Ther hwiltes the then same nath,
om morigen redhe the dedæn brath
æn hosbwndhen laa och haffdhe nadhe,
then frwe och then ridder bodhæ.
Herræ Gamiorin, han foræ redh,
thy han wistæ bæst then ledh
och bedræ war han kiendh thæræ
134r| æn hertugh Frederik mwndhe weræ.
Tha saffde then hertugh dyræ:
»Seyer os ewentyre
ther os til skiemthen kan weræ
medhen wi ridhæ nw sa heræ,
myn kieræ wen, herræ Gamiorin,
hwadh edher ær timdh i hweriæ sindh.«
»Jech kan ey aff ewentyr seye
hwadh mægh ær timdh, thy maa jech tyæ.
Do skieddæ mæg snimestæ ther jech borthredh,
jech kam i jen skoff sa bredh
jmellom skotten och Engelandh.
Jech fandh jeth lidhet bierigh aff sand,
theri sadh jen frwe sa mynnelig.
Hwn haffdhe jen dødh ridder hos segh
ther tha war nyligh slawen ihiel.
Hwn vnthe hanum aff hierthet wel,
til sith bryst hwn kryste hanum.
Hwn kiøstæ sa offtæ then dødhæ mandh,
hwn øptæ fast medh hiertens skregh
thet hwn skuldhe noger tidh wordhe qweg.
'Ath jech jckj nw dødh maa,
thet war nw tidh ath døø appa.'
Hwn kierdhe sægh sa saræ
medh suk och gredhindhæ tharæ.
Hinnæ kledher war medh blodhet strødh,
sa war och hinnes kledher rød.
Tha jech then frwe sidindæ saa,
jech spordhe hinnæ hwi thet war saa
ath then ridder han war slawet ihiel
ther hwn vnttæ sa hierteligh wel.
134v| 'Thet hawer mægh giordh jen vsel mandh,
then jech jckj sielff neffnæ kan.'
'Jech wil effther hanum ridhæ!'
Then frwe ropte och badh mægh bidhe:
'Ney, myn kieræ herræ,
han ær edher alth afffierne,
J kunne hanum jckj finnæ
aa 15 milæ ath thette sinnæ.
Jech bedher edher for frweræræ:
J hielper mægh, men I ær heræ,
saa ath jech mattæ kome til landhe
och wordhe frelsed aff al myn wande.'
Wi toge then dødhæ ridder ther laa,
then frwe och jech, wi giordhe saa,
och førdæ hanum hwadh wi matte,
thidh som frwen hieme ottæ.
Jech sporde then frwe jnnerligh
'Hwadh hiedhe thennæ ridder righ?'
Hwn swaredæ: 'Han hiede Lefanth.
Han war jen hertugh aff Irlandh.
Thy ma jech sørige, arme wiff,
ath han sa bradeligh miste sith liff.
Hwræ ønckeligh jech sidder her,
myn modherbroder jen konningh ær
weldwgh ower allæ Irlandh.
The tiene allæ til hans handh.
Myth naffn wil jech jckj løne,
jech hiedher Arillæ hin skiøne.
Jech bedher edher saa jnnerligh
ath jckj skiliæs fra mægh
135r| førræ thenne skoff for jen endhe.
Allæ myn sorigh maa I borthwende.'
'Jech wil mægh jckj fra eder skilliæ
– thet skal alt skie effter eders williæ –
førræ I komer theræ
som I gierne wil weræ.'
Wi redhe tha deden brath
och kam tha j then samme nat
til jen stadh ther for os laa.
Hosbwnden kam och saffde saa:
'J æræ fuldhwelkomen bodhæ.'
Han skibede os ther allæ nade
medh allæ then tingh ther jech kwnne radæ.
Wi matte then frwe giøræ glade.
Orligh om morigen dagen war lyws,
ther kam jen wogen for thet hws,
ther wi then ridder lawdhe appa.
Hosbwndhen skickede os heste too
oc 4 gode swene,
ther wognen skullæ tiene.
Wi foræ deden hwadh vi formaa,
then gienestæ wey til Irland laa.
Hans ørs behiolt hosbwndhen thæræ
for then kost wi mwndhe ther thæræ.
Tha 20 dage forgongen waræ,
tha hørdhe wi i Irlandh saræ
ridder och frwer gradhe
och sa jammerligh mwn the ladhe.
Bodhe arme och sa rige
kierde then herræs død ønckeligh.
Han worte begrawen medh mygel æræ
135v| aff alt thet folk som kommen war theræ.
Jech wildhe ey tha lengher bidhe,
jech bedes orloff bort ath ridhæ.
Konningen wilde jngenlwnde
thet jech skwldhe faræ i then stwndhe:
'J skwllæ heræ bidhe i otte dage,
man skal edher skibæ allæ nadæ.
J hawe for waræ sage
giordh edher stor vmage.
Thy willæ wi medh liff och rigi
tiene edher ewinnelige.'
The pleyedhe mægh i allæ stwndhe.
Tha worte mægh andræ tidinde kwnde:
thet konningen haffdhe dotter jen,
then wenniste ther solen owerskien.
Hwn war pa jeth feste.
Henne saa ey frænder heller giestæ,
frwer och jomfrwer ær hinnæ næær
saa ath jngen annen kommer ther.
Naar konningen lyster hinne ath see,
tha ganger han tidh medh frwer tre.
Dronningen sielff medh hanum gaar.
Then jomfrw ær jckj wdhen 15 aar.
Then wennistæ ær then jomfrw godh
ther ee war føødh aff kiød och blod,
heller noger mand wedh i werdhen lewe.
Han wil hinnæ jngen giwe,
han hawer jckj døther fleræ
thy elsker han hinnæ disz meræ.«
Tha tencthe hertwgh Frederik
136r| sa jnnerligh medh sielwer segh.
Han tenckte pa sit fingern aff guld,
ther han aff hierte haffde hwld.
»Gudh maa mægh then lycke giwe
hwn wordher æn myn om hwn ma lewe.«
