Hertwg Frederik deden redh
hwadh han kwnne, then giensten ledh.
Dagen togh tha fast ath wighe,
tha hørdhe ther then hertwgh rige
jen qwinnærøst medh jammerligh skregh,
hwn gaff sægh alt sa saarligh wedh:
»Awi, awi for thenne mødhe!
Hwi mwndhe Gudh hawe lath mægh fødhe?«
Tha hertwgh Fredærik hørdhe then røst,
han gaff sith hiertæ jen fuldhgodh trøst:
»Jech skal wedhe hwadh thet ær,
hwadh heller thet mægh til frome heller skade gar.«
Medh sporæ han sith ørs rørdhæ
thidh som han røsten hørdhe,
thet aldræskiøderstæ han formaa.
Jen resæ omsidher han for sægh saa.
Han haffdhe fonghet jen ridder righ;
han foor medh hanum sa ønckeligh:
Han haffdhe bwnneth hans fødher bodhe
wndher hesten – thet war hanum til skadhe –
127r| och sa hans hendher sameledh.
Aa hans liiff ey kledher beedh,
vdhen jen skiorthe, war all i trefflæ,
sa haffdhe then resæ hanum sleth och reffne.
Han haffdhe aa sin axel jen stangh,
hwn war bodhe stor och langh.
J annen handh jen birkiriiss;
han sloo then ridder vdhen priiss
saa ath blodhet randh ower alt hans liiff.
Thy sørighet saræ then stalte wiiff,
thet war hinæs hiertenskieræ
ther bwndhen førdis theræ.
Hwn wildhe sægh aller fra hanum skiliæ
om thet matte gaa effther hinnes wiliæ.
Tha hertwgh Frederik thette saa,
til then resæ han meltæ tha:
»Thw wndhe resæ, thw sey thet mægh:
hwadh hawer thenne ridder brøt imod thik
ther thw giørær tøllig wandhæ?
Ladh mægh thet nw forstandhæ!«
Then resæ mwndhe thet myged forsmaa
thet hertwgh Fredærik taledhæ saa:
»Doræ, kom thw hidh til mæg,
tha mattæ thw forsøge medh sielwer thik
om thw hanum hielpæ maa,
och see sidhen hwræ thet mwndhe thik gaa.
Jech wedh wlycke ær thik næær.
Medhen thw hidh til mægh kommen ær,
maa jech thik och gribæ,
127v| jech skal saa medh thik skibæ.
I skullæ thet bodhæ worde varæ
hwræ jech skal medh thik faræ.«
Tha swaredhe hertwgh Fredærik:
»Thet setter jech til Gudh i hemerigh!
Myth liiff wil jech nw heræ wowe
for thenne ridder och then frwe.«
Then frwæ gleddes och fæk jen trøst
ath hinnæ anger skullæ wordhe løst.
Han rytte sith swerdh snarligh ther
ther som resen for hanum staar.
Han greb ath hanum saa skiødeligh
och wende ørsedh omkringh fra segh.
Han slo effther medh sin stangh,
ther bodhe war stoor och langh,
och recte aa hans skioldh saa fast
ath hwn all i styckiær brast.
Haffdhe thet retteligh taghet hanum,
tha haffdhe weredh dødh bodhe ørs oc mand.
Tha sa hertogen aff Normandi
sa offthe pa hans fingerlin.
Han wendhe stienen i sin handh,
tha gleddes then frwe aff fremedhe land.
Then resæ sa jnthet til hanum tha,
han redh hanum næær och giorde saa.
Ther frwen myste hertwg Frederik
sa ath hwn hanum ey ath see fæk,
tha øptæ hwn sa jamerlig:
»Hwad mwnde nw skal worde aff mægh
128r|medhen thenne ridder tordhe ey bide
och imodh thenne rese ath stride?
Medhen han then rese ey tordhe bestaa,
tha wordher thet ower myn herræ ath gaa.«
Hertwgh Frederik kam tha skiødeligh
och hioo then resæ sa saarligh.
Jeth hogh saa storth fæk han tha
thet handhen och stongen paa jordhen laa.
Jeth aneth hogh then resæ fæk
sa ath axelen fra hans liiff giek.
Han øptæ tha medh redæligh kieræ:
»Awi, awi, thet jech kam heræ!«
Och til then fongne ridder saa,
han haffdhe hanum gierne falleth aa
sa ath the matte bodhe død bliwe,
ther han saa han kwnne ey lewe.
Bierige och dalæ the skwlwe wedher
ther resen fieldh paa jordhen nedher.
Ther han fallæn for hanum laa,
hans howeth hio han hanum fra
medh thet swerdh han haffde i handh.
»Lige nw ther, thin fulæ skandh.«
Then resæ hawer mist liiff och æræ,
och frelsedh ær then frwes kieræ.
Tha wendhe han om then fingerlin,
och stienen gaff sin fogræ skien.
Tha sowe the hertwgh Frederik bode.
The tackedhe hanum for mygel nadhe;
then frwe bøwdis nedher for hanum.
128v| Han reste hinnæ ap, then edelæ mand,
the ginge samen bodhe istadh
ther som then ridder bwndhen sadh.
The skaræ hans bondhe i stycky
och løstæ allæ hans wlyckæ.
The sattes ther aa gressedh nedher,
thet seyer bogen for sannen edher.
Thy hawer glømdh allæ thieres nød,
ther the førræ baræ for thieres dødh,
ther the war wisse pa thieres liff.
Then herræ och then staltæ wiff,
the tackede hanum for allæ nadhe
for han haffdhe them frælsedh bodhe.
»Myth liiff skal edher til tieneste staa
men jech i werdhen lewe maa.«
Then tidh the herrær sadhe samen,
the taledhe myghet gledhæ och gamen.
