Orlig om morigen solen apgaar,
tha wortæ kongen weder waar
thet hans datter bortæ ær.
Then wredhe ther han tiedhe ther
widh the selligæ qwinnæ
som ther war i torneth jnnæ.
Han tiede sin wrede sa mange lwnde;
han wilde tha reth i then samme stwndæ
lade them allæ sla ihiel
haffde jckj dronningen giord sa wel:
Hwn war tha medh bøn til redæ
och saktedæ kongens wrede.
Han lod sit folk alt kallæ ther
och hosbwndhen som the til herberigis mwn weræ.
Han sporde hanum mange lwnde
aff wrede i then same stwnde:
»Hwadh hawer thw til then herræ hørd
ther myn datter hawer borth førd,
140r| och aff hwad slekt han komen ær
och hwad landhæ hanum efftherstaar?
Hawer thw och wereth i thet radh?«
saffdhe koningen, thy han war bradh
»Thy herræ leffde saa heræ
ath jnghen mandh wedh hweden han ær.«
»Nw skalt thu thet seye mæg:
Hwræ skildis han wid thik?«
»Han bad mægh faa sægh hæræ
jet skib ther wel kunde bæræ
hwndrede mænd och ænd fleræ,
jech forstodh ey aff hanum mieyræ.
Jech giordhe alt som han mægh bad,
thet fæk han redæ i stad.«
Om liiff och siel han for kongen soor
ath han wistæ ey hwort han foor.
Kongen badh hanum hiel lewe:
»Jech wil thik jngen skyld giwæ.«
Sidhen lodh han til segh kallæ
the ridder och swennæ allæ
ther jnnen hwseth och staden ær.
The haffdæ hanum allæ sammen kier.
Tha lod han strax rede
tywe skib och æn fleræ.
The reddæ them sa skiødelig ther,
hwndred mend aa hwert skib.
140v| The seyledh them i hawedh sa widh,
bodhe medh swerd oc sa medh spywdh.
Han jette sin drost thæræ:
»Om thik maa timæ then æræ
ath thu kant them fonge,
ladh jnghen vden døden gangæ.
Ladh mæg thet spøræ medh skiel
ath thw slar them allæ ihiel,
jech wil thik giøræ sa riigh,
thu och thith slekt ewinneligh
skal allæ dawe herræ bliwæ.
Sa myghet wil jech eder giwe.«
Thet war for meddax tidæ,
the worte tha i same ridhæ
war widh hertwg Frederik.
Thy wortæ allæ wnderligh
hwræ han sadh saa i then siø,
thet hanum jckj skaddæ i tøllig nødh.
Dogh allæ the fiske i hawed mon weræ,
haffde hanum allæ i hierthet kieræ.
Thet haffdæ ey holped i thet sinnæ
haffde ey wereth hans fingerlin.
Tha styrmannen worte thet war
hwaræ hertug Frederik i bølligen far,
han styrede thid sa skiødelig.
141r| Jen hage greb jen ridder rig,
then kastæ han hertwg Frederik aa;
strax han jnnen skibsbord laa.
Then siø hwn giorde hanum jngen mien
vdhen twodæ hans kleder reen.
Aff siøen war han lidhet wodh
och sielff war han øwert kodh.
Jen swendh badh hertwgh Frederik tha
snarlige til drosten gaa.
Ther drosten saa hertwgh Fredrik,
tha saffdæ han sa wredeligh:
»Sey mægh hwaræ myn jomfrw ær,
ther thw medh styld vndførdæ her!«
»Thet wedh Gudh jech seyer saa:
jech wedh thet ey, thet maa I tro.«
»Thet skal thith liff kostæ i stadh!«
Jeth swerdh han tha strax hentæ bad,
thet war skarp och wel til redæ,
ther halp tha hwerken ord heller eedæ.
Han matte sin hals tha rekæ fram,
jen stærk swen, ther ey war lam,
hio pa hans hals hordeligh tha,
hans hals dogh jnthet skade maa.
Thet swerd kwnnæ ey bidde a kiød eller bien
och ey giøræ hanum noger mien
141v| heller hanum noghet komme til skadhe.
Thet matæ hans godhe fingern radhe.
Strax then drost thette saa
ath swerdhet hanum jckj skadæ maa,
tha lod han strax hintte ther
thet største halsjern i skibed ær.
Ther lodh han ilæssæ ham,
och medh hanum jen annen mand.
The waræ tha redhæ allæ them
och foor sidhen affther hiem.
The sporde hanum mangelwndhe
aff wrede i then samme stwndhe
hwar then jomfrw mwndæ weræ.
Han swaredæ them allæ theræ
thet hwn war drognedh i thet haff.
»The hinnæ fulde, swkæ i qwaff,
allæ vdhen jech jenne,
jech kalled pa Gudh hin rene
jen liden stundh ath ladhæ mæg lewe,
och hendhæ hwad nade han wil mæg giwe .«
Tha swarede hanum then droste righ:
»Thw est ey æn vndslwpen mæg.
Thw skalt død, thet skal jech see.
Jech skal thik lidhen glede thie.«
Han wiste ey aff hans fingerlin,
142r| ther hanum hawer holpen sa mange sindh
aff then hordhæ, bieskæ dødh,
och sa aff mange andræ nødh.
The seyledhe them til stadhen tha.
Vdhen byen man brænnæ saa
jeth stort bool, tha worte ther giord.
Hertogh Frederik worte thertil førdh,
tha sawdhe drosten til hanum saa:
»Heræ skull I, herræ, brænnæ appa
medhen man ey edher forderwe
medh waben och haff – the døde too.
Thik hielper ey længher diefflsens list,
jech giwer thik ey lenger liffsens fræst.«
Jldhen brændhe medh mygel trøst.
Then annen man worte fra hanum løst.
The kaste hanum i thet brenynde baal,
thet hindrede hanum reth ey jeth haar.
Hans kledher aff hanum brændhe
sa ath jnghen til hanum kiendhæ.
Han wendhe sith fingern tha omkring,
tha feldh fra hanum then armringh
han haffdhe om sin hindher too,
sa ath jngen man hanum saa.
Thet vndrede allæ som ther mon weræ
ath han sa snarligh brændhe.
Drosten rider theden ther
thidh som koningen for hanum ær.
Herræ tager thet fyrst til maal
ath hertwg Frederik ær brænd i bool.
Han haffde helder tidinde sligh
142v| æn guldh heller sylff heller stiene righ.
Tha koningen thet forstodh,
the fooræ ey effther hans datter godh,
tha worthæ hanum æn mieræ wee
æn hanum war nogen tidh førræ skiedh.
Hertogh Frederik tøtte thet wæræ goth
i then jld som han stodh,
som thet war jeth bad vdhwoldh,
til madhe wel bodhe hiedh och koldh.
Dagen fast ath qweldhen ledh,
hertwg Frederik han ey lenger bed.
Han gik segh giensten pa thet hwss
som han sa brenne mange lyws,
och j jeth herberigh som ther war nær
som konningens kleder jnnæ ær.
Han kledhæ sægh i thet same sindhe
j thy bæstæ kledher han kwndhe findhe.
Then gordh war øwerth righ
medh dyræ ørs och kosteligh.
Thy sadlæ war och ther til redhæ
som then herræ skwlde i ridhe.
Jnd gik hertwgh Frederik
thet beste ørs vdwolde sægh.
Han satte segh ther sielff appa
sa ath jnghen mand hanum saa.
Tha sawdhæ bodhe fattyg och rige:
»Hwem mon os sa jamerligh swige?
Wi hawæ jckj anneth fornometh
æn thet ær aff dieffwelskab kommedh.«
143r| Hwadh the taledh och hwadh the giorde,
hertwg Frederik thet alt samen hørde.
Han haffde ther jnghen akt appa,
han redh then wey til Skotteland laa.
Willæ I høræ hwad han giorde?
Han haffdhæ medh segh koningens sporæ
och sa hans rige dyræ swerdh,
ther mange penninge war werdh.
