Han red nu derfra, det gjorde han,
hen til det hus jeg nævnte
og fandt ingen derinde,
hverken mænd eller kvinder,
der kunne gøre ham noget.
Derfor red han så derfra,
til den indhegning der lå nær ved.
85v|Hans løve og jomfruen gjorde det samme.
Da kom ud imod ham
herren i huset med riddere og svende;
de tog hans hest i tømmen
og gemte den fuldstændig væk,
og det samme gjorde de ved den hest
som jomfruen red på,
og sagde så til hinanden:
»Dem får de aldrig tilbage.«
Da hr. Ivan kom ind i indhegningen,
så han en gammel ridder
som sad dér og lyttede til
en jomfru der læste sine bønner.
Under ham var baldakin bredt ud,
den kostbareste man kunne finde.
Jomfruen læste en romanz for ham,
en bog der hedder sådan på fransk.
En frue, den skønneste man kunne se,
sad ved siden af og lyttede
på jomfruen som læste i bønnebogen.
Hun var både vis og klog,
en af de skønneste Gud har skabt,
eller noget menneske set eller hørt om.
I værdighed, dyd og ædelt sind
stod hun over andre kvinder.
Omend andre var mægtige,
kunne de ikke stå mål med hende.
Hun var som solen mod andre stjerner;
og alle tjente hende gerne.
Den jomfru der her er tale om,
86r|var ikke ældre end femten år.
Selv hvis man tænker at Cupido
var til stede dér
– ham man kalder elskovens gud –
ville han udstede en befaling
rettet mod alle mænd,
bortset fra sig selv,
om at ingen skulle få hende
– det ville han virkelig gøre,
og opgive sin guddommelighed
og tjene hende på alle måder.
Den gamle ridder jeg nævnte,
så ofte hen på hende.
Han syntes det var en vældig glæde
at han elskede hende.
Han havde ikke andre børn i verden,
så det glædede ham des mere
så ofte at kunne høre på hende
og det mesterskab hun viste.
Nu skal I få at høre
hvad de gjorde nu,
de der var derinde hos ham.
De sprang alle op med det samme
og bød ham og alle andre der var kommet,
velkommen for Gud.
Jeg kan ikke med sikkerhed sige
i hvilken ånd de hilste på ham,
om de gjorde det som en hån
86v|eller de mente ham det godt.
Han blev meget godt modtaget;
den fornemme pige går ham selv i møde
og opvarter ham på alle måder
så han var tilfreds.
Hun afvæbnede selv den gode ridder
og stod belevent foran ham,
hun viste ham også anden ære:
Hun vaskede hans ansigt
med sin hvide hånd og små fingre,
det gjorde den ædle jomfru.
Derpå lod hun ham få klæder,
de kostbareste man har set for sine øjne,
med hermelin og rødt skarlagen;
de gjorde alle hvad jomfruen sagde.
Jomfruen var både dannet og smuk,
hun havde så mange dyder;
hun syntes det var alt for lidt
hun kunne gøre til hans ære.
Skal jeg fortælle mere?
Fruen og jomfruen, begge to,
ville ikke forlade ham
før de havde fulgt ham til sengs
og ønsket ham godnat.
Hr. Ivan faldt nu hurtigt i søvn,
hans løve lå ved hans fødder,
for det plejede den at gøre.
Så snart som dagen lysnede,
klædte hr. Ivan sig på i huset.
Så kom jomfruen atter
87r|og førte hr. Ivan derfra
til et lille kapel i nærheden;
en præst stod rede dér.
Han holdt straks messe
om Helligånden som jomfruen bad ham.
Da messen og alle bønner var ovre,
tog han afsked og ville ride.
Værten kom med indvendinger
og sagde at Ivan ikke kunne drage af sted:
»Min kære ven, der er sædvane her,
og det har det været længe
– jeg har ingen magt over det,
men jeg skal overholde det –
og alle der kommer her som gæst,
skal kæmpe med to djævle.
Jeg vil føre djævlene ind,
du må forsvare dig med det samme
hvad enten de kæmper ærligt,
eller de slår dig i ryggen.
Hvis du vil beholde livet,
må du give dig i fangenskab hos dem.«
Selv om hr. Ivan ikke var glad,
greb han straks til våben.
Så svarede den gamle mand
og sagde til hr. Ivan:
»Hvis Gud er så god imod dig
at du slår dem begge ihjel,
så vil du blive herre
over alle de fruer du så her.
Både land og borge får du herredømme over,
87v|og de vil for fremtiden lyde dig.
Min allerskønneste datter
hun skal blive din hustru.«
Hr. Ivan svarede ham:
»I sandhed, det vil jeg sige:
Gud må give mig den hustru han vil,
jeg vil ikke købe hende sådan.
Men én ting ved jeg med sikkerhed:
Selv om kejseren i Rom er særdeles mægtig
og skal bære krone dér,
kunne han ægte hende med ære.«
Værten sagde til hr. Ivan:
»Hvis Gud vil unde dig den hæder
at du besejrer dem begge,
med din styrke og tapperhed,
skal du til sidst have min datter.
Nu, herre, skal du væbne dig med ære,
djævlene kommer nu!
Gid Gud lader mig se at det går sådan.
Du er nødt til at besejre dem,
hvordan det så end går dig selv.
Jeg tror du er bange for dem,
det må min datter dybt beklage.
Du tænker at når den kamp er ovre,
får du ikke min datter.
Nej, ved Gud, sådan går det ikke,
du skal bestemt få hende.
Nu har det i lang tid været sådan
at hver eneste mand der kommer her,
enten bliver dræbt af de to
eller går i ulykkeligt fangenskab.«
88r|Hertil svarede hr. Ivan ham:
»Jeg vil med glæde kæmpe med dem,
og selv om jeg skulle sige nej,
tror jeg ikke det ville hjælpe.
Og når det nu ikke kan undgås,
så lad bare djævlene komme!«
Djævelens to sønner kom så ud
– Gud give dem begge spot og skade!
De var hæslige og onde.
Fåresønnen var meget vred.
Hver af dem havde en stang
af æbletræ, både tyk og lang.
En stor kølle sad oven på dem,
og spidse pigge stak ud fra den,
gjort af stål som det var deres skik.
Den kunne ingen stå sig imod.
Alt hvad han slår på med denne kølle,
det går til grunde som om det ikke fandtes.
Disse to djævlesønner
de havde store panserskjorter på,
der rakte midt ned på benene.
De var altid parat til at slås.
Deres hoved og fødder var bare
da de gik hr. Ivan i møde;
begge havde et skjold,
men ikke andre våben.
De var både stærke og grimme,
og hjulbenede forneden.
Da det gik op for løven,
viste den tænder og lagde sig ned
88v|og rullede sig sammen som en bold
dér hvor den lå på jorden
som et pindsvin plejer at gøre
når det ser noget det ikke vil høre,
og den skælvede som et espeløv,
for den var vred og ikke glad
og slog i jorden med sin hale.
Den var bange for sin herres fare
og så jo klart at de to
ville gøre hr. Ivan ondt.
Så sagde djævlene:
»Jag den løve væk fra os,
vi vil ikke have den her,
eller erklær dig for fange.
Det vil ikke hjælpe dig
at den løve truer os.
Få den tøjret så fast
at den ikke kan snyde os
og komme dig til hjælp.
Hvis du så har lyst, så kom an
her på denne kampplads
så du aldrig kommer dig
så længe du er i live.«
Så svarede hr. Ivan:
»Du truer mig virkelig,« sagde han.
»Jeg synes det lyder på jeres ord
som om I to er bange for løven!
Hvis det kan hjælpe jer noget,
så har jeg virkelig lyst til at se det!«
Den djævel der var født af et får,
var hurtig til at svare:
89r|»Få nu den løve fjernet!
Det skulle du have gjort for længe siden;
den må ikke være her på pladsen
mens vi kæmper her.
Du må ikke få hjælp af den
– hvordan det end vil gå dig –
for så er I to mod os to,
og sådan må det ikke være;
du skal kæmpe alene mod os to,
eller overgive dig på vores nåde.«
»Hvor skal jeg lukke den ind
så det passer jer?«
De viste ham et lille rum:
»Lad den ligge derinde og sove,
og lås så døren efter dig
så den ikke skader os!«
»Det vil jeg så gøre,
men Gud kan alligevel hjælpe mig!«
Han tog med det samme sin løve
og førte den ind i rummet
og låste døren så godt han kunne,
tog så nøglen og kastede den
i ansigtet på den onde fjende:
»Tag dig selv af den, din lede satan!«
De førte nu hans hest ud til ham,
den var sadlet og rede.
Han sprang på hesten, for han var vred,
og red så mod de to djævle.
Han stak så den ene af sadlen
så han lå og ømmede sig.
Han sprang op og greb til våben:
»Hvad du her har givet mig,
89v|det skal du nu betale for
hvis jeg kan overleve.«
De slog nu begge til hr. Ivan,
de to fæle djævle,
så han nær var sunket til jorden
af de voldsomme hug han fik.
Ivan havde en hård leg
som når man leger »forsvare en steg«,
først den ene og så den anden
slog de så frygteligt til ham
at hjelmen bulede som læder,
og skjoldet sprængtes oppe i vejret,
og store stykker af skjoldet sprang
– så nyttede det ikke at bede for sit liv.
Nu var hr. Ivan i knibe;
alt hvad han før havde været igennem,
i kamp eller andre farer,
så han ofte så døden for sig,
dét forekom ham som intet
imod de slag han nu tog imod.
Hr. Ivan forsvarer sig alt hvad han kan
imod de to djævlesønner;
han hugger hårdt til begge sider.
Fåresønnen står foran ham,
og han giver ham igen for den skade
han havde lidt fra deres side,
med et hug så tungt og hårdt
at han faldt til jorden
med køllen han havde i hånden,
så han ikke kunne mærke sin arm.
Kunne hans løve nu hjælpe ham?
Det kan I nu få at vide i bogen.
Jeg vil sige jer sandheden:
Det havde hr. Ivan nu god brug for.
90r|Hvis I vil høre, fortæller jeg nu
hvad løven gjorde dér hvor den lå.
Den tænker meget over
hvordan hr. Ivan hjalp den dengang
da slangen ville dræbe den,
og den leder alle vegne efter
om der skulle være et hul
som den kunne komme igennem.
Den hører hr. Ivan få drøje hug
af djævlene der går imod ham,
og tænker med det samme
at han har brug for dens hjælp.
Og den ville gerne gøre gengæld,
hvis den kunne komme til det,
at han havde hjulpet den
da slangen ville slå den ihjel.
Da nu løven fandt ud af
at den ikke kunne komme ud til ham,
blev den så rasende over det
at den nær havde mistet forstanden.
Den faldt så ned foran døren
og fik dér kig på et lille hul
under den tærskel den lå på.
Den gravede så, så hurtigt den kunne,
lige til hullet var så stort
at den netop kunne komme igennem.
Hr. Ivan blev efterhånden træt
af at kæmpe med de stærke djævle;
han kæmpede godt til begge sider;
deres skjolde var berømte,
de var hårdere end stål.
Det var en mærkelig kamp;
de vældige hug hr. Ivan gav,
bed overhovedet ikke på dem.
90v|I denne uhyrlige fare
blev hr. Ivan bange for sit liv,
for ingen af dem var blevet såret
bortset fra at den ene var halt.
Hr. Ivan havde mange sår
og blødte voldsomt hele tiden.
Det tog så hårdt på ham
at han nær havde givet op.
I samme øjeblik kom hans løve
og afhjalp nogle af hans kvaler.
Løven sprang hurtigt frem
og greb den djævel der ikke var halt,
og kastede ham til jorden
så han ikke turde røre sig;
hvis han ikke straks får hjælp,
kan han aldrig komme væk.
Alle de der var kommet der,
både små og store,
takkede alle sammen løven
da de så djævlen falde.
Den anden djævel begyndte at skrige
og ville hen til sin kammerat
dér hvor han lå så ynkeligt,
og ville slå løven værk fra ham:
»Hvad kan det nytte at leve længere
når jeg har mistet min kammerat?«
Så snart hr. Ivan så
at djævlen vendte sig væk fra ham,
løb han hurtigt hen til ham
med det sværd han havde i hånden,
og huggede mod hans hals så hårdt han kunne,
så hovedet fløj til jorden
og halsen faldt foran ham.
Hr. Ivan steg af sin hest og var glad.
Da sagde de der stod omkring ham:
91r|»Ved Gud i Himmerige,
I alle de lande hvor jeg har rejst,
har jeg aldrig set et bedre hug
end det som denne djævel fik!
Det skal Gud og Vor Frue belønne jer for!«
Hr. Ivan løb nu i en hast
hen hvor den anden og løven lå,
og ville hjælpe den.
Da løven så det,
rev den skulderen af hans krop
som var den skåret med en kniv.
Om han så drog til Montpellier
og tilbød guld og sølv og ære,
kunne han ikke finde en læge
der kunne hele sådan et sår.
Djævelen bad nu så mindeligt:
»Få det frygtelige dyr væk fra mig
der har kvæstet mig så hårdt,
selv om jeg ikke kendte til dig.
Jeg forstår dog tydeligt, herre,
at jeg har krænket jer groft,
og også mange andre;
derfor er min sorg så meget større.
Jeg beder jer nu om nåde,
lad mig ikke lide mere!
Man skriver derom, og siger også
at den ikke fortjener nåde
der ikke selv vil vise nåde.
Lad mig alligevel leve, herre,
når jeg ikke selv kan forsvare mig;
jeg kan aldrig komme herfra.«
Hr. Ivan svarede ham:
»Hvis jeg har lyst og hvis jeg vil,
sig først utilsløret
og alle dem der ser til
at du ikke magter mere.
Derefter vil jeg tage løven til mig,
den skal ikke skade dig mere.
Så kan du derpå bevare livet
det under jeg dig af hele mit hjerte;
og skal du dø, og hvis det sker,
så må det gå som det går.«
