forrige næste

29r|Mens denne fest gik for sig,
spildte kong Artus ikke tiden,
men drog med sin hær fra Britannien
til det land hvor hr. Ivan var.
De ofrede gerne deres liv
og var alle ude på eventyr.
Det var på midsommerdag hen ad aften
at de kom frem til kilden
og slog sig ned for natten.
Kong Artus havde før da lovet
at han ville se for sig selv
hvad der kunne ske ham af eventyr dér.
Da herrerne sad dér og holdt råd,
sagde Keje, for han var ivrig:
»Hvor mon nu hr. Ivan kan være,
siden han ikke er her?
Han pralede da han var fuld engang,
af at han ville hertil som beskytter,
sådan som vinen lærte ham,
for at hævne sin kære slægtning.
Jeg synes jeg har hørt
at han ikke har gjort det endnu.
Han vil hellere ride til gilde
end at kæmpe her ved kilden.
Han var tapper i netop det øjeblik
han roste sig selv så grundigt.
Han sagde til riddere og svende
at han ville ud på det eventyr ene mand
og tage det eventyr fra os alle
så ingen af os kunne få det.
29v|Vi skal ikke tage os af hans ord,
en drukken mand er ude på kiv og strid.
Den mand der er uanselig ved hoffet,
han vil gerne rose sig selv.«
Da Keje havde talt sådan,
svarede hr. Gavian ham:
»Men når nu hr. Ivan ikke er her,
hvem ved så hvordan det går ham;
Mange ting kan være hændt ham
siden han red fra Britannien.
Og jeg kan sige med sikkerhed
at I, min herre, ved ikke meget om det.
Jeg vil sige på æresord
at hr. Ivan nødig gjorde sådan
og talte ikke om nogen mand
som I, hr. Keje, taler om ham.
Det ved alle gode mænd:
Han er aldrig flygtet fordi han var bange.«
Til hr. Gavian sagde Keje:
»Jeg vil gerne tie,
og ikke tage mig en bønne af det.
Jeg får alligevel ret.
Jeg siger ligeud:
Han rejste fra hoffet som en nar!«
Da de havde talt sådan,
slog kongen vand på stolpen.
Så begyndte så voldsom en regn
at lynild slog ned alle vegne,
30r|og alt det sære I før har hørt om,
skete én gang til.
Så snart hr. Ivan fik øje på det,
tog han hurtigt sin rustning på
og satte sig på den gode hest,
den allerbedste hr. Vadian havde.
Han sporede hesten i begge sider
og red ufortøvet til kilden.
Så snart det gik op for hr. Keje
at ridderen var kommet,
gik han straks til kongen
og bad ham så indtrængende:
»Herre, hvis I vil lade mig få det eventyr,
vil jeg vise mig værdig til det, hvis jeg overlever.«
Det har altid før været Kejes vane
at give sig ud i det
hvor der ikke er fare for spot og bedrag.
Så han får mange skampletter på sig.
Kong Artus sagde: »Du vil altid i klammeri!
Jeg vil give dig lov til det eventyr.«
»Gud lønne jer, herre, for jeres gave,
nu har jeg fået hvad jeg vil have.«
Han greb til våben så hurtigt han kunne,
og red dérhen hvor han så hr. Ivan.
Hvis hr. Ivan kan hævne det
hr. Keje har sagt bag hans ryg,
hvis Gud vil unde ham den ære,
30v|så er han en lykkelig mand.
Så snart hr. Ivan fik øje på Keje,
red han med stor kraft imod ham
og trykkede med største fryd
sin gode lanse mod sit bryst.
Han var nu så inderlig glad
over at det havde føjet sig sådan
at de havde mødt hinanden,
og han kunne hævne den uret
som Keje havde gjort imod ham,
og som I alle har hørt om før.
Ridderne stødte voldsomt sammen,
og det gik hr. Keje ulykkeligt:
Hr. Ivan stak nemlig ridderen
så hest og mand lå på jorden.
Hans gyldne hjelm blev dækket af ler,
dér lå Keje og sagde ikke mere!
Mere ville han ikke gøre ved ham,
han ville føre hans hest med sig væk
eftersom det var første gang
de to var i kamp med hinanden.
»Oho!« sagde mange af mændene,
»Gud Herren velsigne ham,
den tapre ridder der stak dig ned,
han fortjener megen tak,
så mange mænd du har hånet.
Nu har han lært dig en anden leg,
for du er ynkeligt ydmyget
31r|og ligger her til spot og had.«
Keje var ikke glad for at blive derude på marken,
men vovede ikke at ride til hoffet.
Hr. Ivan red så væk derfra
hen hvor han så at herrerne stod.
Han ledte hans hest ved hånden,
og ingen genkendte ham dér.
»Jeg vil ikke tage denne hest med mig,
det er jeg ikke forpligtet til.
Jeg vil ikke have noget af det
der tilhører riddere hos kong Artus.
Nu kan I tage jer af denne hest,
jeg vil drage herfra.«
Kong Artus svarede ham så:
»Hvem er du der taler sådan?
Hvem er denne tapre mand?
Jeg kender ham ikke på hans våben.
Jeg vil gerne spørge jer
om jeres navn, hvad er det?«
Den ædle mand svarede ham:
»Herre, jeg hedder Ivan.«
Han råbte det klart og tydeligt
for alle de folk der var der,
at hr. Ivan var kommet.
Så modtog de ham med megen ære.
Kongen selv lo nu ad Keje
med alle sine mænd og sagde så:
31v|»Keje skulle nok være blevet hjemme
da han bad om lov til det eventyr.
Vi har nu alle sammen set
at han har fået hvad han bad om.«
Kong Artus sagde til hr. Ivan:
»Nu må I sige mig med det samme
hvad der er hændt jer i denne tid
siden I red fra hoffet.«
»Det vil jeg gerne gøre, herre,
hvis I har lyst til at høre det.
Jeg har vundet dette land
siden jeg rejste, med egen hånd,
så den frue nu er min
som før var Vadians.«
Han fortalte hvad der var hændt ham,
og udelod ikke noget.
»Min herre, jeg vil bede jer om
at ride med mig hjem
med alle de folk I har med.«
»Ja, bestemt, det skal ske.
Vi vil ikke blive længere her;
i morgen rider vi med jer.«
Hr. Ivan sendte straks bud hjem
og fortalte dem alle
at kongen ville komme
og blive i otte dage.
Så snart fruen fik den besked,
tog hun til orde og sagde:
32r|»I skal alle gå ham i møde,
riddere, svende og skaren af fruer,
og tage værdigt imod ham
og byde ham velkommen både for Gud og mig.«
Tidligt om morgenen da det blev lyst,
red kong Artus op til huset.
Da kom imod ham ud af huset
både riddere og svende
med trommer og piber og megen glæde;
det gjorde de for kongens skyld.
Alle hilser på bedste vis på hinanden
og modtager ham med gode ord:
»I er velkommen her for Gud,
og det samme er de der er med jer.
Min frue står til jeres tjeneste
og også de der er hendes undersåtter.«
Da de kom så nær at man kunne se dem,
tog musikanterne fat på deres kunst;
basuner og trommer var der nok af
da de red frem til portene.
Den jubel de gjorde dér,
hørte man vidt omkring.
Huset var alle vegne omkring
prægtigt behængt
med silke og kostbare sager,
sådan at uanset hvor man så hen,
lyste det så meget
32v|alle vegne i huset
når solen skinnede på alt hvad der var,
at man dårligt kunne se på det.
Vejen til kongens logi var bestrøet
med kostbart stof og det røde guld,
gulvet var dækket med guldbrokade,
den kostbareste man kunne finde.
De steg af deres heste,
de ædle riddere og svende.
Alle fulgte kongen, riddere såvel som svende,
og da kom fruen dem i møde,
fornem i sit skarlagenskind,
og fulgte kongen ind i hans rum.
En krone af guld var der i hendes hår
med kostbare stene på;
den skønhed man så på hende,
vil jeg aldrig kunne beskrive.
Der lever ingen lærd i dag
så viis at han fuldt ud kan skildre den glans
som Gud har skabt med hende,
og som en del har hørt om før.
Nu talte den ædle og skønne
og bød kong Artus velkommen,
»og hvert et menneske der med jer
er kommet herhen til min elskede.
Det siger både min herre og jeg,
land og gods står til jeres rådighed.«
Kong Artus svarer med stor begejstring:
33r|»Gud takke jer, frue, for jeres godhed!«
Herren var både vis og klog,
han trak fruen så kærligt til sig
og kyssede hendes røde mund
og gjorde alt hvad hun sagde.
Kan der være større glæde
end at få så værdig en velkomst?
Jeg vil nu fortælle – og ikke forhastet –
hvordan solen og månen følger deres bane,
og jeg beder jer, riddere og svende:
Lyt ordentligt efter hvad jeg siger.
Som solen er klarere end stjernerne
om morgenen når den står op,
lys og klar at se på,
det kan hr. Ivan lignes med
frem for alle riddere der er til,
det er den ros jeg vil give ham.
Som månen lyser i den mørke nat
når den er overtrukket af skyer,
sådan er Luneta blandt fornemme kvinder
med kyskhed og ædelt sind.
Lunetas navn, det lyder også
som en nymåne, det kan jeg sige jer.
Luneta holdt øje med Gavian
hvor han end var i deres forsamling.
Straks da hr. Gavian så hende,
talte han og sagde:
33v|»I skal være min elskede
frem for alle i hele verden.
For jer vil jeg gøre alt
hvad der passer jer.
I har frelst min slægtning fra frygtelig fare
da han var i jeres hænder.«
Jomfruen fortalte hr. Gavian
hvordan hun havde frelst ham
fra den frygtelige fare
som han var kommet ud i.
Hr. Gavian lo så hjerteligt
da han hørte Luneta tale sådan,
og svarede hende: »Jeg beder jer:
Hvis I får brug for en ridder,
eller nogen beskylder jer for noget,
vil jeg forsvare jer eller dø.«
Ridderen og jomfruen talte sammen
og morede sig med hinanden.
De mægtigste mænd i landet
var der alle sammen.
Kongen blev der endnu en tid
og havde megen fornøjelse dér.
De morede sig dagen lang;
til tider red de i skoven på jagt
til andre tider på landet med falke,
og med sporhunde efter hjorte;
fugle og dyr var der nok af,
de otte dage gik rask;
34r|de havde alskens morskab dér.
På denne tid gik det op for kongen
hvilken ære og hvilken ros
hr. Ivan havde vundet dér,
og hvilken herre han nu var blevet.
Derpå lod kongen dem forstå
at han ville rejse hjem til sit land.
Han kaldte fortroligt hr. Ivan til sig:
»Jeg ønsker at du skal følge mig,
det er hvad vi råder dig til,
både jeg og din slægtning hr. Gavian.«
Så sagde hr. Gavian:
»Ja, hr. Ivan, min slægtning,
du skal overveje det grundigt
og ikke lade det gode navn gå til
som du har haft så længe.
Det er nu du skal sætte lidt på spil;
for fruers ros og ære
skal du til mange hoffer.
Hvor der er dystridt og turneringer,
dér skal du vise dine evner,
og ikke lade noget menneske se
at du ligger hjemme som en kvinde.
I har ikke grund til at blive bange;
jeg er hos jer hver eneste dag
både i lyst og i nød;
intet skal skille os andet end døden.
Det siger jeg ikke fordi
34v|jeg vil skabe problemer for jer;
at du og din kæreste skilles ad,
det vil jeg aldrig være skyld i.
Her for nylig, for ikke længe siden
– den tid kan jeg sagtens huske –
havde jeg også en kæreste
som jeg meget gerne var hos.
Jeg føler mig ligesom sådan en
falsk prædikant der bedrager folket:
En der får en anden til det
som han ikke selv vil gøre,
når jeg nu beder dig gøre det
jeg ikke selv ville høre på.«
Hr. Ivan svarede ham:
»Det vil jeg gerne gøre
hvis jeg får lov af min elskede,
så vil jeg følge jer, og sådan skal det blive.«
Hr. Ivan gik så til fruen:
»Nu har jeg en bøn til jer,
jer som jeg skylder al min glæde;
I er min fryd, hvor jeg end er.
Giv mig lov, hvis det går an,
at drage på eventyr for en tid.
Gør I det, min elskede,
kan det blive os begge til ære.«
Fruen forstod slet ikke
hvorfor han ville gøre det
og forlade hende så hurtigt,
35r|men hun gjorde hvad Ivan ønskede,
og gav ham lov til at rejse på stående fod.
Hr. Ivan blev meget glad
da hun gav ham lov til at ride med kongen
når han ikke ønskede at blive hjemme.
»Jeg rejser nu væk med jeres ja,
for jeg vil nødig ses ned på;
jeg vil ikke høre ved hoffet
at jeg ikke turde det,
at opgive al den ridderlighed
som før behagede mig.«
Fruen svarede ham venligt:
»I skal rejse bort på den betingelse
at når der er gået et år,
skal I komme her tilbage.
I skal love på jeres tro
at I vil gøre det, herre.
Jeg siger jer med sikkerhed
at gør I det ikke, så mister I mig
og al den herlighed I har her,
hvordan det end går jer derefter.
Det vil jeg ikke skjule for jer;
sådan går det, det får I at se.«
Hr. Ivan stod og tænkte på det,
han sukkede dybt og sagde så:
»Gud forbyde, min elskede,
at jeg er så længe borte fra jer.
Det er både min vilje og mit ønske
35v|at komme tilbage så snart som muligt.
Det sker dog tit når man rider væk,
at man tænker sig ét, men der sker noget andet.
Jeg spørger mig selv om I ikke vil undtage
hvis jeg bliver fanget mod min vilje,
eller at der kan hænde mig noget
så jeg ikke er i stand til at ride hjem.«
Så svarede hans elskede ham:
»Det skal I ikke være angst for,
så længe du tænker på mig,
kan ingen ulykke skade dig,
hverken en sygdom eller en hær, det skal I vide;
det, herre, kan I stole på.
Jeg giver jer her en guldfingerring,
i den er en sten med mange egenskaber:
Den der bærer den på sin hånd,
kommer aldrig til skade til lands eller vands,
bliver ikke brændt af nogen ild
og vil ikke miste blod.
De kræfter finder man hos den
hvis ikke man glemmer sine kære.
Men der er også en anden vidunderlig egenskab:
Den gør ens kød så hårdt som stål.
Der findes ingen i verden
som jeg vil skænke denne sten,
andre end dig, min elskede.
Må Gud være med jer, hvor I end er!«
Hr. Ivan tog afsked med det samme
og kyssede fruen af hele sit hjerte.
36r|Hvad herrerne skænkede hende,
er mere end jeg kan beskrive.
Der var både glæde og gråd
da herren og fruen skiltes.
Hr. Ivan følger nu kong Artus,
hans hjerte er hjemme hos fruen.
Jeg synes der er et under
hvordan det overhovedet kan ske:
Hans legeme rejste bort med kongen,
og dog blev sjælen tilbage.
Hvad der end tilstøder legemet,
har fruen dog magt over sjælen.
Hvem kan sige eller skrive
hvordan det går til at han kan leve?
Jeg er bange for at det vil gå min herre galt
at han så gerne vil ud på eventyr.
Så længe hr. Gavian kan komme til det,
vil han holde ham ved hoffet.
Nu har I hørt hvad der var sket,
de tog afsked og red bort.
Hr. Ivan og hr. Gavian de fulgtes ad
og fulgte gerne hinandens råd.
De havde begge lyst
til at opsøge både turnering og dystridt,
og hvor de kom frem, de to,
sagde riddere og svende
at taprere mænd kunne ikke findes;
de havde både ros og ære.
36v|De morede sig sådan i al den glæde
at før de tænkte over det
var der gået et år
og det næste var kommet.
Kong Artus havde da
givet riddere og svende besked
om alle at ride til turnering
i Karidols borg, og vente på ham der.
Der var glæde og morskab
da herrer og fyrster samledes der.
Den aften turneringen skulle holdes,
kom hr. Ivan ridende
og hr. Gavian, hans kære slægtning,
sådan at ingen genkendte dem.
De slog sig ned for en tid på sletten
og slog lejr på fornem vis.
Herrerne rejste over sig
det dyrebareste telt de havde.
Kozar Jarl sagde da til kongen:
»Hvem er mon de to riddere
der fører sig så overdådigt frem
og ikke sparer på noget?«
Kong Artus svarede uden tøven:
»Jeg synes jeg kan kende dem.
Det er ingen anden
end min slægtning hr. Ivan.«
Kongen siger til riddere og svende:
37r|»Nu skal I skynde jer.
Vi vil alle ride over til dem,
og ingen skal vente her.«
De svarede som I nu får at høre:
»Det vil vi alle gerne gøre!«
Ingen mente det var for meget
at vise ham den ære.
Der var morskab og glæde blandt fruerne
da herrerne nu gik hen for at spise.
Da de satte sig ved bordet,
tænkte hr. Ivan over ordet,
og først da kom han i tanke om
hvad han hade lovet sin frue,
og at intet var sket
som han havde lovet hende.
Nu kom en jomfru ridende
fra den frue han elskede;
hun var både smuk og høvisk.
Hun lagde sin kåbe ind under teltet
og gik ind til herrerne uden overtøj.
Hun tog forbløffende nok til orde
og talte straks til kongen:
»Min frue bad mig hilse
med alskens ydmyghed
som I har krav på, herre,
og alle disse riddere og svende
bortset kun fra hr. Ivan.
37v|Og det vil jeg sige til ham
at en løgner som ham er ikke til;
man finder ingen der som han
kan bedrage fruer.
Han er mig slem og ikke kær,
og han er værre end nogen tyv.
Husk hvad du sagde, Ivan,
dengang du lovede min frue troskab,
at du skulle komme tilbage
så snart som året var gået.
Jeg vil holde dig til regnskab:
Det var løgn, det ved du godt.
Nu skal du vide utvetydigt
at du ikke får mere fra hende;
hun bliver dig aldrig hengiven mere.
Send nu hendes guldfingerring tilbage;
jeg forlanger det tydeligt her,
den skal du ikke længere bære.«
Hr. Ivan sad helt stille og tav
og ænsede ikke hvad hun sagde;
hun bragte ham ganske fra sans og samling
så han ikke kunne finde på noget svar.
Jomfruen løb så pludselig frem
og voldte hr. Ivan endnu større skam:
Hun tog guldringen af hans hånd,
og bragte ham skændsel og vanære.
38r|»Du skal aldrig komme tilbage til hoffet,
hvor riddere og svende engang kendtes ved dig.
Herre, I må tage afsked med mig,
jeg kan ikke blive her længere.
Må Gud bevare jer alle,
med undtagelse af hr. Ivan.«
Jomfruen red så rask derfra;
det sved i hr. Ivans hjerte.
Ridderen var ulykkelig,
han ville hellere være død end levende
og hellere så langt borte
at ingen kunne finde ham
og intet menneske kendte ham,
hverken ven eller slægtning.
Nu har han mistet al den ære
han havde her i verden,
og dertil også sans og samling.
Sådan er det med høviske kvinder;
deres hovmod er alt for frimodigt
når de giver den slags belønning.
Hr. Ivan sprang op fra bordet,
han sagde ikke et ord til nogen
og løb så langt væk fra dem alle
at ingen kunne indhente ham.
Vanvid hærgede sådan hans hjerte
38v|at han rev alle klæderne af sig
og piskede sig med torne og kviste,
for han vidste ikke bedre.
Han løb over land og den vilde hede,
hans lykke havde vendt sig mod ham selv;
venner og slægtninge klagede dybt,
de vidste ikke hvor han var henne.
De ledte både mere og mindre,
og kunne ikke finde ham nogen vegne,
så mænd som kvinder undrede sig,
de fandt ham hverken ude eller inde.
Hver af dem leder det bedste han kan,
men han løber væk så godt han formår.
Da han havde løbet sådan en tid,
fandt han i den grønne skov
en mand der havde en bue i hånden.
Han kendte ikke noget til ham
og ville ikke tale med ham;
Han tog både bue og pile fra ham.
Jeg skal fortælle mere om det:
Han løb omkring i bjerge og dale
og skød dér dyr som han kunne spise
– han fik dem dog ikke uden besvær –
og spiste dem ligesom en høg,
han havde hverken løg eller urter
– det er så sandt som noget jeg har hørt –
39r|før havde hans mad været anderledes.
Dér levede han længe uden brød
og tålte både hunger og nød.
Omsider fandt han et lille hus,
dér boede en fattig eremit.
Eremitten undrede sig over
hvorfor han gik nøgen omkring.
Han tænkte ved sig selv:
»Jeg tror at det er en vanvittig mand.«
Hr. Ivan krævede intet af ham,
men han var alligevel bange for ham.
»Jeg vil gerne for Guds skyld give dig
det jeg selv har at leve af.
Du kan komme her efter vand og brød,
andet får du ikke her.«
I huset var der et lille vindue,
hr. Ivan satte sig ned ved lyset
og spiste det sorte brød så tilfreds
som om det var den bedste mad.
Det var bittert og hårdt som bark,
det blev han ikke stærk af.
Hr. Ivan spiste så længe han kunne,
til eremitten ikke havde mere brød.
Man har af og til førhen set
at hans mad var bedre lavet.
Så snart han nu var blevet mæt,
39v|blev han ikke længere dér,
han løb derfra, for nu var han frisk,
og dræbte dyr i det øde land.
Så snart eremitten så
at hr. Ivan gik derfra,
bad han til Gud i Himmerig
så inderligt i hjerte og sind
om at vise ham den nåde
at han aldrig skulle se ham igen,
for han kunne ikke opfatte andet
end at han var en vanvittig mand.
Men selv om hr. Ivan var ude af sig selv,
handlede han ikke uden fornuft.
Så længe han var i skoven,
bragte han hver dag et dyr derhen
– det gjorde han efter og ikke før –
og lagde det ved eremittens dør.
Eremitten tog det dyr til sig
og købte brød og vin til ham.
Kødet stegte og kogte han
og rakte det ud gennem vinduet
og gav ham det både varmt og koldt;
dog havde han hverken peber eller salt.
Han serverede for ham på alle måder
og turde ikke lukke ham ind.
40r|Hvis I vil høre, fortæller jeg nu
hvordan hr. Ivan lå og sov
under en lind der stod ved vejen.
Da kom en frue ridende
med sine tre jomfruer,
de smukkeste man kunne se for sit blik.
Den ene stod af hesten
og ville se den gode ridder.
Hun hørte til den flok af fruer
han før var herre over.
Hun granskede både hans hals og pande
og syntes hun burde kende ham;
hans hud var sort, som jeg siger,
derfor var han ikke til at kende.
Havde han nu haft den slags tøj på
som han plejede at bære,
så havde hun genkendt ham før,
men nu var hans ydre helt forandret.
Som han lå der nøgen foran hende,
så jomfruen nøje på ham,
og i det samme bemærkede hun
et ar som han havde fået i kamp,
og indså så at den ædle mand
det var hr. Ivan,
og hun var ikke i tvivl om
at det forholdt sig sådan.
40v|Hun syntes det var sælsomt
at han lå dér så nøgen
– og hun slog korsets tegn for sig –
og verden er så forunderlig;
og hun handlede så som en kløgtig kvinde:
Hun vækkede ham ikke nu.
Jomfruen satte sig til hest
og red derfra så hurtigt hun kunne
hen hvor hun fandt sin frue,
og fortalte hende om den ædle mand.
Med tårer i øjnene og med sorg i stemmen
jamrede hun over ridderens kvaler:
»Min kære frue, jeg vil sige:
Ene mand var han taprere end os to.
Fruer og jomfruer må beklage
at han ligger så ynkelig her,
den bedste ridder der findes,
kong Urians søn, hr. Ivan.
Jeg kan ikke forstå
hvad der er der er hændt ham,
medmindre det er for en fornem kvinde
at han er gået fra sans og samling.
Herre Gud i Himmerig
give at hans skikkelse nu
var som sidste gang jeg så ham,
og gid han ville sørge for
41r|at han kunne være en tid hos jer,
så ville han snart få hævnet den uret
som jarlen af Jerland har gjort imod jer,
så han aldrig kunne få erstatning.
Gid han får hjælp og helbredelse
så han bliver i stand til at ride og gå
og senere blive hos jer en tid,
så fik han snart gjort en ende på jeres trængsler.«
Fruen svarede hende så:
»Du skal ikke tvivle på.
hvis han er der så længe,
at du kan ride hen til ham.
Jeg er ganske sikker på
at jeg kan hjælpe ham.
Jeg husker jo tydeligt
jeg har den salve der kan hjælpe ham,
og som Murne, den ædle kvinde, gav mig.
Jeg håber jeg kan finde den derhjemme.
Jeg har med sikkerhed forstået
at hvis nogen bliver smurt med den,
driver den vanviddet ud af hans hjerne.
Den vil jeg gerne sende ham.
Nu må vi skynde os hjem, min kære,
lad os ikke blive her længere!«
Fruen red hjem så hurtigt hun kunne,
hr. Ivan blev liggende dér og sov.
Hun tog en flaske frem af sin kiste,
41v|og hun gav den til den kloge jomfru
og advarede hende så:
»Nu skal du gøre hvad jeg beder dig om!
Smør ham både i hoved og hår
og bring så flasken hjem til mig.
Du skal ikke smøre ham mere, lad mig høre
at du vil gøre som jeg har sagt,
for al den galskab der plager ham,
befinder sig mest i hans hoved.«
Hun gav hende kostbart tøj
og dertil to gode heste
som ridderen og hun skulle ride på
– hvad jeg vil fortælle jer mere om – 
og alt hvad en ridder har brug for.
Jomfruen red i hast derhen
og var i hjertet meget glad
da hun fandt ridderen dér.
»Jeg vil hjælpe dig alt hvad jeg kan.«
Hun stod af hesten og gik hen til ham,
og handlede dermed letsindigt
når hun turde at gå hen til ham
som hun vidste var vanvittig.
Hun smurte både hoved og fod
og afhjalp al hans lidelse
fra hovedet til hans fodsåler;
det gjorde hun af sin gode vilje.
Hun ville hjælpe ham i hans nød
42r|og glemte derfor hvad fruen havde sagt.
Havde der så været ti af disse flasker,
havde hun intet levnet i dem.
Jomfruen tog alene ridderen
og lagde ham der hvor solen skinnede;
og da han fik varme af solen,
forlod alt vanvid ham.
Hun lagde hans klæder hen til ham
og gik så til side i skoven
og står der i nærheden og ser til
hvilken nåde Gud vil give ham.
Da der var gået en lille stund,
fik han forstanden tilbage.
Han vågner så og husker
hvorfor han ligger dér nøgen,
og så blev den ædle mand forlegen.
»Åh, Herre Gud,« sagde han,
»hvad er det for noget sært der er sket mig
så jeg står her aldeles nøgen?«
Han så sig om til alle sider
og syntes det var forunderligt
at det dyreste tøj man kunne tænke sig,
lå dér ved siden af ham.
Han tog så tøjet og tog det på
og så i alle retninger
om der var nogen mand eller kvinde
der havde hjulpet ham.
42v|Hans sygdom havde svækket ham så meget
at han ikke var rask nok til at stå.
Da jomfruen så
at han havde tøjet på
ville hun ikke gemme sig længere,
og hun gik så straks hen til ham
og afslørede ikke
at hun havde været der før.
Da han så hende, blev han glad
og bad hende straks om hjælp:
»Ædle jomfru, for jeres æres skyld,
hjælp mig nu I er her.
Jeg har mistet så mange kræfter
at jeg ikke kan klare mig selv.«
Jomfruen sagde intet til ham
og lod som hun ikke hørte hvad han sagde.
»Jomfru, jeg beder jer igen
både for Gud og for mennesker
om at hjælpe mig nu hvor jeg trænger til det,
det er det jeg beder jer om.«
Hun holdt to heste ved hænderne
og lod som hun ikke kendte ham,
og talte så høfligt til ham:
»Hvad vil I mig, kære herre?«
»Jeg kan ikke sige jer
hvor ynkeligt jeg ligger her.
43r|Hvis I vil være så elskværdig
at give mig den ledige hest
I holder der,
vil jeg vise mig værdig til den, hvis jeg lever.«
Jomfruen svarede høfligt:
»Jeg vil ikke forholde jer den,
det skal ske som I ønsker
hvis I vil komme med mig herfra.«
»Så må jeg spørge jer, jomfru:
sig mig hvor vi skal hen.«
Jomfruen svarede ham:
»Til en borg ikke langt herfra
skal vi ride og ikke gå.
Dér vil I finde glæde og morskab.«
»Kære Jomfru, så spørger jeg dig:
Er der noget jeg skal gøre for jer?«
Jomfruen svarede ham da:
»Det er der bestemt.
Jeg ved jo med sikkerhed
at du er en tapper mand.
Det skal ikke vare for længe
før du bliver i stand til at bære våben.
Stig nu til hest, vi må ikke tøve,
vi vil ride til borgen med det samme.«
De red af sted, det gjorde de,
og kom undervejs til en bro,
43v|hvorunder der løb en mægtig å.
Jomfruen tog så flasken
og kastede den i den stærke strøm.
Hr. Ivan bemærkede det ikke.
Hun ville skaffe en undskyldning
for hvis fruen nu skulle spørge til flasken.
De red hurtigt mens det var lyst,
og nåede snart til borgen.
Fruen selv kom ham i møde
og modtog ham med megen ære.
Fruen så på jomfruen
og kaldte hende til sig i fortrolighed:
»Sig mig nu, min kære,
hvor er den flaske jeg gav dig?«
»Min kære frue, nu skal I høre,
min hest den styrtede ude på broen
– bedre gik det mig ikke – 
og jeg tabte flasken i åen.«
Fruen blev vred på hende:
»Jeg ved du aldrig kan finde den,
du har voldt mig en frygtelig skade!«
»Min frue, jeg håber på jeres nåde.«
»Jeg tænkte at det kunne hjælpe mig
at denne ridder kom her,
men jeg fik tværtimod uheld
som jeg aldrig få erstattet.
Nu vil vi glemme dette uheld,
det bliver jo ikke anderledes.
44r|Gå du til hr. Ivan
og sørg for ham så godt du kan.«
»Min frue, det skal I får at se og høre,
det vil jeg meget gerne gøre.
I må jo også tænke på
at et lille uheld er bedre end to.
Det er jo sket, I skal ikke længes
efter det I ikke kan få.«
Hvad mere er der at sige om det?
Jomfruen gik til hr. Ivan.
Hun gjorde det – det skal I høre –
at hun fik lavet et karbad til ham
og sørgede for ham på alle måder;
hun redte hans hår og fik ham raget.
Når han forlangte et eller to,
gav hun ham snarere seks eller syv.
Han var der nu så længe
at han atter blev klar til kamp.
En dag fik de den nyhed
at Jerland Jarl var kommet her
både med sværd og med brand
og ville hærge fruens land.
Han havde forulempet dem
ved at brænde husene lige foran porten.
Inde på borgen væbnede
riddere og svende sig uden tøven,
de mente det var en skændsel
at være den der kom senest ud.
44v|Nogle til hest og andre til fods
fór de ud mod Jerlands hær.
Jerland ville gerne kæmpe
og havde mod til at holde stand i felten.
Hr. Ivan er blevet stærk igen,
han rider rask ud i felten.
Den første ridder han mødte,
stødte han hårdt med sin lanse
og stak ham ned på jorden
så han aldrig siden sagde et ord.
Hr. Ivan red gennem hæren
som løven når den er vred;
han fældede folk til begge sider
og skånede hverken ven eller slægtning.
Ingen kan forestille sig
hvor mange folk han huggede ned.
Hvad end man siger om Roland,
så gjorde han ikke mere med hånden
ved Roncesvalles da han kæmpede dér,
end hr. Ivan gjorde her.
De riddere og svende der fulgtes med ham,
fik alle mod af hans tapperhed
og råbte alle til hinanden:
»Vi må alle rykke tappert frem,
og enten skal vi dø
eller jage dem ud af landet!«
Hr. Ivan og den der bar deres fane,
fór så voldsomt frem
og banede så bred en vej
45r|at hæren med glæde red efter dem.
Fruerne og de ædle kvinder
gik op på den højeste tinde
og stod der sammen med hinanden
og så på de dygtige riddere.
Hr. Ivans hjelm kunne de tydeligt kende,
hvor han end befandt sig i slaget.
Alle fruer og jomfruer lo
når de så deres uvenner falde;
men det var ingen større glæde
at miste venner og slægtninge.
Som ridder var hr. Ivan
ligesom en falk i en fugleflok,
han slog så skræmmende med sværdet
som falken river med sin klo.
Den der ikke gav fortabt,
han måtte dø for hans hånd.
Da sagde alle der stod og så det,
sådan til hinanden:
»Herre Gud, velsign den mand,
der kan svinge sit sværd sådan!
Den frue må være lykkelig,
der har sådan en ridder ved sin side.«
Hver eneste gang de ser ham,
ler deres hjerter derfor af glæde.
»Vi ser at både riddere og svende
får mod alene på grund af ham.«
Derfor bør herrer og fyrster
hvis de tænker rigtigt efter,
45v|hver gang de finder en tapper mand
der mestrer ridderlighed og ære,
respektere og værdsætte ham
– det vil vinde jer ros og hæder,
for der kommer ofte en tid
hvor man behøver riddere og svende –
og mene at intet er for meget
som man kan gøre til deres ære.
»Hvem har set en ridder føre sig sådan frem?
eller være så tapper i kamp?
Hvis han vil hugge til en mand,
er han over ham så rask
og får ham sådan til at sove
at han aldrig kan vågne igen.«
Da kom en ridder ridende,
som Jerland havde tillid til;
han var så kæk en mand.
Så snart han slog til hr. Ivan,
gik hans skjold aldeles i stykker.
Da havde hr. Ivan heldet med sig,
og blev hverken halt eller såret
og kom ikke det mindste til.
Hr. Ivan har mistet sit skjold,
men han finder på noget andet:
Han tog lansen i den anden hånd
og stak ridderen fra det fremmede land
så hest og mand faldt døde til jorden,
og så var det svært at sidde op.
46r|Hvad han havde gjort mod hr. Ivan,
det havde han givet ham tilbage
og han havde hævnet denne skade
så han angrede det alle sine dage.
Hvis I vil tro mig, fortæller jeg mere:
Hr. Ivan brød flere lanser
før den dag blev til aften,
end alle andre på sletten.
Den ædle ridder, så stolt og god,
han kunne ikke trættes.
Han greb så til sit gode sværd,
som ofte hjalp ham på hans vej,
og huggede så godt han kunne
alting ned der stod i vejen.
Hans våben var rødt af blod,
for mangen mand blev dræbt af det,
mange svømmede i blod,
som havde mistet liv såvel som lemmer.
Havde han haft to andre
ligesom ham selv,
så havde det ikke varet længe,
og kampen været ovre på den halve tid.
Kampen begynder nu igen,
de der ikke er døde, de må flygte.
Hver og en der flygtede derfra,
forfulgte hr. Ivan med sin skare;
ingen måtte beholde livet
af dem han fik fat i, men måtte betale.
46v|Hr. Ivan genkendte Jerlands våben
hvor end han red på slagmarken:
»Jeg vil følge efter så godt jeg kan,
du skal ikke slippe fra mig;
enten skal du blive dræbt,
eller overgive dig til mig som fange.«
Jerland var både angst og fortvivlet,
nu ville han hjem til sin borg.
Han var ikke længere i stand til at ride;
selv om han ikke ville det, måtte han blive.
Ingen af hans mænd var i nærheden
da hr. Ivan kom ridende
med draget sværd og skulle til at hugge.
»Min kære herre, gør det ikke!
Så skal I få magt over land og gods.
For Guds skyld, lad mig beholde livet!«
»Hvis jeg behandler dig så godt,
skal det ske på sådanne vilkår.
Hvad jeg kan, det vil jeg gøre;
jeg vil føre jer for min frue,
det er op til hende og ikke til mig
hvor nådig hun vil være mod dig.«
»Jeg lover på min ære
at jeg vil gøre det,
følge hendes vilje
så intet skal skille os ad.«
Hr. Ivan tog våbnene fra ham
– det gjorde herren fordi han var klog –
og førte ham med det samme derfra
47r|hen foran fruens port som fange.
Fruen red ham selv i møde
med jomfruer, tjenestepiger, riddere og svende.
De fulgte ham ind med megen ære
og bød ham velkommen for Gud.
Så stor var respekten han nød
dér hvor herrer holder hof.
Hr. Ivan gik til fruen
og overdrog Jerland i hendes hænder.
»I kan herske over hans gods og hans liv,
men han beder jer om nåde.
Han erkender at han har sat sig op mod jer,
og tilbyder derfor en passende bod,
penge og gods, for han kan betale,
og gå i tjeneste hos jer, det er det bedste.
Jeg vil give jer al den sikkerhed
der skal til for at glæde jer
så han aldrig mere svigter jer
hvis han vil nyde jeres nåde.
Vil I for min skyld gøre det
og forlange sådan en bod af ham,
det er den bøn jeg retter til jer
og alle de gode riddere her.«
Fruen svarede – det skal I høre –
»Hvad I råder mig til, vil jeg gøre.«
47v|»Frue, nu beder jeg om lov til at rejse,
det tager jeg som en kostbar gave.
Jeg kan ikke blive her længere,
jeg vil forlade jer,
for en lang vej ligger foran mig.«
Fruen beklagede meget
at han ville rejse så hastigt derfra
og ikke kunne blive længere,
og alle sagde de til hinanden:
»Ak, at han ikke kan blive
hos min frue her,
det må vi dybt beklage!«
Han tog afsked og red derfra
tilbage ad den samme vej
som han før var kommet ad.
Han stolede ikke på nogen
– det var derfor han red alene –
så han havde ingen svende.
Da han havde redet længe,
hørte han i den grønne skov
voldsom uro og frygtelig larm.
Han vidste ikke hvad det skulle betyde.
En løve og en slange sloges
og ville gøre hinanden fortræd.
Han red derhen og så
hvordan slangen holdt på løven
så den ikke kunne røre sig
og ikke kunne gøre slangen skade.
48r|Han tænker grundigt over
hvem af dem han vil hjælpe,
og han beslutter så
at han må hjælpe løven.
Af gode grunde skal man ikke undlade
at afsky slanger hvor som helst.
Hr. Ivan steg så af sin hest
og bandt den så godt han kunne,
langt fra slangen og ikke nær
på grund af giften der kommer fra den.
Dér står han nu i skoven,
behændigt drager han sit sværd,
og hurtigt træder han hen mod slangen.
Med skjoldet vil han værge sig
mod ild og gift og andet ondt
som slangen sprøjter imod ham.
Først hugger han den i to,
og derpå i mange små stykker
så ingen af delene lå ved hinanden.
Hvis løven nu ville gøre ham ondt,
agtede han at forsvare sig.
I samme øjeblik løven så
at dragen lå død foran den,
kom den og lagde sig foran hr. Ivan
som ville den bede ham om nåde,
og den gav ham tegn så godt den kunne,
48v|som om den ville sige:
»Jeg vil sige jer, min herre:
Alt hvad I beder mig om, vil jeg gøre«
Han drog sit sværd af skeden
og ville ikke vente længere.
Løven strakte sin hale ud imod ham,
og han huggede så lidt han kunne, af den
dér hvor dragen havde holdt fast.
Det var han nødt til at gøre.
Hvis ikke han havde befriet den for denne fare,
var løven død med det samme.
Da hr. Ivan forstod
at løven var så godt et gemyt
og gerne ville tjene ham
til tak for at han havde hjulpet den,
tænkte han at det var godt
at han slog slangen ihjel.
Han tørrede sværdet og stak det i skeden
og red sin vej med det samme.
Hvor end hr. Ivan rider,
følger løven efter, det siger jeg jer,
og den vil aldrig skilles fra ham
hvis den selv kan bestemme.
Så nær gik den ved ham
til den fik fært af dyr.
Så fik sulten den til
at ville have de dyr,
så den sprang rask bort fra ham
– han undrede sig over hvorfor –
og snart efter stod den og ventede roligt på ham
49r|dér hvor den havde fundet de dyr.
Hvis hr. Ivan så ville videre,
ventede løven ikke mere,
men ville han også blive der lidt,
fandt den mange dyr til ham.
Da hr. Ivan så de dyr,
gav han den tegn til at fortsætte.
Den gør alt hvad dens herre beder om,
og straks løb den ned i dalen.
Den første hjort der stod foran den,
slog den til jorden og drak dens blod,
og ville være sin herre tro,
så den kastede den på ryggen
og blev ikke længere dér,
men bar den straks til sin herre.
Dagen gik snart mod aften,
han vidste ikke hvor han ville hen.
»Vi må blive her natten over
med den forplejning Gud vil give os.«
Hr. Ivan flåede hjorten
og tog alt det der var i den:
lever og lunger og hjerteblod
og gav det til løven der stod dér hos ham.
Han tænder ild og laver mad,
derpå spiste han i en fart.
Han skar mægtig steg af hjorten
og bar den hen til ilden;
han satte den på et stort spid
49v|og stegte både kød og ben.
Han havde hverken vin eller brød;
han drak vand, det var han nødt til.
Mens hr. Ivan sad til bords,
lå på jorden for hans fødder
løven hos ham
og ville ikke derfra.
Da han havde spist så længe han ville,
tog han alt hvad der var tilbage,
stort og småt, alt hvad der var,
og gav det til sin løve.
Han lagde sig ned på jorden
og hvilede sig på sit skjold
lige til natten var ovre.
Løven holdt så meget af ham
og gjorde alt hvad den kunne
for at vogte over ham natten igennem
og passe tappert på ham
så han ikke kunne komme noget til.
Hvad kan jeg mere sige om det?
Så snart han så det blev dag,
red han derfra alt hvad han kunne,
og al den tid levede han
af dyrene løven fangede til ham,
til der var gået fjorten dage.
Den femtende dag hen ad aften
kom han til den kilde
om hvilken I før har hørt
50r|om de sære ting der skete der.
Da hr. Ivan fik øje på kilden,
talte han og sagde:
»Al min lykke har jeg mistet,
kan det nytte mig noget at leve længere?
Den hæder jeg vandt her engang,
gik med ét så sørgeligt tabt.«
Angeren plagede ham så meget
at han mistede bevidstheden og lå i en døs.
Hans sværd gled ud af skeden
og skar hans brynje i to,
han fik et sår på skulderen
og på brystet kom der et andet.
Da løven fik øje på
blodet som flød ud gennem hans brynje,
brølede den og rystede voldsomt;
den tænkte at han ville dræbe sig selv.
Ingen kan beskrive
hvor ynkeligt den klagede;
den så sin herre bløde,
så ville den hellere selv være død.
Den listede sig forsigtigt frem
indtil den kunne komme til
at gribe sværdet med sine tænder
og trække det væk fra den ædle mand.
Den lagde det langt væk på en sten
så det ikke kunne gøre ham nogen skade,
50v|og den løb frem og tilbage
som om den var vanvittig.
Med klagende lyde brølede den
så det var en ynk at høre på.
Den var blevet så bedrøvet
at den hverken kunne stå eller ligge.
Da han havde ligget besvimet en tid,
kom han til sig selv og kunne tale.
Han lagde sig ved en skrænt
og hvilede sig en stund.
Så snart som løven fik det at se,
kom den straks hen til ham;
den lagde sig ved hans fødder
og kiggede nøje på sin herre.
Da han havde hvilet sig og stod op,
var hans hjerte tungt af anger;
da kom han atter i tanke om
hvordan han ikke havde holdt
det han havde lovet fruen,
og så groft havde brudt sit ord.
Hans anger begyndte så på ny:
»Hvad nytter det mig nu stadig at undgå døden?
Jeg vil dræbe mig selv og gøre det
mens ingen ser mig,
for al min lykke er ude nu
og aldeles forvandlet til sorg
siden jeg mistede al den respekt
jeg nød hos min elskede.
51r|Hvem skal jeg give skylden for det?
Jeg pådrog mig selv den ulykke.
Af den største rigdom gik jeg galt,
det var min egen dumheds skyld.
Det der nu bekymrer mig mest,
er den sorg løven har for min skyld;
jeg ville hellere være død
end at se den lide sådan.
Jeg viser det ganske tydeligt,
og dertil vil jeg sige:
Jeg ville slå mig selv ihjel
hvis ikke Djævlen skulle arve sjælen!«
En jomfru var ikke så langt derfra,
hun sad og lyttede til det
i det kapel der stod ved kilden.
Hun kaldte på den gode ridder
og bad ham komme hen til sig
så hun kunne tale med ham.
Selv om hr. Ivan ikke var glad
kom han straks hen til hende.
Jomfruen sagde for sig selv:
»Hvem skal jeg tro det er?
Hvem kan den gode mand mon være
som jeg hører klage sig sådan?«
Hr. Ivan gik til kapellet:
»Hvem er det der er herinde?«
»Det vil jeg gerne fortælle jer,
jeg skal ikke fortie det længere.
51v|Jeg er den ynkeligste kvinde
af alle som solen skinner på.«
»Du burde tie og ikke tale sådan,
min sorg er meget større end din!«
Ȯdle mand, hvorfor siger I det?
Det må ingen levende tro.
I har jo lov til at ride væk,
jeg må blive herinde.
Min sag står ikke bedre end det,
jeg skal brændes på bålet i morgen!«
»Må jeg spørge,
hvis I vil sige mig det:
Hvad beskylder de dig for,
hvorfor skal du brændes så snart?«
»Jeg lægger min sag i Guds hænder,
gid han må redde min krop og sjæl,
for jeg har aldrig gjort mig skyldig
i det de nu siger bag min ryg.
De siger at jeg har forrådt min frue,
drosten og begge hans brødre.
Jeg kan ikke redde livet
medmindre jeg finder en ridder
der ene mand vil stå op mod de tre
og hjælpe mig ud af min store nød.«
Ridderen svarede: »Jeg kan nu se
at min sorg er større end din,
for du kan godt få hjælp,
men min sorg går ikke over før sent.«
Jomfruen svarede: »Jeg kender ikke
52r|nogen i verden der ønsker at frelse mig.
To riddere kan jeg dog håbe på,
ak Herre Gud, hvis jeg bare kunne finde dem!«
»Ædle jomfru, lad mig høre,
hvem ville gøre det for jer
og hvem turde påtage sig sådan noget,
at stå op mod tre brødre ene mand?«
»Det skal jeg sige jer
uden løgn og bedrag,
det er min herre, hr. Gavian
og kong Urians søn, hr. Ivan.
Det er for hr. Ivans skyld
at jeg i morgen skal finde min død.«
»Hvad siger du, stakkels pige,
skal du dø for hr. Ivan?«
»Ja, det er sandheden, sådan bliver det,
det vil jeg virkelig få at mærke.«
»Nu hører jeg hvad I siger,
om Gud vil skal det ikke ske,
for jeg er den der hedder sådan!
Jeg vil hjælpe jer alt hvad jeg kan
hvis I er den der hjalp mig
da jeg lå mellem portene
i Vadian den Rødes borg
da jeg havde slået ham ihjel.
Jeg forstod da ganske klart
at I hjalp mig så hæderligt og godt,
for jeg var kommet i en stilling
52v|hvor jeg ikke kunne stole på nogen.
Hvad I den gang gjorde for mig,
det vil jeg nu belønne dig for.
Fortæl mig, min ven, hvad der er sket jer
siden jeg rejste fra jer.«
»Det vil jeg gerne fortælle jer
hvis I vil høre det.
Jeg indrømmer at jeg hjalp jer
dengang I havde brug for mig.
I blev også forsonet,
I og min frue, med min hjælp.
Gud i Himmerige ved
at det gavnede hende mere end mig.
Jeg er sikker på at jeg kan ordne
– hvis jeg kan få hendes venskab –
at I på kort tid kan atter kan få
min frue tilbage, som I har mistet.
Da året så var gået,
og hun ikke hørte fra jer,
beskyldte min frue mig for
at jeg havde forrådt hende,
og fremsatte den alvorlige anklage
at ingen anden end jeg stod bag.
Navnlig måtte jeg lide den tort
at min frue blev vred på mig,
og drosten forstod det fuldstændig,
han var ond imod mig og ikke god
fordi han tydeligt mærkede
53r|at hun stolede mere på mig end på ham.
Da mærkede jeg virkelig
det had han havde haft til mig.
Han klagede så åbenlyst over mig
at ingen turde forsvare mig,
og befalede mig så at finde en ridder
der turde stå op mod ham og hans brødre.
Inden fjorten dage skulle jeg finde ham,
og ellers skulle jeg dø.
Så søgte jeg både i felten og ved hoffer
om nogen for fruers ære skyld
ville påtage sig min sag
og frelse mig fra denne fare.
Jeg red til kong Artus
på hans borg Karidol
og spurgte efter Gavian,
men fandt ingen af jer dér.
Da hørte jeg den nyhed
at der havde været en ridder;
han var så ædel og tapper af hjertet,
han bortførte dronningen med magt
og skyndte sig bort med hende
så ingen vidste hvem han var.
Kongen sagde da til Keje:
‘Jeg vil nu sige til jer begge,
hr. Valevan og dig:
Nu skal I gøre jer klar
53v|og ikke spare på jeres heste
så I kan hente hende tilbage.’
Derefter red jeg bort derfra,
da de intet havde hørt om hende.
Jeg fandt ingen der havde mod
til at forsvare mig mod beskyldningerne,
og fandt dem ikke andetsteds heller.
Derfor sidder jeg her som fange.
Nu har jeg givet mit skriftemål
om det jeg i morgen skal dø for.
Og selv om I ville hjælpe mig,
kan I ikke alene stå op mod tre.«
Hr. Ivan svarede hende så:
»Det vil jeg sige i sandhed:
I morgen vil jeg komme her
før end dommen bliver afsagt mod jer,
og enten skal jeg så dø
eller forsvare denne sag.
Hvordan det så end vil gå mig,
skal du ikke fortælle nogen
hvis nogen spørger dig om det,
hvad mit navn er, og hvad jeg hedder.«
Da svarede den ædle pige:
»Jeg vil hellere dø
end sige det til nogen
når I beder mig tie om det.
Men selv hvis de dræber jer,
54r|slipper jeg ikke fra dem.
Så snart de har slået dig ihjel,
vil det samme ske for mig.«
»Jeg synes det er underligt,
min kære, at I taler sådan.
Selv hvis de så var ti, ikke tre
– det får I at se i morgen –
bliver jeg nødt til slå deres tænder ud,
så må det senere gå som det går.
Jeg tror I tvivler på
at jeg vil komme tilbage.
Gud i Himmerig ønsker ikke
at jeg skal svigte jer så slemt.
For I har hjulpet mig så godt
at jeg aldrig kan gengælde det.
Nu vil jeg ride herfra med det samme
– Gud give jer en god nat, jomfru –
Jeg vil nu lede her på sletten
efter et sted hvor min hest kan græsse.
Der vil jeg blive til det bliver lyst
og så vil jeg komme tilbage her.«
»Gud bevare jer, herre, hvor I så er,
enten i skjul eller åbenlyst!«
Hr. Ivan red gennem skoven
ad smalle og mørke veje.
Hans løve gik sammen med ham,
den ville være hos ham.
54v|Da så han i det øde land
en fæstning der var høj og stærk.
Der var en mur om fæstningen
der var både tyk og god.
Det land der hørte til dette hus,
det var ganske øde
så ingen kunne leve af det.
Da hr. Ivan fik øje på det,
red han den vej hvor huset lå.
De der var i huset, gik ham i møde
og modtog ham med venlige ord,
og sænkede vindebroen.
Det blev hr. Ivan glad for,
for han ville hellere bede om husly dér
end han ville ligge ude.
Så snart hr. Ivan gik over broen,
sagde de sådan til ham:
»I skal få løven bundet her
så den ikke gør os noget.«
Hr. Ivan svarede dem:
»Det kan ikke lade sig gøre,
vi har lovet hinanden
ikke at skilles ad.
Enten skal vi begge ind
eller blive ude sammen.
Jeg garanterer for os begge
at ingen skal komme til skade.«
55r|Så svarede både riddere og svende:
»Det bestemmer I selv.«
Da han nåede frem til huset,
blev han mødt af fruer med store lys
der bad deres svende tage hans hest
og tage sig bedst muligt af den.
Fruerne tog hans våben fra ham
og sørgede for ham på alle måder
og sagde derpå til ham:
»I må komme til herren.
Han synes det er glædeligt
at I besøger ham.«
Fruer og jomfruer tog ham med
og førte ham hen hvor herren var.
Husherren gik ham i møde
og lod ham sidde hos sig.
Al den glæde man har hørt om,
var til for at more dem alle.
Da de alle sad der så muntre,
brød de ud i ynkelig klage;
både mænd og kvinder
og hvert et barn der var derinde
græd så jammerligt
at det var en ynk at se på.
Et øjeblik var de muntre,
et andet græd de.
Hr. Ivan spurgte husherren,
55v|da de sad og fik mad:
»Kære herre, fortæl mig,
hvis jeg må spørge dig om det
nu hvor vi morer os så godt,
hvorfor græder I nu og da alle sammen?«
»Det ville jeg gerne sige jer, herre,
hvis det kunne more jer,
men så snart I får det at vide,
vil I finde det hårdt at tænke på.
Derfor vil jeg hellere tie
end fortælle jer det.«
»Sig mig det nu mens vi sidder her,
jeg vil virkelig gerne vide det.«
»Så vil jeg ikke afstå fra
at fortælle jer det I vil vide!
En kæmpe har gjort mig frygtelig skade,
jeg kan ikke regere mit land for ham;
han kommer daglig her foran min borg
og gør mig både sorgfuld og vred.
Han har taget min ejendom fra mig,
og forlanger min datter uden mit ja.
Jeg havde seks sønner,
dem elskede jeg højt;
de var raske og kloge riddere
indtil kæmpen tog dem fra mig.
Fjeldskræpper kalder de ham,
må Gud lade mig hævne mig på ham!
Han har dræbt to af mine sønner
56r|mens jeg selv så på.
I morgen kan han gøre det samme:
bringe dem der lever endnu, herhen
og dræbe dem mens jeg ser til.
Det smerter mig i mit hjerte.
Hvis jeg giver ham min datter,
vil han ikke have hende til sig selv,
men give hende til sine køkkensvende,
de allermest hæslige og svinske
han har i sin gård,
dem overlader han hende til
så de kan krænke hende sådan
at han bagefter selv kan betakke sig for hende.
Jeg havde slotte og store byer,
både gamle og nye;
af alt det har jeg ikke mere
end det ene I ser her.
Han har berøvet mig hus og land,
noget med sværd og andet med brand,
den onde kæmpe Fjeldskræpper,
han har været alt for stærk for mig.«
Hr. Ivan svarede ham:
»Jeg synes det er mærkeligt
at I ikke har henvendt jer til kong Artus.
Der er mange i hans hus
der gerne vil tage kampen op imod ham
og frelse jer fra denne fare.
56v|For den der er ude på sådan en strid,
hvor stærk den djævel end er,
han finder nok en der kan klare sig mod ham.«
»Har jeg grund til at sige mere?
Min kvaler var løst for længst
hvis jeg havde fundet hr. Gavian,
for han og min kære hustru
er søskende,
det vil jeg sige jer nu.
Det var et stort problem for mig
da han red ud efter dronningen,
for hun var kommet så langt herfra
at vi ikke hørte fra hende.
Hvis han kendte den store sorg
vi daglig har på denne borg,
og ulykken med hans søstersønner,
som nu er døde,
så ville han straks have skyndt sig hjem
her til os for at hjælpe dem.«
Da hr. Ivan hørte de ord
som husherren sagde hen over bordet,
svarede han og sukkede dybt:
»I sandhed, sådan skal det være!
Hvis den kæmpe kommer her
i morgen før jeg drager bort,
vil jeg gerne tage kampen op med ham,
hvordan det så end må gå mig.
57r|Men i morgen tidlig må jeg af sted,
jeg kan ikke blive her langt op ad dagen,
for jeg har givet mit æresord
på det som jeg absolut må gøre:
at tage kampen op for en jomfru
der ligger fangen i livsfare nu.
Ved middagstid må jeg være der,
hvordan det så end vil gå mig.«
Husherren sagde så til hr. Ivan:
»Den almægtige Gud vil belønne jer!«
Og hvert et barn som var derinde,
takkede ham også.
Derpå så han at ind til dem trådte
den skønneste jomfru man kan finde.
Hendes mor gik med hende ind,
de skjulte ansigtet i deres kappe.
Fruen og den ædle kvinde
havde ganske blege kinder
og ville ikke vise det
så man kunne se at de græd.
Da det gik op for husherren
at fruerne fældede tårer,
sagde han: »I skal ikke græde
og ikke være så triste.
Gud har sendt os en ædel mand
der kan gøre en ende på jeres sorg.
57v|Han vil slås med kæmpen
og gøre en ende på vores kvaler.«
Fruerne blev alle glade
og faldt på knæ for hans fødder.
Han bad dem alle stå op:
»I skal ikke knæle for mig!«
Den ædle ridder, så stolt og god,
rejste sig op foran fruerne:
»Jeg ønsker ikke at I
skal falde på knæ for mig.
Det bør I ikke gøre for mig,
jeg vil hverken se eller høre det.
Jeg vil råde jer alle,
ædle fruer og jomfruer,
til at være glade, og blive ved med det
til i morgen og så se til
om Gud vil give mig den lykke
at kæmpen dør for min hånd.
Men det skal være tidligt,
for jeg bliver her ikke længe.
Herefter får I nok lyst til at spørge
hvad det er jeg skal gøre i morgen.
Jeg kan ikke fortælle mere end det,
jeg vil hjælpe så godt jeg kan.«
Han gav dem alle håb
om at deres sorg skulle få en ende.
58r|Herefter morede de sig godt
om aftenen mens de sad der sammen.
De stolede nu på hr. Ivan
og også på løven der lå hos ham
og ikke rørte sig det mindste;
den lå så roligt som et får
indtil hr. Ivan gik derfra,
da stod den op og rystede sig.
Da hr. Ivan så
at det var tid at gå i seng,
rejste han sig og sagde straks:
»Gud give jer alle godnat!«
Fruer og jomfruer gik med ham
og bar lys for ham til sengen.
Både hr. Ivan og hans løve
sov om natten og hvilede sig.
Han sov den nat til det blev lyst,
da kom en præst til huset
og slog på døren med sin finger
og bad hr. Ivan lukke ham ind.
»Nu er det nok tiden
hvis I vil høre messe.«
Præsten bad så hr. Ivan
om straks at klæde sig på.
Han hørte helligåndsmessen
og væbnede sig derpå fra top til tå.
58v|Så kaldte han husherren til sig:
»Min kære ven, jeg beder dig
bære over med mig.
Jeg kan ikke blive her længere,
og Gud i Himlen ved
hvor gerne jeg blev her hos dig
hvis det kunne lade sig gøre.
Må Gud lade mig finde jer sunde og raske igen!«
Han tog afsked og ville gå.
Da jomfruen så det,
skælvede hendes hjerte af angst,
og hun gik til hr. Ivan selv
med sin far og mor:
»Herre, vi stoler på jeres hjælp.«
De havde gerne knælet for ham
hvis ikke det havde budt ham imod.
De lovede ham gods og guld
for at han skulle blive hos dem.
»Gud forbyde at jeg nogensinde
skulle sætte rigdom over ære.
Lad aldrig hr. Gavian
eller andre gode mænd høre
at jeg har ydmyget mig sådan.
Nej, det vil jeg aldrig gøre!«
Jomfruen sukkede dybt
og bad ham så med tårer i øjnene:
»I må for Himlens dronnings skyld
59r|bare en kort tid blive her,
og for jeres slægtning hr. Gavians,
ædle ridder, tænk på ham,
lad mig nyde det, gode herre,
at han er min kære morbror.«
Hr. Ivan stod og tænkte på det
og vidste ikke hvad han skulle svare,
jomfruens ulykke plagede ham
og sved ham vældigt i hjertet.
»Det kræver ikke så meget af mig
at jeg ikke vil holde mit ord,
og at det jeg har lovet Luneta.
ikke skulle stå fast.
Hvis jeg ikke finder hende i live
er det en sorg som jeg aldrig forvinder.
Jeg må overlade mig selv til Gud
og blive her for en ganske kort stund.«
Da jomfruen nu havde fået svar,
fik de øje på kæmpen.
Han kommer farende der som en gal,
han vil dræbe alt på sin vej,
for han var både bred og høj.
Over skulderen bar han en stang,
den var af stål, både tung og stærk.
Hvis han lagde den på jorden
og nogen ville stjæle stangen,
59v|var den ikke nem at skjule,
og selv om de så var ti mænd om det,
kunne de ikke bære den væk.
Han havde de riddere med sig
som I har hørt om før,
bundet både på hænder og fødder;
de troede aldrig de skulle få hjælp.
Han havde bundet dem meget hårdt
med stærke remme hver til sin hest
tværs over sadlen med hovedet ned;
sådan gør onde mænd.
Ingen af dem var så rig
at han havde en skjorte på der var hel.
Kæmpen havde i sin hånd
en stor pisk med tre haler;
der var store knuder på,
og han slog så frygteligt
på de fangne riddere, for han var vred;
man kunne høre det langvejs fra.
De heste ridderne var bundet på,
var så sultne at de ikke kunne gå,
trætte og udmattede;
han tvang dem til at gå.
En dværg drev hestene frem,
han var både halt og lam
60r|og slog på riddernes hoved og hals
– det fik de tydeligt at mærke –
han gjorde det så tit han kunne,
så det var en ynk at se på,
med den pisk han havde i hånden,
så blodet flød over deres lænder.
Sorg og smerte manglede ikke
da de kom op foran portene.
Nu gav kæmpen sig til at råbe højt:
»Her er alle dine sønner,
nu skal du give din datter fra dig,
ellers skal du dø!
Selv om du synes hun er smuk,
skal jeg få hende i min magt,
men jeg er ganske ligeglad
med at få hende selv.
Det skal hendes far nu høre:
Jeg vil ydmyge hende,
de hæsligste svende i min gård
skal hun ikke skånes for.
Selv om hun fører sig fornemt frem,
er det hvad hun fortjener.«
Husherren klagede sin nød:
»Jeg ville ønske jeg var død,
så ville den ulykke ikke ske
som jeg hver dag må se på.«
60v|Hr. Ivan svarede dertil:
»Det vil jeg i sandhed sige:
Jeg har aldrig før hørt nogen
der kunne tale så uanstændigt!
Det skal aldrig gå så galt
at du får magt over hende!«
Hr. Ivan forlangte så sin hest
og alt det udstyr han havde dér:
»Sænk nu vindebroen,
jeg vil ud til ham, på min ære!
Hvis Gud under mig den lykke
at besejre ham,
vil han give jer sønnerne tilbage
og bagefter give jer den bod han kan,
og overgive sig til jer;
da, herre, skal I lade ham leve.
Må Gud beskytte jer, mænd som kvinder,
nu vil jeg af sted med det samme.«
Da bad alle der så det,
til at Gud ville sørge for
på deres bøn med sin nåde
at frelse hr. Ivan fra denne fare,
og at han ville have held med
at fælde den store kæmpe.
Kæmpen så hr. Ivan komme,
han brølede op og bad ham vente:
»Fortæl mig om du er kommet hertil
61r|for at kæmpe med mig!
Jeg kan sige dig med sikkerhed
at den der sendte dig herhen til mig,
har forrådt dig og løjet for dig
og var ikke din ven, det siger jeg dig!
Hvad du end har gjort for ham,
det sørger han for at du selv betaler.
At du nu er kommet imod mig,
den ulykke får du aldrig erstattet.«
Hr. Ivan svarede så:
»Min gode mand, hvorfor siger du det?
Jeg vil ikke længere skændes med dig,
dine trusler blæser jeg på!
Du kan gøre præcis hvad du vil,
jeg vil ikke vige en fod for dig.«
Da hr. Ivan havde talt sådan,
huggede han sporerne i sin hest
og red mod kæmpen med det samme
og stak ham gennem det bjørneskind
som han havde haft for harnisket,
så blodet gik igennem
og flød fra ham som en strøm.
Kæmpen ænsede det ikke,
så snart han fik øje på blodet,
greb han den store stang
og slog så hårdt til hr. Ivan
at skjoldet sprang i stykker.
61v|Så blev hr. Ivan vred
og svor en højtidelig ed til kæmpen:
»Det skal du snart få betalt
hvis jeg beholder mit liv.«
Han trak så sit gode sværd
som ofte hjalp ham på hans vej,
og huggede af ham så stor en steg
– det gjorde Fjeldskræpper mindre munter –
så to ulve eller flere
ikke kunne æde en større portion.
Han stolede på at han var så stærk
at han ikke behøvede bære våben.
Da kæmpen fik det hug,
brølede han så frygteligt:
»Det skal du få betalt
så du aldrig glemmer mig mere!«
Og han slog ham så hårdt med sin stang
at han nær var faldet af sadlen.
Da hjalp Gud hr. Ivan
så hugget ikke ramte ham helt;
havde det taget ham,
var både hesten og manden døde.
I samme øjeblik løven så
at kæmpen vovede at slå hr. Ivan,
sved det den i hjertet,
og den slog sig selv til den var vred;
så sprang den hurtigt frem
og lod dem se at den ikke var halt;
62r|den både rev og bed i kæmpen
og flåede bjørneskindet af ham.
Hvor den end ramte med sin klo,
blev det hele flået af, det kan I stole på.
Den bed ham så frygteligt,
flåede sener og kød af ham
fra halsen lige til lænden;
den ville ikke stoppe før.
Han finder ikke en læge i år
der kan helbrede disse sår.
Med det største besvær man har set,
rev han sig løs fra løven
og brølede da så ynkeligt:
»Åh ve, åh ve, hvorfor kom jeg her?«
Han hævede sin jernstang
– den der var både stor og lang –
og ville slå til løven.
Den sprang hurtigt væk fra ham,
for den var bekymret for sin side
og turde ikke vente på slaget.
Slaget ramte mellem dem
– og kom ingen af dem til skade –
hele otte alen ned i jorden,
det har jeg hørt, det fortæller jeg jer.
Så snart hr. Ivan så
at stangen sad fast i jorden,
sprang han frem og slog
så frygteligt til kæmpen
62v|at arm og skulder faldt af ham
ved det hug han fik.
Endnu et hug gav han ham
– nu frygtede han ikke for hans stav –
gennem hans hoved og hans bryst
– kæmpen præsterede ikke meget –
så hugget endte i hjertet.
Da blev hr. Ivan meget glad,
og som alle andre var han ikke bange
da han så kæmpen falde
på slagmarken for sin hånd.
Man kunne høre langvejs fra
hvordan bjerge og dale skælvede
dengang han faldt til jorden.
Da kæmpen var faldet og svømmede i blod,
løb alle de der stod på borgen,
både mænd og kvinder,
hvert barn der var derinde,
alle hen hvor kæmpen lå,
og takkede hr. Ivan:
»I har frelst os fra denne fare,
Gud takke jer for den bedrift!«
Herren på borgen og fruen er glade
for at de nu kan leve i fred,
og deres store kvaler er endt,
som de har haft så længe.
63r|Da sagde både herren og fruen:
»Vi beder jer nu – hvis det kan lykkes
selv om I ikke kan blive her nu –
om at komme en anden gang
og hvile jer og slappe af;
I må gøre det også for vores skyld
når I har løst den opgave
som I har fortalt os om.«
Hr. Ivan svarede husherren:
»Det kan jeg i sandhed ikke love,
for det afhænger ganske af skæbnen
hvordan det går mig.«
Hr. Ivan bad så husherren:
»Lad jeres sønner sørge for
at tage denne dværg og bringe ham hen
hvor I kan finde hr. Gavian.
Men de behøver ikke fortælle
hvem der har frelst dem fra deres kvaler.«
De svarede at de med glæde gjorde
det han bad dem om.
Han bliver hædret og rost overalt,
for han frelste dem fra faren
og også fra den grumme død
som truede dem, og anden nød.
»Når vi finder hr. Gavian,
63v|hvis han så vil spørge os
hvilken ridder I mon er,
hvad skal vi så svare ham?«
»Så må I gerne sige,
og det behøver I ikke fortie,
at løveridderen for hans skyld
har frelst jer fra alle farer,
og sig at jeg udmærket kender ham,
og giv ham af den grund ikke mere at vide.
Jeg er bange for at det skader mig
at jeg har været så længe her.«
Ridderne svarede ham:
»Herre, vi vil rejse med jer
og så længe vi lever, forsvare jeres ære
eller dø med jer.«
Så svarede hr. Ivan dem:
»Gud takke jer,« sagde han,
»for at I ville vise mig så stor ære.
Men denne gang skal det ikke være.
Gud hilse jer alle sammen,
jomfruer, fruer og gode mænd.«
Så red han derfra så hurtigt han kunne,
den korteste vej til kapellet.
Det var middag, og mere end det,
før han nåede frem dertil.
64r|Da havde de taget den stakkels kvinde
der sad fanget i kapellet,
og bundet hende med stærke bånd,
både ved fødder og hænder,
så skændigt fast til en plade.
Det gjorde de mod hende uden grund.
Bålet var også rede
som de ville brænde hende på.
Da de ville bære hende til ilden,
kom hr. Ivan ridende
og råbte højt og bad dem vente:
»Jeg vil frelse pigen fra hendes kvaler;
Gud i Himlen ønsker ikke
at hun skal dø for jeres falskhed.
I kan ikke bevise hendes skyld;
hun skal ikke brændes for jeres løgn.«
Hans hjerte havde tiltro til Gud
at hendes frygt skulle blive til intet.
Gud ønskede ikke at hun skulle gå til grunde,
for han vidste at hun var uskyldig.
Hr. Ivan huggede sin hest i begge sider
og ville ikke længere vente,
rask red han frem til ilden
og holdt på at han ville frelse hende.
I samme øjeblik folk så det,
64v|veg de tilbage for ham
og åbnede en bred vej for ham;
de så jo godt at han var vred.
Da råbte hr. Ivan op og sagde:
»Hvor er den mand der anklager hende?
Jeg vil kæmpe for hende hvis jeg kan,
kom frem hvis du tør møde mig!«
Hr. Ivan så sig om til alle sider
og fik så øje på hvordan hun lå
på knæ og gjorde sit skriftemål
og overlod både sjæl og legeme til Gud.
Hun bar ikke andre klæder
– det kan jeg sige i sandhed –
end en revnet særk om kroppen.
Sådan stod hun dér, den stakkels pige.
De fattige kvinder der var mødt frem,
fældede alle en tåre for hende.
»Hvem kan nu komme til hjælp
og bringe besked til fruen?
Vi må alle begræde
at hun ved løgn har mistet sin ære.«
Hr. Ivan gik hen til hende
og talte til hende med venlige ord:
»Min elskede, sig mig nu,
hvor er de mænd der lyver om dig?
65r|Jeg vil forsvare din sag,
de skal tage deres ord tilbage
eller dø for min hånd,
så længe jeg er i live.«
Da Luneta så hr. Ivan,
hilste hun på ham og sagde:
»Vær velkommen for Gud i Himlen,
alt er godt nu jeg ser dig.
Var I kommet senere,
ville mit liv have været til ende.
Nu håber jeg på jeres hjælp
så al min smerte bliver bragt til ophør.
De tre mænd står rede her
som har voldt mig disse kvaler.
Gud give jer styrke i dag
for jeg ved jeg er uskyldig!«
Drosten og begge hans brødre
hørte hende tale sådan.
De råbte op og bad hende tie:
»Du skal ikke tro hvad hun siger!
Vi mener du må være gal
hvis du vil dø for hendes løgn.
Det er bedre du rider din vej,
end kæmper ene mand mod os tre.«
Dertil svarede hr. Ivan:
65v|»Jeg vil ikke flygte en fod fra jer,
selv om jeg ikke har slægtninge her.
Jeg stoler på Gud og på mine hænder.
Jeg går frygtløst imod jer
selv om I er tre og jeg er en.
Det vil snarere gå jer galt
end jeg vil flygte fra denne kampplads.
Så længe jeg er hel og uskadt,
tager jeg mig ikke det mindste af jeres trusler.
Jeg siger jer i sandhed
– såfremt det går mig godt ­–
I skal tage de ord tilbage,
hvormed I har kastet skyld på Luneta,
for det ved jeg med sikkerhed:
Hun har aldrig forrådt sin frue.
Derfor forsvarer jeg hendes sag;
jeg ved at Gud vil hjælpe mig,
han der er al retfærdighed og sandhed,
så længe jeg kæmper for sandheden her.«
Fulde af hovmod svarede de
og bad ham sende løven væk:
»Hvis du ikke vil gå din vej
vil vi ikke skåne dig for døden.«
Hr. Ivan svarede som han stod dér:
»Jeg er kommet her med den plan
66r|at jeg ene mand vil tage kampen op imod jer.
Hvis det alligevel går sådan
at løven vil gøre jer ondt,
så forsvar jer, det er mit råd;
den kan jeg ikke svare for,
det må jeg sige jer ligeud.«
»Sørg for at løven er bundet
hvis du vil kæmpe her.
Vi vil ikke kæmpe mod jer begge,
så må du hellere ride din vej.«
Da svarede hr. Ivan dem:
»Ak, Herre Gud,« sagde han,
»jeg skal frelse denne pige
om det så skal blive min død.«
Hr. Ivan så på sin løve
og bad den straks gå væk:
»Nu skal du gøre som jeg siger:
gå hen og læg dig ned!«
Løven gik med det samme sin vej
og gjorde som dens herre sagde.
Da de havde talt sådan,
red hr. Ivan fra dem,
og straks spændte han sin hjelm på
og ville sige dem sandheden.
Han havde sin lanse i hånden
66v|og red med kraft mod ridderne.
Drosten og begge hans brødre
kom nu og ville skade ham;
de ramte hr. Ivan så voldsomt
med de store lanser de havde,
ramte hans skjold så hårdt
at det faldt splintret til jorden.
Hvad hr. Ivan gjorde, det skal I høre:
Han ville ikke straks tage sin lanse i brug
og holdt den foreløbig fra dem,
for han ventede endnu hårdere kamp.
Han red hen til den anden ende
og vendte hurtigt sin hest.
Så udså han sig omhyggeligt drosten
dér hvor han red i flokken,
og red så så hurtigt imod ham
at han ikke kunne forsvare sig.
Han ramte drosten, det siger jeg jer,
så han faldt til jorden
og lå dér længe bevidstløs
så han hverken så eller hørte.
De trak deres sværd alle sammen
– nu morede det dem ikke –
67r|og huggede heftigt til hr. Ivan,
men han var klar til at værge for sig.
De var to, og han var alene,
men han var hurtig og ikke sløv;
deres hug var mange og små,
men et af hans havde større kraft end to af deres.
Han forsvarede sig samtidig så godt
at de ikke kunne sejre over ham.
Da drosten kom til sig selv,
sprang han op i en fart,
spændte hjelmen på og skred hen imod ham:
»Nu skal du få at se at jeg vil
angribe dig så hårdt
at intet kan hjælpe dig.
Hvad du før har gjort mod mig,
det vil jeg give dig tilbage.«
Nu er hr. Ivan i knibe;
alle tre falder over ham
og presser ham så hårdt
at han frygter for sit liv.
Da løven så det,
sprang den op og lå ikke længere
fordi han nu havde brug for dens hjælp,
67v|og rev straks drosten ned fra hesten
så han nu var til fods;
hans vrede holdt den ikke tilbage.
Den flår i ringene på hans brynje
så de springer fra hinanden.
Behøver jeg sige mere?
Om det var panser eller plader
hvor den rev med sin tand,
flåede den både kød og sener
af siden på den stakkels mand
så han var ude af stand til at kæmpe.
De kunne ganske tydeligt se
hvordan han var skabt indeni,
hans lever, hans lunger og hjerterod
rev løven i med sin pote.
Så faldt han til jorden
og sagde siden aldrig et ord.
Alle de der så det,
priste Gud og sagde:
»Gid Gud i sin nåde
vil frelse denne ridder fra faren
og ikke tillade at han dør
fordi han vil frelse en sagesløs pige.«
De bad for ham, som I kan høre,
men kunne ikke gøre andet for ham.
Drosten ligger nu dér og er død,
men hr. Ivan er ikke uden for fare.
68r|Hans brødre lever stadig,
de giver ham vældige hug.
Hvad han før har taget imod i kamp,
bekymrer han sig denne gang ikke om
ikke den mindste smule,
i forhold til de store hug han nu får.
Da hans løve så
at de trængte sådan ind på ham,
ville den ikke længere vente;
den sprang frem med det samme,
greb begge de to riddere
og kastede dem hver til sin side.
Netop da fik løven
så frygtelig dybt et sår
at den næsten var død
af det hug den fik.
Så snart det gik op for hr. Ivan
at hans løve var blevet såret,
blev han så frygtelig vred
og red voldsomt imod ridderne.
Han tvang dem til – hvis de ville leve –
at overgive sig som fanger.
Selv om løven er såret,
hjælper den ham hvor end den er.
Alt hvad de havde beskyldt Luneta for
68v|– det vil jeg sige –
det trak de tilbage alt sammen
– det kunne ikke gå anderledes –
og så fik de den samme straf
som de havde lovet Luneta,
at de blev brændt på bålet,
den straf gav Gud for jomfruens sag.
Nu er hr. Ivan glad og munter,
fordi han har hævet Lunetas kvaler.
Han sørger dog dybt, hvor end han går,
over de sår hans løve har fået.
De plager den så slemt
at den dårligt har kræfter til at stå;
sine egne sår, dem ænser han ikke
på grund af den sorg han føler for den.
De var ellers mange, både store og små,
men han tog sig ikke meget af dem.
Nu er Luneta frelst
og forsonet med sin frue.
Fruen genkendte ikke hr. Ivan
og takkede ham for at have hjulpet hende.
Ingen kendte hr. Ivan dér,
selv ikke hans egen elskede.
Hun bad ham så rejse med hende hjem,
og også hans løve, fordi de var sårede:
»I må hvile jer her og finde ro
indtil I begge er helbredt!«
»Gud takke jer, frue, for jeres godhed,
69r|men det bliver ikke denne gang,
for jeg kan ikke blive glad,
hverken her eller noget sted,
før jeg bliver forsonet med den frue
som jeg aldrig vil glemme.«
»Jeg synes ikke det er godt
at I ikke bliver her længere.
Når fruen afviser sådan en ridder
tænker hun ikke på
at det I har gjort mod hende,
kan I gøre godt igen.
Det kan ikke være så slemt
at hun skal klage for evigt.«
»Min frue, det bøjer jeg mig for,
det I siger, det er fornuftigt.
Men jeg kan ikke fortælle jer
hvad jeg har gjort galt, det skal jeg fortie.«
Så bad hun ham så mindeligt:
Ȯdle ridder, sig det til mig.
Er der andre end jer to der ved
hvordan du har krænket fruen?«
»Ja, frue, det skal jeg sige jer:
I er den tredje, det vedgår jeg.«
»Herre, forklar mig
hvordan det kan være sådan.
Sig jeres navn og hvad I hedder;
69v|det er det jeg vil vide.«
»Jeg vil gøre det når I nu beder mig
og ikke længere skjule mit navn.
Det skal jeg sige dig, frue:
Løveridderen kalder de mig.
Det kan jeg sige i sandhed:
Der findes ikke én i verden
hverken ridder eller svend,
der hedder sådan andre end mig.«
»Jeg vil spørge jer hvis jeg må,
hvorfor vil I gerne hedde sådan?
Jeg synes det er underligt
at jeres navn skal være sådan,
for jeg har aldrig hørt nogen tale
om løveridderen og hvad han har gjort.«
»Frue, det må I forstå
at jeg er ingen tapper mand.
Havde jeg nogensinde udført
– i en turnering eller en kamp –
ridderlighed med mine hænder,
ville jeg være bedre kendt.«
»Alligevel vil jeg bede dig, herre,
blive her hos mig i nat.«
»Nej, det kan jeg ikke
før jeg er forligt med min frue
og ved med sikkerhed
at hun vil glemme sin vrede imod mig.«
»Må Gud så være med jer
70r|og lade jer leve sundt og godt!
Gid Gud lader jer opnå det
I længes så meget efter!«
»Gid Gud vil høre jeres bøn
og lade mig erfare det.«
I det stille sagde han for sig selv:
»Gud ved jo hvad jeg mener,
at denne frue stadigvæk er her,
hun ejer nøglen til mit hjerte,
hun har betaget mig så dybt,
jeg er bange for at det ikke snart får ende.«
Da han havde talt sådan,
red han straks derfra.
Luneta rider med ham på vejen
og takker ham, det siger jeg jer.
Han beder hende nu indstændigt
om ikke at fortælle
hvilken ridder det er
der har frelst hende.
»Min herre, det vil jeg love dig,
det skal ingen høre fra mig.«
»En anden ting vil jeg bede jer om
når I får lejlighed til det,
må I ikke glemme at tænke på
at forlige mig med min frue.«
»Det vil jeg meget gerne gøre,
det skal I være sikker på,«
70v|sagde den kloge jomfru til ham,
og så tog hun afsked med ham.
Nu skal jeg fortælle jer noget:
Hans løve er ikke i stand til at gå
og magter ikke at følge med ham
på grund af de mange sår den har fået.
Hvad skal han så gribe til
der kan være bekvemmeligt for dem?
Han gik ud i skoven, hvor han fandt
blade og mos, det tog han
og lavede af det en lille seng
som han bar med sig på sit skjold.
Så gik han hen hvor hans løve lå,
og lagde den på sit skjold,
hvorpå han løftede den op på sin hest
og bragte den med sig så godt han kunne.
Fra tid til anden bar han den selv
til han omsider fik øje på
en muret gård foran sig.
Han var nu både udkørt og træt.
Han bankede så på den stærke port
og ville nødig ride derfra,
for det var nu langt ud på natten,
og hans hest var træt og kunne ikke gå mere.
Portneren kom så derhen
og spurgte hvem der var derude.
»Luk mig ind, jeg beder jer,
71r|jeg har behov for husly i nat.«
Så svarede den ædle mand:
»I er velkommen,« sagde han.
Så løb han hen så hurtigt han kunne
og lukkede med det samme porten op for ham.
Riddere og svende kom ham i møde;
de modtog ham alle høfligt.
Nogle tog hans hest ved tømmen,
og nogle lagde hans våben væk.
Da kom manden der ejede gården
og modtog ham på bedste vis.
Det samme gjorde hans sønner og to døtre
og hans kære hustru;
de tog ham samtidig med
og førte ham ind hvor han skulle overnatte.
Hans løve bar de efter ham
og var meget bekymrede for dens sår.
Det gjorde dem allesammen ondt
hvor sørgeligt et syn den var.
Værten sagde til hr. Ivan,
for han var en god mand:
»Herre, I skal blive her
indtil I er kommet til kræfter,
både I og jeres løve.
I skal få al mulig omsorg.«
Værtens døtre – det havde Gud bestemt –
var begge de bedste læger
71v|man kendte i det land.
De forbandt deres sår med deres hvide hænder
og gav dem så mange miksturer
at de snart var ganske helbredt.