.
Kongen sagde farvel til ham:
»Jeg vil ikke give dig nogen skyld.«
Derpå lod han tilkalde
alle de riddere og svende
der var i huset og inden for byen.
De elskede ham alle.
Så lod han straks klargøre
tyve skibe og endnu flere.
De gjorde dem omhyggeligt klar,
hundrede mand på hvert skib.
140v|De sejlede dem ud på det store hav,
både med sværd og med spyd.
Der lovede han sin drost:
»Hvis du får den ære
at du kan fange dem,
lad ingen af dem undgå døden.
Lad mig høre med sikkerhed
at du slår dem alle ihjel,
så vil jeg gøre dig så rig,
du og din slægt skal til evig tid
være herrer alle dage.
Så meget vil jeg give dig.«
Det var ved middagstid,
netop da fik de
hertug Frederik i sigte.
De blev alle forundrede over
hvordan han sad sådan ude i havet,
og ikke tog skade i denne nød.
Men alle fisk der var i havet,
elskede ham alle så højt.
De havde ikke hjulpet nu
hvis det ikke havde været for hans fingerring.
Da styrmanden fik øje på
hvor hertug Frederik sejlede i bølgerne,
styrede han straks derhen.
141r|En fornem ridder greb en hage,
den kastede han efter hertug Frederik;
straks lå han ombord på skibet.
Havet gjorde ham ingen skade,
men vaskede hans klæ’r helt rene.
Han var ikke særlig våd af havet
og selv var han usædvanlig kåd.
En svend befalede da hertug Frederik
straks at gå til drosten.
Da drosten så hertug Frederik,
sagde han vredt:
»Sig mig hvor min jomfru er,
som du i hemmelighed har bortført!«
»I Guds navn siger jeg dette:
Jeg ved det ikke, det må I tro.«
»Det skal koste dit liv!«
Et sværd fik han så straks hentet frem,
det var skarpt og klar til brug,
her hjalp hverken ord eller eder.
Han måtte så række halsen frem,
en stærk svend, der ikke var lam,
huggede derpå hårdt på hans hals,
men hans hals kunne det ikke skade.
Sværdet bed ikke på kød eller ben
og kunne ikke gøre ham noget ondt
141v|eller volde ham nogen skade.
Det sørgede hans gode fingerring for.
Så snart som drosten så
at sværdet ikke kunne skade ham,
lod han straks hente
det største halsjern der var i skibet.
Det fik han låst ham fast i,
og med ham en anden mand.
De var så rede alle sammen,
og derpå drog de atter hjem.
Samtidig spurgte de ham
mange gange vredt
hvor jomfruen mon var.
Han svarede dem alle
at hun var druknet i havet.
»De der var med hende, sank i dybet,
bortset fra mig ene mand,
jeg kaldte på den gode Gud
og bad ham lade mig leve en stund,
og lade den nåde ske han vil give mig.«
Så svarede den mægtige drost ham:
»Du er endnu ikke undsluppet mig.
Du skal dø, det skal jeg sørge for.
Jeg skal ikke unde dig megen glæde.«
Han kendte ikke hans fingerring,
142r|der har hjulpet ham så mange gange
fra den hårde, bitre død,
og også fra mange andre farer.
De sejlede så til byen.
Uden for byen så man det brændte;
der var bygget et mægtigt bål.
Hertug Frederik blev ført derud,
så sagde drosten til ham:
»Her, herre, skal I brændes
når man nu ikke kan dræbe jer
med våben og hav – de er begge døde.
Nu hjælper Djævlens list ikke længere,
jeg giver dig ikke længere frist i livet.«
Ilden brændte med stor styrke.
Den anden mand blev løsnet fra ham.
De kastede ham på det brændende bål,
det skadede ham ikke et hår.
Hans klæ’r brændte af ham
så ingen kunne kende ham.
Han vendte så sin fingerring om,
så faldt den armring af ham
som han havde på sine hænder,
og ingen mand så ham.
Det undrede alle der var der
at han brændte så hurtigt.
Drosten rider da derfra
hen hvor kongen er foran ham.
Her siger han som det første
at hertug Frederik er brændt på bålet.
Han kom hellere med den slags nyt
142v|end guld eller sølv eller kostbare stene.
Da kongen nu forstod
at de ikke fik hans datter tilbage,
voldte det ham større smerte
end det nogen sinde var sket ham før.
Hertug Frederik syntes der var godt
i den ild han stod i,
som om det var et udsøgt bad,
passende både varmt og koldt.
Dagen gik mod aften,
og hertug Frederik blev der ikke længere.
Han gik straks hen til det hus
hvor han så at der brændte mange lys,
og til et værelse der var der,
hvor de havde kongens klæ’r.
Han klædte sig med det samme
i de bedste klæ’r han kunne finde.
Gården var usædvanlig rig
med dyre og prægtige heste.
Sadlerne var også klar
til når herren skulle ride.
Der gik hertug Frederik ind
og valgte sig den bedste hest.
Han satte sig op på den
uden at nogen kunne se ham.
Da sagde både fattig og rig:
»Hvem mon bedrager os så slemt?
Vi kan ikke forstå andet
end at det kommer af djævelskab.«
143r|Hvad de sagde, og hvad de gjorde,
det hørte hertug Frederik alt sammen.
Men det brød han sig ikke om,
han red i den retning hvor Skotland lå.
Vil I høre hvad han gjorde?
Han havde kongens sporer med sig
og hans kostbare sværd,
der var mange penge værd.
