I tyve dage stod brylluppet,
han gav til alle herrerne
hvad herrerne selv bestemte,
alt efter deres egen vilje.
Alle priste dette bryllup,
både rige og fattige.
Mens herrerne var sammen,
havde de både morskab og glæde.
Når herrerne gik fra bordet,
sagde de mange skæmtende ord.
150v|Man så da herrer gå ud på marken
med mange folk i fornemme skarer.
De blev trætte af mad og øl
og begyndte på noget andet.
Der så man fruer og jomfruer danse,
alle i deres hvide slæb
så frydefuldt med deres udkårne,
der var dygtige til at synge.
De dystred alle sammen,
både riddere og svende.
Turneringen stod på tre uger;
man så dér mange fornemme ting
som de gjorde ved den turnering.
Dér fik dværgene hæder og ros.
De fik ros af alle folk,
både rige og fattige.
Kong Malmerikt fik ene mand prisen
foran riddere som svende.
Nu gav kongen af Irland
med egen hånd hertug Frederik
hele sit kongerige
og dertil andre rige gaver
og sin datter Florie.
Da var de begge befriet for sorgen,
det kundgjorde han offentligt
for hele skaren af herrer.
Dermed endte denne fest.
151r|Da gav kong Malmerikt
i så rigt mål sine kostbarheder
at han gjorde alle herrer rige.
Der var ikke en eneste herre
han ikke gav guld og ædle stene.
Det var værd tusind pund,
det han på denne tid gav bort.
Kong Malmerikt tog afsked og red bort,
og hertug Frederik fulgte ham på vej.
Han takkede ham for den store ære
»som I har vist mig her.«
Kongen svarede kærligt:
»Jeg vil tjene dig alle dage
så længe jeg lever i verden,
og stå til jeres tjeneste og ære.«
Så skiltes de så hjerteligt.
Da red hertug Frederik
til de herrer der var hos ham,
og takkede dem for den store ære
som de havde vist ham dér.
Så skiltes de for denne gang,
og hver drog hjem til sig
med samme glæde som da de kom.
Hermed fik festen ende.
