Håndskriftbeskrivelse

Håndskriftet NkS295,8o tilhører Det Kongelige Bibliotek i København. Det er sammensat af meget forskelligartede dele. Forrest findes et læg af papir, der sandsynligvis er nogenlunde samtidigt med bindet, nemlig fra ca. 1600. Her står nogle tillæg til Jyske Lov. Håndskriftets kerne er middelalderlig og består af 15 læg med pergamentsblade. Bagest er et læg ubeskrevet papir af samme type som det forreste.

Den middelalderlige del indeholder 106 blade, som måler ca. 14,2x8,8 cm. De er beskrevet på både forsiden (recto-siden, forkortet r) og bagsiden (verso-siden, forkortet v). Indholdet er juridisk:

  • Jyske Lov blad 1r-99r

  • Erik Glippings nyborgske forordning for Sjælland blad 99v-102v

  • Erik Glippings håndfæstning blad 102v-106r

  • Erik Glippings nyborgske forordning for Nørrejylland blad 106r-v.

Der er lakuner flere steder i håndskriftet. Forrest er seks blade skåret ud, foran blad 30 mangler 1 blad, foran blad 41 er to blade forsvundet, og foran blad 47 er et blad fjernet. Blad 33 er blevet gennemskåret, og derved er noget af teksten gået tabt. Det er ret nemt rekonstruere den tabte tekst, for der er bevaret et søsterhåndskrift til NkS295,8o, nemlig C63 på Kungliga Biblioteket i Stockholm. De to håndskrifter har haft fælles forlæg, og flere forhold viser, at NkS295,8o, må være ældre end C63; bl.a. har det københavnske håndskrift meget færre forkortelser end det stockholmske, og hvor NkS295,8o har k, har C63 ofte c. Disse træk tyder på, at NkS295,8o blev skrevet omkring 1325, og i samme retning peger sprogformen og skriften.

Der er lagt megen omhu i indskrivningen af Jyske Lov. Inden selve skriveprocessen er der indridset linjer og marginer på hver eneste side. Skriften er den smukke, letlæselige gotiske bogskrift, og første bogstav i hvert kapitel er fremhævet både ved størrelse, farve og udsmykning. Disse initialer er skiftevis røde med blågrøn udsmykning og blågrøn med rød udsmykning. I de runde bogstaver er der tit skitseret små figurer, fx morsomme ansigter.

For at lette brugen af håndskriftet som opslagsværk er det på hvert opslag angivet, hvor i Jyske Lov vi befinder os: på venstre side står midt over klummen et L for det latinske liber 'bog' og på højre side Ius, IIus eller IIIus, dvs. første, anden, tredje. Alle kapiteloverskrifterne er skrevet med rødt, og hvert kapitel er nummereret, svarende til indholdsoversigterne til hver bog. Mindre afsnit markeres med et rødt rubriktegn, ¶.

Faktisk blev manuskriptet brugt flittigt. Der er tydelige spor af slid, men det vidner om respekt for det smukke håndskrift, at der er meget få tilskrifter i marginen. Dets senere historie afspejles i nogle spredte ejernavne. På dets allerførste blad står den nedertyske notits "Hanß Jensen tho Ruttebul sin Bock"; hvem denne Hans Jensen i Rudbøl var, ved vi ikke; en lidt længere ejerformel med hans hånd afsluttes med årstallet 1620. På første side i den middelalderlige del har historikeren Jacob Langebek noteret: "Foræret til Selskabet af Hr. Professor Møller i Flensborg 1749". Selskabet er Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og professoren i Flensborg er Olaus Henricus Moller, der er kendt for sine litterære og historiske interesser. Fra Det danske Selskab kom håndskriftet til Det Kongelige Bibliotek, hvor det stadig findes.

Fra NkS295,8o udgiver Tekstnet Jyske Lov.