forrige næste

Mens hr. Ivan boede der
hørte de den nyhed
at en mægtig ridder dér på egnen
desværre lå syg i sit hus.
Han var en dumdristig mand,
hr. Villum den Rige hed han.
Af denne sygdom døde han,
det fandt hans venner sørgeligt.
Han efterlod sig to døtre,
de skønneste man havde set for sine øjne.
De kom så op at skændes om deres bo,
om hvem der havde ret til det.
Den ældste søster sagde
at den yngste ikke skulle have
noget af boet, ikke den mindste smule,
før hun drager til hoffet
og dér får sig en mand
der kan forsvare hende.
Da jomfruen forstod
at hendes søster var så uretfærdig,
tænkte hun ved sig selv
at hun skulle finde kong Artus
og klage sin nød for ham
72r|før hendes søster kom dertil.
Hun steg på sin hest og red
den lige vej til Karidol
for at klage sin nød.
Men hendes anstrengelser er spildt,
for inden hun når frem,
er hendes søster kommet
og har forelagt sin sag for hoffet
så riddere og svende har hørt det.
Hr. Gavian har lovet hende
at han vil forsvare hende hvis hun har ret,
men beder hende tie om det
og ikke fortælle det til nogen –
»hvis jeg skal kæmpe for jer
og fjerne jeres bekymring.«
Hun svarede ham: »Det vil jeg gøre,
ingen skal høre om det fra mig,
og jeg vil ikke fortælle nogen
om det før det er jeres ønske.«
Senere ankom så
den yngste søster for at klage.
Hun havde en kappe på
af brunt skarlagen
foret godt med hermelin,
og sådan trådte hun ind foran kongen.
Tre dage inden det
var dronningen kommet tilbage
72v|med dem der var taget til fange med hende,
ridende op foran Karidols port,
og nu var de løsladt og atter fri
fra det fængsel hun havde været i,
hvilket Malegrans havde gjort,
som I har hørt for længe siden.
Alle de der blev fanget med dem,
er nu atter kommet hjem,
både riddere og svende,
bortset fra Lanselar.
Det skyldtes falskhed og bedrag
at han blev tilbage, det må jeg sige.
Den samme dag som man forstår
at den yngre jomfru er kommet,
og Fjeldskræpper er slået ihjel,
syntes de alle det var godt.
Hr. Gavians to søstersønner
hører man disse nyheder fra.
De hilste nu hr. Gavian
som løveridderen havde bedt dem,
og fortalte dem samtidig
hvordan han havde gjort ende på deres kvaler.
Jomfruen som var deres søster,
hilste højt og klart hr. Gavian:
»Morbror, jeg vil fortælle dig
at løveridderen frelste mig.
Det gjorde han for jeres skyld,
73r|hans frelste os fra al fortræd.
Han ønsker jer mange gode nætter
og sagde I udmærket kender ham.«
Hr. Gavian svarede jomfruen:
»Løveridderen, ham har jeg aldrig set
og heller aldrig hørt om
før end nu hvor du har nævnt ham.«
Den jomfru jeg omtalte før,
hun stod nær ved og hørte på det
og bekymrede sig, den stakkels kvinde,
fordi hun ingen ridder kunne finde
som for hendes skyld
ville påtage sig denne kamp.
Med tårer i øjnene bad hun hr. Gavian:
»Min kære herre, hvis I kan,
gør det for jomfruers æres skyld:
Kæmp for min sag nu jeg er her!«
Så svarede hr. Gavian hende:
»Jeg gjorde det gerne,« sagde han,
»hvis jeg ikke havde påtaget mig en kamp
som jeg nødvendigvis må kæmpe;
det kommer I til at finde jer i,
det siger jeg jer, det må I vide.«
Da jomfruen nu forstod
at hun ikke kunne få den gode ridder,
gik hun til kong Artus
73v|og klagede endnu en gang sin nød:
»Jeg synes det er underligt
– jeg har aldrig hørt om den slags før –
at jeg ikke her kan finde
en der tør påtage sig
at forsvare min sag når nu jeg har ret,
og vi ikke selv kan forsone os.
Jeg vil råde min søster til
at lade mig være i fred
og lade mig få hvad der tilkommer mig
retteligt efter min far.
Hvis hun, selv om hun er stædig,
ikke gjorde mig sådan uret,
kunne hun meget bedre få
det hun vil af det jeg har,
uden nogen stridigheder
hvis hun opførte sig retfærdigt.
Selv om jeg ingen hjælp får her
nu hvor jeg er kommet hertil,
skal I vide, så sandt jeg lever,
at jeg ikke vil opgive min ret.«
Kong Artus svarede jomfruen:
»I taler som en kløgtig kvinde.«
Han sendte bud efter hendes søster:
»Nu vil jeg høre jeres ord,
og lade riddere og svende høre det.
Jeg vil gerne forlige jer;
jeg beder og befaler så meget jeg kan,
74r|at I lader hende få hvad der tilkommer hende.«
Den ældste jomfru svarede så:
»Ved alle helgener, nej, det gør jeg ikke,
ikke for trusler og ikke for bønner;
det skal hun få at føle.
Om hun så kunne leve tusind vintre,
vil jeg aldrig give hende en eneste penning,
medmindre hun finder sig en ridder
der vil stå op mod min kæmpe.«
Kong Artus svarede hende så:
»Jomfru, I tænker ikke på
at selv om I har en sleben tunge,
kan I ikke få hvad der tilkommer jeres søster.
Hun har jo stadig fyrre dage
til at finde en der vil hjælpe hende.
Den betingelse kan vi ikke bryde
hvis hun skal nyde retfærdighed her.«
Jomfruen var så rask til at svare:
»Så må det være sådan,
jeg kan ikke sige jer imod
selv om jeg aldrig får fordel af det.
I kan befale over jeres land og love
så det er nu i jeres hænder, herre.
Hvis hun anmoder om det i jeres påhør,
vil jeg gøre det sådan for jeres skyld.«
Jomfruen bad sin søster om det
74v|og drog så bort med det samme.
Hun grublede hele tiden over
hvor hun kunne finde løveridderen;
hun stoler fuldstændig på
at Gud vil vise hende derhen.
Hun red til mange herrers riger
og veg ikke tilbage for noget.
Høje bjerge og dybe dale
kom hun kun over med stort besvær,
og hun spurgte alle hun mødte:
»Er der nogen her der kan vise mig hen
til den jeg leder efter?
Løveridderen hedder han.«
De svarede hende og sagde: »Nej,
jomfru, den ridder kender vi ikke,
og vi har aldrig hørt tale om
at nogen ridder skulle hedde sådan.«
Det gjorde hende så ondt
at hun dårligt kunne ride.
Men hun blev også meget glad
da hun på den tid var kommet
derhen hvor hendes slægtninge var
og venner som holdt af hende.
Man kunne tydeligt se på hende
at hun var tynget af sorg,
og hun blev lagt i seng som syg;
hendes smerte var både tung og lang.
75r|Hun fik en pige tilkaldt,
den af dem alle hun stolede mest på:
»Min kære veninde, jeg beder dig,
om at påtage dig
at drage ud med det samme
for at finde løveridderen,
og ikke lade mit ærinde slå fejl
nu jeg ikke selv kan rejse.«
Jomfruen gjorde sig så klar
og sagde hun gerne ville rejse:
»Jeg kommer ikke tilbage her
før jeg har fundet ham.«
Hun tog afsked, og så red hun bort,
hun kendte ikke vejen så godt.
Jomfruen red i fare
– hun havde ingen svend med sig – 
så hurtigt som hesten kunne rende,
lige til dagen var ovre,
og natten nærmede sig.
Hun ved ikke rigtig hvad hun skal gøre.
Nu er hun nede i en dal,
den vej hun skal ride, er snæver.
Regn og hagl besværer hende,
der er så meget at hun ikke kan se,
det er meget voldsomt.
Den nat var hende en pinsel,
jomfruen er dybt bedrøvet,
75v|for nu er hun i knibe.
Hun aner ikke hvad hun skal gøre,
men beder Gud om hjælp,
beder om at han vil sørge for
at hun kan få husly den nat,
og fri hende fra de ulvehyl
som hun hørte så vældig støj af.
Efter et lille stykke vej
svandt en del af hendes kvaler.
Der lå en borg ikke langt derfra,
og vægteren sang deroppe.
Hvad det var han sang,
hørte jomfruen tydeligt,
og hun red så efter stemmen
den vej hun vidste var kortest.
Hun kom til et kors på en bro,
så talte hun og sagde:
»Jeg håber, ved Gud, den almægtige,
at jeg skal få husly i nat,
og nu ved jeg bestemt
at denne vej vil føre mig
derhen hvor jeg hørte vægteren synge
med dejlig stemme og megen glæde.«
Vejen var god og jævn,
hun forstod at hun havde ret,
og red den vej der lå foran hende,
hen til den borg hun så foran sig.
76r|Om huset lå tre grave,
de smukkeste man kunne se for sit blik;
derover gik skjulte gangbrædder,
de var både smalle og lange.
Jomfruen gik så ind
over brædderne hen til porten.
Det gjorde hun ganske behændigt;
hun kom over uden at nogen så det,
og kaldte så på vægterne:
»Er I vågne, eller sover I alle?«
Så svarede en vægter der stod på muren:
»I er velkommen, gode jomfru!
Nu I er kommet hen over disse broer,
skal I nok få behageligt husly her.«
Jomfruen svarede: »Gud belønne jer;
det har jeg virkelig behov for!«
Han lukkede så med det samme porten op for hende
og gik hende venligt i møde:
»Jomfru, I skal komme med mig,
jeg skal sørge for alt I har brug for.«
Så førte han hende ind i en opvarmet stue:
»Herinde, jomfru, skal I sove.«
Han sørgede for hende på alle måder
både med mad og drikke,
og bød hende så godnat:
»Hvis I mangler noget, jomfru,
så må I sige det til mig,
det er hvad jeg vil bede jer om.«
76v|Tidligt om morgenen da dagen gryede,
klædte jomfruen sig så på med det samme
og hilste samtidig på dem alle
og sagde at hun ville ride straks.
Værten i huset svarede så:
»Hvis jeg må, vil jeg gerne spørge:
Sig mig hvis I kan,
hvorfor vil I rejse herfra så hurtigt?«
Hun svarede: »Det vil jeg gerne gøre,
hvis I har lyst til at høre på det.
Jeg leder efter en ridder,
løveridderen hedder han.
Jeg har hørt så meget om ham
og de bedrifter han har udført.
Jeg håber jeg kan finde ham
så jeg kommer over mine kvaler.
Gud og de gode mænd ved
at jeg endnu aldrig har set ham.«
Værten svarede hende så:
»Gud ved at det er sådan det er.
Du skal vide, min kære,
at det ikke er længe siden at han var her,
og jeg så med egne øjne
at han dræbte kæmpen Fjeldskræpper
og frelste mig fra store sorger.
Det skal Gud, der bestemmer alt, belønne ham for.
Når I rider af sted herfra,
kan I se ham foran vor port,
77r|hvor han ligger, og det vil jeg sige:
En fælere trold har jeg aldrig set.«
»Ædle ridder, på tro og ære,
så sandt som I er en hæderlig mand,
og for alle jomfruers æres skyld:
Sig mig hvor han er!«
»Gud ved jeg ikke kan sige
hvor I kan finde ham,
men jeg vil vise jer den vej
ridderen red herfra.«
Han følger hende så uden for porten:
»Den vej skal I ride,
vejen på højre hånd;
den fører jer til fremmede lande.«
Hun tog afsked med det samme
og gjorde som ridderen havde sagt.
Hun red så hurtigt hun kunne
til hun fik øje på kilden.
Så bad hun til Gud i hjerte og sind
om at hun ville finde løveridderen.
Hun red så fremad en tid
gennem en lille grøn lund
og fandt et fornemt hus.
Der spurgte hun hver eneste mand
som hun mødte, og som hun så,
om nogen kendte ham
hun ledte efter og elskede,
og som kaldtes løveridderen.
De svarede hende med det samme:
77v|»Vi har set ham for kort tid siden;
han tog ene mand kampen op mod tre,
og gjorde det af med dem alle sammen.«
»Jeg beder jer ved jeres ære:
Sig mig hvor han er!«
De svarede alle og sagde: »Nej,
hvor han er, det ved vi ikke.
Hvis I har lyst og vil finde ham,
så vil vi vise jer den kvinde
der var den sidste af os der så
den ridder I søger så ivrigt efter.«
Da de havde vekslet disse ord,
kom Luneta gående
ned fra kapellet der stod nær ved,
og hun hilste nu på den gode jomfru.
Jomfruen bad så Luneta:
»Jeg beder jer for jeres godheds skyld,
ved I hvor løveridderen er,
så vis mig det nu hvor jeg er her!«
78r|Dertil svarede så Luneta
at hun gerne ville gøre det:
»Ja, bestemt, jeg vil følge jer
hen hvor jeg skiltes fra ham sidst.«
Jomfruerne red så sammen,
talte om meget og morede sig.
Luneta fortalte jomfruen
hvordan løveridderen hjalp hende
dengang hun skulle brændes på bålet,
og hvordan han forsvarede hendes sag.
Da de havde snakket længe,
sagde Luneta til jomfruen:
»Det er denne vej I skal rejse ad,
og hold jer omhyggeligt til den
indtil I finder nogen
der kan sige noget om ham.
Sidste gang jeg mødte ham
skiltes jeg fra ham her.
Hvad han siden da har bedrevet,
har jeg ikke hørt.
Så længe du har en retfærdig sag,
håber jeg Gud lader dig finde ham sund og rask,
og det lige straks.
Så bliver jeres sorger mindre.
Nu farvel min kære,
jeg kan ikke blive her længere.
Og jeg beder jer, jomfru:
Hils ham på mine vegne.«
Luneta drog så tilbage igen;
jomfruen red alene derfra
den vej han havde vist hende.
Den førte hende til netop den by
hvor både hr. Ivan og hans løve
var om natten og hvilede ud
og lod deres sår blive helet
før de drog derfra.
Værten gik hende selv i møde;
han kaldte straks på en svend:
78v|»Du skal tage hendes hest
og tage dig af den så godt du kan.«
Han førte jomfruen med sig op:
»I skal være velkommen for Gud og for mig
hvis I vil blive her i nat,
og ellers sig hvorhen I vil ride.«
Dertil svarede jomfruen ham:
»Jeg vil sige mit ærinde:
Jeg er rejst ud for at finde en ridder,
løveridderen hedder han.
Jeg beder jer på jeres ære,
sig mig hvor han er.«
»Ja, såmænd,« sagde han,
»jeg vil give jer besked om den ædle mand:
Hvis I ikke standser her,
kan I finde ham i aften,
for han er netop redet herfra.«
Da blev jomfruen glad
og takkede ham for hans gode gerning:
»Nu vil jeg så tage afsked med jer
og ride til ham så hurtigt jeg kan.«
»Det råder jeg jer til at gøre.«
Hun steg så på sin hest
og red derfra så hurtigt hun kunne,
ad den vej der lå foran hende;
og hun standsede ikke før hun så ham.
Da hun fik øje på ham,
sagde hun til sig selv:
79r|»Gid Gud Herren i sin nåde
vil lade denne ridder beslutte
at han vil følge med mig;
så bliver jeg virkelig hjulpet.
Ellers har jeg spildt min tid
og alt mit besvær.
hvis han ringeagter mig sådan.«
[…]
Hun rider hurtigt frem til ham
og hilser ham så høfligt hun kan:
»Hvor er det godt jeg har fundet jer,
som jeg så længe har ledt efter.«
Hr. Ivan så på jomfruen
og svarede hende så høfligt han kunne:
»Gud hilse jer nu og til alle tider,
og fri jer for angst og bekymring!«
»Gid Gud vil høre jeres bøn
og give mig syn for sagn.
Bortset fra Gud er det jer der kan sikre
at jeg kan beholde min ære.«
Mens de to red sammen,
sagde den gode jomfru til ham:
»Hvis I vil høre på mig,
vil jeg klage min nød for jer.
Dag og nat har jeg redet
siden jeg blev sendt ud til jer;
velsignet være den gode stund
der sendte mig her hvor jeg mødte jer!
En både høvisk og mægtig jomfru
79v|har sendt mig her til dig.
Ædle herre, overvej dette
og gør hvad min jomfru beder om
der har redet i mange dage efter jer
over bjerge og dale, så lang en rejse,
indtil hun lagdes i sygeseng
hverken i stand til at gå eller ride.
Men hun ville gerne tjene jer
så hun sendte mig, sin egen kammerpige,
her for at bede om jeres hjælp,
for hun har lidt stor skade.
Hun har mistet den ejendom
som for Gud med rette er hendes.
Det har hendes søster gjort,
jeg formoder I ikke har hørt det før.
Vil I opfylde hendes bøn
og modtage belønning fra Gud i Himlen
og for jeres ridderlige ære
hævne den uret hun har at klage over?
Herre, nu må I give mig besked
om I for Guds skyld vil gøre det.
Hvis I hellere ønsker at være i fred
end at forsvare min jomfrus sag,
så er hun snydt af den agtelse
hun havde fået ved at høre om jer.«
Hr. Ivan svarede hende så:
»Jeg egner mig ikke til længe at være i fred;
hvis jeres jomfru har brug for min tjeneste,
80r|så vil jeg med glæde følge jer,
for dén får sjældent ros ved hoffet
der hele tiden vil sove hjemme.
Jeg vil hjælpe hende så godt jeg formår
mod dem der fører sag mod hende,
hvis Gud vil give mig held med det,
det siger jeg jer bestemt.«
Jomfruen blev nu glad og fro
da hun hørte ridderen sige det,
og sagde så venligt til ham:
»Det skal Gud, den almægtige, lønne jer for.«
De havde talt med hinanden længe
da de omsider nåede frem
til en fornem borg der lå foran dem,
Pineborg hed den.
Det var nu langt ud på dagen,
de var ikke i stand til at ride længere.
Så sagde de der boede i huset:
»Det er uklogt af dig at komme her.
Den der foreslog husly her
gav dig et elendigt råd.
Når du er kommet her til os,
får du sorg og smerte her
hvis ikke du straks rider væk
her fra vores hovedport.«
Hr. Ivan svarede uden morskab:
»Må Gud blive vred på jer alle sammen.
80v|Man kan tydeligt mærke på jer
at I alle er onde herinde.
Hvornår har jeg krænket nogen af jer
så I ønsker mig så meget ondt?«
»Hvis ikke du straks rider væk,
vi du få det at føle før næste nat;
og hvis du kommer ind i huset,
så lærer du det – det bliver værst for dig!«
Hr. Ivan nægtede at ride væk,
så han red op til deres port
og befalede dem straks at lukke ham ind:
»Hvad enten det går mig godt eller skidt,
jeg vil ind, hvis jeg kan!«
Vægteren råbte fra brystværnet:
»Min gode mand, hvad vil du herinde?
Det er en stor elendighed
at du vil skynde dig til din død.
Her får du skam og ingen ære,
så du skulle hellere holde dig ude!«
Men hr. Ivan sagde til dem:
»Hvorfor siger I sådan, I sølle mænd?
Hvad er det I beskylder mig for?
Hvorfor vil I jage mig væk?
I alle de lande jeg har besøgt,
har jeg aldrig set så uhøflige folk
som jeg tror der er her;
det vil jeg sværge på ved Gud.«
Da han havde talt sådan,
81r|kom en frue ham i møde
– hun var en ærværdig gammel kvinde –
og hilste høfligt på ham:
»I skal ikke blive vred, min herre,
eller anstrenge jer på nogen måde.
Jeg vil i sandhed sige
at det de har sagt til jer,
ikke er uden grund.
De vil jer det alle sammen godt
og advarede jer nu
mod at komme ind i borgen.
Gør I det – det vil jeg sige –
så kommer I til at fortryde det.
De turde ikke advare jer på anden måde
end ved at modtage jer med ord.
Sådan plejer de at gøre,
de modtager alle med den slags ord,
for de vil nødig se
at nogen dér kommer i fortræd.
Selv os der bor herudenfor,
er det med dødsstraf forbudt,
selv hvis det er så god en mand,
at vove at give ham husly
medmindre vi ved hvor han kommer fra,
nej, det må virkelig aldrig ske.
Nu har jeg fortalt jer om skik og brug,
hvordan det står til her på borgen.
Jeg forbyder jer ikke at ride ind,
men råder jer til at blive ude.«
Hr. Ivan svarede hende:
81v|»Det er blevet nat nu.
Selv hvis jeg rider væk med det samme,
hvor skal jeg så sove i nat?«
Fruen svarede ham:
»Gør som du vil!
Hvis I kommer derfra uden mén,
så må I begge takke Gud.
Gid Gud vil give mig den lykke
at se jer igen i live!«
»Gud lønne jer, frue, for den godhed
nu og til alle tider!
Så er det min beslutning
at jeg ikke kan lade være.
Her skal jeg nødvendigvis ind
og vove mit liv denne gang.«
»Må Gud være med jer, herre!«
Han svarede: »Lev så vel!«
Nu red hr. Ivan så derfra
og kom hen til deres hovedport.
Hans løve gik sammen med ham
og jomfruen også, det siger jeg.
Han bankede på porten med sine fingre
og bad portneren lukke sig ind:
»Luk straks porten op for mig,
jeg vil ind, det siger jeg dig!«
Så svarede portneren ham:
»Skal jeg sige det igen?
Skynd dig væk så hurtigt du kan!
Ellers sætter du livet på spil herinde.«
82r|Hr. Ivan svarede ham:
»Jeg vil vove livet her!«
Så sænkede de vindebroen:
»Rid nu ind hvis du vil
når du er så opsat på det
og se hvordan det går dig!«
Han red så uden om dem alle
og tog sig ikke af hvad de råbte.
Et stort hus fik han så øje på,
midt på marken stod det.
Uden om det var der en mægtig slette
– han vidste ikke hvad det skulle betyde –
rundt om det et stakit,
der var både højt og stærkt.
I denne indhegning var der
tre tusind piger og ædle kvinder.
De spandt guld og vævede bånd,
men ingen af dem var glade;
de sørgede alle sammen
over de trængsler de havde dér.
Bliant og baldakin,
det fornemste man kan finde,
og alverdens kostbare ting
lå der alle vegne omkring,
sager man laver af guld og silke,
som I kan høre her i bogen.
De arme fruer der sad der,
så sørgelige så de ud,
ingen af dem var så rig
82v|at den kjortel hun havde på, var hel,
kinderne magre og halsene smalle,
sådan gik de alle omkring.
Deres farve var gul og bleg,
og det var af sult og ikke af leg.
På deres klæder var der mange lapper;
fra deres hals og til deres fødder
sad den ene klud efter den anden.
Det brød hr. Ivan sig ikke om:
»Det er sørgeligt og uværdigt
at disse fruer er undertrykt sådan.«
Fruerne begyndte alle at græde
og klage sig så ynkeligt
og sænkede alle hovedet.
Det plagede dem så slemt
at det var en ynk at se på
at de havde det så jammerligt.
Da han længe havde hørt på deres gråd
og deres ynkelige klage,
vendte han om igen
og red med det samme til porten.
Portneren kom hen til ham
og begyndte at tale så underligt:
»Du kunne ikke drage væk
så nu skal du blive herinde.
Det vil jeg sige dig i sandhed:
Du handlede som en galning
da du var opsat på det
du ingen ære kunne vinde ved,
kun skam og skændsel.
Du lyttede ikke til mit råd
83r|da jeg bad dig ride herfra,
Nu skal du blive herinde.«
»Min kære ven, hvorfor siger du sådan?
Jeg synes det er underligt.
Jeg tænkte aldrig på
at drage herfra sådan.
Jeg vil spørge dig om andre ting,
der plager mit hjerte.
Hvem er de stakkels kvinder
der laver guld herinde
og er så plaget af sult
at de dårligt nok er i stand til at gå?«
»Ved Gud – siger jeg dig –
får du det aldrig at vide af mig.
Du må spørge en anden mand,
der kan fortælle det eventyr.«
»Jeg kan se at der ikke er andet for
hvis jeg vil vide det.«
Han red nu igen til indhegningen
og fik der øje på en lille dør.
Han steg af og bandt sin hest
ved indhegningen som han nu kunne,
og så gik han ind til fruerne
og hilste dem med venlige ord:
»Gud hilse jer, både gamle og unge,
må han gøre en ende på jeres kvaler og plager
og fri jer for sorg og smerte;
det gør Gud i sin nåde!«
Så svarede en gammel frue ham:
83v|»Gid Gud vil høre jeres bøn og lade den virke!
Jeg tænker at I er kommet her
fordi I vil vide hvem vi er.
Det skal vi ikke skjule for dig
når du nu hilser så kærligt på os.«
»Jeg vil gerne forstå
hvordan I er kommet i denne nød.«
»Der var en mægtig og munter konge
– en tid gik det ham meget godt –
han ville sjældent være hjemme
i det land vi kommer fra.
Dyst og turnering var lige ham,
mange lande besøgte han
efter eventyr.
Så kom han engang
på sin rejse her til denne borg
– og det må vi alle begræde.
På grund af hans hovmod og tåbelighed
lider vi mange kvaler.
Jeg er bange for at det nu går sådan
at I for en del skal få det at mærke,
at I må bøde for kongens hovmod
selv om I ikke er skyldig i det,
med mindre Gud i sin nåde
frelser jer fra denne fare.
Som jeg fortalte jer før,
kom han til sidst herind.
De der har magten i dette hus
det er to djævlesønner.
Hvem kan huske noget så sært:
Den ene var født af en kvinde,
84r|og den anden var født af et får.
Det siger jeg jer ganske åbent.
Da han havde sovet her en nat,
kunne han ikke tage væk om morgenen
før han havde kæmpet ene mand mod dem begge
eller givet fortabt som fange på deres nåde.
Den unge konge, vor herre,
var ikke tyve år endnu
og var ikke i stand til at kæmpe mod dem,
så han måtte overgive sig
og bøje sig for dem
hvis han ville overleve.
Han forhandlede med dem for livet sådan
at han skulle give dem hver især
halvandet tusind fornemme piger;
og når nogen af dem dør,
skal han sende så mange hertil
at de aldrig bliver færre.
Så længe disse djævle lever,
skal han betale denne skat
indtil Gud vil sørge for
at nogen slår dem begge ihjel.
Så bliver vi frelst fra denne jammer
og kan leve i fred derefter.
Men vi ved med sikkerhed
at den mand ikke findes
der ene mand kan besejre de to,
og det må vi dybt begræde.
Derfor siger jeg stakkels kvinde:
Jeg ved det aldrig kan blive sådan
at vores sorg kan få ende
84v|før døden når os.
Det er derfor vi må udstå nød
med sult og tørst på vand og brød,
og dertil går vi nøgne
så det er en ynk at se på.
Aldrig får vi ydet så meget
at det ikke bliver taget fra os.
Hvad enten vi laver mere eller mindre,
har vi intet ud af det, vi stakkels kvinder.
Blandt os er der aldrig en
der er så langsom til sin gerning
at hun kan lave mindre om ugen
end hvad der er tyve skilling værd;
derfor får vi ikke mere
end fire penning af kobber.
For dem skal vi alle lide
både med maden og det hårde slid.
En konge ville blive rig
hvis han kunne tjene sådan en skat
som disse djævle får fra os
der behandler os så nedrigt.
De tvinger os og truer os til
at gøre mere end vi kan.
Og skulle det enkelte gange ske
at vi arme kvinder slapper af,
så truer de med at koge og stege os
hvis ikke vi gør som de befaler;
og derfor får vi aldrig fred
så længe de djævle har magt over os.
Men hvad hjælper det mig at klage sådan
85r|når det jo altid vil være det samme?
Det ved den almægtige Gud
at jeg ikke kan sige hvor mange plager
de byder os på alle måder,
og som vi altid må tåle her.
Det der volder allermest smerte
er at vi daglig ser riddere og svende
som kommer her på eventyr
miste deres liv og lemmer
til de to ondskabsfulde djævle
så vi alle kan se det.
Jeg frygter det også vil ske for dig.
Gud ved det smerter mig
at du skal kæmpe imod dem
før du kan ride herfra.«
Hr. Ivan svarede hende:
»Gud frelse jer alle,« sagde han,
»og give mig sin hjælp
så jeg kan dræbe begge de djævle.
Jeg sætter min lid til Gud.
Nu vil jeg straks gå hen
til det store hus derhenne;
Gud bevare jer alle herinde!«
Han red nu derfra, det gjorde han,
hen til det hus jeg nævnte
og fandt ingen derinde,
hverken mænd eller kvinder,
der kunne gøre ham noget.
Derfor red han så derfra,
til den indhegning der lå nær ved.
85v|Hans løve og jomfruen gjorde det samme.
Da kom ud imod ham
herren i huset med riddere og svende;
de tog hans hest i tømmen
og gemte den fuldstændig væk,
og det samme gjorde de ved den hest
som jomfruen red på,
og sagde så til hinanden:
»Dem får de aldrig tilbage.«
Da hr. Ivan kom ind i indhegningen,
så han en gammel ridder
som sad dér og lyttede til
en jomfru der læste sine bønner.
Under ham var baldakin bredt ud,
den kostbareste man kunne finde.
Jomfruen læste en romanz for ham,
en bog der hedder sådan på fransk.
En frue, den skønneste man kunne se,
sad ved siden af og lyttede
på jomfruen som læste i bønnebogen.
Hun var både vis og klog,
en af de skønneste Gud har skabt,
eller noget menneske set eller hørt om.
I værdighed, dyd og ædelt sind
stod hun over andre kvinder.
Omend andre var mægtige,
kunne de ikke stå mål med hende.
Hun var som solen mod andre stjerner;
og alle tjente hende gerne.
Den jomfru der her er tale om,
86r|var ikke ældre end femten år.
Selv hvis man tænker at Cupido
var til stede dér
– ham man kalder elskovens gud –
ville han udstede en befaling
rettet mod alle mænd,
bortset fra sig selv,
om at ingen skulle få hende
– det ville han virkelig gøre,
og opgive sin guddommelighed
og tjene hende på alle måder.
Den gamle ridder jeg nævnte,
så ofte hen på hende.
Han syntes det var en vældig glæde
at han elskede hende.
Han havde ikke andre børn i verden,
så det glædede ham des mere
så ofte at kunne høre på hende
og det mesterskab hun viste.
Nu skal I få at høre
hvad de gjorde nu,
de der var derinde hos ham.
De sprang alle op med det samme
og bød ham og alle andre der var kommet,
velkommen for Gud.
Jeg kan ikke med sikkerhed sige
i hvilken ånd de hilste på ham,
om de gjorde det som en hån
86v|eller de mente ham det godt.
Han blev meget godt modtaget;
den fornemme pige går ham selv i møde
og opvarter ham på alle måder
så han var tilfreds.
Hun afvæbnede selv den gode ridder
og stod belevent foran ham,
hun viste ham også anden ære:
Hun vaskede hans ansigt
med sin hvide hånd og små fingre,
det gjorde den ædle jomfru.
Derpå lod hun ham få klæder,
de kostbareste man har set for sine øjne,
med hermelin og rødt skarlagen;
de gjorde alle hvad jomfruen sagde.
Jomfruen var både dannet og smuk,
hun havde så mange dyder;
hun syntes det var alt for lidt
hun kunne gøre til hans ære.
Skal jeg fortælle mere?
Fruen og jomfruen, begge to,
ville ikke forlade ham
før de havde fulgt ham til sengs
og ønsket ham godnat.
Hr. Ivan faldt nu hurtigt i søvn,
hans løve lå ved hans fødder,
for det plejede den at gøre.
Så snart som dagen lysnede,
klædte hr. Ivan sig på i huset.
Så kom jomfruen atter
87r|og førte hr. Ivan derfra
til et lille kapel i nærheden;
en præst stod rede dér.
Han holdt straks messe
om Helligånden som jomfruen bad ham.
Da messen og alle bønner var ovre,
tog han afsked og ville ride.
Værten kom med indvendinger
og sagde at Ivan ikke kunne drage af sted:
»Min kære ven, der er sædvane her,
og det har det været længe
– jeg har ingen magt over det,
men jeg skal overholde det –
og alle der kommer her som gæst,
skal kæmpe med to djævle.
Jeg vil føre djævlene ind,
du må forsvare dig med det samme
hvad enten de kæmper ærligt,
eller de slår dig i ryggen.
Hvis du vil beholde livet,
må du give dig i fangenskab hos dem.«
Selv om hr. Ivan ikke var glad,
greb han straks til våben.
Så svarede den gamle mand
og sagde til hr. Ivan:
»Hvis Gud er så god imod dig
at du slår dem begge ihjel,
så vil du blive herre
over alle de fruer du så her.
Både land og borge får du herredømme over,
87v|og de vil for fremtiden lyde dig.
Min allerskønneste datter
hun skal blive din hustru.«
Hr. Ivan svarede ham:
»I sandhed, det vil jeg sige:
Gud må give mig den hustru han vil,
jeg vil ikke købe hende sådan.
Men én ting ved jeg med sikkerhed:
Selv om kejseren i Rom er særdeles mægtig
og skal bære krone dér,
kunne han ægte hende med ære.«
Værten sagde til hr. Ivan:
»Hvis Gud vil unde dig den hæder
at du besejrer dem begge,
med din styrke og tapperhed,
skal du til sidst have min datter.
Nu, herre, skal du væbne dig med ære,
djævlene kommer nu!
Gid Gud lader mig se at det går sådan.
Du er nødt til at besejre dem,
hvordan det så end går dig selv.
Jeg tror du er bange for dem,
det må min datter dybt beklage.
Du tænker at når den kamp er ovre,
får du ikke min datter.
Nej, ved Gud, sådan går det ikke,
du skal bestemt få hende.
Nu har det i lang tid været sådan
at hver eneste mand der kommer her,
enten bliver dræbt af de to
eller går i ulykkeligt fangenskab.«
88r|Hertil svarede hr. Ivan ham:
»Jeg vil med glæde kæmpe med dem,
og selv om jeg skulle sige nej,
tror jeg ikke det ville hjælpe.
Og når det nu ikke kan undgås,
så lad bare djævlene komme!«
Djævelens to sønner kom så ud
– Gud give dem begge spot og skade!
De var hæslige og onde.
Fåresønnen var meget vred.
Hver af dem havde en stang
af æbletræ, både tyk og lang.
En stor kølle sad oven på dem,
og spidse pigge stak ud fra den,
gjort af stål som det var deres skik.
Den kunne ingen stå sig imod.
Alt hvad han slår på med denne kølle,
det går til grunde som om det ikke fandtes.
Disse to djævlesønner
de havde store panserskjorter på,
der rakte midt ned på benene.
De var altid parat til at slås.
Deres hoved og fødder var bare
da de gik hr. Ivan i møde;
begge havde et skjold,
men ikke andre våben.
De var både stærke og grimme,
og hjulbenede forneden.
Da det gik op for løven,
viste den tænder og lagde sig ned
88v|og rullede sig sammen som en bold
dér hvor den lå på jorden
som et pindsvin plejer at gøre
når det ser noget det ikke vil høre,
og den skælvede som et espeløv,
for den var vred og ikke glad
og slog i jorden med sin hale.
Den var bange for sin herres fare
og så jo klart at de to
ville gøre hr. Ivan ondt.
Så sagde djævlene:
»Jag den løve væk fra os,
vi vil ikke have den her,
eller erklær dig for fange.
Det vil ikke hjælpe dig
at den løve truer os.
Få den tøjret så fast
at den ikke kan snyde os
og komme dig til hjælp.
Hvis du så har lyst, så kom an
her på denne kampplads
så du aldrig kommer dig
så længe du er i live.«
Så svarede hr. Ivan:
»Du truer mig virkelig,« sagde han.
»Jeg synes det lyder på jeres ord
som om I to er bange for løven!
Hvis det kan hjælpe jer noget,
så har jeg virkelig lyst til at se det!«
Den djævel der var født af et får,
var hurtig til at svare:
89r|»Få nu den løve fjernet!
Det skulle du have gjort for længe siden;
den må ikke være her på pladsen
mens vi kæmper her.
Du må ikke få hjælp af den
– hvordan det end vil gå dig –
for så er I to mod os to,
og sådan må det ikke være;
du skal kæmpe alene mod os to,
eller overgive dig på vores nåde.«
»Hvor skal jeg lukke den ind
så det passer jer?«
De viste ham et lille rum:
»Lad den ligge derinde og sove,
og lås så døren efter dig
så den ikke skader os!«
»Det vil jeg så gøre,
men Gud kan alligevel hjælpe mig!«
Han tog med det samme sin løve
og førte den ind i rummet
og låste døren så godt han kunne,
tog så nøglen og kastede den
i ansigtet på den onde fjende:
»Tag dig selv af den, din lede satan!«
De førte nu hans hest ud til ham,
den var sadlet og rede.
Han sprang på hesten, for han var vred,
og red så mod de to djævle.
Han stak så den ene af sadlen
så han lå og ømmede sig.
Han sprang op og greb til våben:
»Hvad du her har givet mig,
89v|det skal du nu betale for
hvis jeg kan overleve.«
De slog nu begge til hr. Ivan,
de to fæle djævle,
så han nær var sunket til jorden
af de voldsomme hug han fik.
Ivan havde en hård leg
som når man leger »forsvare en steg«,
først den ene og så den anden
slog de så frygteligt til ham
at hjelmen bulede som læder,
og skjoldet sprængtes oppe i vejret,
og store stykker af skjoldet sprang
– så nyttede det ikke at bede for sit liv.
Nu var hr. Ivan i knibe;
alt hvad han før havde været igennem,
i kamp eller andre farer,
så han ofte så døden for sig,
dét forekom ham som intet
imod de slag han nu tog imod.
Hr. Ivan forsvarer sig alt hvad han kan
imod de to djævlesønner;
han hugger hårdt til begge sider.
Fåresønnen står foran ham,
og han giver ham igen for den skade
han havde lidt fra deres side,
med et hug så tungt og hårdt
at han faldt til jorden
med køllen han havde i hånden,
så han ikke kunne mærke sin arm.
Kunne hans løve nu hjælpe ham?
Det kan I nu få at vide i bogen.
Jeg vil sige jer sandheden:
Det havde hr. Ivan nu god brug for.
90r|Hvis I vil høre, fortæller jeg nu
hvad løven gjorde dér hvor den lå.
Den tænker meget over
hvordan hr. Ivan hjalp den dengang
da slangen ville dræbe den,
og den leder alle vegne efter
om der skulle være et hul
som den kunne komme igennem.
Den hører hr. Ivan få drøje hug
af djævlene der går imod ham,
og tænker med det samme
at han har brug for dens hjælp.
Og den ville gerne gøre gengæld,
hvis den kunne komme til det,
at han havde hjulpet den
da slangen ville slå den ihjel.
Da nu løven fandt ud af
at den ikke kunne komme ud til ham,
blev den så rasende over det
at den nær havde mistet forstanden.
Den faldt så ned foran døren
og fik dér kig på et lille hul
under den tærskel den lå på.
Den gravede så, så hurtigt den kunne,
lige til hullet var så stort
at den netop kunne komme igennem.
Hr. Ivan blev efterhånden træt
af at kæmpe med de stærke djævle;
han kæmpede godt til begge sider;
deres skjolde var berømte,
de var hårdere end stål.
Det var en mærkelig kamp;
de vældige hug hr. Ivan gav,
bed overhovedet ikke på dem.
90v|I denne uhyrlige fare
blev hr. Ivan bange for sit liv,
for ingen af dem var blevet såret
bortset fra at den ene var halt.
Hr. Ivan havde mange sår
og blødte voldsomt hele tiden.
Det tog så hårdt på ham
at han nær havde givet op.
I samme øjeblik kom hans løve
og afhjalp nogle af hans kvaler.
Løven sprang hurtigt frem
og greb den djævel der ikke var halt,
og kastede ham til jorden
så han ikke turde røre sig;
hvis han ikke straks får hjælp,
kan han aldrig komme væk.
Alle de der var kommet der,
både små og store,
takkede alle sammen løven
da de så djævlen falde.
Den anden djævel begyndte at skrige
og ville hen til sin kammerat
dér hvor han lå så ynkeligt,
og ville slå løven værk fra ham:
»Hvad kan det nytte at leve længere
når jeg har mistet min kammerat?«
Så snart hr. Ivan så
at djævlen vendte sig væk fra ham,
løb han hurtigt hen til ham
med det sværd han havde i hånden,
og huggede mod hans hals så hårdt han kunne,
så hovedet fløj til jorden
og halsen faldt foran ham.
Hr. Ivan steg af sin hest og var glad.
Da sagde de der stod omkring ham:
91r|»Ved Gud i Himmerige,
I alle de lande hvor jeg har rejst,
har jeg aldrig set et bedre hug
end det som denne djævel fik!
Det skal Gud og Vor Frue belønne jer for!«
Hr. Ivan løb nu i en hast
hen hvor den anden og løven lå,
og ville hjælpe den.
Da løven så det,
rev den skulderen af hans krop
som var den skåret med en kniv.
Om han så drog til Montpellier
og tilbød guld og sølv og ære,
kunne han ikke finde en læge
der kunne hele sådan et sår.
Djævelen bad nu så mindeligt:
»Få det frygtelige dyr væk fra mig
der har kvæstet mig så hårdt,
selv om jeg ikke kendte til dig.
Jeg forstår dog tydeligt, herre,
at jeg har krænket jer groft,
og også mange andre;
derfor er min sorg så meget større.
Jeg beder jer nu om nåde,
lad mig ikke lide mere!
Man skriver derom, og siger også
at den ikke fortjener nåde
der ikke selv vil vise nåde.
Lad mig alligevel leve, herre,
når jeg ikke selv kan forsvare mig;
jeg kan aldrig komme herfra.«
Hr. Ivan svarede ham:
»Hvis jeg har lyst og hvis jeg vil,
sig først utilsløret
91v|for den skare fruer
og alle dem der ser til
at du ikke magter mere.
Derefter vil jeg tage løven til mig,
den skal ikke skade dig mere.
Så kan du derpå bevare livet
det under jeg dig af hele mit hjerte;
og skal du dø, og hvis det sker,
så må det gå som det går.«
Nu kom folket løbende,
hver en sjæl der var i borgen.
Værten selv, som havde gården,
takkede ham så meget han kunne,
og kyssede ham hjerteligt:
»Jeg lover Gud og dig
at du skal få min datter
og alt det gods jeg ejer,
og blive herre over borg og land;
alt det vil jeg skænke dig.«
Hr. Ivan lo så hjerteligt
og sagde til ham:
»Skulle jeg få hende til hustru,
ville jeg tage det som en kostbar gave,
så jeg må dybt beklage
at det ikke kan blive sådan.
Dermed mener jeg ikke
at jeg ringeagter hende;
jeg kender ingen herre nok så mægtig
at hun ikke vil være ham ligebyrdig.
Men jeg har en bøn til jer
hvis I vil opfylde den,
om disse stakkels kvinder
der var i fangenskab herinde,
at I giver dem fri og lader dem rejse
til det land de plejede at bo i,
92r|for I skal vide i sandhed
at jeg har frelst dem ærligt.«
Værten svarede ganske retfærdigt:
»Jeg lader dem gerne rejse.
I har nu dræbt de to djævle
som var skyld i al deres ulykke.
Det vil jeg sige i sandhed:
Du har frelst dem som en mand!
Nu vil jeg råde jer til at gøre
som jeg har bedt jer om før:
Tag min datter, gør det!
Det vil være en hæder for jer.
Hvis I ikke synes hun er rig nok,
så må jeg tænke over det
og lægge så meget oveni
som du selv vil have.
Hvis du mister hende her,
ved du ikke hvor du får en bedre,
en der sådan bevarer sin dyd og forstand
og ikke glemmer sin ære.«
Hr. Ivan svarede ham:
»I ved ikke hvordan det er med mig,
og jeg vover ikke at sige det til jer,
så lad mig nu rejse min vej,
for jeg kan ikke nu
få hende eller andre kvinder.
Den jomfru der fulgte med mig hertil,
stoler fuldstændig på mig.
Hun vil ikke længere vente på mig,
så I må lade mig ride herfra.
Hvad enten det går mig godt eller skidt,
vil jeg følge hende, hvis jeg skal bestemme.«
92v|»Nej, sådan skal det ikke gå,
jeg vil holde dig som fange
så længe du er så hovmodig
at du ikke vil have min datter
skønt jeg tilbyder dig det så ærefuldt.
Du kommer til at fortryde at du kom hertil.«
»Den almægtige Gud ved ganske klart
at jeg gerne ville have hende,
men denne gang kan det ikke ske.
Men at I tager mig til fange her,
det kan heller ikke ske,
og det skal jeg vise jer nu.
Lad mig rejse, det beder jeg dig,
for at frelse den jomfru der følger med mig.
Jeg vil love jer på mit ord
at jeg vil gøre sådan:
Hvis Gud giver mig støtte til
at jeg kan fri hende fra hendes sorger,
så vil jeg komme her tilbage.
Hvis det er jeres vilje
at I vil give hende til mig,
så vil jeg blive hos jer.«
»Gud give dem besvær
der vil høre usandhed fra dig.
Du vil ikke svigte mig,
rejs nu hvorhen du vil!
Jeg er ikke så ked af min datter
– det må du vel forstå –
at jeg vil påtvinge dig hende,
nej, i sandhed, det vil jeg ikke!
Rejs nu væk, og skynd dig lidt!
93r|Og selv hvis du aldrig kommer igen,
tager jeg mig ikke det mindste af det,
det skal du vide i rene ord.«
Hr. Ivan rejste nu bort derfra.
Som det var lovet, kom de stakkels fruer
alle ud foran ham
to og to i procession
– nu så de fornemme ud.
Hvor finder man deres lige,
så mange fruer der rejser sammen,
det er da en værdig flok.
Efter dem kom riddere og svende
ud til ham og knælede for ham
og bad ham ivrigt
om at han for Guds skyld
skulle tilgive dem oprigtigt
for at have taget så dårligt imod ham.
De der boede uden for borgen,
de gjorde det samme;
de fulgte ham på vej
dér hvor han selv red foran.
Hr. Ivan svarede, det vil jeg sige:
»Hvad I har sagt til mig,
det vil jeg villigt tilgive jer.
Gud holde jer sunde og raske,
for I har intet sagt til mig
som jeg synes har gjort mig skade.«
De takkede ham alle med kærlige ord
og bad Gud bevare ham.
Så trådte de stakkels kvinder frem
og tog afsked alle sammen.
De bad så inderligt Gud
give ham belønning i Himmerige
93v|for at have frelst dem af deres kvaler;
og derpå rejste de hjem til deres egne lande.
Hr. Ivan drog nu straks derfra,
både om dagen og natten
til der var gået otte dage.
Den niende dag hen ad aften kom han
til den borg jeg har fortalt om
hvor jomfruen lå syg
og hver dag længtes efter ham
så hun kunne tale med ham.
Jomfruen får at vide
at ridderen er kommet,
og pludselig går hendes sygdom over
på grund af den glæde hun fik
i hjertet på alle måder.
I det øjeblik følte hun det
som om hun var stået op fra døden,
og befriet for alle sorger,
for nu forventer hun at få hjælp
så hendes søster ikke kan
tage hendes arv fra hende
med sine falske anklager.
Hendes kinder var blege,
det kunne de tydeligt se på hende,
men hun sparede ikke på høfligheden,
hun gik hr. Ivan i møde
og hilste ham så godt hun kunne.
Det bliver for meget, tror jeg, at fortælle dig
hvor kærligt hun tog imod ham
med glade ord og værdig mine
der anstod hende vel.
De sov dér den nat,
om morgenen red de straks derfra,
94r|jomfruen og hr. Ivan,
derhen hvor de kunne finde kong Artus,
i borgen Karidol, hvor han nu befandt sig.
I næsten fyrre dage har han været der
og ventet på om der kommer nogen
der skal forsvare jomfruens sag.
Den ældste søster var ved hoffet allerede
og spurgte hver dag kongen:
»I må vel lade den sag falde;
hun kan ikke, så længe hun lever,
finde nogen ridder
der vover at møde min kæmpe.«
Hendes søster var ikke så langt derfra
som hun da tænkte og sagde.
Den samme aften ankom hun,
og løveridderen var med hende.
Nu er der ikke meget tilbage
af tiden, det må I vide,
bare en dag, når den er gået,
og kommer der ikke en forsvarer,
så har hun lovformeligt
mistet sin fædrenearv, som hun havde krav på.
Han tog nu logi, den gode ridder,
i et lille hus der lå i nærheden
uden for borgen, det gjorde de,
jomfruen og hr. Ivan,
de fandt nattely dér den nat
til det atter med ét blev dag,
for at ingen skulle genkende ham,
hverken ven eller slægtning.
For hvis han var redet hen til det hus
94v|den aften mens det var lyst,
havde man straks kunnet se
hvilken ridder det var.
Da nu natten var gået
stod han op og væbnede sig,
og så red de i hemmelighed derfra,
ridderen og jomfruen,
nær hen ved borgen foran dem,
og hvilede dér til solen stod op.
Hr. Gavian var redet væk
så ingen vidste besked om ham,
og ingen andre end han selv
vidste hvornår han kom hjem igen,
hverken riddere eller svende,
bortset fra den jomfru
som han skulle kæmpe den kamp for
som han havde påtaget sig.
Han kom så i det skjulte tilbage til hoffet
så ingen af dem der dér
var til stede, kunne bevise
hvilken ridder han var,
for han havde ikke den rustning på
som han plejede at bære.
Da sagde den ædle jomfru
som ville sin søster ondt
og ville berøve hende
den formue hun havde ret til:
»Jeg vil bede jer, kong Artus
– gør det både for Gud og for mænd – 
lad mig ikke vente længere!
Tiden nærmer sig,
95r|den sidste dag er kommet,
hvor min søster skulle være her
med den ridder hun talte om,
som skulle møde min kæmpe i kamp.
Jeg synes der er dårlige udsigter til
at min søster kommer hertil;
derfor, herre, kan I nu
beslutte at jeg har ret.
Tildøm mig formuen og lad mig rejse,
for sådan bliver det alligevel.
Det vil jeg sige jer: Sådan går det,
det kan jeg love jer på min ære.
For I ved jo med sikkerhed
at jeg har været her uden svig
fra den første dag og til nu
siden I bad mig vente, herre,
og spildt så meget af min tid
og så mange af mine anstrengelser.
Derfor bør det ikke undre,
herre, at jeg vil gøre det:
rejse hjem og leve i fred
og ikke bekymre mig over hendes falske sag
efter alt det besvær – som I har hørt –
min søster har voldt mig.
Nok har hun ordet i sin magt,
men af vores fædrenearv får hun ikke
så meget som en fodsbred
hvad enten hun piber eller synger,
for det tilkommer mig med rette
at jeg får hele arven!«
95v|Da kongen nu forstod
at hun var så uforskammet
at hun ville handle mod al ret,
svarede han hende ligeud:
»Jomfru, I må stadig vente lidt,
for jeg kan umuligt tillade
at kongens magt, som Gud har givet mig,
bliver gjort til ret, det siger jeg dig.
Alle gode mænd kan se
at det ikke er middag endnu.
Der kan ske meget før da
som vi kun ser lidt til nu.«
Da kongen havde talt sådan,
kom jomfruen og hr. Ivan
hurtigt ridende sammen
så ingen kunne vide hvem han var,
for hans løve var blevet tilbage
i det hus jeg nævnte,
hvor han overnattede
sammen med jomfruen, som jeg siger.
I samme øjeblik kongen så
at den yngre jomfru var kommet,
kendte han hende straks igen,
og han blev inderligt glad,
for at hun ville fremtvinge kamp
hvis hun skulle få sin ret.
Han talte venligt til hende:
»I skal være velkommen for Gud og for mig!«
Ridderne løftede hende af hesten
og modtog hende på bedste måde.
Så snart hendes søster så
96r|at kong Artus modtog hende så godt,
og at hun havde bragt en ridder med
som hun havde så stor en tiltro til,
blev hun så sort som jord
og stod dér og mælede ikke et ord.
Jomfruen gik så til kongen
og tog ordet så høvisk:
»Vi er kommet hertil på jeres nåde,
denne ridder og jeg.
Gud takke ham for den godhed
at han ville komme her
og hjælpe mig efter bedste evne
til at få det gods jeg har ret til!
Han gjorde hvad jeg bad ham om
skønt han havde lovet sig andetsteds hen,
hvor han havde nok at gøre;
det får I at høre senere.
Så høvisk er han indstillet
at han fulgte mig stakkels kvinde hertil
uden rigtig at vide hvem jeg er,
og dog vil han kæmpe for mig her.
Min herre, jeg beder nu min søster
om at gøre dette:
af venlighed og på jeres råd
at lade mig få mit gods godvilligt.
Jeg forlanger intet af det hun ejer,
hvis hun ikke vil afvise mig.«
Den ældre søster svarede hertil:
»Det vil jeg sige dig:
Jeg vil intet have af dit,
for du har hverken lidt eller meget,
så du kan gå og lægge dig
96v|og stoppe med alt det sludder du bringer til hoffet.
Du kan aldrig prædike sådan
at du får mere af den grund.«
Den yngste søster svarede:
»Man må virkelig beklage
at disse to riddere for vores skyld
skal kæmpe og anstrenge sig,
og dog er det en beskeden sag
min ridder skal kæmpe for.
Jeg synes det er ynkeligt
at du vil tvinge mig til
på denne måde at miste mit gods
på grund af bedrag og snedige kneb fra din side.
Men jeg vil ikke opgive min ret
hvis min ridder overlever.
I vil selv få at føle
at jeg står fuldt ud ved min ret.
Derfor vil jeg takke dig
hvis du vil være så nådig
at lade mig få hvad jeg har ret til
og ikke berøve mig det med uret.«
Den ældste søster svarede vredt:
»Du skal få en ulykke i stedet!
Gud skal brænde mig op
før nogen skal få at høre
at du har fået en eneste penning,
inden disse riddere
løser vores uenighed
om det som jeg har ret til.
Og Gud skal ikke lade mig leve
hvis jeg vil opgive denne strid!«
Da svarede den yngste jomfru:
»Ak, Herre Gud, jeg beder dig,
97r|mit håb er knyttet til din nåde;
hjælp min ridder igennem dette,
nu han skal slås for den rette sag
og dermed forsvare mig
selv om han ikke skylder mig det,
for jeg kender ham kun lidt.«
Da de havde talt sådan,
trådte ridderne frem begge to.
Folket stimlede sammen,
og alle ville se
hvem af de to der var stærkest
og kunne besejre den anden.
Jeg synes det er underligt
at verden drejer omkring sådan,
at de der før var gode venner,
nu skulle kæmpe imod hinanden.
Før ville de begge hinanden det bedste,
nu ville de slå hinanden ihjel.
Hver for sig tænker de på
at gøre den anden skade.
De huggede sporerne i deres heste;
de vovede begge at møde den anden.
Så stødte de voldsomt sammen
med de store lanser de havde;
begge stak den anden så hårdt
at deres lanser splintredes.
Havde de genkendt hinanden,
så havde de ikke kæmpet sammen.
De trak deres sværd og fór mod hinanden
– nu fandt de det ikke morsomt mere – 
de slog ubændigt på hinanden;
ville ikke vige for hinanden,
ikke så meget som en fod
97v|– det kom af deres stolthed.
Deres gode sværd, de bed så hårdt
at de trak den røde sved:
Gennem hjelm og brynjeringe
så man deres blod springe ud;
deres ansigter og deres kinder
svulmede samtidig op.
Deres sværd blev sløve og bed ikke godt,
de stolede ikke længere på dem;
så trak de hver sin kniv
– begges liv var på spil –
og huggede voldsomt mod hinanden
så der sprang ild fra deres hjelme,
man tænkte at deres hjelme skulle brænde;
de kunne ikke kende hinanden igen.
Deres næver var så hårde;
ingen af dem sparede den anden.
De sloges næsten den halve dag
så når en af dem gav den anden et slag,
lod den anden ikke vente på sig,
men gav ham det straks tilbage.
Deres skjolde var så forslåede
at de ikke var dem til nogen nytte;
de havde fået så mange sår
at jeg frygter for at det bliver deres død
med mindre Gud mager det sådan
at nogen kan skille dem ad.
Selv om heltene var stærke,
blev de begge trætte,
men ingen levende kunne sige
hvem af dem der ville vinde,
og begge kan vel hjemtage prisen
for den strid de kæmpede dér,
98r|og begge trak sig tilbage,
de havde begge behov for et hvil
og satte sig ned på jorden.
De sagde ikke et ord til hinanden.
Da de havde hvilet sig en tid,
begyndte de atter den hårde kamp
og sloges da så voldsomt
at enhver der var til stede,
og alle de der så på,
talte til hinanden og sagde:
»Skal disse riddere smadre hinanden
af hensyn til disse jomfruers arv?
Det ville da være en ulykke
hvis de skulle dø for det.
De kan aldrig blive belønnet
for den tapperhed de har vist,
og det er meget sørgeligt
at de skal volde hinanden
så megen nød og så stort besvær
og ingen af dem for sin egen skyld!«
Den ene elsker den anden så højt
at havde han vidst hvem han var,
ville han hellere dø
eller overgive sig til ham.
Ridderne begynder nu
at lytte til og høre på
at folket der stod udenom
omsider begyndte at tale om
om kongen ville bestemme sig for
at dømme retfærdigt imellem dem
selv om det ikke var det de ville,
og dermed skille ridderne ad.
Den yngste jomfru svarede da:
98v|»Det er jeg ganske tilfreds med.«
Den ældste jomfru svarede: »Nej!
Det ved Gud, jeg gør det ikke;
jeg vil ikke opgive min ret
så længe jeg ser at min ridder lever.«
Dronningen bønfaldt kongen:
»Opfyld min bøn og lad mig det høre.
Den yngste jomfru skal have en tredjedel
hvis det ikke kan blive mere,
hvis hun ikke kan modtage mere
af den formue hun er ude efter,
og lad dem være forligt dermed
så ridderne kan skilles ad.
Jeg synes det er helt forkert
at en af dem skal dø.«
Så svarede kong Artus hende:
»I har tydeligt hørt her i borgen,
at den ældste jomfru er så ondsindet
at hun ikke vil adlyde mig.
Men når hun vil have det sådan,
må hun sørge så godt hun kan, for sig selv.«
Alle de folk der var kommet,
undrede sig over hvordan det gik til,
for ingen havde nogensinde
set så lige en kamp mellem to,
for hver gang én satte benet frem,
slog den anden ham straks tilbage.
Da sagde fattige som rige:
»Man finder ikke de ridderes lige!
Bare vi vidste hvem det er
der kæmper så tappert her!
Det er et under at disse
gode riddere aldrig bliver trætte!«
99r|Natten faldt nu over dem
så de næppe kunne se hinanden.
De var sårede, udkørte, trætte,
de kunne ikke få armene op
over hovedet med deres sværd,
derfor var deres slag ikke meget værd.
Borte var nu al deres styrke
af stor træthed, det har jeg hørt.
Blodet vældede fra deres sår
som en kedel der står på ilden.
Begge var bange for den andens hug,
og ville gerne være i fred.
Jeg synes ikke det er sært
at de havde trang til at hvile sig.
Af disse to årsager
holdt de op og hvilede ud.
Før de gik fra stedet,
blev de begge glade.
Hr. Ivan ville nu spørge
hvad den anden ridder hed:
»Ædle ridder, jeg spørger dig nu:
Hvad er dit navn, og hvem er du?«
Hr. Gavian genkendte ikke hans stemme,
og det synes jeg ikke er sært,
for han hviskede og kunne ikke tale;
det kom af smerterne fra blodet,
der løb fra ham til stor plage for ham,
at han ikke rigtig kunne bruge sin tunge.
Så talte hr. Ivan:
»Ædle ridder,« sagde han,
»os kan ingen give skylden for
at vi ikke kan blive her længere.
99v|At vi nu skal gå hver til sit,
det skyldes denne mørke nat.
Jeg vil sige i sandhed
at du er den tapreste mand
jeg i mine dage har set,
en mand der vil vove sit liv så ridderligt!
Jeg har aldrig nogen sinde
kæmpet så hård en kamp.
Jeg erkender i sandhed
at for de slag du har givet mig,
venter jeg næppe at blive helbredt,
hverken på hænder eller på fødder.
Jeg kan dårligt bevæge mig nu,
det kan I både se og høre.
Jeg siger ganske ærligt
at I kan bevæge jer sådan
at den skal tage sig meget i agt
der skal forsvare sig mod jer.
Jeg troede aldrig jeg ville finde
– hverken blandt hedenske eller kristne –
én der kunne kæmpe så længe med mig
uden at jeg slog ham ned.
Derfor må jeg erkende
at du har lært mig en lektie.
Dine voldsomme slag gør mig så ondt
at jeg hverken kan se eller høre.
Herre, I må tro mig,
jeg har aldrig i mine dage
set så stærk en mand,
der kan bruge sit sværd sådan
og vise sig så tapper.
100r|Det vil jeg nu prise jer for.
Men sig mig nu, herre, hvad I hedder
– det er det jeg vil vide –
hvilken slægt du kommer af,
og hvem dine nærmeste slægtninge er.
Hvis jeg vidste hvem du var født af,
så fandt jeg mig i mine plager.«
Hr. Gavian svarede så:
»Jeg ved nu med bestemthed
at jeg fik flere slag af dig,
det kan jeg tydeligt mærke.
Jeg kan sige i sandhed
at dine var dobbelt så hårde som mine.
Jeg frygtede at jeg skulle flygte for dig;
når jeg slog et, så slog du tre.«
Hr. Ivan svarede ham så:
»Gud give jeg vidste hvem I er!
Det er det jeg vil vide:
jeres navn og hvad I hedder.«
Hr. Gavian lo og sagde så:
»Det ved den almægtige Gud,
at har jeg har givet dig nogle slag,
så har du gengældt dem i dag
og skrevet dem sådan på min hjelm
at jeg aldrig kan glemme dem.
Derfor vil jeg nu sige dig,
og ikke længere tie med det:
Mit navn er Gavian,
min fars navn var kong Lot.«
Så snart hr. Ivan hørte det,
vil I høre hvad han gjorde?
Han kastede sværdet og skjoldet fra sig
100v|langt væk på den sorte muld,
og klagede sig så ynkeligt:
»Ak, hvilken ulykke!
Hvad er dog det for en grusom stund
at jeg ikke genkendte dig før!
Havde jeg vidst hvem du var,
ville jeg straks ganske åbenlyst
have givet mig til kende
og underkastet mig dig.
For selv for alverdens ære
ville jeg ikke i kamp med dig
hvis jeg vidste hvem du var,
hr. Gavian, min kære slægtning.«
Da hr. Gavian nu hørte det,
sagde han til den gode ridder:
»Jeg synes det her er underligt!
Hvem er du da? Hvorfor siger du sådan?«
»Jeg hedder Ivan, din slægtning,
Kong Urian hedder min far.
Jeg elsker dig højere end nogen anden
jeg kender i hele verden.
Du har vist mig respekt ved hoffet,
derfor har jeg pligt til at sætte dig højt.
Overalt har du agtet mig højere
end du har agtet dig selv.
Hvad jeg har gjort mod dig,
– det ved Gud – det angrer jeg.
Jeg lover dig derfor erstatning
for det jeg har gjort imod dig.
Jeg erkender at jeg er overvundet
over for alle der her er til stede.«
Høfligt svarede hr. Gavian:
101r|»Gud forbyde,« sagde han,
»at jeg nogen sinde for sådan en sag
skulle modtage penge eller erstatning,
for jeg erkender klart
at jeg angrer det jeg har gjort mod jer.
Det I tilbyder mig,
det skal sandelig ikke ske!«
Hr. Ivan svarede: »Nej,
det skal virkelig ikke ske,
for jeg er træt og kan ikke stå
– det kan jeg takke din hånd for.
Det er derfor min pligt at overgive mig
og underkaste mig dig.«
Hr. Gavian talte og svor ved Gud:
»Så sandt Gud hjælpe mig,
har jeg aldrig været i sådan en nød
for noget menneskes hånd
som du har sat mig i,
det siger jeg dig i sandhed.
Det siger jeg ikke i den hensigt
at rose dig bag din ryg,
nej, selv om jeg ikke kendte dig,
ville jeg sige ligefrem
at jeg nægtede at kæmpe med dig mere
eller udveksle flere hug med dig.«
Da han havde talt sådan,
mødtes de begge to
og omfavnede hinanden
og kyssede hinanden ømt og uden svig.
Begge erklærede den anden for vinder,
det gjorde de begge fordi de var kloge.
101v|Mens nu ridderne skændtes om det,
og begge erklærede den anden for vinder,
kom kongen ridende derhen
og med ham alle de der var til stede.
De undrede sig alle over
hvorfor de gjorde sådan,
hvorfor de begge var glade
efter så hård en kamp.
»Hvad kan det være for riddere
der kæmper hele dagen her
så ingen mand kan skille dem ad
og pludselig nu har sluttet fred?«
Kongen sagde så:
»Jeg vil spørge jer:
Hvad er I for riddere
der ville gøre hinanden ondt,
men pludselig nu er blevet forligt?
Det undrer riddere og svende.«
Hr. Gavian svarede ham:
»Min herre, jeg skal sige jer:
Den store ulykke var
at ingen af os genkendte den anden.
Men jeg vil gøre som I siger
og fortælle hvem vi begge er.
Dette er min slægtning hr. Ivan
og jeg er Gavian, jeres slægtning.
Jeg genkendte ikke den ædle mand
før han omsider fortalte det
og spurgte hvem jeg så var.
Omsider fik jeg svaret
eftersom Gud i sin nåde
102r|ville frelse os begge,
og vi fortalte begge to
hinanden hvem vi var.
I det øjeblik genkendte vi hinanden;
havde kampen varet længere,
ville jeg være død
for den ældste jomfrus dårlige sag.
Derfor vil jeg hellere give mig
som besejret end dø,
så min slægtning skulle lide
eller sørge over min død.«
Hr. Ivan blev vred
da han hørte hr. Gavian tale sådan:
»Min kære herre, I kan høre
at han tillægger mig hvad han selv har gjort.
Gud i Himlen ved
at jeg ikke kan være hans lige.«
Hr. Gavian svarede ham så:
»Jeg ved ikke hvordan det kan gå til;
jeg vil aldrig kunne erkende
at jeg står over jer.«
Jeg kan ikke gengive alle
de høfligheder man her fik at se
og som hver af dem rettede mod den anden,
frivilligt og uden tvang.
Da kong Artus hørte hvor gode de var,
blev hans hjerte fyldt med glæde:
»Jeg skal forlige jer
så ingen af jer svigter den anden.
Jeg er inderligt glad
102v|for at jeg her kan se
jer begge stadig i live
og uden for livsfare.«
Kong Artus fortsatte:
»Lad flere mennesker komme til,
jeg vil vise dem alle
hvordan jeg vil prise disse riddere
for hvad der netop er sket
i dag, i denne time.
I skal alle høre
hvad disse riddere har gjort.
Selv om de begge var tapre og høviske,
lader de mig bestemme
over den strid der er mellem dem,
og den sag de kæmper om her.
Jeg skal forlige dem
med mine kloge råd.
Hør hvad jeg siger nu:
Hvor er den yngste jomfru
der har klaget så heftigt her?
Lad hende komme og få sit svar.
Jeg vil skaffe hende ret
om det gods de strides om.«
Den ældste jomfru svarede:
»Min herre, jeg er klar,«
og fór straks frem til kongen.
Så snart nu kongen genkendte hende,
tog han orde og sagde:
»Du skal ikke træde frem,
selv om du tror du er klogere end andre.
Det var ikke dig jeg kaldte frem.
103r|Du skal overlade din søster
alt hvad hun har ret til,
og ikke beholde noget af det
så længe jeg må herske.«
»Kære herre, jeg beder jer
for Guds og menneskers skyld:
Tal ikke sådan mere!
Jeg synes det er underligt,
så jeg vil ikke høre på det
og da slet ikke gøre det!
Og selv om jeg forglemte mig
og ikke varede min mund,
så vil det være rigtigst af jer
ikke at hade mig
eller tage mig på ordet
for den slags ting.
Kongelig ære forpligter jer
til at yde dem der klager, retfærdighed.«
»Jeg er sandelig ganske bevidst
om at yde retfærdighed, det kan jeg sige jer!
Jeg vil derfor dømme imellem jer
stik imod dit ønske,
for jeg har lovet Gud
at yde alle ret.
I så det tydeligt, jomfru
– og det skal I huske på –
at hendes ridder og din
begge henvendte sig til mig
og lod mig dømme i deres strid.
Selv om I er modig,
103v|kan jeg ikke gøre som du ønsker
hvad enten det passer dig godt eller skidt,
for vi ved jo alle ganske klart
at det du siger, ikke er sandt.
Hvis jeg skal dømme mellem jer,
så må I begge bøje jer for det;
hver for sig må I love hinanden
at leve i fred og være tilfredse,
og jeg vil sige med det samme
hvad jeg ved for Gud er sandt:
Min søstersøn blev overvundet
for din sag og din falske klage.
Hvis I ikke forliges denne gang,
skal du kun få det halve.«
Han gjorde det af godhed og ikke affekt
og ville vejlede jomfruen.
Jomfruen svarede ham:
»Jeg ser at det ikke går som jeg vil.
Det kan I beslutte, herre.
Det står I jeres magt.
Hvad I gør retfærdigt og klogt,
det vil vi begge affinde os med.
Det vil vi være tilfredse med,
og ingen skal bryde det.
Så må I love mig
før jeg rider her fra hoffet,
at hvad I gør, kære herre,
det skal stå bestandig.«
»Jeg siger jer, jomfru, nu
at I skal være hendes frue,
og alt det gods hun arver,
det skal hun have fra jer
104r|og derfor tjene jer villigt
som om hun var jeres egen kammerpige,
og det skal hun gøre på alle måder.
Til gengæld må I ikke ringeagte hende.«
Kongen dømte mellem dem sådan
at de begge var tilfredse.
De takkede ham så godt de kunne
og red så tilfredse derfra.
Kongen talte til hr. Gavian:
»Min kære slægtning,« sagde han,
»lad hr. Ivan lægge sin rustning,
og få så begge noget hvile.
Nu skal I være glade
efter så hård en kamp.«
De gjorde netop som kongen sagde,
og tog straks deres rustninger af.
Så gik de sammen derfra,
fornøjede og glade;
ingen kunne mærke
at én ville overgå den anden.
Da herrerne gik derfra,
fik de et under at se:
at der kom en løve,
og den løb som var den gal;
den ledte med største omhu
efter sin kære herre, som den havde mistet.
Da de så den løve komme,
begyndte folket at skrige;
de var bange for den fare
at løven skulle gøre dem ondt.
Straks løven så sin herre,
104v|lagde den sig ved hans fødder.
Den blev så glad for at den havde fundet ham,
og tog ham i favnen så godt den kunne.
Hr. Ivan bad folk vente:
»I skal ikke være bange for løven,
jeg tør med sikkerhed love
at den ikke gør nogen noget,
for den har underkastet sig mig
og lystrer mig så længe den lever.
Vi to er gode venner
og lytter til hinandens råd.«
Da huskede de alle sammen
– det siger bogen i sandhed til jer –
hvad de før havde hørt:
hvad løveridderen havde gjort,
og at det ikke var nogen anden
end netop hr. Ivan.
Hr. Gavian sagde så til hr. Ivan:
»Gud den almægtige ved
at jeg har belønnet dig dårligt
for den hjælp jeg fik fra dig
da du gjorde mig den velgerning
at slå den store kæmpe ihjel
og frelse mine søsterbørn.
Vi er i gæld til dig og tjener dig gerne.
Du hjalp dem med at bevare land og borge
og frelste dem fra den største sorg.
Jeg har ofte tænkt på
hvordan det dog gik til,
da jeg fra min søster hørte
hvad løveridderen havde gjort for hende.
105r|Jeg spurgte hvem den ridder var,
hun sagde jeg kendte ham,
men jeg kunne ikke finde dig
før nu.«
Efter disse ord
vaskede de sig og gik til bords;
man sørgede for dem på alle måder
med madvarer og med drikke.
Da de alle var mætte,
fik de forbundet deres sår.
Derpå gik de til kongen
og spurgte hvad de skulle gøre.
Så lod kongen tilkalde
en læremester han stolede meget på
og som var yderst anset dér.
Han var en af de bedste læger,
og han forbandt deres sår
lige med det samme.
Så blev de der lige indtil
de var ganske friske igen.
Så snart hr. Ivan var kommet sig efter
de sår han havde fået,
vendte hans tanker tilbage til
hans kærlighed til sin hustru,
hvordan han inden for kort tid kunne få
det tilbage han havde mistet.
Han kunne ikke længere holde ud
at udstå den plage uden at dø.
Han tænkte bestandig på
hvordan han kunne komme til
at rejse derfra på en sådan måde
at ingen bemærkede det.
105v|Han begyndte at længes til kilden
hvor han var kommet så voldsomt til skade,
og ville enten dø der
eller plage fruen så meget
at hun så måtte tilgive ham
– hvis hun ville være i fred – 
for alt hvad han havde gjort mod hende,
og aldrig give hende anden erstatning.
Hvis hun ikke vil opgive sin vrede,
vil han forfølge hende så hårdt
som han på nogen måde magter
foran mure og foran tinder
til hun selv giver efter
og gør hvad han beder hende om.
Da han havde bestemt sig for
at han absolut ville gøre det,
kunne han både ride og gå
efter de sår han havde fået.
Så han red ene mand ud af borgen
om morgenen før det blev lyst;
rask red han nu derfra
den hurtigste vej til kilden,
og hans venligsindede løve
der aldrig ville forlade ham,
var den eneste der gik med ham;
flere svende havde han ikke.
Alle de undere skete nu
som I har hørt tale om før,
med frost og hagl og is
ganske uafladeligt,
lynild, hagl og torden
hørte man ganske urimeligt
106r|så alle de der var i huset,
måtte klage sig jammerligt;
i den frygtelige fare
frygtede de for deres død,
for tårne og mure rystede
som om de straks ville styrte sammen.
Alle de der var derinde,
ville i dette øjeblik hellere være ude
og være kommet så langt derfra
at ingen vidste hvor de var.
De forbandede venner og slægtninge
der havde bygget borgen med deres hænder
på så skrækkeligt et sted
hvor de så ofte skulle være kede af det,
og lagde så stort arbejde i det,
for én mand kan gøre det
og tvinge dem alle
til enten at forhandle mod deres egen vilje
eller at tåle denne plage
ganske uforskyldt.
Luneta sagde til sin frue:
»Jeg beder jer, hør nu på
hvad jeg vil sige jer.
Jeg synes virkelig I trænger til
– hvis man kan finde ham –
en der kan udføre den bedrift
– enten en ridder eller en svend –
at værge jeres land mod den slags mænd.
Jeg er dog bange for at der ikke findes en
der for jeres skyld vil gøre det,
for der er ingen her i jeres land
der vover at påtage sig
106v|at værne og beskytte jeres land
sådan som jeres ære kræver.
Derfor bedrøver det mig dybt
hvis han skal drage herfra,
nu hvor han giver os så store trængsler,
uden at nogen står op imod ham.
Tænk over det, min kære frue,
og hav det bestandig i tankerne,
hvad det er bedst at gøre her,
og frels os fra denne ulykke
– ellers mister I det ry
der har holdt i så mange år.«
»Sig mig så, min kære,
hvad du synes er bedst
at vi beslutter os for
i så alvorlig en sag.
Du skal gøre hvad jeg beder dig om:
Giv mig nogle gode råd
med din opvakte forstand;
Gud give at jeg ikke må undvære dem!«
»Jeg skal fortælle jer, frue
– det mener jeg jeg er forpligtet til at gøre –
hvad jeg ved der findes i denne verden
der kan være jer til ære.
Jeg ved jo godt, alvorligt talt,
at I har klogere rådgivere end mig,
der på alle måder kan sige jer
hvad I skal gøre, og hvad I ikke skal.
Jeg vil hellere udstå
de trængsler der rammer os nu,
end at nogen skal få mulighed for
at sige i sandhed
107r|at jeg skulle svigte jer.
Nej, i sandhed, det vil jeg ikke!
Går det ikke som I ønsker,
så må en ulykke ramme mig
så at jeg arme kvinde
aldrig kan komme over det.
Derfor må I være opmærksom
og passe meget på
om her kommer en mand
der kan fri jer for jeres frygt.
Det kan dog ikke ske i dag,
og det smerter mig inderligt.«
Fruen svarede: »Det vil jeg sige dig:
De riddere der er her hos mig nu,
dem skal du ikke tale om,
de kan ikke løse mine kvaler,
for jeg ved med sikkerhed
at ingen af dem er mand for det.
Jeg stoler nu på dine råd,
du skal frelse mig.
Vise mænd, de siger sådan:
I nød skal man stole på sine venner.«
»Min frue, bare det kunne lykkes
at vi kunne få den ridder
der ene mand besejrede tre.
Det så I jo, min gode frue,
og han gjorde også andet godt:
Han slog den store kæmpe ihjel.
Jeg ved ikke rigtig hvad han hedder,
det leder mit hjerte efter
– hvis jeg husker ret
107v|hed han løveridderen.
Jeg vil sige noget andet:
Den frue findes ikke i verden,
og ingen herre er så mægtig
– det må I med sikkerhed vide –
at han kunne tilbyde ham så meget
at han ville blive hos ham
før han bliver forliget med sin frue,
der aldrig forlader hans tanker,
medmindre han får løfte om
at nogen skal forsone dem
så hun vil tilgive ham
det han har gjort mod hende.«
Fruen svarede så Luneta:
»Du skal fortælle den ridder
– bed ham for sin æres skyld
komme her med det samme –
at hvis han nedlader sig
til at komme her til mig,
så vil jeg gøre alt hvad jeg magter
for at forlige ham og hans frue,
og jeg vil garantere
at det skal holde evigt,
og ingen bryder det
så sandt jeg lever!«
Luneta var hurtig til at svare:
»Før jeg tager herfra
for at finde den ridder,
vil jeg have jeres æresord på det.
I må ikke blive vred
over at jeg beder jer om det.«
108r|»Det vil jeg gerne gøre,«
sagde fruen til sin kammerpige.
Luneta faldt på knæ:
»Min frue, gør hvad jeg beder jer om!«
Hun gav hende det relikvie
som fruen skulle sværge ved,
og også en messebog
– det gjorde hun fordi hun var klog.
»Læg jeres hånd på den!«
Fruen gjorde som Luneta sagde.
»Denne betingelse vil jeg stille:
Går det jeres ønsker imod,
må I aldrig anklage mig
i hemmelighed bag min ryg
eller åbenlyst,
hvad det end kan være,
for alt bliver gjort for jeres skyld
og ikke for andres, det erklærer jeg.
Min frue, I skal sværge sådan:
Så hjælpe mig Gud den almægtige,
jeg vil overholde dette
så vidt det er i min magt.
Jeg vil love Gud og dig
at jeg vil forsone dem begge,
løveridderen og hans frue,
som det kærligste par.«
Da fruen havde svoret sådan,
smilede Luneta i smug til hende,
men turde ikke gøre det åbent
så fruen bemærkede det.
108v|Luneta har nu på smukkeste vis
fået sikkerhed for hvad hun ønsker.
Hun forlanger straks sin hest
og rider derfra så hurtigt hun kan,
væk fra fruen i en fart
den korteste vej til kilden.
Luneta så med det samme
at løven gik ved kilden;
hun blev så inderlig glad
og steg straks af hesten
og vidste nu ganske bestemt
at det var hr. Ivan.
Samtidig takkede hun Gud
for at hun havde fundet ham så hurtigt;
hun troede hun skulle rejse længere
før hun fik øje på ridderen.
Da hr. Ivan så hende,
kendte han hende straks igen.
Han trådte frem fra hvor han stod for sig selv,
og gik glad jomfruen i møde.
»Velkommen for Gud i Himlen,
min kære, og også for mig!«
De hilste kærligt på hinanden;
Så talte jomfruen til ham:
»Jeg takker med glæde Gud
for at jeg fandt jer, jeg simple kammerpige.«
»Jomfru, må jeg spørge dig,
hvorfor leder I efter mig?
Lad mig få det at vide:
Hvilken besked har I med til mig?«
»Ved de hellige mænd, ja, sandelig,
109r|jeg vil aldrig svigte jer.
Jeg har aldrig oplevet større glæde
end den at jeg nu har mødt jer her.
Min allerskønneste frue
skal nu atter blive din
og vil nu derfor vise
at hun ikke længere hader jer.
I skal nyde hendes nåde
hvis hun ikke igen skal bryde sin ed.«
Da hr. Ivan hørte dette,
vil I høre hvad han gjorde?
Han blev så overmåde glad
over at hun ville glemme sin vrede.
Han havde ikke troet at det skulle gå sådan
at han ville få sådan en nyhed,
så han trak jomfruen til sig:
»I skal vide, min kæreste ven,
at så længe jeg lever i verden,
vil jeg tjene jer.
Men jeg ved jo godt det forholder sig sådan
at jeg ikke kan leve så længe
at jeg fuldt ud kan belønne jer
for den velgerning I har gjort mig.«
»Min herre, I behøver ikke tvivle på
at I nu har vundet så stor en ære
at I kan lønne mig til fulde.
Jeg håber jeg skal få at mærke
at jeg har fortjent jeres nåde
eller udført noget I bad mig om.
Men jeg må virkelig sige
at jeg frygter for at det ikke er sådan,
109v|for aldrig så længe jeg lever,
kan jeg betale jer tilbage
for den hjælp jeg fik af dig
da de ville brænde mig.«
»Det er gengældt mere end tusind gange;
Gud takke jer, ædle kvinde!«
Luneta svarede med det samme:
»Jeg tror det er tiden nu,
vi skal ikke vente længere,
vi må ride til borgen nu.«
»Luneta, jeg må spørge dig:
Ved fruen hvad jeg hedder?«
»Ingen af dem der er i huset,
kender jer, min kære herre.
Alle der er i huset,
kalder jer løveridderen.«
De snakkede meget og morede sig
mens de red til borgen sammen.
Hans løve gik ved hans side
og ville ikke vente dér;
den ville aldrig skilles fra ham
hvis den fik lov at bestemme.
De var ganske stille
da de red hen ad vejen
– det fortæller bogen jer –
de talte ikke til nogen levende sjæl.
Da de kom ind i borgen,
sagde jomfruen til sin ven:
»Nu skal vi gå ind til min frue
og tage imod den tilgivelse vi kan få.«
Hr. Ivan gik ind til fruen.
110r|Hun modtog ham så hjerteligt.
Han hilste høfligt på hende;
hun kunne ikke genkende ham i rustning.
Havde hun faktisk vidst
at det var hr. Ivan,
havde hun med rimelig grund
ikke modtaget ham så godt.
Luneta sagde til sin frue:
»Nu må I lade ham få jeres hjælp
til at få den frue han elsker;
det fortjener den ædle mand.
Lad ham ikke stå foran jer,
sæt ham ned ved siden af jer,
og gør hans hjerte glad.
Det var det jeg bad jer om.
Ingen mand kan hjælpe ham
– tænk på det, min frue –
hverken fruer, jomfruer, riddere eller svende,
men alene I.«
»Jeg vil gerne hjælpe ham
og gøre alt der kan gavne hans ære.«
Fruen sagde så til ridderen:
»I skal komme hen og sidde hos mig.«
Da sagde den skønne jomfru:
»Skal jeg holde det hemmeligt længere?
Nu vil jeg afsløre det,
for det ændrer jo ikke noget.
Den ridder der nu er kommet hertil,
han er jeres egen elskede
og har ingen anden frue end jer.
Gør nu hvad han beder om!
110v|Det er den stolte hr. Ivan,
kong Urians søn, den ædle mand.
Hvad han har gjort sig skyldig i, det må I tilgive;
han vil adlyde jer.«
Da fruen hørte dette,
vil I høre hvad hun gjorde?
Hun kunne ikke holde sin vrede tilbage:
»Luneta, nu har du gjort noget galt!
Du vil jo tvinge mig til
det jeg aldrig vil gøre,
at jeg skal elske den mand
der ikke i hjertet holder af mig
og har slået hånden af mig alle vegne
og gjort mig til mål for hån og foragt.
Nu kan jeg tydeligt se
at du endnu en gang har bedraget mig.
Du skulle hellere være blevet hjemme
end at bringe mig sådan en gæst.
Jeg vil hellere hele mit liv
leve i nød og frygt
end jeg vil være hans ven.
Var det ikke for min ed
– den vil jeg aldrig bryde
så længe jeg er i live –
ville jeg aldrig give ham mit venskab
så længe jeg lever i verden,
ikke for tjenester, ikke for bønner,
det skulle han få at føle,
for jeg har på det bestemteste lovet
at vi aldrig skulle blive forsonet.
Nu hvor han er i min magt,
skal der ikke ske ham noget ondt.
111r|Nu er der ikke andet for
end at jeg må gøre som han vil,
med min bedste vilje;
os kan kun døden skille.«
Da svarede hr. Ivan hende:
»Gud takke jer, frue,« sagde han,
»hvis jeg har forbrudt mig her på stedet,
har jeg bødet for det med mangen en ublid medfart.
Må Gud lade mig leve så længe jeg kan,
og aldrig få flere af den slags!
Nu vil jeg værne om jeres ære
og aldrig forglemme mig sådan.«
Fruen svarede sin elskede:
»Jeg vil tage jer tilbage med ære.
Må Gud beskytte os mod alle farer,
ingen, kun døden må skille os ad!«
I samme øjeblik gik de til hinanden
og kyssede inderligt hinanden;
de faldt hinanden om halsen
og kyssede kærligt og oprigtigt.
Hr. Ivan sagde som han stod dér,
den ædle ridder, så tapper og god:
»Jeg vil aldrig gøre jer uret
så længe jeg er i live!«
Nu kan hr. Ivan være glad
og leve uden angst og nød,
for nu er alle hans sorger endt
og vendt til fryd og glæde.
Luneta bad så inderligt:
»Må Gud Herren i Himlen
med sin signede nåde
bevare jer begge to
111v|og lade jer leve sådan her
at I kan få Himlens glæde
og uendelige nåde
når døden kommer til jer!«
Nu har Luneta opnået
det hun længe har længtes efter,
forsonet herren og sin frue
så de nu er venner.