Nw ær then stridh forgongen,
mange herrær worte ther fongen.
Thet eder alt vkwnnigt ær
førræ æn ewentyr neffner them her:
Jen konningh hiedhe Otthrik,
then annen war jen hertwg righ.
Jen herræ worte fongen, hiedhe Vrpion,
han war konningh Malmerikts systersøn.
Then tridi hiedhe Malszer,
sa seyer os ewentyr her.
Thertil jen grewe righ,
thet seyer jech edher sanneligh
forvden falsk, the herrær fem,
122v| skiødeligh tha webnede the them.
Ther war och fongne meræ,
konningen, hertwger och grewer fleræ,
mange ther jech kan ey neffne
for thy jech them ey kienæ.
Manghe mwndhe ther och liwet miste
for thieres swigh och falske listæ.
Hertwgh Frederik sawdhe til konningen tha:
»Skwllæ wi fleræ ihiel slaa?«
»Ney, jech ladher them liwet beholde,
men jech maa ower them woldhe.«
Ten lidelæ konning han tente med seg
och melte til hertwgh Frederik:
»Nw spøræ I thesse godhe herræ,
myne mend, som heræ mon weræ,
hwadh sagh the haffdhe mægh at giwe,
hwi the wildhe mægh sa fordriwe.
Kwne the bewisæ thet medh skiel
jech hawer them handled anneth æn wel,
tha bydher jech mægh heræ til swaræ
bodhe lønligh och obenbaræ.
Jech bedher edher, hertwgh Frederik,
ath I rette fyrst ower mægh.
Kwne the thet jckj for edher thee,
tha ladher mægh, godhe herræ, thet see
thet edher ær myn skadhe leedh,
och retter ower them sammeledh
ath the giøræ ey tølig falskhet.
123r| Doath the willæ mægh forderwe,
jech er io thieræ ræte herræ.«
Hertwgh Frederik sattes tha nedher:
»J giøræ, herræ, som jech bedher.
The segh kan ey orsagh faa,
ladher them jngen vdhen døden gaa.«
Tha swaredh jen grewe i then stwnd,
han war kalledh Fredelwndh:
»Jech wenter, herræ konningh, eder kwningt ær:
Jech haffdhe edher gierne stanneth næær,
Ottrig twingde mægh vden wern
ath jech skwldhe hanum hyldeskab sweræ.«
Konningen melte och sawdhe: »Jaa,
sannelig thet ær saa.
Jech kan edher jngen skyld giwe.
Hertwgh Frederik, ladher then herræ lewe.«
Konningen badh sa jnerligh:
»I flyer mægh ræth ower Erik.«
Han hawer mægh wolleth thenne vmag;
jech skal hanum gialde for then sagh.
Han wedh thet wel medh rætte skiel.
Jech vnte hanum aff hierthet wel,
jech lædhe hanum landh och giorde hanum rig
och ærædhæ hanum lige wedh sielffwe mægh.
Myn systersøn, for thine sage
tha ær mægh skiedh all thenne wmage.«
Then fongne konningh, han melte tha:
»Gudh wedh, herræ, ath thet ær saa.
Thet landszens folk til konningh togh mægh,
thet wolte jngen vdhen Errik.«
123v| Tha worte the owerjene,
bodhe ridder och swene,
han skwlde sin liif ter myste
for sin falske listæ.
Jen lidhen dwerigh, war øwert stærk,
han hio hans howet aff aa then mark.
Sa giordhe han och wedh the hertwg too
ther bogen sawde førræ fra.
Otte grewer øwert werdh,
the foræ ther then same ferdh.
Thertil andræ herræ rige
saa man ther til døden wige.
Ther heffnde han sin mygel vræth
a them modh hanum haffte treth.
Tha melte hertwgh Frederik:
»Hwi rætte wi ey ower Ottrik
ther thik togh thit landh fra?«
»Ney, jech ladher mægh thet forsmaa,
thet hawer nw guldhet Irrik,
ther han til herræ togh ower mægh,
och thieræ stolbrødher fleræ,
thy ær thieræ skade meræ.
Aa hans liiff ær mæg jngen makt,
jech hawer aa hanum jngen akt.
Jech wil hanwm ladhe lewe her
om han wil mæg troskab swer
thet hertwgdom han føræ ottæ.«
Ottrik thet ydmygelig vdh ath jette
och tackæ hanum nadeligh
124r| ath han giordhe sa dydeligh.
Nw sattis nedher konningh Malmerikt:
»Ladher myn men allæ kallæ hidh,
the medh mægh hawer weret.
Jech hawer edher alt afflidhet eridh
her til thette sinnæ,
nw skwlle I thet bedræ finnæ.
Then troskab jech hawer aff eder rønt,
thet skal edher fuldhwel worde lønt.
Landh och gotz wil jech edher giwe
och æræ edher men jech maa lewe.
Gange nw fram, myne tro mend,
vndfonge bodhe landh och lææn
saa ath I æræ rige allæ eder dawe
och hielpe edher frændher och mage.«
Konningh melte til hertwgh Frederik:
»Then æræ I hawe bedrewedh medh mæg,
thet lønæ edher then best formaa.
Ladher edher thet ey forsmaa,
ower landh och gosz tha skwllæ I rade,
thet standher edher alt til nadhæ.
Emedhen jech i werdhen lewer,
tha ær jech skyldwgh at tiene eder,
och wil jech thet gierne giøræ,
thet skwl I bodhe spøræ och høræ.«
Tha swaredh hanum hertwgh Frederik:
»Sanneligh wil jech seye thik,
ther ær mæg lefft aa myne tro.
Hawer jech edher holpeth, thiss er jech froo
124v| ath mægh skwldhe then æræ kome til hande
jech matte edher frælse aff wandhe.«
Tha meltæ konningh Malmerikt:
»Taler medh mægh hiemeligh.
Jech bedher edher saa jnnerligh
J giør'eth for Gudh i hemerik
och seye thet obenbaræ
for allæ thenne dwerighskaræ
ath I hørdhe thet i hemerig kieræ
then vræth myne mendh giorde mægh heræ.
Then tidh Gudh han thet hørdhe,
eder han mæg til hielper giorde.
Han badh edher hidh kome
och frælsæ mægh medh edher frome.
Om noger taler mægh igien,
anthen ridder heller swene,
meden the ma lewe
han skal them thet ey forgiwe.
Seyer Worherræ skal sende heræ
tølligh tywe som I æræ,
och ladhe them bodhe stege och sydhe
om the ey giøræ hwadh jech them byde.
The wordhe sa redde aff tølligh hadh
the tørff mægh jckj giøræ imodh.«
Han jette hanum ath giøræ saa,
the lidelæ konningh war glad och froo.
Nw redhe the til then dwerighher
och fwnne them allæ vdhen wern.
Han lod them strax for segh kallæ.
The redes hertwgh Frederik allæ.
125r| Han sawdhe tha medh widh oc skiel:
»Hører allæ, och forstor mægh wel,
och giømer wel hwadh jech seyer eder:
Jech ær sendh aff hemerigh neder.
Thet ynkede Gudh i hemerigh
then vtroskab I heræ begiek
ther I edher rætte herræ forsmadhe
och dreff hanum for spoth och haadhe.
J togh fra hanum land och æræ,
han war joo eders rætte herræ.
Giøræ I noghen tidh effter saa,
tha skwllæ I wæræ ther wisse appa
han sendher tølligh tywe her
myghet støræ æn jech ær
och ladher edher allæ dræbe och fonge
sa ath aldrigh skal jen vndgonge.«
The swaredhe hanum allæ ther:
»Giører nadhe medh os her,
och ladher os nw liwet beholde
medhen J maa ower os wolde!
Wi willæ thet bode lowe och skriwe
hanum ath tiene men wi maa lewe,
medh liff och gosz och saa medh effne
allæ hans last medh hanum ath heffne.«
The soræ hanum jedhe och giordhe saa
ath the skulde hanum weræ tro.
Tha meltæ hertwgh Frederik:
»Herræ, nw wil jech faræ hiem fra thik.«
Konningh Malmerikth badh hanum ther bidhe:
125v| »J thennæ dagh skullæ I ey ridhe.«
»Ney, thet maa ey sa weræ.
Myt folk ær alt i kieræ,
thet them alt vkwnnigt ær
hwræ myne ærindhe mægh staer.«
Ther konningen worte thet war
ath han wildhe ey dwelis ther,
han gaff hanum orloff hiem ath ridhe
om han wildhe ther ey lenger bidhe.
Thet war orligh, och dagen war lyws
ther the redhe til thet hws.
Hertwger och grewer mwndhe ey skorte
ther the redhe til the porthe.
Hertugh Frederik i thet palasz giek,
frwe Gundhor hanum medh ær vndfæk.
Han wildhe ther jckj siddæ nedh
thy ath thet liddæ fast ath dawsens tidh.
Hanum badh then lidelæ dronningjnnæ
medh høwske ladhe och fogre sinnæ:
»J dweler i nath och giøræ saa.«
»Ney, frwe, thet ey weræ maa,
thy myne mendh mægh hawer fwldkieræ,
the wedhe ey hworth jech komen æræ.«
»Wi kwne ey take edher som wi wil,
vdhen wi bedhe Gudh thertil
ath han wil giwe eder lycke och æræ
for thet I hawe bedrewet heræ.«
Tha bad konningen hinthe ther
thet tawel ther førræ aff skrewet ær.
Tha hertigh Frederik tafflit saa
tha mælte han och sagde swa:
»Hwat skal thet tydhæ?«
»Herra, wi idher biudhæ
at j tiggiæ thet och føra thet hem.«
Han sagde ney och swarede swa them:
»Iach ær hemme wæl swa riik
at iach torff engæ gaffuo aff tik
j gull och ædlæ stenæ
badhæ storæ och klenæ.«
Man skenkte them aff dyræ kar,
wiin och miød man fore them bar,
klareth och morath
war ther engom manne fat.
