Vi har et palads som vores fader byggede til os, før Vorherre blev født, fordi Gud kom til vores fader i en drøm og bad ham om at bygge et palads til sin søn som skulle fødes 231v| og blive herre over alle herrer i verden og konge over alle konger i verden.

I det palads giver Gud så megen nåde at den der går derind, han bliver ikke sulten, og ingen dør der. Og ingen er nogensinde mere syg eller mere sulten end at hvis han går derind og står der en stund, så går 232r| han helt helbredt ud derfra som om han aldrig havde været syg, og så godt mæt som havde han spist af hundrede retter.

Den følgende morgen stod vores far op, og var så bange for det han havde drømt, at han bad bygge et palads helt af kostbare sten og rent guld og skinnende safir og topas hist og her, så at safiren 232v| skal oplyse paladset som himlen og topasen som stjerner. Gulvet er helt belagt med krystal. Der er halvtreds søjler af glinsende guld, seksten alen høje og så store i omkreds som et menneske akkurat kan favne. På hver søjle ligger en karfunkelsten så stor som en kugle, og på den måde oplyses paladset af dem som ver233r|den af solen. Søjlerne bliver smallere opadtil, for hvis de var lige så store opadtil som nedadtil, så kunne karfunklerne ikke give så meget lys. For de giver så meget lys fra sig at intet er så småt at det ikke kan ses der. Der er intet vindue eller anden åbning i paladset, for at stenenes lys ikke skal mind233v|skes af skinnet fra himlen eller solen.

På vores fødselsdag og andre dage når vi vælger at bære vores krone, da går vi derind og bliver derinde så længe vi har lyst, og derefter går vi ud derfra så mætte som havde vi spist af hundred retter.

Herre, Emanuel, nu har du hørt hvor stor 234r| vores magt og rige er samt hvilke lande der skylder os skat og hvilke mennesker der tjener os, og her må du vel forstå at ingen konge i hele verden kan sammenlignes med os og så videre.