c6r|Da Vorherre var tredive dage gammel, sagde Maria til Josef at han skulle gå til templet med barnet efter hr. Moses' lov. Da tog Josef moderen og barnet og offergaverne, og rejste til Jerusalem og gik i templet og fremviste ham på alteret og ofrede to turtelduer, sådan som det var jødernes skik.

Da var der i templet en gammel mand der hed Simeon. Han havde bedt Gud om at han måtte leve indtil Vorherre tog menneskeskikkelse og lod sig føde, og om at han måtte være værdig til at se ham før han døde. Han stod ved alteret og tog barnet i sine arme, og det gav ham indsigt, så han forstod at det var den samme Gud og det barn han så længe havde ventet på. Da sagde han: »Lyksalig er jeg at jeg har set c6v|at Guds søn er blevet menneske!« Og han begyndte den glædelige sang »Nunc dimittis. O Herre, lad nu din tjener i fred som du har sagt. For mine øjne har set din kraft som du beredte til frelse for alle folkeslag. Sæt lyset til åbenbaring for alle hedninge og til ære for dit folk Israel.«A

Da sagde Simeon: »O Maria, sorgens sværd skal gennemtrænge dit hjerte for dette barn som du har her i templet. Han skal frelse hele verden ved sin død.«A

Da de havde ofret og fuldført hvad loven foreskrev, rejste Josef med moderen og barnet glad fra Jerusalem hjem til Nazaret, og dér blev de mens Herodes var i Rom. Men da året var omme, c7r|kom Herodes hjem til Jerusalem, og straks han igen kom til magten, sendte han sine svende og folk til Betlehem og andre steder i sine lande for at slå alle drengebørn ihjel der var født i de to år. En engel kom fra himlen til Josef og sagde: »Det er Guds vilje at du tager moderen og barnet og rejser til Egypten og bliver dér til jeg siger til dig at du skal rejse hjem igen. Herodes leder efter barnet og vil slå det ihjel. Derfor skal du flygte!«A Josef gjorde sig straks klar, som englen havde bedt ham om, og tog to æsler og en okse med. På det ene æsel satte han Jomfru Maria og barnet, på den anden lagde de deres ting c7v|og hvad de skulle spise, og flasker til drikkevarer.

Og han rejste afsted som englen havde bedt om, til Egypten. Men vejen var meget lang og ukendt, og der var hverken by eller gård på vejen hvor de kunne overnatte. De red over en stor hede, og aftenen kom, og de kunne ikke se nogen by de kunne nå. Da så de et højt træ langt fra dem, og Josef sagde at han ville gå til det, så de kunne hvile sig dér om natten, hvis han kunne finde noget vand dér. Men da de kom derhen, kunne han ikke se noget vand. Da jamrede han sig, for han og hans kvæg led af tørst. Jomfru Maria sad under træet med c8r|barnet på skødet. Og Vorherre mærkede deres trang efter vand, gled ned af sin moders skød og stak en finger i jorden. Da sprang der straks en kilde frem. De priste Gud for det store mirakel og var glade for at få vand til dyrene og til sig selv, og de fyldte deres flasker og tog vand med sig.

Jomfru Maria så at der var et daddeltræ med megen moden frugt. Hun kiggede op, længtes efter frugten og ville gerne spise den. Men træet var meget højt, og Josef var meget gammel, så han formåede ikke at komme op i træet, og heller ikke den dreng c8v|han havde med sig til at føre æslerne og oksen. Men barnet forstod moderens ønske, for han var Gud der kender alle menneskers hjerter og ønsker. Og han bad træet bøje sig og lægge sig for Jomfru Maria så hun kunne tage af frugten. Træet var straks lydigt og bøjede sig ned, og Jomfru Maria tog med glæde af frugten, og de andre tog til de var mætte, og de fyldte deres sække, så de kunne spise deraf på vejen. Da de havde spist og fyldt sækkene, bød barnet træet rejse sig igen og vokse med grenene og igen få frugt. De blev dér den samme nat for at hvile sig. Ved d1r|træet voksede meget græs, så oksen og æslerne fik nok at spise. Tidligt om morgenen gjorde de sig klar til at rejse videre ad vejen, som de var påbudt af englen, men Josef kendte ikke vejen.

Gud viste sin nåde mange gange ved at alle de dyr der var i skoven, gik frem til barnet og bøjede hovederne for det og viste at barnet var deres skaber og herre. Træerne, urterne, blomsterne og græsset nejede mod vejen. Som de fulgte vejen, kom de til et stort bjerg hvori der var en stor åbning, og derfra kom en stor drage. Dens ånde stod ud af halsen på den som en brændende flamme, og den kom imod d1v|Josef og Jomfru Maria. De blev meget bange. Men Jesus, det velsignede barn, sad i sin moders skød og gik ned på jorden imod dragen. Da den så barnet, lagde den sig ned på jorden. Da så de at alle ting var lydige mod barnet, dragen såvel som andre ting der gik af vejen for dem. Da priste de Gud og red videre ad vejen mod Egypten med det velsignede barn.