Da de havde været der i tre dage og hvilet sig, ville Josef videre mod Egypten. Røveren og hans hustru bad dem blive længere hos dem, og da de rejste af sted, fulgte de dem på vej og gav dem mad og vin i deres d4r|flasker til rejsen. Og de bad dem komme igen når de rejste hjem. Røverens hustru græd da hun forlod dem og overlod dem i Guds varetægt. Røveren fulgte dem langt, viste dem den rigtige vej og ønskede dem farvel.

Josef rejste videre med moderen og barnet og ville til Egypten. Da fór han vild, så meget at han hverken kunne finde en vej til Egypten som nogen for nylig havde rejst ad, eller en stor, banet vej. Han blev bedrøvet og i tvivl og sagde til Jomfru Maria: »Frue, hvad råder I? Denne vej er ikke banet, og ingen har rejst her for nylig. d4v|Er det din vilje, opgiver vi den. For rejser vi ad den, kan vi komme i stor nød, som vi har været før. Skoven er stor, hederne brede, og det er et stort besvær, og vi har lidt mad. Hvis du synes, vil vi dreje og rejse mod havet. Dér finder vi folk der kan vise os på vej, og vi kan købe mad for vores penge. Det er ikke godt for os at gå på denne hede. En god vej er hurtigt gået. Sig mig hvad du vil, og hvad jeg skal gøre.« Jomfru Maria tav og sagde intet men satte sig ned på jorden og græd inderligt. Det så Josef, den hellige mand, og det bedrøvede ham meget at han havde sagt d5r|noget der gjorde hende ondt, og han græd og bad Jomfru Maria standse sin gråd og sukken: »Jeg har det værre nu,« sagde han, »end jeg nogensinde har haft det på denne vanskelige tur. Hvad jeg kan gøre for dig og dit barn, det vil jeg gøre. Men græd ikke. Sig mig din vilje. Den vej du foreslår, vil jeg følge dig.«

Jomfru Maria svarede: »Jeg græder ikke på grund af de ord du sagde, eller over min sorg. Men jeg græder for jeres skyld, for den store omhu og bekymring I har haft med mig siden jeg blev jeres brud. Og nu lider I nød i fremmede lande for min skyld. I har gjort så store tjenester for mig og mit barn, d5v|som havde jeg været jeres frue.«

Josef bad Jomfru Maria om ikke at græde: »Jeg tror Vorherre vil os det så godt at vi ikke skades af noget.«

Mens de talte sådan, lå barnet i sin moders skød og sov. En tåre løb fra Jomfru Marias kindben ned på barnet så det vågnede og lo til hende. Da Vorherre Jesus så sin moder græde, rakte han sin hånd op og strøg tårerne af sin hellige moders kindben, kyssede sin velsignede moder og trøstede hende. Da bad Josef Jomfru Maria sige hvad der var hendes vilje, hvilken vej hun ville at de d6r|skulle rejse. Og Jomfru Maria svarede: »Kære Josef, vi vil drage den vej mod havet som I foreslog, og opgive den uvejsomme sti og den øde skov.«