Da de år var gået hvor Josef var med Maria i Egypten, kom Guds engel fra himlen og sagde: »Josef, Davids søn, jeg siger dig at Herodes, der hadede børn, er død. Tag barnet Jesus og moderen og rejs straks hjem til dit land. Det er Guds vilje.« e7v|Josef gjorde sig omgående klar som englen bad om.

Da folket i byen erfarede at de ville rejse hjem, jamrede de sig over at de ikke kunne blive hos dem, og de sagde: »I disse syv år har vi haft god høst. Vi har ikke haft kraftigt uvejr der har skadet vores vin eller korn eller dyr. Mens de hellige har været her, har vi haft gunstigt vejr og vi er blevet rige.«

Josef gav dem et godt råd: »Bed ikke længere til afguder. I skal ære én herre og gud der har magt over himmel og jord og som har givet jer en sjæl og bestemmer over jeres liv.« Han e8r|rakte dem sin hånd og tog afsked. Han overlod dem i Guds varetægt og gik op ad gaden. De gode kvinder gik ud til Jomfru Maria og barnet og jamrede meget over at de ikke kunne blive hos dem, og de gav hende mad til turen, og ønskede hende god rejse, omfavnede hende og bad Gud bevare dem.

Så rejste Josef afsted med Jomfru Maria fra Egypten og til Jerusalem. Der var mange store heder og øde skove på vejen de rejste ad, og de var ofte trætte og udmattede. En dag kom de til et stort vandløb der spærrede vejen. Jomfru Maria sagde til e8v|Josef: »Hvordan kommer vi over denne bæk?«

Josef svarede: »Vi må vade, intet skal skade os. Jeg vil bære barnet.«

Da hun trak op i sine klæder og ville gå til bækken, tog Jesusbarnet i Jomfru Marias hånd og sagde: »Kære moder, følg mig!« Og han gik foran dem på vandet, og de gik efter så deres fødder ikke blev våde.

Da de kom til landet Galilæa, rejste de til byen Nazaret. Dér boede Sankt Anna, Jomfru Marias moder. Og hun fik straks at vide at hendes fader, Joachim, var død, og hendes moder havde en anden mand, der hed Klopas.A Det var en bror til Josef der fulgte Jomfru Maria. Sankt Anna var meget glad for at f1r|hendes kære datter og hendes kære dattersøn, Jesus, Vorherre, var kommet. Klopas var også glad for at hans bror, Josef, var kommet tilbage, og de omfavnede hinanden kærligt og priste og takkede Gud der havde sørget for dem og styrket og hjulpet dem på rejsen. Nu var der en grund i byen som Sankt Joachim havde ejet og som tilhørte Jomfru Maria efter faderen. Der byggede Josef straks et hus, og han blev der hos Jomfru Maria og hendes barn, Jesus Kristus, og de fordrev tiden der med uafbrudt fromhed, indtil den tid kom hvor han tog sine disciple til sig.

Mens Vorherre Jesus voksede op og øvede sig i værdighed, f1v|spiste og drak han. Han legede og lo og sov i sine barndomsår så de der omgikkes med ham, så af hans gerninger at han havde menneskenatur. Havde han ikke levet som andre børn, havde de undret sig meget over ham og ikke troet at han var menneske på grund af hans store magt og de vidunderlige gerninger de så. Djævelen havde også forstået at han var kommet af Gud og sendt ned fra himlen til jorden for at skade ham og til lykke for os. Derfor begyndte han med barnlig adfærd fordi han ville tirre Djævelen. Og de der omvendt siger at Vorherre Jesus Kristus f2r|ikke legede og lo i sin barndom, de er uforstandige. Derfor led han tørst og sult; tit var han svedig eller kold. Uvejr, regn, sne og hagl gav ham meget besvær. Det gjorde han alt sammen for at Djævelen skulle des bedre tro at han var et rigtigt menneske. Da Vorherre Jesus kom ned fra himlen og blev menneske, var det ukendt for Djævelen, og han blev snydt af at Vorherre tog menneskenes synder på sig.

Da Vorherre Jesus kom til børnene, blev de alle glade, og han gav sig til at lege med dem. Og de ville alle gerne være hos ham, valgte ham til deres konge og f2v|legede for ham, sprang og var glade. Og de fulgte ham alle og løb gerne derhen hvor de vidste at han ville komme og lege.