Han togh orloff och borth han redh.
Konungen følgde honum a hans leedh
och ther til riddaræ och swenæ;
han redh ey thæden enæ
genom thet bergh han tingat redh;
sidhen fan han en wægh swa bredh
och kende hwar han komin ware.
Han badh konungen hem at fare.
»Ney, iak fra idher ey ridher
før wæghen warder bætter kunnogh idher.«
Konungen badh sith folk alt bidhæ:
»Iach wil enæ medh honum ridhæ,
iach wil honum følgiæ, thet skal skee,
genom then skogh wi fore os see.«
Til eth watn the kommo øffrit breedh,
ther han opta at bersan enæ redh.
Tha hertigh Frederik watnit fan
han mælte til then litle man:
»Iach wil her ey lenger bidhæ.«
»Herra, J mogin wæl hem ridhæ,
eller bliffuin nær mik j thenne nath.«
»Iach wil hem som iach haffuer iath.
Skogen ær mørk, hardh och trang;
margha nat hafuer iak lighat swa langh
a wedhispeell och æuintyr
the mik optæ æro wardin dyr.«
»Iach hauer idher wedhispell manga sinnæ
spilt, at J mik skuldin finnæ;
nw haffuin J, herra, hulpit mik,
thet lønæ idher Gudh j himmerik.
Iach giffuer idher eth fingergull
ther prisat ær for dygder full,
thet ær høgæ skatta wærdh;
idher ma skadhæ aldrik swærdh
the stund the stenæ æræ nær tik,
thæs skulin J, herra, troæ mik;
thessens annars stens natura ær swo
– for wisso maghin Ij thet tro,
thet sigher iach idher openbar –
tho een man laghe ij tiwghu aar
nidhre a hafsins grunda
och haffde han j thera stunda
then sten a sik at beræ,
han torffte aldrik kæræ;
thot han haffde hwarke klædæ eller fødhæ,
watnit matte han ey mødhæ;
then thridhi sten haffuer the makt
126r|thet ladher jech edher weræ for sannen sawdh.
Dogh thet størstæ hws i werdhen staar,
brænne i lowe och jeld saa saar,
then jeldh matte edher jnthet skade,
heller nogher tingh kome til wodhe.
Then fierdhe ær bedræ æn the tre,
mærker giørligh hwræ jech thet seyer:
Then stien ær førdh aff Jndialandh,
how hanum lwcker i sin handh,
doath han for 1000 mendh standher
och hawer han stienen i sin handh,
hwadh heller them ær wel heller wee,
the fonge hanum reth jnthet ath see.«
Ther konningen haffdhæ taledh saa,
j sin hand lwcte han stienen tha,
hertwgh Frederik jnthet til konningen fandh
førræ han affther ratte hanum fram.
Ther hertwg Fredærik sa then makt,
hwilke dygd och hwilken krafft,
han togh ther fuldgladeligh wedh:
»Tacke edher Gudh i hemerigh!«
Han wendhe them offtæ til och fra,
sa giørligh han aa stienen saa.
The waræ fogræ och øwerth rige,
man finnær jckj mange i werdhen slighe.
Hwer om them jen samlingh laa
j thet skierestæ guld ther weræ maa.
»Om stienens dygdh tha skullæ I thyæ,
J skullæ ther jnghen lewindis aff seyæ.«
Tha badh och konning Malmerikt:
»J giøme them wel medh mygel flydh.«
126v| »Men wedh thet skal ræth weræ,
jech wil them hiederligh och wel bewaræ.«
Hertwgh Frederik kiøssedhe konningen tha,
och sidhen redh hwer hinannen fra.
Konningen ær nw i sith egeth rigi,
han tørff nw for jngen wige.
Allæ the dwerige i rigeth æræ,
the hawe hanum allæ i hierthet kieræ.
The tienæ hanum i løst och nødh
allæ samen til thieræ dødh.
