Tha sawdhe hertwgh Frederik:
»Herræ, wil I nw seyæ mægh,
eders naffn willæ jech gierne wede
– thet ær then løn jech effther ledher –
och hwad slekth I aff komen æræ,
men wi sa hiemmeligh siddæ hæræ.«
»Jech wil thet storligh gierne giøræ
om edher løster theraa ath høræ:
Myn fadher hiedher Leweonj,
och sielff hiedher jech Gamiori.
Han ær jen konning ower Skottelandh,
the tiene allæ vndher hans hand.
Hwad wi forma bode,
129r| ther skullæ I ower radhæ,
bodhe ower folk och saa ower landh,
the skal alt tiene til eder handh
jmedhen wi maa lewe.
Jech ær edher skyldug ath giwe
pris och æræ i allæ stadhe
for I os halp fra skadhe.
I hawe os frelsedh fra nødh
som os war tiedh then grimmæ dødh
aff then som jech nw legindis seer.«
»Edelæ herræ, jech spør eder meer,
seyer os thet for gamen:
Hwræ kam thenne rese och I samen?«
»Jech war ridindhe i goor for snimæ
pa ewentyr, som I maa nw fornymmæ.
Jech haffdhe jen wey, war øwerth bredh,
ower bierigh och dalæ then giensten leedh.
Jech redh then wey pa myne sandh
sa ath jech jnthet lewindis for mægh fandh.
Dagen fast ath qwelden ledh;
thennæ frwe alt medh mægh redh.
Jen lidel ængh worte wi ware,
os worte til radhe tidh ath faræ
och ther then nath ath bliwe
medh tøligt wi haffde ther widh ath lewe;
wi haffdhe medh os brødh och wiin
aff raa och daa och wilde swin
och allæhandhe nadhe
til dryk och edendhæ bodhæ.
Wi sadh ther och giordhe os gladh.
Tha kam then rese ther i stadh;
sa ath wi worte hanum jckj war
129v| førræ han giensten greb os ther.
Snarligh tha greb han mægh
och banth han mægh sa hordeligh
widh jeth træ medh sin makt.
Ther stod jech all then lange nath.
Han banth och thenne frwe J see,
wedh jeth anneth træ – thet giorde mæg wee –
sa ath wi hwerandræ giørligh saa
och hwerken hinannen hielpe maa.
Madh och brøø och thertil win
thet togh then resæ alt til sin.
Han aadh och drak forvdhen hoff,
sidhen lawdhe han sægh nedher at soff.
Woræ heste ginge som jech them banth
om affthen medh myn egen handh.
Han taledh ey jeth ordh til mægh
førræ i dagh ther sollen apgik.
Sa togh han myt ørs thæræ
och leddæ thet hidh til mægh hæræ.
Han løste mægh bodhæ handh och foodh,
dog war thet mægh til lidhen boodh.
Myne waben togh han mægh allæ fra
saa ath jech haffdhe aldiels jnthet aa
vdhen jen skiorte war all reffne
saa haffdhe han taghet fra mægh myn kleder.
Medh sorigh soff jech ther then nath,
myth ørs tha leddæ han til mægh brat.
Jegh mattæ tha siddæ pa ørsens bagh;
han banth mægh forwden all sagh
myne fødher wndher hestens qwidh
130r| – sligt ær wndhe manne sidh.
Tha han haffdhæ giordh mægh then qwide,
han løste then frwe och badh hinnæ ridhe.
Then edelæ frwe willæ ey sægh
for sin hiedher skielles fra mægh
førræ hwn matte ath see fonge
hwræ myt maal mwndhe gange.
Han handledhe mægh jldhe, thet seyer jech thik,
sa længy til I, herræ, frelsede mægh.«
Hertwgh Frederik meltæ tha medh sinnæ:
»Trøste I edher tingh ath finnæ?«
»Jaa, herræ, thet maa wel weræ
thet wi maa thet finnæ thæræ.«
Han togh then frwes mantel aa.
Til hertugh Frederik han saffde saa:
»Wi skullæ ey lengher bidhe,
wi willæ nw strax ridhæ.«
Ther the haffdhæ sa taledz wedh,
thet worte sa myrk om nattens tidh.
The worte wedh ath bidhæ ther
til dagen affther komen ær.
Orligh om morighen the borth foor.
Tha fuldhe the thet same fodhspor
som the haffdhe førræ redhet aa,
til then ængh jech sawdhæ fra.
Han sinæ waben ther allæ fandh.
Tha webnedh sægh then edlæ mand.
Tha melte han, Gamiorin:
»Gudh for allæ nadhæ thin,
giwe edher lyckæ ath woldhæ
130v| ther mægh halp liiff ath holdhe.
Wiste jech how thet mwndhe weræ
ther mægh hawer sa holpedh heræ,
tha togh jech thet for rigæ gawe.
Eder kyndskab wildhæ jech giernæ hawæ.
Ladher mægh, herræ, ey lenger ledhæ,
eders naffn wildhæ jech gierne wedhe.«
Tha swaredh hanum then herræ righ:
»Myth naffn wil jech giernæ seyæ thik:
Aff Normandy hertwgh Frederigh,
saa ær jech kalledh sanneligh.«
Tha then frwe thet forstodh
ath thet war hertwgh Frederik godh:
»Wel mægh then lycke mægh ær skiedh
ath jech hawer edher medh øwen seeth,
myn kieræ hertwgh Frederik.«
Hwn myntæ hanum sa mynneligh
och tiedhæ hanum sidhen ther
aff hwadh slekt hwn komen ær:
»I skullæ wedhe thet for sannindhe her
ath konningen aff Engelandh myn fader ær.«
Tha melte och then hertwgh godher:
»Han ær och myn fadherbroder.«
Tha saffde och hertwgh Frederik:
»Thet seyer jech for sannindhæ thik:
Jech wil edher tienæ aff all myn mowe
for wiliæ jech hawer til thennæ frwe.
Thet ær wæl tolff aar æn meræ
sidhen jech hinnæ saa och frwer fleræ
131r| j Ængelandh medh fadher sin.
Nw ær forgangen hinnes blancke skin
sa ath jech hinnæ neppeligh kienæ maa.
Frwe Bilaphir, jech seyer saa:
J skullæ nw giøræ hwadh jech bedher,
herræ Gamiorin och sa edher.
Myth landh thet ligger oc hæræ næær,
tidh skullæ I ridæ och weræ ther
jen stwndh och hawer roo oc nadhæ.
Edher skal ther jncthet wordæ ath skade.«
»Gud tacke edher, herræ, for then æræ,
ath thette sinnæ maa thet ey weræ,
thy jech skal endelig weræ giest
j jen kosteligh stadh och fest.
Ther skal jen torney weræ;
mange herrær komer thæræ
j Engeland och i Britan
pa jen myghet fower plan.
Man maa ther see mange foger skaræ,
the aff Bretania ther faræ.
Ther komer och aff Frankerigi
stalte herrær, the villæ ey wige.
Aff Engelandh kommer oc mange ther,
och sa the herrær aff Irlandh ær.
Thet komer oc aff kompani
mange herrær, the æræ frii.
Ther komer och skotter, jech seyer medh skiel
the mægh kienner gantze vel.
Thet ær langt siden the mæg saa
131v| heller noger tidindhe til mægh fraa.
Sex aar ær thet, och æn meræ,
sidhen jech borth fra them redh.
Nw ær mægh wordhen sa til madhæ
ath jech thet nødigh vildhæ ladhæ
ath jec i thette sinnæ
j torney skullæ ey mæg finnæ.
Wi mowe nw ey lenger bidhe,
wi willæ nw til lanneth ridhæ,
thenne frwæ och saa jech,
thersom vi ma hawe magh.
Myn fadher vedh ther jncthet til
ath jech ær qwent, jech seye wil.«
