Hr. Ivan red gennem skoven
ad smalle og mørke veje.
Hans løve gik sammen med ham,
den ville være hos ham.
54v|Da så han i det øde land
en fæstning der var høj og stærk.
Der var en mur om fæstningen
der var både tyk og god.
Det land der hørte til dette hus,
det var ganske øde
så ingen kunne leve af det.
Da hr. Ivan fik øje på det,
red han den vej hvor huset lå.
De der var i huset, gik ham i møde
og modtog ham med venlige ord,
og sænkede vindebroen.
Det blev hr. Ivan glad for,
for han ville hellere bede om husly dér
end han ville ligge ude.
Så snart hr. Ivan gik over broen,
sagde de sådan til ham:
»I skal få løven bundet her
så den ikke gør os noget.«
Hr. Ivan svarede dem:
»Det kan ikke lade sig gøre,
vi har lovet hinanden
ikke at skilles ad.
Enten skal vi begge ind
eller blive ude sammen.
Jeg garanterer for os begge
at ingen skal komme til skade.«
55r|Så svarede både riddere og svende:
»Det bestemmer I selv.«
Da han nåede frem til huset,
blev han mødt af fruer med store lys
der bad deres svende tage hans hest
og tage sig bedst muligt af den.
Fruerne tog hans våben fra ham
og sørgede for ham på alle måder
og sagde derpå til ham:
»I må komme til herren.
Han synes det er glædeligt
at I besøger ham.«
Fruer og jomfruer tog ham med
og førte ham hen hvor herren var.
Husherren gik ham i møde
og lod ham sidde hos sig.
Al den glæde man har hørt om,
var til for at more dem alle.
Da de alle sad der så muntre,
brød de ud i ynkelig klage;
både mænd og kvinder
og hvert et barn der var derinde
græd så jammerligt
at det var en ynk at se på.
Et øjeblik var de muntre,
et andet græd de.
Hr. Ivan spurgte husherren,
55v|da de sad og fik mad:
»Kære herre, fortæl mig,
hvis jeg må spørge dig om det
nu hvor vi morer os så godt,
hvorfor græder I nu og da alle sammen?«
»Det ville jeg gerne sige jer, herre,
hvis det kunne more jer,
men så snart I får det at vide,
vil I finde det hårdt at tænke på.
Derfor vil jeg hellere tie
end fortælle jer det.«
»Sig mig det nu mens vi sidder her,
jeg vil virkelig gerne vide det.«
»Så vil jeg ikke afstå fra
at fortælle jer det I vil vide!
En kæmpe har gjort mig frygtelig skade,
jeg kan ikke regere mit land for ham;
han kommer daglig her foran min borg
og gør mig både sorgfuld og vred.
Han har taget min ejendom fra mig,
og forlanger min datter uden mit ja.
Jeg havde seks sønner,
dem elskede jeg højt;
de var raske og kloge riddere
indtil kæmpen tog dem fra mig.
Fjeldskræpper kalder de ham,
må Gud lade mig hævne mig på ham!
Han har dræbt to af mine sønner
I morgen kan han gøre det samme:
bringe dem der lever endnu, herhen
og dræbe dem mens jeg ser til.
Det smerter mig i mit hjerte.
Hvis jeg giver ham min datter,
vil han ikke have hende til sig selv,
men give hende til sine køkkensvende,
de allermest hæslige og svinske
han har i sin gård,
dem overlader han hende til
så de kan krænke hende sådan
at han bagefter selv kan betakke sig for hende.
Jeg havde slotte og store byer,
både gamle og nye;
af alt det har jeg ikke mere
end det ene I ser her.
Han har berøvet mig hus og land,
noget med sværd og andet med brand,
den onde kæmpe Fjeldskræpper,
han har været alt for stærk for mig.«
Hr. Ivan svarede ham:
»Jeg synes det er mærkeligt
at I ikke har henvendt jer til kong Artus.
Der er mange i hans hus
der gerne vil tage kampen op imod ham
og frelse jer fra denne fare.
56v|For den der er ude på sådan en strid,
hvor stærk den djævel end er,
han finder nok en der kan klare sig mod ham.«
»Har jeg grund til at sige mere?
Min kvaler var løst for længst
hvis jeg havde fundet hr. Gavian,
for han og min kære hustru
er søskende,
det vil jeg sige jer nu.
Det var et stort problem for mig
da han red ud efter dronningen,
for hun var kommet så langt herfra
at vi ikke hørte fra hende.
Hvis han kendte den store sorg
vi daglig har på denne borg,
og ulykken med hans søstersønner,
som nu er døde,
så ville han straks have skyndt sig hjem
her til os for at hjælpe dem.«
Da hr. Ivan hørte de ord
som husherren sagde hen over bordet,
svarede han og sukkede dybt:
»I sandhed, sådan skal det være!
Hvis den kæmpe kommer her
i morgen før jeg drager bort,
vil jeg gerne tage kampen op med ham,
hvordan det så end må gå mig.
57r|Men i morgen tidlig må jeg af sted,
jeg kan ikke blive her langt op ad dagen,
for jeg har givet mit æresord
på det som jeg absolut må gøre:
at tage kampen op for en jomfru
der ligger fangen i livsfare nu.
Ved middagstid må jeg være der,
hvordan det så end vil gå mig.«
Husherren sagde så til hr. Ivan:
»Den almægtige Gud vil belønne jer!«
Og hvert et barn som var derinde,
takkede ham også.
Derpå så han at ind til dem trådte
den skønneste jomfru man kan finde.
Hendes mor gik med hende ind,
de skjulte ansigtet i deres kappe.
Fruen og den ædle kvinde
havde ganske blege kinder
og ville ikke vise det
så man kunne se at de græd.
Da det gik op for husherren
at fruerne fældede tårer,
sagde han: »I skal ikke græde
og ikke være så triste.
Gud har sendt os en ædel mand
der kan gøre en ende på jeres sorg.
57v|Han vil slås med kæmpen
og gøre en ende på vores kvaler.«
Fruerne blev alle glade
og faldt på knæ for hans fødder.
Han bad dem alle stå op:
»I skal ikke knæle for mig!«
Den ædle ridder, så stolt og god,
rejste sig op foran fruerne:
»Jeg ønsker ikke at I
skal falde på knæ for mig.
Det bør I ikke gøre for mig,
jeg vil hverken se eller høre det.
Jeg vil råde jer alle,
ædle fruer og jomfruer,
til at være glade, og blive ved med det
til i morgen og så se til
om Gud vil give mig den lykke
at kæmpen dør for min hånd.
Men det skal være tidligt,
for jeg bliver her ikke længe.
Herefter får I nok lyst til at spørge
hvad det er jeg skal gøre i morgen.
Jeg kan ikke fortælle mere end det,
jeg vil hjælpe så godt jeg kan.«
Han gav dem alle håb
om at deres sorg skulle få en ende.
58r|Herefter morede de sig godt
om aftenen mens de sad der sammen.
De stolede nu på hr. Ivan
og også på løven der lå hos ham
og ikke rørte sig det mindste;
den lå så roligt som et får
indtil hr. Ivan gik derfra,
da stod den op og rystede sig.
Da hr. Ivan så
at det var tid at gå i seng,
rejste han sig og sagde straks:
»Gud give jer alle godnat!«
Fruer og jomfruer gik med ham
og bar lys for ham til sengen.
Både hr. Ivan og hans løve
sov om natten og hvilede sig.
Han sov den nat til det blev lyst,
da kom en præst til huset
og slog på døren med sin finger
og bad hr. Ivan lukke ham ind.
»Nu er det nok tiden
hvis I vil høre messe.«
Præsten bad så hr. Ivan
om straks at klæde sig på.
Han hørte helligåndsmessen
og væbnede sig derpå fra top til tå.
58v|Så kaldte han husherren til sig:
»Min kære ven, jeg beder dig
bære over med mig.
Jeg kan ikke blive her længere,
og Gud i Himlen ved
hvor gerne jeg blev her hos dig
hvis det kunne lade sig gøre.
Må Gud lade mig finde jer sunde og raske igen!«
Han tog afsked og ville gå.
Da jomfruen så det,
skælvede hendes hjerte af angst,
og hun gik til hr. Ivan selv
med sin far og mor:
»Herre, vi stoler på jeres hjælp.«
De havde gerne knælet for ham
hvis ikke det havde budt ham imod.
De lovede ham gods og guld
for at han skulle blive hos dem.
»Gud forbyde at jeg nogensinde
skulle sætte rigdom over ære.
Lad aldrig hr. Gavian
eller andre gode mænd høre
at jeg har ydmyget mig sådan.
Nej, det vil jeg aldrig gøre!«
Jomfruen sukkede dybt
og bad ham så med tårer i øjnene:
»I må for Himlens dronnings skyld
59r|bare en kort tid blive her,
og for jeres slægtning hr. Gavians,
ædle ridder, tænk på ham,
lad mig nyde det, gode herre,
at han er min kære morbror.«
Hr. Ivan stod og tænkte på det
og vidste ikke hvad han skulle svare,
jomfruens ulykke plagede ham
og sved ham vældigt i hjertet.
»Det kræver ikke så meget af mig
at jeg ikke vil holde mit ord,
og at det jeg har lovet Luneta.
ikke skulle stå fast.
Hvis jeg ikke finder hende i live
er det en sorg som jeg aldrig forvinder.
Jeg må overlade mig selv til Gud
og blive her for en ganske kort stund.«
