a2r| Een man, møget welbyrdigh iblanth Israels folck, som heedh Ioachim, och han wor fød aff een mans sleght som heet Judas, oc han wor sijn eghen faarehiørde, oc han wor een aff the tolff brødre, Iacobs patriarche sønner, ther the 12 Israels slegther kom aff. Oc Iacob, han wor Ysayas søn som waar Abrahams søn. Hwilken Abraham Gud Fadher iætte at han wilde lade sijn søn fødis aff hans affkomme oc sculde meth sin dødh oc fwlgerningh løsæ menniskens køn.

Hwilken Ioachim som ræddis Gud oc tiænte hannum met milhed oc mangfollelige got gerninger. Thet gotz han afflede om aareth, thet skiffte han i tre delæ. Een deel a2v| gaff han fattige folck. Annen deel gaff han Guts tiænestemen. Aff then tridie deel føddhe han segh oc sith folck met. Thi forøgte Gud hans penninge oc gots, oc ingen wor hans lige bland alt Israhels folck. Thetthe begynte han at gøre ther han wor fæm oc tywe winter gammell, tha feck han seg een husfru aff hans eghen sleght, aff koningh Dauidis byrd, oc hon heet Anna, oc the wore tilsammens i tywe winther och kunne ey faa børn sammen.

Een tijt thereffter gick han i mønstret oc sculde offræ til Gud, tha kom een til hannum som heet Ruben, oc wissde hanum aff mønstret oc sagde til hannum at han wor icke werdug at wære vdi Guts mønstret, for han hafde a3r| icke fructh met sin husfru, som tha wor seet vdhi lowen at the sculde wære forbannede som ey finge fruct sammen. Ther Ioachim thet hørde, tha gick han grædendis aff mønstret oc wilde ey fare hiem til sin høstrw. Men han togh sit fee oc sine hiørder met sig oc foer langt borth i ørken, oc man konne ey finne hannum i fæm manede. Oc ther græd han saarlige oc sade so: »O, thu alsommectiste Gud, miskunde meg oc hør min bøn.«

Ther Anna, hans husfru, vnderstod at han wor bort faren, tha vor hon møget bedrøuet oc græd gantze saare oc sagde saa: »O, Israels gud, alsommectiste, men thu gafft meg huerken søn eller dotter met min husbonde, hwi haffuer thu taghet hanum fra meg a3v| at ieg weet ey huat heller han ær leuendis eller døt eller om ieg scal rede hans iordefærd?« Thereffter gick hon vdi een yrtegord oc fald paa sine knæ oc bad sine bøner til Gud met grædende taare. Thereffter soo hon op hwor en fwl haffde sin ræde oc vnge vdi i et lauerbertræ. Tha bat hon ytmygelighe til Wor Herre oc sagde: »O, alsommectistæ Gud, som alle creatur hauer skapt huert effter sin skickelse, hwi haffuer thu vtluct meg aff thine nade? Nw haffuer thu kent mijn hw oc mith ecktescap oc haffdhe giffuet meg enthen søn eller dotter, tha ieg sculle offre i mønstret.« Tha hon sagde thesse ord, tha obenbaredis Gutz engel for henne oc sagde saa: »Rea4r|dis icke, Anna, forthi thet ær i Guts ackt at thu scalt føde foster, oc thet foster aff teg fødis, thet wordher glædeligt offuer alt werden.« Ther han haffde thet for henne sagt, tha bleff han borte, oc hon war gantze rædh oc skalff at hon haffde seet sodan syn oc hørt sodan maal, oc gick vti sith herberg oc lagde paa sin sængh moxen som hon haffde wæret døt. Oc saa wor hon dag oc nat i sine gudelighe bøner. Thereffther talede hon til sine tiænestequinner oc sagde til een aff them: »Thu saast meg i telegt angest, oc thu wilde ey gaa til meg.« Tha swarede hon oc sagde saa: »Forti at Gud tog thin man fra teg oc giorde teg vfructsommelig, hwat kan ieg thet a4v| om gøre?« Ther Anna thet hørde aff hennes tiænestemøø, tha græd hon gantze saare.

Vdhi then samme stund kom een vngh man til Ioachim i ørken oc sagde til hannum: »Hwi far thu ey hiem til thin husfrw?« Tha swareth Ioachim: »Vdi 20 aar haue wi været sammen oc kunne ey føde søn eller dotter, forthi gick ieg aff mønstret met blysel. Huat scal ieg gøre hieme? Ieg wil hær bliue imen ieg leffuer. Tog wil ieg sende fattig folk, wedwer, faderløse børn oc Gutz tienestemen theris deel met mine swænne.« Ther han haffde thet sagt, tha swarede then vnge man hanum igien oc sade: »Jeg ær Gutz engel som hugsswalede thin husfru ther hon gred oc bad til Gud. Oc thu scalt widæ a5r| at thin husfru ær met en dotter aff thin sæd, oc then dotter thin husfru fonger, hon worder ophøfft offuer al werden, oc ingen henne ligen ær fød oc ey scal fødis vdi iorderighe. Oc baade moderen oc dotteren worde velsignede ewinnelige. Thi rædis icke, men far hiem til thin husfru oc louer Gud for sin naade.« Tha bad Ioachim engelen hwiles met seg oc sade: »Ieg finder nade met teg, thi beder ieg teg at thu sidder een stund met meg vdi min bolig och sige meg thin tienesteman.« Engelen sade: »Siæ ey at thu est min tienere, forti wi tiene bode een man oc een herre, oc min madh och min drick mo ey sees aff iorderiges folck. Thi scaltu ey bede meg gange vdi thin a5v| boligh met teg. Men thet som thu wilt giffue meg, thet offre Gud.« Tha tog Ioachim eth vsmittet lam och sagde til engelin: »Iegh wor ey saa diærwer at ieg torde offre for saa møgel blusel vthen thu haffde meg giffuet woldh.« Engelin swarede: »Ieg haffde ey bedet teg giort vden thet haffde wæret Guts willie.« Oc ther han offrede, tha opfoer engelin til hemmerigis, oc Ioachim fal neder paa sith anlæde vdhi sex dage. Oc then siæte dag at affthen tha komme hans swene oc vndrede hwarfore han so laa oc sagde at han wille drepæ seg selff, oc the kunne næppelig løffte hanum fra iorden. Ther han haffde sagt them hwat han saa, tha vndrede the therpaa oc vnderstode a6r| thet oc rade hannum at han sculde fare hiem vdhen dwælielse oc fulkomme engelens bud. Men ther han tenctæ paa hwat heller han wille hiem eller ey, tha fald twijll paa hanum oc han worde i at soffue. Oc tha kom then samme engel til hanum som før wor hoos hanum, oc sagde saa: »Far dieruelig hiem til thin husfrw, forthi Gud haffuer giffuet edher een fructh at føde hwilken engen helig man eller prophete kunne fange.« Ther han wognede, tha kallede han sine swenne til seg oc sagde saa for them hwat han haffde drømth, och the raade hannum at fare hiem oc forsmaa ey engels bud. Tha stod han op oc foer hiem met sine swenne. Ther the haffde faret tywe dags færd a6v| oc ware nær hiemkomne, tha kom engelin til Annam som hun laa i sine gudelige bønner, oc sagde til henne: »Gack imod thin man til then porth som kalles Gyllene Port, tha finder thu hannum i dag.« Tha tog hon sine møer met sig oc gick til then port oc bad sine bønner til Gud. Ther hon haffde bedet til Gud, tha saa hon Ioachim komme met sit fææ. Saa løp hon mod hanum oc helsede hannum oc louede Gud oc sagde: »Jeg wor førre encke, oc nv ær ieg ey. Ieg vor førre vfructsommelig, oc nv ær ieg met Gutz hielp fructsommelig.« Thet wor møgen glæde aff theris byrd oc foster offuer alt landet.