Dermed skiltes de netop da.
Kort derefter, ved pinsetid
kom kong Malmerikt ridende
med mange folk og en fornem hær.
Nu må I vente villigt,
riddere, fruer og terner,
jeg vil fortælle jer
hvor prægtigt de kom derned.
Med stor pragt ankom de dertil
og slog sig ned med stor ære.
Da disse folk var samledes
– over landet bemærkedes det –
da handlede han så hæderligt,
den ædle hertug Frederik,
han lyste nu en fred
som blev ærefuldt overholdt.
Tidlig om morgenen da det blev lyst,
da kom ridende op foran huset
marsken hos kongen af Karlefint
og med ham mange blinkende skjolde,
kokke og svende og kammersvende,
mange vogne og flere lastdyr.
148v|De rejste med det samme dér,
mange fornemme telte
– det var forunderligt at se –
på heden hvor kong Malmerikt lå.
Hele den menige hær
undredes over hvem det kunne være.
De ædle dværge fik husly dér,
og ingen ville flygte tilbage.
Da sagde hertug Frederik:
»Her kommer nu en mægtig konge
draget ud fra sit hjem på et bjerg,
og med ham er mange ædle dværge.
Jeg beder jer derfor nu,
alle der er i min tjeneste,
om ikke at gøre ham nogen ulejlighed,
ej heller gøre ham nogen skade.
Det beder jeg jer mindeligt om,
både fattige og rige,
I skal både hædre og ære dem
så længe de agter at være her.«
Mellem hertugens slot og bjerget
husedes mange ædle dværge.
Der hvor floden deltes i to,
opslog de et prægtigt telt.
Mange andre blev også rejst.
Bogen fortæller os endnu mere:
Der var så kostbare stene på det,
som må regnes for nye stene.
149r|Teltet giver så stærkt et lys
at det aldrig er så mørkt om natten
at det ikke er lyst både ude og inde
– det telt er skabt med kunst og snilde –
som når solen skinner.
Det forundrer mange.
På hver knap der var på teltet,
var der to karfunkler,
dertil fire fine rubiner,
så røde som solen der skinner om morgenen.
Hvor mange blus der end var i det hus,
gav de dog intet lys
i forhold til de ædle stene
der var anbragt i det telt.
På den store knap så man et barn;
det havde en guldkrone på
af kostbare karfunkelsten,
der er klare og rene.
Når natten er allermørkest,
skinner kronen som solen.
Et andet telt slår de også op,
hvor dronningen selv skulle være.
Der var et bundtæppe omkring det,
som var gjort med gedigne ting
af fornemt silketøj.
Det var også besat med ædle stene.
De andre herrer der fulgte ham,
149v|fik alle husly i hans nærhed,
og dertil mange svende.
Herren rejste ikke alene.
Da hertug Frederik hørte
at den værdige herre var kommet,
blev han ikke længere hjemme,
han red ham straks i møde
med mange fornemme herrer
og modtog ham med værdighed.
Vil I høre hvad bogen siger?
To tusind riddere red foran ham,
dertil utallige svende.
Herren red ikke alene.
Man så også mange fruer
ride i store skarer:
Dronningen selv i skarlagenrødt,
og alle de fruer hun herskede over,
havde lignende dragter på,
de ædle riddere også.
De gangere fruerne red på,
var alle abildgrå.
Riddernes heste var også gode,
alle røde som blod.
Dværgekongen og hans dronning
havde to kåber på,
gjort af guld så vidunderligt
at ingen har en lignende.
150r|Blandt alle de fornemme herrer
var der ingen som dem
blandt alle de herrer de havde set
– sådan sagde de alle.
Deres harnisker var så kostbare og vidunderlige;
man finder ikke mange som dem.
Den pragt der lå på deres heste,
vil det tage mig længe at tale om.
Basuner og trommer red foran dem,
man kunne høre dem vidt omkring.
Alle slags musikanter
hørte man foran dem.
Om herrerne var der megen trængsel,
musikanterne lavede megen støj.
Da nu herrerne mødtes,
blev de meget ærefuldt modtaget.
Så red de til deres logi,
ridderne og de ædle fruer.
