178|Apostlen Sankt Jakob prædikede først den hellige tro i Galicien. Senere drog han til JorsallandA, og endnu senere blev hans lig ført til Galicien. Kort efter forsvandt den kristne tro i Galicien så der næppe var en eneste kristen.

Da kejser Karl havde erobret mange lande, så han en nat en stjerne på himlen mod vest i retning af Galicien. Han undrede sig over hvad det skulle betyde. En nat så han i søvne en smuk mand der talte til ham: »Hvad laver du, min søn?«

Kejseren spurgte: »Hvem er du?«

»Jeg er Guds apostel Jakob. Herodes fik mig halshugget. Min krop ligger i Galicien hvor ingen kender mig, for de er alle sammen hedninger. Jeg synes det er mærkeligt at du ikke frelser mit land fra saracenerne. Da Gud har gjort dig mægtigere end alle andre konger, så skal du frelse mit land og flere andre steder. Som løn skal du bære en krone i Himmerige.«

Derefter samlede kejseren en stor hær og drog igennem Spanien og nedkæmpede hedninger overalt hvor han kom. Han belejrede et slot der hed Pamplona gennem tre måneder. Der var høje, tykke mure, og han kunne ikke erobre slottet. Da faldt han på knæ og bad til Gud og Sankt Jakob: »Hvis det er sandt hvad jeg drømte om Sankt Jakob, så erobrer jeg slottet her.«

Straks faldt hele muren ned på grundvolden, og kejseren erobrede slottet. Så fik han døbt mange saracenere, og de der ikke ville lade sig døbe, fik han halshugget. Senere erobrede han hele Galicien til havet, og ærkebisp Turpin døbte mange hedninger. Derefter erobrede kejseren hele Spanien mellem de to have. I Galicien erobrede han fem hundrede byer og slotte. Alt det guld og sølv han vandt på tre år, gav han til Sankt Jakobs Kirke, og han fik bygget 179|mange kirker i Spanien, Frankrig og Gascogne. For det meste fik han dem indviet til Sankt Jakob.

Da kejseren var kommet hjem til Frankrig, kom en hedensk konge ved navn Angulando fra Afrika til Spanien med en stor hær. Han erobrede hele riget og rev de kirker og klostre ned som kejseren havde fået bygget. Mange kristne flygtede ud af landet for ham. Da kejseren hørte det, drog han til Spanien med en stor hær.

I kejserens hær døde en ridder som hed Romerik. Han havde givet en hest for sin sjæl. En af hans slægtninge solgte hesten for hundrede mark i rede penge som han skulle have delt ud til de fattige for hans sjæl. Månedsdagen efter viste den døde sig for ham: »Du har handlet groft imod mig, for du har røvet min sjælegave. Alligevel har Gud vist mig nåde: Jeg er blevet pint i tredive dage, men i morgen kommer du i mit sted, og jeg kommer til Paradis.«

Han anså det for en spøg, men djævlene kom og tog ham bort med krop og sjæl. Hans ven ledte efter ham, men fandt ham ikke. Da kejseren drog forbi med sin hær, fandt man hans lig tre dagsrejser væk, og hver en knogle i hans krop var knust.

Da kejseren kom til Spanien med sin hær, kom Angulando ham i møde. Angulando tilbød at de kunne slås én mod én. Det passede kejseren godt, og han sendte hundrede mand afsted. Angulando sendte hundrede saracenere, og de blev alle dræbt. Så sendte Angulando to tusind afsted og kejseren lige så mange. Angulandos folk flygtede. Senere tilbød Angulando et egentligt slag. Det passede kejseren godt. De af hans folk der var bestemt til døden den dag, stak deres spyd i jorden, og der var bark og blade på spyddene. Hærene gik imod hinanden og kæmpede, og kejserens hest blev dræbt under ham. Alligevel forsvarede han sig modigt med sit sværd hele 180|dagen. Hen imod aften skiltes de, og de drog hver til sin lejr.

Da kom der fire tusind mand fra Rom for at hjælpe kejseren. Det hørte Angulando, han trak sig tilbage og indtog et slot der hed Agene. Der kom to hundrede tusind mand fra Afrika til ham. Angulando skrev til kejseren og forlangte at han skulle sende ham tres heste læsset med guld og sølv. Det gjorde han ikke for pengenes skyld, men han ønskede at hans mænd skulle vide hvordan kejseren så ud for at de nemmere kunne få ram på ham. Kejseren gennemskuede hans lumske plan og drog med to tusind mand hen på fire mils afstand af Angulando. Senere tog han hemmeligt sammen med tres riddere så nær at han kunne se Angulandos hær. Der tog han noget usselt tøj på og gik sammen med én anden ind i byen hen til det sted hvor Angulando var. Hedningerne fangede ham og førte ham til Angulando. Han spurgte hvem han var. Kejseren svarede: »Vi hører under kejser Karl. Han vil gerne blive jeres mand og bad om at I skulle møde ham med tres riddere.«

Angulando svarede: »Rid i forvejen. Jeg kommer straks til møde med ham.«

Kejseren betragtede omhyggeligt Angulando og mærkede sig hvor byen nemmest kunne indtages. Så red han tilbage til sine mænd. Angulando drog efter ham med syv tusind riddere. Da kejseren så det, drog han tilbage til sin hær og fik samlet flere folk hver dag. Angulando trak sig langt tilbage fra slottet, og kejseren belejrede det og byen. Der blev dræbt mange saracenere.

Angulando lå i en by der hed Santimes. Kejser Karl drog til byen og opfordrede Angulando til kamp. Angulando gik imod ham og kæmpede. Den dag mistede kejser Karl fire tusind mand, men Angulando mistede flere og flygtede tilbage til byen. 181|Selv flygtede han hemmeligt ud af byen om natten. Det opdagede kejseren, og i et overraskelsesangreb dræbte han fire tusind. Blandt dem var kongen af Agapia og kongen af Bugia. Angulando flygtede derfra til en by som hed Pamplona, og skrev til kejseren at han ville vente der.

Kejseren trak sig tilbage, for han havde kun en lille styrke mod så stor en hær. Han tilkaldte folk fra hele sit rige, løslod fanger og slaver, indkaldte alle kampdygtige og slog mange til riddere. Da hele hæren var samlet, lyste ærkebiskop Turpin velsignelsen over dem. Hæren var to dagsrejser bred og lang, og man kunne høre larmen og bulderet fra den på tolv mils afstand. Kejseren drog mod Pamplona og opfordrede Angulando til at komme ud og kæmpe. Angulando gik ud imod ham med sin hær, befalede hæren at vente et øjeblik og red selv til kejseren med tres riddere. Kejseren sagde til ham: »Jeg skylder dig kun ondt, for du har behandlet mine lande så fjendsk og hårdt.«

Angulando svarede: »Hvorfor tog du det land fra mig som hverken du eller din far havde før?«

Kejseren svarede: »Vorherre skabte de kristne som hedningernes overmænd og befalede os at hade jer.«

Angulando sagde: »Vi har en bedre tro end du. Vi dyrker den almægtige gud Mament og holder hans bud. Fra ham har vi både liv og land.«

Kejseren svarede: »Du har en forkert tro. Vi tror på Gud Fader, Søn og Helligånd. Når vi dør, kommer vores sjæl i Himmerige, og jeres kommer i Helvede. Nu kan du vælge om du vil lade dig og din hær døbe eller straks kæmpe mod mig.«

Angulando sagde: »Jeg vil lade tyve mand kæmpe imod tyve, og så vil vi se hvem der har den bedste tro.«

Kejseren sendte tyve riddere i kamp og Angulando tyve saracenere. Alle hedningerne blev dræbt. 182|Så sendte Angulando tres og kejseren lige så mange. Hedningerne blev dræbt. De sendte hundrede mod hundrede. Hovedparten af de kristne faldt, og en del flygtede, fordi de stolede mere på deres egne kræfter end på Guds hjælp. Så sendte de tusind mod tusind. Alle hedningerne blev dræbt. Endelig aftalte de våbenstilstand indtil de havde forhandlet. Angulando sagde: »Jeg ser at jeres tro er helligere end vores. Derfor kommer jeg til dig i morgen og lader mig døbe.«

Næste morgen kom han til kejseren mens han sad ved bordet og blev stående på gulvet, for der var så mange fornemme herrer. Han spurgte hvem de var, og hvilket embede hver af dem havde. På gulvet sad der tolv fattige i laset tøj og med ganske lidt mad. Angulando spurgte hvad det var for nogle. Kejseren sagde: »Det er Guds folk. Vi har tolv af dem til spisning hver dag, for Guds apostle var tolv.«

Angulando sagde: »Det er mærkeligt at dine tjenere sidder til bords og har masser af mad og vin, men din guds tjenere sætter du langt væk og giver dem kun lidt at spise og drikke. Sådan ser jeg at din gud er ringere end min. Derfor vil jeg aldeles ikke blive kristen i denne omgang.«

Næste morgen stødte de to hære sammen og kæmpede hele dagen. Kejseren havde 134.000 mand, Angulando 200.000. En af kejserens riddere banede sig vej midt gennem hedningehæren med sværdet. Hedningerne faldt som får for de kristne. Den dag blev der udgydt meget blod; det stod dem op over anklerne. Der skete mange gode mirakler. Angulando flygtede med skam og sorg. Kejseren lod sin hær slå lejr ved en bro der hed Argue. Om natten sneg omkring tusind mand sig fra kejseren hen til slagmarken og tog guld og penge 183|fra hedningerne. Da de ville tage hjem igen, blev de alle dræbt af hedninger.

Næste dag kæmpede de igen mod hedningerne. Inden kejseren red afsted, bad han til Gud om at måtte se hvem af hans mænd der skulle dø. Straks så han et rødt kors mellem skuldrene uden på harnisket af dem der skulle dø. Kejseren fik dem alle lukket inde i et hus, og da han kom hjem igen, havde de slået hinanden ihjel.

Lidt senere drog to hedenske konger mod kejseren, Braun og Corduban, og begyndte en kamp. Saracenerne havde trommer. De gjorde hestene sky så de ikke ville frem, men løb tilbage, og de måtte flygte op på et bjerg hvor de forsvarede sig. Næste morgen fik kejseren hestene blindet og fik deres ører fyldt med voks. Tidligt om morgenen begyndte de at kæmpe. Hedningerne havde en vogn forspændt med otte okser. På den stod en rød fane, og det var deres skik aldrig at flygte så længe den fane stod oprejst. Kejseren trængte sig frem mod vognen og huggede selv fanen omkuld. Straks flygtede hedningerne. Kongen af Sybil blev dræbt sammen med otte tusind hedninger.

Angulando havde en søn der hed Jamund. Hans far havde lovet ham at han skulle være konge i Frankrig. Da han hørte at kong Sibyl var død, og at Corduban og en kæmpe der hed Altumant, var blevet kristne, så blev han vred og samlede en stor hær. Han råbte til Mament og Terogant og bad dem om hjælp til at hævne sig på sine fjender. Så drog han mod kejseren.

De mødtes på en stor hede og kæmpede hårdt. Mange af hedningerne døde, og derefter flygtede resten. Kejserens mænd fik så stort bytte at de 184|aldrig blev fattige. Hedningerne sagde: »Vi arme stakler at vi nogensinde blev født. Nu har vi mistet kongen og de bedste riddere vi havde.«

Jamund svarede: »Hvor er nu mine kæmper som pralede så vældigt og talte store ord da de sad i min fars palads blandt fruer og unge kvinder og drak min fars vin? Hvor dumt af min far at tro på deres store ord! Skam skal I alle få! Aldrig kommer jeg mig over denne skændsel.« Jamund kaldte et sendebud til sig og sagde: »Rid til min far, og fortæl ham at vi er hårdt ramt og har mistet fire af vores guder, Mament, Terogant, Jupiter og Apulin. Dem har kejseren taget.«

Sendebuddet kom og aflagde beretning for hedningerne. Angulando var ikke i hæren. En hedning ved navn Balam sagde: »Almægtige Gud, højeste far. Dig påkalder jeg af hele mit hjerte. Du skabte himlen og jorden. Det tror jeg fuldt og fast. Lad mig ikke dø før jeg er blevet kristen,« og græd heftigt.

En konge ved navn Triamodes var Angulandos søstersøn. Han havde en fane og under den tres tusind mand. Der var en kæmpe der hed Rodan. Også han havde en fane og tres tusind mand. Den tredje fane med tres tusind mand havde kong Kador. Den fjerde med tres tusind mand tilhørte to konger. Den femte med tres tusind mand havde kong Magon af Aspiron. Alle de mænd var godt rustet både med heste og våben. Det skinnede af deres skjolde og hjelme 185|over bjerge og dale.

Jamund kom dem i møde med fire hundrede tusind mand og befalede dem at gøre holdt. Så holdt han en tale for dem: »Kære venner. I ved hvilke tab vi har lidt. Vi har mistet både konger, riddere og tjenere, og jeg har mistet min gode hest. Jeg er selv flygtet med skam. Jeg er mest ked af at de tog fire af vores guder fra vognen der stod tæt på os. Hvis I kan erobre dem tilbage, vil jeg belønne jer med guld og sølv.«

Hedningerne råbte på én gang: »Hvis vi ikke erobrer dem tilbage inden solnedgang, så hæng os alle sammen!«

Da blev Jamund glad. Hedningerne blæste i mere end tusind horn. Kejseren havde sendt tusind spejdere afsted, og de så en stor støvsky. Straks efter så de mange faner og forgyldte skjolde og blanke hjelme. De red tilbage.

En af kejserens hertuger hed Gerard. Som den første tog han sine våben sammen med sin hær og red ned i en dal, befalede dem at gøre holdt og talte: »Hør på mig, I mægtige mænd, riddere og tjenere. Nu er der gået firs år siden jeg blev slået til ridder. Her har jeg en fane som mine forfædre har haft, og den har så megen kraft at den endnu aldrig har været på flugt. Nu har Gud sendt os hertil for at udføre herlige bedrifter. Den der dør her, hans sjæl kommer i Paradis før hans blod rammer jorden. 186|De der overlever, får guld og sølv så de aldrig bliver fattige. Bed nu til Gud, rid frem i hans navn, og stol på hans nåde. Det er vores pligt at tåle varme og kulde, at miste kød og blod for hans skyld. For han udgød sit blod for vores skyld.«

De kristne roste hans tale og gav hinanden hånden på at ingen ville flygte fra de andre førend hertug Gerard befalede det. Hertugen udvalgte ti tusind af de hurtigste riddere og anbragte dem omkring sig. Hans søstersøn Clares førte den anden fane med ti tusind under. Kong Salomon førte den tredje, også med ti tusind. Den fjerde førte hertugens to sønner, også med ti tusind.

Kort efter kom kejserens spejdere. Det var to konger og tolv hertuger med tres tusind mand. Kejseren vidste ikke at hedningerne var på vej imod ham, for han var et andet sted. En ærkebiskop red til ham og fortalte at hedningerne var på vej. Kejseren lod blæse i trompeter og basuner. Så væbnede hele hæren sig og steg til hest. Kejseren havde hundred tusind mand, og Fagun førte hans fane. Kejseren red frem foran hæren, fulgt af hertug Neymis, hertug Bering, greven af Flandern og Udger Danske. Kejseren sagde: »Jeg ser nogle hedninger, der har slået sig ned her foran os på en bakke. Fire af mine mænd skal ride hen til dem.«

Udger Danske, Neymis, hertug Bering og greven af 187|Flandern red derhen. De der havde slået sig ned på bjerget, var hertug Gerard og hans mænd. Da han så kejserens folk, mente han at det var hedningerne, og befalede at hans søn Clares og hans to sønner, Ernard og Reyner, skulle ride afsted sammen med en ridder ved navn Booz. De red de fire i møde. Clares stødte spyddet efter Udger og igennem hans skjold, men hans gode brynje hjalp ham. Han faldt af hesten selvom han ikke var vant til at falde. Booz stødte spyddet mod greven af Flandern, han gav igen, og de røg begge af hesten. Booz huggede greven i højre skulder så han ikke kunne bruge den resten af sommeren. Hertug Neymis stødte spyddet mod Ernard så han faldt af hesten. De begyndte at hugge heftigt imod hinanden. Udger talte til Clares: »Ædle ridder, sig mig dit navn.«

Han svarede: »Jeg hedder Clares og er søn af hertug Mylon. Den mægtige hertug Gerin holder her på bjerget. Men hvad hedder du?«

Han svarede: »Jeg hedder Udger Danske.«

Clares kastede sværdet fra sig og bad ham tilgive at han havde stødt ham af hesten.

Så gik de alle fire hen til hinanden, omfavnede og kyssede hinanden. Da kejseren så det, red han hen til dem. Der samlede kejseren hele sin hær, og paven prædikede og lyste velsignelsen over dem.

De kristne og hedningerne stødte sammen ved et bjerg der hed AspermundA, og der stod en hård 188|kamp. Clares stødte spyddet mod en hedensk konge, Gylon af Afrika, gennem hans skjold og brynje så han styrtede død af hesten. Hertug Gerin råbte højt: »Frem, kristne mænd! Vi vinder berømmelse og ære.«

Straks stødte han sit spyd gennem en hedning så han styrtede død om. Kong Triamodes stødte spyddet mod Angsis, gennem skjold og brynje, ud gennem skuldrene så han faldt død om. Jamund, kong Angulandos søn, huggede med begge hænder og voldte alvorlig skade på enhver der fik et hug af hans sværd Dyrendal – han slap ikke væk med livet i behold. Det så Udger Danske og sagde: »O Herre Gud, sikke en skade disse hedninger gør os.«

Han red hen til Jamund, som sagde til sin morbror Morland: »Her kommer en der gerne vil dø.«

Udger og han stødte så hårdt sammen at de begge faldt af hesten. Straks sprang de begge op og huggede med sværdet efter hinanden. Jamund kløvede Udgers skjold. Men Ankesin, en kristen, huggede sit sværd på hjelmen af en kæmpe der hed Bolandes, så det gik ned i tænderne og han faldt død ned på jorden. Ankesin tog hesten og førte den hen til Udger Danske, og han steg op på den. Så kom der tusind hedninger mod de to. Med nød og næppe kom de tilbage under kejserens fane. 189|Jamund og hans mænd gik så voldsomt frem at de på kort tid dræbte tusind riddere. Da kom hertug Gerin. I hans dage fandtes der ingen ridder der kunne måle sig med ham. Han red dristigt frem og dræbte selv ti riddere på et øjeblik.

Hedningerne faldt i dynger, og det blev mørkt hen imod natten. Derfor skiltes de for denne gang. Hertug Gerin og hans mænd drog hen til et bjerg og hvilte sig der om natten. Da havde han mistet fire tusind af sine mænd. Alle hans folk blev siddende på hesten med draget sværd hele natten. Han sørgede dybt over sine mænd og sagde: »O Herre Gud, vi er kommet her for at forsvare din tro, og ligesom du led døden for vores skyld, sådan vil vi nu dø for din skyld.«

Også kejseren kæmpede godt den dag. Han mistede to konger, tres hertuger og grever og mange tusind riddere og tjenere. Han hvilede sig i en dal om natten. Samtidig lå nogle af hans mænd i baghold der hvor kampen havde stået.

Den nat var Jamund ikke meget glad. Han havde mistet halvdelen af sine mænd, og alle de andre var såret. To konger var flygtet fra ham med ti tusind mand. Da Jamund så det, sagde han: »Usselt svigter I mig, sølle forrædere. Det var jeres plan der drev mig herhen.«

Da svarede Balam: »De stikker af fra dig som sølle forrædere.«

Jamund sagde: »Jeg sørger mest over mine gode mænd.«

Balam sagde: »Her er kun 190|to muligheder: at dø eller forsvare os modigt.«

Da det blev dag og solen stod op, sagde hertug Gerin til sine mænd: »Raske riddere, gør jer hurtigt klar, og betal Gud hvad vi skylder ham.«

De tog straks deres våben og steg til hest.

Så snart det lysnede, drog Jamund med tyve tusind mand hen hvor kampen havde stået. De kristne der lå i baghold, var skrækslagne for ham og lovede Gud at de aldrig ville begå en dødssynd. I det samme fik de øje på hertug Gerins hær og blev meget glade. Snart kom Jamund og begyndte at kæmpe. Han stødte sit spyd i Ancelins skjold så spidsen stod gennem skuldrene og han faldt død til jorden. Balam slog også en ridder ihjel. Da kom hertug Gerin ind i kampen. Hedningerne var dobbelt så mange som de kristne, og kejseren var endnu ikke kommet.

Da kejserens hær var klar til kamp, kom Udger Danske. Hans skjold var kløvet, hjelmen og brynjen i stykker, og mange steder løb blodet ud mellem ringene. Han sagde til kejseren: »Lad os ride hurtigt frem, og hjælpe jeres mænd. Jeg fangede en tolk fra dem. Han sagde, at Jamund er så tåbelig at han ikke vil sende bud efter sin far, men vil kæmpe med de folk han har. Hvis I vil i kamp, så send bud til jeres lejr om at alle der kan krybe og gå, skal komme herhen.«

Kejseren gjorde som han sagde.

Da buddet kom, drog alle afsted. Kejseren gik i kamp med 32.000 mand. Jamund havde otte faner 191|med syv tusind mand under hver. Under sin egen fane havde han tyve tusind. Da han så kejserens fane, sagde han til sine mænd: »Nu kan I se kejser Karls overmod. Han rider imod os, og vi har tre mand for hver én han har. Jeg sværger ved den mægtige Mament at han ikke skal komme levende fra dette slag.«

Kejseren gik så kækt i kamp at hedningerne faldt for ham, den ene efter den anden. Kong Salomon stødte sit spyd gennem kong Bordants skjold og brynje så han styrtede død til jorden. Han havde Jamunds horn, Olivant, om halsen. Det kunne høres på en afstand af femten store mil. Kong Salomon tog hornet og sagde at han ikke ville bytte det for meget guld. Jamund så at Bordant faldt og at Salomon tog hornet. Han blev voldsomt vred og kløvede med det skarpe sværd Dyrendal Salomons hjelm, hoved og mave, brynje, sadel og hest. Så tog han hornet og hængte det om sin hals. Det så Aukerim og stødte sit spyd gennem hans skjold. Spyddet gik i stykker, og Jamund huggede ham på venstre skulder så sværdet gik ud gennem højre side ved bæltet og han styrtede død ned. De kristne var modfaldne og bange for Jamunds vældige hug. Hvis han havde været kristen, havde han ikke haft sin lige i hele verden.

Da kejseren så Aukerim dø, sørgede han inderligt over hans død. »Min ven,« sagde han, »jeg er ked af din død. Skam få den der dræbte dig. Jeg havde ingen mere hengiven mand i min tjeneste. 192|Hvis Gud nogensinde ville høre min bøn, så tilgav han dig dine synder.«

Kejseren red voldsomt frem og gav befaling til dristig fremmarch. Da kom de som kejseren havde sendt bud efter fra lejren. Blandt dem var hans fire søstersønner, Estur, Ottun, Bering og Roland. De havde fyrre tusind kokke og tjenere med sig, alle der kunne holde på et våben. Roland red på en arbejdshest frem under kejserens fane sammen med to tusind væbnere. De der kom fra Afrika, red straks imod Rolands følge med tyve tusind mand. Roland red kækt gennem deres slagorden med sit følge og slog mange mænd til jorden.

Hertug Gerin ville hen til hedningernes hovedfane og stødte sit spyd mod en hedning der hed Maskobrun. Det gik gennem hans skjold, brynje og skuldre så han styrtede død af hesten. Gerin råbte til sine mænd: »Ædle helte! Slå store slag. Afrikas konge ville ødelægge vores land. Jeg er nu en gammel mand, men jeg vil sende mange hedninger hovedkulds i jorden.«

Hans mænd sagde: »Vær ikke bange, herre, vi vil aldrig vige fra dig.«

Hertug Gerin var kommet så tæt på hovedfanen at han kunne kaste sin handske derhen, og sammen med sine to søstersønner banede han sig vej derhen med sværdet. Der faldt tusind hedninger, og fanen stod tilbage, forladt og alene. Det vidste Jamund intet om, for han var i fuld gang foran kejserens fane midt i hæren og 193|kæmpede drabeligt. Da Gerin havde erobret fanen, steg han af hesten. Hans mænd tog hans hjelm, sværd og skjold og satte ham ned under hovedfanen. Blodet løb ham ud af næse og mund, og han var træt.

Kejseren og Jamund kæmpede uforfærdet lige ved bjerget Aspermund. Der kom en hedensk konge med tre tusind mand. Den hedenske konge Triamodes stødte sit spyd gennem hertug Mylons skjold og mave og trak alle hans tarme ud sammen med spyddet. De kristne var meget modfaldne over hans død. Triamodes trak sig tilbage og bad Jamund stå fast. I det samme kom Bering ridende og bad Triamodes om at vente. Triamodes var ikke bange for ham, men Bering stødte spyddet gennem hans skuldre og ud gennem brystet, så han faldt død ned over sadlen, og Bering sagde: »Ned skal du, din onde hund! Din sjæl standser først i Helvede. Det var min bror, du dræbte, og ham har du købt dyrt.«

Jamund og alle fra Afrika begræd hans død. De bar ham straks fra slagmarken, mange kyssede ham, som han lå der død, og nogle besvimede.

To af kejserens mænd, Rikard og Marant, red frem. Marant stødte sit spyd mod en kong Mattis, som var fra Jorsalland. Hans gode harnisk hjalp ham ikke, Marant løftede ham af hesten, og han landede død på jorden. Rikard angreb en hedning der hed Gorsant og var i slægt med Jamund. Rikard stødte spyddet gennem hans brynje og ud mellem skuldrene så han styrtede død til jorden. Da Jamund så to af sine slægtninge 194|døde og hele slagmarken dækket af døde, blev hans ansigt mørkt som jord, og han sagde til Balam: »Hvad skal der blive af mig? Det var de to som fik mig til at komme hertil, og nu ligger de begge døde.«

Balam svarede: »Det er noget underligt noget du siger. Du måtte da vide at det ville ende skidt at ville have magt over lande man ikke har nogen ret til. Men vær ikke bange selvom det er gået dårligt.«

Så blæste Jamund i sit horn så alle mærkede jorden ryste. Så samledes de hedninger der havde overlevet, omkring ham. Straks huggede Jamund sværdet i hjelmen på en kristen kæmpe så det gik ned i tænderne.

Gerin sad under hovedfanen og sagde til sine søstersønner Booz og Clares: »Tag tre hundrede riddere med jer, og hjælp vores folk. Når jeg har hvilet mig, følger jeg efter jer.« De gjorde som han befalede.

En hedning fortalte Jamund at deres hovedfane var erobret. Da blev Jamund frygtelig bange og kaldte kong Salatiel og Rodan den Hårde hen til sig: »Vi er skammeligt forrådt. Vores guder er blevet fjernet, og lige siden har de hadet os. Jeg anbragte tyve tusind mand under hovedfanen, og de er dræbt eller flygtet.«

Salatiel svarede: »Vær ikke bange, herre, i aften skal alle kristne dø, og du skal krones i Rom.«

De red begge voldsomt frem. Der var mange tusind med dem, og der faldt mange på begge sider. Salatiel fór ind i de kristnes hær som en sulten falk efter 195|bytte og gjorde stor skade. Udger Danske red hen til ham og knuste hans skulder med sværdet, huggede det gennem skjoldet og ned gennem siden og låret af ved sadlen. Salatiel faldt død til jorden. Det så Jamund og blev meget modfalden. I det samme kom hertug Neymis ridende. Han var tungt bevæbnet og huggede den hedenske konge Rodan i halsen så hovedet røg ned på jorden. Jamund sagde: »Tæt falder mine mænd.«

Kejseren spurgte Neymis og Udger: »Er der nogen under vores hovedfane?«

»Ja, herre,« sagde de, »vist tredive tusind.«

Kejseren sagde: »Det er lovlig lidt,« og spurgte hvad de ville råde til at gøre.

Udger sagde: »Vi vil forsvare os modigt og hugge så kraftige hug at hjelme og brynjer revner. Vi sejrer helt sikkert i dag.«

I det samme kom Booz og Clares med tre tusind riddere. En af hertugens mænd red hen til kejseren. Hans brynje var slemt tilredt, hjelmen kløvet, sadlen fuld af blod, ben og arme blodige. Han hilste på kejseren, som svarede: »Gud hjælpe dig, min ridder, hvad er dit navn?«

»Jeg hedder Valter af Salatiensborg. Hertug Gerin bad mig om at sige til dig at han har erobret deres hovedfane.«

Kejseren svarede: »Lever hertug Gerin stadig?«

»Ja,« sagde Valter, »endnu er han uskadt. Ingen af hans mænd svinger sværdet hårdere end han.«

Kejseren svarede: »Gud være lovet. Jamund er nu så godt som død. Lad os hævne vores skade.«

I det samme kom kejserens sendebud Adelfro. Kejseren spurgte: »Kommer folkene 196|fra vores lejre som jeg befalede?«

Han svarede: »De er kommet, fyrre tusind mand. Din slægtning Roland har dræbt mange hedninger i dag.«

På det tidspunkt stillede kejserens hær op omkring Jamunds hær. Jamund sagde: »Til vores ulykke drog vi til dette rige.«

Balam sagde: »Hvis du havde sendt bud efter din far i dag, så var kejseren for længst blevet overvundet.«

I det samme kom hertug Gerin med ti tusind mand. Han red så voldsomt frem at han på kort tid dræbte fire tusind. Så flygtede Jamund sammen med tre konger. Han sad på en hest der var så god at ingen kunne ride fra ham. Hans spyd var så stærkt at ingen kunne knække det – det var lavet af en slags træ der kaldes ayolA. Jamund sagde: »Sølle og stakkels er jeg. Jeg troede at ingen kunne holde stand mod mig. Nu har jeg set noget andet.«

Balam sagde: »Skam få den kongesøn der klager over sin ulykke. Du lyder som en kvinde der græder over sit eneste barn.«

Jamund så sig tilbage. Der kom kejseren, hertug Neymis og Udger Danske, så Estur, Ottun, Bering og Roland. Goram hed en konge som fulgte Jamund. Hans hest blev træt og kunne ikke mere. Da sagde Jamund: »Hvis jeg mister denne mand, bliver jeg voldsomt ked af det. Vend om og gå mod dem som forfølger os, så vil vi tage en hest og give ham.«

Jamund stødte spyddet efter hertug Neymis. Det gik gennem skjoldet, men brynjen hjalp, så spyddet ikke gik igennem, og hertugen røg langt væk fra hesten. Den tog Jamund og ville føre den til Goram. Udger huggede sværdet i Goram og kløvede hjelmen og ham ned i bæltet. Jamund huggede Udger på hjelmen, men den var hård, 197|så sværdet gled af og ramte hesten på halsen så hovedet røg af. Så flygtede Jamund alt hvad han kunne.

Balam og kejseren red mod hinanden. Kejseren stødte Balam af hesten, men han sprang op og ville op på hesten igen. Det hindrede hertug Neymis. Så kæmpede Neymis og Balam med sværd så der stod rygende ild fra deres hjelme. Balam så at Udger, Ottun, Bering og Roland var på vej mod ham, og at Udger sænkede sit stærke spyd. Han sagde til ridder Neymis: »Beskyt mit liv og helbred. Jeg tror på den samme Gud som du gør, og jeg vil lade mig døbe. Gid hertug Neymis bestemte, så led jeg ingen nød.«

»Hvem er du, ridder?« spurgte Neymis.

Han svarede: »Jeg hedder Balam og var Angulandos sendebud til Frankrig.«

»Gud være lovet,« sagde Neymis og bad Udger om ikke at gøre ham noget. »Han hjalp mig da jeg var i overhængende fare som sendebud til Angulando. Han frikøbte mit liv med meget guld og sølv.«

Neymis sagde til Balam: »Bliv kristen.«

Han svarede: »Gerne, herre.«

I det samme kom Roland hen til dem. Kejseren red alene efter Jamund.

Jamund flygtede med dyb sorg. Dagen før havde han 35.000 mand. Nu var der ingen tilbage, kun ham alene. Kejseren forfulgte ham halvanden mil, og Jamund så ham ikke. Han stod af hesten, bandt hjelmen af og lagde sig ned for at drikke. Han havde hverken spist eller drukket i tre dage og slet ikke taget sin hjelm af. Kejseren kom og tog hans våben. Da Jamund opdagede at hans våben var væk, blev han bange. Kejseren sagde: »Du har ingen grund til at være bange. Jeg vil ikke dræbe en 198|våbenløs mand. Tag dine våben og stig til hest. Den slurk du drak, skal du betale dyrt.«

Jamund tog sine våben, steg til hest og sagde til kejseren: »Det er dine synder der får dig til at give mig mine våben tilbage. Du har en hurtig hest siden du kunne indhente mig, og jeg er klar over at du er af fornem slægt siden du gav mig mine våben tilbage. Nu vil jeg ære dig til gengæld. Lad din og hest og våben blive her, og løb så tilbage til dine mænd. Jeg vil skænke dig livet til gengæld for den ære du viste mig.«

Kejseren svarede: »Du er ikke værdig til mine våben.«

Jamund spurgte hvad han hed.

Kejseren svarede: »Jeg hedder Karl, jeg er kristen og kejser.«

Jamund undrede sig over at han var alene og sagde: »Nu vil jeg ikke regne min skade for noget. På din krop skal jeg hævne alt hvad jeg har lidt. Bagefter tager jeg alle dine lande og riger.«

Kejseren svarede: »Du er ikke værdig til mit rige som du regner med at få så let.«

Jamund var ung og stærk, kejseren havde et godt hjerte, han var troende og en vældig kriger. De red imod hinanden og stødte hinanden af hestene. Straks trak de sværdene og kæmpede heftigt. Mage til kamp stod ikke mellem to mænd i deres tid. De huggede skjold og harnisk af hinanden. Kejseren huggede sværdet i Jamunds højre skulder så brynjen revnede og han fik et stort sår. Da sagde Jamund: »Du har en kostbar krans om hjelmen. Han var ikke fattig, ham der satte den på. Jeg ser du har tre sten på hjelmen. 199|Så længe du bærer dem, kan ingen overvinde dig, derfor vil jeg have din hjelm nu.«

Kejseren svarede: »Med Guds hjælp skal den aldrig blive din.«

Jamund greb efter kejserens hals, kejseren trak sig væk, men Jamund fik fat i hageremmen og rev hjelmen af kejserens hoved. De sloges voldsomt om hjelmen. I det samme kom Roland ridende med stykke af et spyd i hænderne. Jamund tog sig ikke af ham, for han var lille. Nu var kejseren i nød. Da hjalp Gud som altid hjælper. Roland slog Jamund på hjelmen. Jamund var ligeglad og sagde: »Det er en mægtig Gud, I har, hvis I begge slipper herfra.«

Roland gav ham endnu et slag, og Jamund holdt armen for, så hans sværd røg ud af hænderne på ham. Da Jamund mistede sit sværd, blev han grå som aske. Roland tog sværdet, kløvede hans hjelm og hoved så hjernen flød ud af munden og han faldt død om. Kejseren satte sig ned og hvilede sig. Havde Gud ikke sendt ham Roland til hjælp, så havde han aldrig båret sin krone igen. Roland tog sværdet Dyrendal og hornet Olivant. I det samme kom Udger Danske og hertug Neymis meget nedslået for kejserens skyld. Neymis sagde: »Det var ikke godt, herre, at I jagede den hund så længe alene.«

Kejseren svarede: »Det skal aldrig ske igen.«

Så vendte de Jamunds lig om. Højre arm var knust og begge øjne lå ude på kinden. De bar ham hen under et oliventræ og dækkede ham med skjoldet. Da sagde kejseren: »Hvis den 200|mand havde været kristen, så havde der ikke været nogen bedre ridder i hele verden.«

Hertug Neymis svarede: »Ve den der sørger over ham, og den der avlede ham. Gid han må blive overgivet til alle djævle i Helvede.«

Kejseren tog tilbage til sin hær og fandt dem alle modfaldne, for ingen vidste hvor han var blevet af. Kejseren gik ind i Jamunds telt og tog sit harnisk af.

Den gamle hertug Gerin forfulgte hedningerne mere end en stor mil og slog alle ihjel. Man kunne dårligt ride hen over slagmarken, så mange lig, harnisker og heste lå der. De fik masser af guld og sølv som bytte. Kort efter gik kejseren og hele hans hær til bords. Det var fjerde dag siden de sidst have spist og drukket.

Samtidig var Angulando på et slot der hed Frissa. Der var kommet to konger til ham med en vældig hær, den mægtige Bordant og Modas. De sad og spillede skak. Angulando ville stille hele PolerlandA som præmie mod en handske, men Modas sagde: »Det er tåbeligt. Sværd og spyd kan forsvare Polerland.«

I det samme kom Magon og Aspiron som var flygtet fra Jamunds hovedfane. Deres heste var blodige og svedige. De sagde: »Hvad laver du, Angulando? Din søn har kæmpet mod kejseren. Vi var tyve tusind mand under hovedfanen. Så kom der en masse mænd på vores højre hånd, deres anfører var en lille, gammel mand. De slog vores folk ihjel, og der lever ikke mange 201|af de tyve tusind.«

Angulando spurgte hvor hans søn var. De sagde at det vidste de ikke. Angulando blev vred og kastede en stor stav efter dem: »Din gamle forræder. Aldrig vil jeg tro på at nogen kristen får min søn til at flygte. Jeg vil lade jer begge hænge.« Angulando anbragte tyve konger på en bænk og krævede dom over de to konger. De forhandlede længe, og deres dom lød at de skulle bindes nøgne til et træ, og så skulle femten væbnere flå huden af dem. Det skete. Så blev de slæbt væk og smidt under en latrin. Da det var sket, gik Angulando til bords.

I det samme kom en ridder til hest. Han trådte frem for kongens bord. Blodet løb gennem brynjen så det rendte ned på gulvet. Han havde over fyrre sår. Han sagde: »Din søn har lidt store tab. Til sidst blev vi jaget ud i en flod, og vi kunne gå tørskoede over floden på de døde kroppe. Franskmændene slog vores guder i stykker mens vi så på, og de gjorde ingen mirakler. Jeg så at der var en ridder som forfulgte din søn længe, men jeg ved ikke hvordan det gik dem.«

Angulando blev både vred og ked af det og befalede sin hær at gribe til våben.

Alle de kristne der var blevet dræbt, fik kejseren ført bort fra slagmarken, og han blev i Jamunds telt om natten. Der var godt med mad og vin og sølvkar som var Jamunds middagsservice, og ingen har set så mange sværd og harnisker som derinde. Teltet var så prægtigt at ingen havde set noget lignende. Der var så mange ædelsten at man ikke behøvede at tænde lys. Uden på teltet var der 202|en knap af klart guld med mange særlige egenskaber. Balam kom ind til kejseren og bad om at blive døbt i Guds navn. Kejseren spurgte: »Hvorfor har du så travlt?«

Han svarede: »Det har jeg længe haft lyst til, og bagefter kan jeg vise dig alle de vidunderlige ting herinde.«

Tre ærkebisper indviede døbefonten. Paven og tre ærkebisper døbte ham. Kejseren blev hans gudfar. Paven ændrede hans navn og kaldte ham Vittaklin. Vittaklin sagde til kejseren: »Se nu på den knap uden på teltet. Den er fantastisk. Der kan du se hvad der sker tyve mil væk.«

Kejseren så på knappen og så slottet Renseborg hvor Angulando opholdt sig. Der så han mange skibe og krigsskibe som var kommet til slottet, flere end nogen tunge kunne nævne. Også paven så den store flåde der var kommet fra Afrika. Han blev trist og græd heftigt. Vittaklin sagde: »I må hurtigt beslutte om I vil flygte eller holde stand.«

Kejseren svarede: »Ved bjerget Aspermund vil jeg holde stand og aldrig flygte,« og til paven: »Kære far, græd ikke så højlydt. Du kan skræmme vores folk med den lyd.«

Kejseren sendte bud efter Gerin og bad ham om at komme, og han mødte op. Kejseren lod ham se den enorme flåde der var kommet, og hvordan de gik i land. Vittaklin nævnte alle de konger og anførere som gik i land, og bad kejseren om at gøre hæren og sig selv klar til kamp. Straks befalede kejseren at der skulle blæses i basuner og horn og at alle unge mænd skulle møde op hos ham. Det gjorde de, og da de stod foran ham, sukkede han, og tårerne løb ned over hans 203|kinder. Paven spurgte hvad der var i vejen.

Kejseren svarede: »Jeg har allerede mistet 337 konger, hertuger og grever, foruden riddere og tjenere. Nu er jeg nødt til at slå folk til riddere som ikke er gode nok, hvis jeg skal vinde nogen hæder.«

I det samme trådte Roland, Estur, Ottun og Bering ind. Roland sagde vredt til hertug Neymis og Udger Danske: »Hvad siger min slægtning kejseren? Hvorfor behandler han os fire som fanger eller tiggerbørn? I går red jeg på en mager arbejdshest som nær havde rystet alle mine tænder løs. Hvis han ikke vil give os hest og harnisk, så rider vi vores vej.«

Udger omfavnede ham: »I skal snart få hest og harnisk.«

Det fortalte hertug Neymis og Udger til kejseren, og han svarede: »Roland er meget ung til at bære harnisk.«

Roland svarede: »Selvom jeg er ung, så har jeg hjerte og hænder, og Gud kan lige så godt beskytte mig som en der er gammel. Vi fire slægtninge har tjent jer så godt at vi kan være det bekendt. Hvis I ikke vil give os hest og harnisk, så se jer om efter andre folk i stedet for os.«

Kejseren svarede Roland: »Jeg har ikke glemt hvor hurtigt du kom mig til hjælp, da jeg kæmpede mod Jamund ved oliventræet, og at du reddede mit liv med Guds hjælp. Hvad du beder om, skal du ikke få nej til, om du så bad for ti eller tolv tusind.«

Straks faldt Roland på knæ for kejseren. Han rejste ham op og kyssede ham. Kejseren fik sammenkaldt alle der ville være riddere, og han slog mange til riddere. Han tog ikke hensyn til om de var rige eller fattige.

204|Neymis og Udger førte Roland frem. Kejseren slog ham til ridder og bandt Dyrendal ved hans side og sagde: »Forsvar dig godt og modigt.«

Hertug Neymis og Udger bandt sporerne på hans fødder. Dernæst slog han sine tre slægtninge til riddere sammen med hertug Gerins to sønner og siden tre eller fire hundrede, den ene efter den anden. Kejseren sagde til Gerins søn Mylon: »For din gode fars skyld giver jeg dig et slot som hedder Mileborg, og tilmed en jomfru og et stort rige.« Så bandt han et sværd ved hans side og sagde til ham: »Du, hertug Neymis og Udger Danske skal altid være ved min side,« og gav dem alle hest og harnisk så de var godt tilfredse. Lidt senere fik kejseren holdt gudstjeneste. Roland og de andre gav guld som offer. Paven prædikede for folket og tilsagde dem tilgivelse for alle deres synder.

På samme tid sagde kong Angulando til sine mænd: »Det undrer mig at der ikke kommer bud fra min søn Jamund.«

En konge der hed Mandoquin, sagde: »Jeg drømmer hver nat underligt om Jamund. Det er som om jeg ser fuldt bevæbnede kristne der blander blod og hjerne sammen fra vores mænd.«

En konge der hed Abiant, svarede: »Send bud til kejseren, og forlang at han sender vores guder tilbage til os.«

Angulando sagde til to hertuger, Julian og Galinger: »Rid til kejseren, og forlang at han giver os vores guder tilbage, at han tror på vores Gud, og at han sender mig skat af hele riget, syv hundrede æsler lastet med guld og sølv, foruden fire hundrede unge kvinder af god slægt, og så skal han selv gå herhen til mig, i bodsdragt og barfodet. 205|Hvis han så beder os om nåde, så vil vi ikke dræbe ham.«

Sendebuddene red afsted og kom netop som kejserens hær stod fuldt kampklar. Udger havde kejserens fane i hånden. Roland var anfører for to tusind riddere. Paven var anfører for sine folk, præster og gejstlige. Der fandtes næppe en eneste forsvarsløs mand i hele hæren, så mange harnisker havde de taget fra hedningerne. Da kejseren havde opstillet sin slagorden, kom Angulandos sendebud. Hertug Julian havde en olivenkvist i hånden. Galinger var en gammel mand, hans skæg var hvidt og gik ham ned på brystet. Julian var en smuk mand. Der var næppe nogen kvinde som kunne nægte ham hvad han måtte ønske. Straks sagde han til kejseren: »Hvor er du, kejser Karl Magnus? Vi er sendebud fra den mægtige kong Angulando.«

Kejseren råbte højt: »Jeg er her!«

De sagde: »Send vores guder tilbage til Angulando hvis du vil beholde livet. Hvis du vil tro på vores guder, vil Angulando vise dig nåde og give dig dit rige igen. Send ham så syv hundrede æsler lastet med guld og sølv, foruden fire hundrede unge kvinder af god slægt, og gå selv hen til ham i bodsdragt og barfodet. Hvis du så beder ham om nåde, vil han ikke dræbe dig.«

Kejseren svarede: »Det skal Gud vide, at du giver mig hårde vilkår. Endnu har jeg aldrig gået barfodet i bodsdragt. Endnu har jeg aldrig ejet så meget guld og sølv på én gang; når jeg får noget guld, plejer jeg at give det til riddere og tjenere. Vores unge kvinder er i sikkerhed på slotte og i byer. Jeres guder er slået i stykker, og deres guld og sølv har vi givet til alle de letlevende kvinder i vores hær.«

Så blev Julian og Galinger vrede og rystede deres spyd. Julian sagde til kejseren: »Angulando kommer snart imod dig. Han vil lade 206|sin søn Jamund krone i Rom.«

Kejseren svarede: »Det kommer aldrig til at ske.«

Julian spurgte: »Har I ikke flere folk end dem her? Hvis I blev hugget i stykker, lagt i en gryde og kogt, så ville vores mænd ikke blive mætte af jer ved ét måltid. Men det ser ud som om jeres folk har hedenske harnisker på?«

Kejseren svarede: »Vi har stadig flere folk end du kan se.«

Julian sagde: »Angulando har forbudt at dræbe dig. Han ønsker at vi skal bringe dig levende til ham, for han vil selv dræbe dig.«

Kejseren sagde til hertug Gerin: »Hvad skat skal vi sende ham?«

Gerin svarede: »Send dem Jamunds hoved og hånd.«

Julian sagde: »Få så den skat klar i en fart, ellers er I dødsens, hver og én.«

Kejseren fik hentet Jamund derhen og kastet for deres fødder. Han sagde: »Tag Jamunds hoved. Anden skat får han ikke af mig.«

Da Galinger så Jamund, blev han bleg som et lig og sagde: »Magun, vor Gud! Hvor er din kraft? Hvorfor lader du dine mænd dræbe på den måde?«

Jamunds øjne lå uden på kinden. Julian steg af hesten og gav kejseren sin handske. Kejseren spurgte hvad det skulle betyde. Han svarede: »Hermed udfordrer jeg dig til kamp. Du eller den du vælger til at forsvare din sag, skal kæmpe mod vores kæmpe Ferekude. Hvis han vinder, skal du tro på vores guder. Hvis du vinder, skal vi tro på din gud.«

Kejseren svarede: »Behersk dit hidsige sind, og sig til Angulando at han ikke får anden skat fra mig. Jamunds hest, sværd og horn gav jeg min slægtning Roland. Bring ham Jamunds hoved, og sig at det aldrig skal krones hverken i Rom eller Frankrig. Hvis han kommer her, 207|så skal det gå ham værre end sønnen.«

Sendebuddene kom tilbage til deres herre. De kom forbi mange konger og herrer før de nåede frem til Angulando. Alle kongerne spurgte om de havde fået den skat som Angulando krævede. Julian svarede: »Her har vi Jamunds hoved og hånd.«

Efter den besked besvimede mere end tyve konger førend de nåede frem til Angulando. Julian trådte frem foran ham: »Her har du den skat som kejseren sendte dig,« og han kastede Jamunds hoved og hånd for kongens fødder. Kongen faldt om, kastede sig over hovedet og kyssede ham mere end tyve gange. Jamunds hoved blødte både fra mund og ører. Angulando sagde: »Hvor er vores guder blevet af? Hvorfor fandt de sig i at du blev dræbt?«

Julian svarede: »Vores guder duer ikke mere. Dem har letlevende kvinder brækket i stykker. Stakkels den der sørger over dem.«

Angulando sagde: »Åh min kære søn! For din skyld drog jeg hertil. Jeg ville have kronet dig.«

Så spurgte Angulando Galinger hvordan kejseren var som menneske. Han svarede: »Hvis kejseren ser vredt på en mand, så skælver hans hjerte. Så grusom er hans udstråling.«

Angulando besvimede syv gange og sagde: »Åh min kære søn! Jeg fik lavet vores guder af det bedste guld og sølv og smykket dem med ædelsten. Sølle har de lønnet dig.«

Så tog han hovedet ud af hjelmen, tog det i favnen og bøjede sig over det. Da kunne man se mændene fra Afrika sørge og græde, og mange rystede af rædsel. Julian sagde til Ferekude: »KæmpeA! Tag straks dine våben. Jeg har 208|aftalt en kamp på dine vegne.«

Kæmpen greb hurtigt sine våben, red til kejser Karl og råbte højt ind imod hæren: »Hvor er du, kejser Karl? Alene vil jeg slås mod hele din hær og hævne vores guder. Eller gå selv imod mig. Vil du ikke det, så send en mand eller to i dit sted.«

Kejseren sendte Udger Danske frem, godt bevæbnet. Ferekude gik ham i møde, tog og bandt ham og kastede ham ind i sit telt. Kejseren sendte Reynolt. Ferekude bandt ham og kastede ham ind i sit telt. Kejseren sendte en ridder ved navn Constantinus af Rom og grev Elon. Ferekude bandt dem begge, kastede dem ind i teltet og sagde: »Vent lidt. Der kommer snart flere af jeres mænd.«

Kejseren sendte tolv kæmper, to ad gangen. Ferekude bandt dem alle sammen og kastede dem ind i sit telt. Så blev alle de kristne bange, og ingen turde kæmpe mod Ferekude. Men Roland sagde: »Vær ikke bange, herre, for den vantro djævel. Giv mig lov til at ride imod ham. Jeg stoler på min herre, Jesus Kristus. Han vil ikke lade de forbandede hedninger overvinde os.«

Kejseren ville nødig sende Roland afsted, men han lod ham selv bestemme. Han tog sine våben og red imod Ferekude. Han løftede Roland af hesten med én hånd og satte ham foran sin sadel. Men Roland fik fat i Ferekudes skæg og holdt så fast at de begge faldt af hesten. Straks rejste de sig begge. Roland huggede efter Ferekude. Sværdet gled ned på hesten og huggede den i to dele. 209|Så gav Ferekude Roland drøje hug, og Roland gav igen. Roland huggede mod Ferekudes højre arm så sværdet faldt til jorden. Men Ferekude blev ikke såret, for intet sværd bed på ham. Han slog Rolands hest med næven så halsen brækkede og Roland stod på jorden. De sloges længe med de bare næver. Så slog Roland ham med sten. Ferekude sagde: »Lad mig sove lidt.«

Det gav Roland ham lov til. Da Ferekude vågnede, gav han Roland lov til at slå ham med en stor kølle. Roland slog ham langt op ad dagen med sten og køller, og Ferekude stod uberørt. Endelig satte de sig ned og hvilede sig. Ferekude sagde: »Lad mig sove lidt.«

»Gerne,« sagde Roland, tog en sten og lagde under hans hoved. Han ville ikke dræbe kæmpen mens han sov, for kejseren havde erklæret fred. Ferekude vågnede. Roland spurgte hvorfor intet våben bed på ham. Ferekude svarede: »Intet kan skade mig, undtagen hvis jeg bliver ramt i navlen.«

Ferekude spurgte efter Rolands slægt. Han sagde: »Jeg er født i Frankrig.«

Ferekude spurgte: »Hvem tror franskmændene på?«

Han svarede: »På Jesus Kristus, Guds søn.«

Ferekude spurgte: »Kristus, hvad er det?«

Roland svarede: »Det er Guds søn fra Himmerige og han er født af Jomfru Maria. Han døde på korset og opstod tredje dag fra de døde. Han drog til Helvede og tog 210|Adam og Eva ud. Efter fyrre dage steg han op til Himlen og sidder nu ved sin fars højre hånd.«

Ferekude svarede: »Jeg tror på den der skabte himlen og jorden. Han havde hverken søn eller far. Ligesom han ikke selv var avlet af nogen, sådan avlede han heller ingen. Derfor er han én gud og ikke tre.«

Roland svarede: »Det har du ret i. Han er én gud i tre personer. Hvis du tror på Faderen, så tror du også på Sønnen og Helligånden. De er tre personer og én gud.«

Ferekude svarede: »Hvis jeg påkalder Gud Fader og Gud Søn og Gud Helligånd, så er det da tre guder.«

Roland sagde: »Det er én gud og ikke tre, men tre personer som er én i guddommen. Husk at Abraham så tre engle og dyrkede énA.« Ferekude sagde: »Bevis hvordan tre ting kan blive til én.«

Roland sagde: »Det vil jeg bevise med almindelige ting. Tænk på en harpe. Den er træ, strenge og hånd. Det er tre ting og én lyd. Sådan er det også med en krakmandel. Først er der skallen, så skindet og til sidst kernen. De er tre ting og én. I dig selv er der også tre ting: lemmer, krop og sjæl, men du er én mand.«

Ferekude svarede: »Nu tror jeg at Gud er én og tre. Men jeg forstår ikke hvordan han skulle avle en søn.«

Roland spurgte: »Tror du at Gud skabte Adam og Eva?«

Han sagde: »Ja, det tror jeg helt bestemt.«

Roland sagde: »Adam var ikke født af nogen, men alligevel avlede han børn. Hvorfor skulle Gud Fader ikke gøre hvad han har lyst til? Men det er nu forbudt alle at studere den sag nærmere.«

211|Ferekude sagde: »Det tror jeg så også på. Men jeg tror ikke på at Gud kunne blive menneske.«

Roland svarede: »Den Gud der skabte himmel og jord af intet, han kunne med Helligånden sørge for at hans søn blev menneske, kød og blod uden en mands indblanding.«

Ferekude spurgte: »Hvordan kunne han fødes af en jomfru uden en mands indblanding?«

Roland svarede: »Ligesom Guds søn blev født uden menneskelig far, sådan blev han avlet af Faderen uden mor. Det var ikke umuligt for Gud.«

Ferekude spurgte: »Hvordan kunne en jomfru føde et barn?«

Roland svarede: »Maddiker, fisk, fugle og bier bliver til og lever af pløre og andre ting uden en mands indblanding.«

Det var Ferekude tilfreds med. Men han ville nu ikke tro at Gud døde på korset.

Roland sagde: »Guds søn blev født som et menneske, derfor ville han dø som et menneske. Alt i verden som er født, skal dø. Hvis du tror at han blev født, så må du også tro at han blev pint og opstod fra de døde.«

Ferekude sagde: »Jeg tror ikke på hans opstandelse, for en død kan ikke opstå.«

Roland svarede: »Ikke alene opstod Gud fra de døde, men alle der er blevet født siden verdens begyndelse, skal opstå og komme for dommen og få gengæld for deres handlinger. Tænk på lossens natur: Dens unger bliver født døde og får først liv når moren puster på dem. Derfor skal du ikke undre dig over at Gud havde magt til oprejse sin søn fra de døde 212|på den tredje dag, og da opstod mange jøder fra de døde.«

Ferekude sagde: »Jeg tror på hans opstandelse, men ikke at han opfor gennem himlen.«

Roland svarede: »Den Gud der havde magt til at stige ned, han har også magt til stige op. Tænk på mange ting i verden: Møllehjulet går både op og ned, fuglen flyver både højt og lavt, så kan Guds søn endnu nemmere drage hvorhen han vil. Solen går op i øst og ned i vest.«

Ferekude sagde: »Nu vil jeg slås med dig på det vilkår at hvis du vinder, så skal jeg tro på din gud. Hvis jeg vinder, så skal du tro på min gud.«

Ferekude huggede mod Roland. Roland slog sværdet væk uden at blive skadet. Ferekude slog Roland ned under sig. Roland kaldte på Gud og væltede Ferekude væk, tog hans sværd og stak ham i navlen og ud gennem ryggen. Ferekude råbte i døden: »Mament Gud, tag min sjæl. Nu dør jeg.«

Straks kom de kristne Roland til undsætning og løste dem der var bundet, og lidt efter red de alle til kejseren.

Da Angulando hørte det, blev han meget modfalden ligesom flere hedninger.

Straks opstillede kejseren sin slagorden. Afrikanerne så kejserens hær. Roland sagde så til Udger: »Jeg vil aldrig være din ven hvis ikke du overlader til mig at hugge det første slag i denne kamp.«

I det samme kom tre riddere ind i kampen og red foran kejserens slagorden i hvidt harnisk. Ærkebiskop Turpin bar et stort kors. I det var der et stort stykke af det hellige 213|kors, og det var hedningerne voldsomt bange for. De tre riddere i hvidt harnisk der red foran slagordenen, talte ikke til nogen. Udger Danske spurgte hvem de var. Den ene, deres anfører, svarede: »Jeg hedder Jørgen og har altid været den der huggede det første slag i en kamp. Den ret overlader jeg til den unge Roland, og desuden lover jeg ham at der aldrig skal komme et frygtsomt ord ud af hans mund.«

Da Udger opdagede at det var Sankt Jørgen, bøjede han sig for ham og sagde: »Jeg overgiver mig i Guds og din magt.«

Straks kom en hedensk konge der hed Mandoquin. Han havde et godt harnisk. Sankt Jørgen holdt fast i Rolands bidsel og sagde: »Hug mod denne hedning selvom han er stor.«

Roland svarede: »Hellige mand, det gør jeg med glæde.«

Mandoquin stak spyddet gennem Rolands skjold. Brynjen hindrede at han blev skadet. Roland huggede sværdet i hans hjelm af alle sine kræfter og kløvede hjelmen så højre øre røg af, og sværdet gik gennem hans side og lænd til det stod fast i hesten. Det var Rolands første hug som Sankt Jørgen bad ham hugge. Alle undrede sig over at den unge mand kunne give så drøje hug. Roland huggede med begge hænder, og på kort tid dræbte han fjorten anførere.

De tre hellige riddere, Georgius eller Jørgen, Demetrius og MercuriusA, var med i kampen. De 214|gav så store hug at der faldt hundrede mand på én gang for deres sværd og ingen kunne sige andet end at de var døde. Alligevel fik de ingen skade, men lå som om de var døde mens striden stod på.

Udger red også modigt frem, og på kort tid dræbte han syv riddere. Ærkebiskop Turpin bar det hellige kors. Det skinnede så stærkt at alle de hedninger der så det, var skrækslagne. Hedningerne undrede sig over at Roland kunne dræbe den store kæmpe Mandoquin, for han var selv så lille. Men Roland huggede med begge hænder og kunne ikke føle angst efter at Sankt Jørgen havde talt med ham. Den ædle hertug Gerin sagde til sine mænd: »Ædle riddere og tjenere! Lad os gå stærkt frem, og ikke være bange. Afrikanerne skal dø med stor skam. Under min fane er der ti tusind mand. Hvis ikke jeg dræber tyve tusind med dem, så skal I aldrig stole på mig.« Hans søstersønner Booz og Clares gjorde stort indhug blandt hedningerne, og hertugen trængte frem mod deres hovedfane. Da råbte en hedning: »Herre, her kommer en ridder imod dig, og i hele deres hær er der ikke hurtigere eller bedre bevæbnede mænd end hans.«

Hedningerne var meget bange for hertug Gerins komme. Hertug Julian sagde til Angulando: »Herre, vær ikke bange. Vi er mange flere end de kristne. Giv mig tyve tusind mand. Hvis ikke jeg med dem 215|dræber alle de kristne inden i aften, så lover jeg dig at skære begge sporer af mine fødder og toppen af min hest. Sådan skal man nemlig behandle en kujon.«

Angulando sagde: »Du er en god kriger. Jeg giver dig riget her så snart vi har erobret det.« Hertugen takkede ham for gaven. Angulando var tæt på hovedfanen, og der var tre konger sammen med ham. Hertug Julian red med tyve tusind mand til hest imod hertug Gerin. Clares red mere end et pileskud forud for sine folk. Der kom en hedensk konge imod ham, og Clares stødte sit spyd i skjoldet så det stak ud mellem hans skuldre. De kristne havde gode harnisker, mens afrikanerne for det meste havde harnisker af læder. Hertug Julians folk begyndte at tage flugten. Han råbte højt: »I flygter fra mig som usle forrædere!«

Afrikanerne svarede: »Hvorfor skulle vi holde stand? Vi har set vores folk blive hugget i stykker, og hele slagmarken er fuld af deres lig.«

Hertug Julian svarede: »Jeg er ussel og stakkels. Jeg regnede med at erobre riget her. Nu bliver jeg nødt til at flygte som en kujon.«

Hr. Valter forfulgte ham til hest. Hertug Julian vendte sig om og stødte spyddet gennem Valters skjold og brynje; det gik gennem hjertet, og han styrtede død til jorden. 216|På det tidspunkt faldt de kristne tæt. Hertug Julian red en rød hest og vendte sig voldsomt mod de kristne så han på kort tid dræbte fjorten riddere. Hvis han havde været kristen, havde hverken Roland eller Oliver været bedre riddere end han. Kort efter kom Clares mod hertug Julian med fem hundrede riddere. Julian flygtede til et bjerg. Der blev hans hest dræbt. Han forsvarede sig modigt og sagde til Clares: »Du regner mig for en kujon. Nu skal du se noget andet!«

Clares sprang af hesten, og de kæmpede længe med sværd. Hertug Julian så at hedningerne flygtede fra ham, og sprang op på Clares' hest uden stigbøjle. I det samme kom fire tusind afrikanere ham til undsætning. Så måtte Clares trække sig tilbage.

Den ædle kejser Karl kæmpede vældigt hele dagen. De tre hellige riddere var med ham i kampen. Angulando sagde til sine mænd: »Lad os gå tappert frem! Vi er fyrre mod hver kristen.«

På det tidspunkt led de kristne store tab. To fornemme kristne mænd kom ridende, kong Salomon og grev Hugo. De red stille og lavede ingen larm. Greven bad kongen holde ved en høj og sagde: »Jeg vil først ride alene ind i kampen. Jeg kan se Roland og Udger Danske. Udger er modig og overmodig, men Roland er et barn i sådan en kamp. Derfor er jeg ængstelig for ham.«

Kongen 217|blev holdende, og greven red ind i kampen med tusind riddere. Greven var en god ridder og havde mod som en løve. Han sagde til sine mænd: »Ædle riddere. Ban vej til deres hovedfane på jeres heste og giv så vældige hug at ingen hjelm eller brynje kan modstå os. Så bliver vi nemme at kende i kampen.«

De gjorde som han befalede og huggede med begge hænder så intet harnisk holdt. Angulando sagde: »Vores guder er ikke en falsk penning værd når de lod sig knuse så sølle. Men de kristne har en mægtig Gud. Der kan du se det kors han blev pint på. Vi kan ikke kæmpe imod ham, og vi tør ikke komme i nærheden af det kors, for det skader os vældigt.«

Kort efter flygtede mange hedninger, og de kristne red efter dem med stød og slag. I den tumult blev tyve tusind hedninger dræbt. Lidt efter kom en hedensk konge ved navn Calidis imod dem med mange mand. Da var Roland og Udger virkelig i knibe, men så kom kong Salomon med fem tusind riddere, og der blev dræbt mange folk på begge sider. For de kristne styrtede tre hundrede heste der blev skudt. Der kunne man se Roland forrest blandt sine mænd mens han uddelte drøje hug, efter ham Udger og grev Hugo. Udger sagde til Roland: »Du fortjener virkelig ros. Jeg havde ikke troet at du ville være sådan. Bliv nu tæt ved mig, for du er meget ung 218|til sådan en kamp.«

Roland havde slået en af sine tjenere, Grelant, til ridder. Han stødte sit spyd mod kong Calidis, og kastede ham af sadlen. Da spyddet knækkede, trak han sit sværd og gav Calidis et hug så han aldrig rejste sig igen. I det samme kom Roland ridende og stødte sin spyd gennem en hedning der hed Amflor, så det nåede ham til hånden. Roland og hans fire unge slægtninge dræbte tres hedninger, og så flygtede hedningerne. Udger så sig om og kunne ikke se hvor Roland var, og kejseren havde befalet ham at passe på Roland. Udger sagde til grev Hugo: »Det er gået mig skidt. Jeg har mistet kontakten med Roland, og jeg er bange for at han er faldet. Vil I ikke følge mig? Jeg må vide hvor han er, eller også dø.«

Grev Hugo svarede: »Jeg skal nok følge dig.«

Udger sagde: »Jeg kan se at sværdene glimter der foran os. Jeg tror at Roland er der.«

Udger skyndte sig hen til ham og sagde: »Det var ikke i orden at du red så langt væk fra mig. Hvis jeg ikke havde fundet dig i live, så lover jeg Gud at jeg aldrig ville have taget harnisk på kroppen og forsvaret hans tro igen.«

Roland, Udger, Grelant, grev Hugo og Rikeus rykkede så tæt sammen med deres folk at vinden dårligt kunne blæse imellem dem. Så begyndte en hård kamp. De kristne mistede en konge, to hertuger og hundrede riddere, men de hedenske mere end 219|tusind. Grelant sagde til sine kammerater: »Før var vi kokke og tjenere. Nu har kejseren slået os til riddere og gjort os til fornemme folk. Så skylder vi ham også at sætte vores liv på spil for ham som rigtige mandfolk.«

Den dag kæmpede Roland så vældigt at alle undrede sig. Der kom en hertug fra kejseren til ham med syv tusind mand og hjalp ham i en alvorlig knibe. Straks flygtede en del af de hedenske. Kong Cleadis råbte: »Hvorfor flygter I fra os, forrædere? I er onde og bange! De kristne hugger jer ned som kvæg. I hele mit liv er jeg endnu aldrig flygtet, og det sker heller ikke i dag.«

Hans mænd blev opmuntret af hans ord og dræbte snart mange kristne. I det samme kom ærkebiskoppen som bar korset og med ham de hellige tre riddere, som blev nævnt før. Afrikanerne sagde: »Skam få den fanebærer til biskop. Hans fane rager op i skyerne og er lysere end solen. Her vinder vi intet andet end døden.«

De begav sig straks på flugt. Kong Cleadis flygtede sammen med flokken og forbandede sine guder det værste han kunne.

På det tidspunkt havde hertug Julian mistet femten tusind af sine tyve tusind mand. Han steg af hesten og sagde: »Herre, vis mig nåde. Jeg har mistet ti tusind af dine mænd, vi vinder aldrig riget her.«

Angulando svarede: »Hvorfor er din hjelm så fuld af ler og skidt? Du er en bangebuks. Det er din skyld at jeg mister riget. Du og Mandoquin svigtede min søn. Jeg troede I var ordentlige krigsfolk, men nu er jeg blevet klogere. Det er jeres skyld at så mange hæderlige mænd har mistet 220|livet.«

Hertug Julian svarede: »Lad være med at bagtale os. Der skal andet end store ord til at overvinde kejser Karl. Rid ind i kampen, og opfør dig som en mand.«

I det samme kom kong Cleadis ridende med et spyd gennem kroppen. Sadlen var fuld af blod. Tre tusind mand fulgte ham, og ingen af dem var uskadt. Han sagde stille: »Herre, i går morges gav I mig tres tusind mand, nu er kun halvdelen tilbage. Vi vinder aldrig riget her. Jeg så tre riddere derhenne. De tør kæmpe mod hundrede af vores folk, og kejseren er den modigste ridder man kan tænke sig.«

Angulando sagde: »Jeg forstår ikke at I er bange for de kristne. Hvis de blev kogt og lavet til mad, så ville de ikke blive til et måltid vi kunne blive mætte af.«

En hedensk konge der hed Amustade, sagde til sine to sønner: »De to konger Magun og Aspiron er dræbt. De var vores slægtninge, og jeg synes det ville være en god ide at rejse hjem til Afrika. Der kan jeg blive konge, for Angulando får intet ud af at slås mod kejser Karl. Jeg ved at han dør her i Spanien, og derefter kan vores slægt eje Afrika.«

Roland og Udger så at de hedenske tabte på alle fronter. De sendte bud til kejseren om at komme hen til dem. Da han fik den besked, ventede han ikke længe, men kom med hele sin hær. Da kong Amustade så det, sagde han til Angulando: »Jeg rider imod kejseren med mine sønner.«

Angulando bad ham om at ride. Så snart han var kommet på afstand af Angulando, flygtede han til skibene med tyve tusind mand og brændte 221|alle de skibe han ikke selv havde brug for. Så indskibede han folk og heste og sejlede til Afrika.

Angulando holdt sig ved hovedfanen. Hertug Gerin kom derhen med et tusind otte hundrede riddere. Det opdagede hertug Julian og sagde til Angulando: »Der kommer en flok mænd.«

Angulando sagde: »Det er Amustade.«

Hertugen svarede: »Det er franskmænd.«

Angulando blev rigtig bange og befalede hertug Julian at ride imod dem. Hertugen red afsted med tyve tusind mand og blev mødt af hertug Gerins søstersønner Booz og Clares. De havde kun syv hundrede mand, og hedningerne gav dem store tab. De var nødt til at flygte hen til hertug Gerins fane. Hertugen råbte: »Slyngler! I er ikke af den rette støbning, og I kan ikke være hertug Mylons sønner, når I er så bange for hedninger! Udger Danske og Roland har vundet fire kampe i dag og har dræbt så mange hedenske mænd at ingen kan tælle dem.«

Kejseren kæmpede modigt hele dagen. Han huggede sit sværd i en kæmpe der hed Guderim Kereman, og kløvede hans hjelm, bryst og mave så han faldt død ned. Kejseren selv mistede sin hest. Derefter kæmpede han længe til fods, og før hans mænd kunne give ham en hest, slog de ti tusind mand ihjel. Senere sprang kejseren på den hest som Guderim Kereman havde haft. Så blev kampen hård, og de kristne var lige ved at blive overvundet. Men kejseren blev vældig vred og råbte højt: 222|»Ædle riddere! Lad os gå kraftigt frem!«

Kejseren var forrest i slagordenen og huggede så voldsomt med sit sværd Josva at få turde tage imod hans hug. Han mistede uopretteligt mange mænd. Udger Danske og hertug Neymis sagde til ham: »Vores folk er næsten udryddet, vi har ikke mere end tyve tusind mand.«

»Hør, I ædle herrer,« sagde kejseren, »så må Gud hjælpe. Jeg vil hellere dø nu end flygte.«

Paven sagde da han så de kristne blive bange: »Nu sætter Gud sine venner på prøve. Vær uden frygt. Gud selv så døden i øjnene og var ikke bange. Lad os nu handle for hans skyld som han handlede for vores.«

Da svarede alle på én gang: »Vi vil ikke leve længere hvis ikke vi sejrer.«

Ærkebiskop Turpin sagde til paven: »Tag korset fra mig. Jeg vil prøve om jeg kan hjælpe vores folk.«

Straks blæste han i sin lur, og paven tog korset. Angulando sagde: »Jeg ser at de kristne snart er overvundet. Kæmp jer frem til hovedfanen!«

De gjorde som han befalede. Så begyndte der et slagsmål. Hjelme og brynjer blev kløvet, spydskafter knækkede og røg op i luften, mange mistede hovedet og styrtede af hesten. Hertug Julian råbte til Angulando: »Vær ikke bange. Lad os nu hævne vores venner!«

Hertug Gerin og hans mænd kæmpede modigt, men de kristne var i alvorlig knibe. Udger, Roland, hertug Neymis og kong Salomon forsvarede sig modigt. Nu blev kejserens hest dræbt under ham. Kejseren stod på jorden og huggede med begge hænder. Det så Bering og Mertin, og Bering huggede 223|en mægtig anfører på hjelmen så han styrtede død til jorden. Bering førte hans hest til kejseren og hjalp ham op på hesten. De kristne blev glade da de så kejseren.

Da hr. Geron så hertug Julians fane, kaldte han på sine sønner Clares, Booz, Ernard og Rikeus: »Kære venner! Ram nu ikke hinanden med jeres spyd. Lad os rykke tæt sammen.«

Da kom hertug Julian imod ham med kraftige buer og skød voldsomt mod dem. Hertug Gerin tog sig ikke af ham, men trængte frem mod hovedfanen det bedste han kunne: »Gud hjælpe os nu så vi erobrer hovedfanen.«

I det samme steg han af hesten sammen med fem hundrede riddere. De tog hinanden under armen og kæmpede sig med skarpe sværd frem til hovedfanen hvor Angulando stod sammen med tolv konger. Nu kom hertug Gerin og hans mænd og huggede sig vej gennem hæren. Booz og hr. Clares huggede sværdet i hedningerne på hals og skulder så de styrtede døde om, den ene oven på den anden.

Hedningerne flygtede hurtigt til hovedfanen. Da Angulando så at hans mænd hastigt var på flugt, var han nær gået fra sans og samling. Franskmændene søgte med stor kraft mod fanen, og hedningerne forsvarede sig med stor kraft. Franskmændene fattede mod, og hedningerne flygtede. Det så kejseren og befalede at de skulle forfølges. På det tidspunkt gjorde to hedenske konger, Modas og Abilant, front mod de kristne med tredive tusind mand. Det var raske 224|folk, og Udger Danske, Neymis, Bering, Rikard og kong Salomon blev stødt af hesten. Det så kejseren: »Herre Gud, hvad gør du dog? Hvis du lader mig miste de fem mænd, så vil jeg aldrig mere tage harnisk på for at forsvare din tro.«

Kejseren red ind midt i hedningehæren og huggede på Abilants hjelm så sværdet stod i hans hals. Kejseren råbte til sine mænd og befalede dem at komme derhen. Syv tusind kristne trængte sig frem til ham. Roland og grev Hugo kom, og franskmændene råbte så højt at Fagun som bar kejserens guldørn, hørte det. Han sagde straks: »Lad os ride til kejseren. Nu har han brug for vores hjælp!« og kom igennem med tusind mand. Han stak spyddet gennem Modas, Angulandos søstersøn, ind ad brystet og ud gennem skuldrene så han styrtede død ned på sandet. Lidt efter huggede han med sværdet en kong Matusale gennem hjelmen og hovedet. Han faldt død om. Hr. Fagun råbte højt, og hans mænd gik så voldsomt frem at der faldt fire tusind for dem. Da de hedenske afrikanere så at de kristne trængte sig ind på dem, og at Modas og Abilant var dræbt, flygtede tyve tusind af dem på én gang. Hertug Julian så dem flygte og råbte højt: »Usle forrædere! Hvor er nu jeres store ord som I bralrede op med i Angulandos sal om at I ville dræbe alle kristne? 225|Nu er én af dem skrappere end hundrede af jer. Bliv her under hovedfanen, og forsvar jer her!«

De lod som om de ikke hørte hvad han sagde, og flygtede så hurtigt at en far ikke ventede på sin søn eller en søn på sin far. Julian stødte sit spyd gennem skuldrene på den raske ridder Ervard, så han faldt død til jorden. Lige efter kløvede han Rikeus' skjold, men Rikeus huggede tilbage på hans hjelm så sværdet stod i sadlen og han styrtede død af hesten. Det så hedningerne og flygtede til bjerg og skov. Angulando sagde: »Hvor er de nu, de der fik mig til at tage hertil?« Ingen svarede ham.

Kampen ved hovedfanen varede længe. Til sidst flygtede alle der kunne, og hovedfanen blev hugget ned. Der døde tusind hedninger nær ved fanen. Kejseren var så træt at han måtte stige af hesten. Angulando så at hans folk var overvundet, og han steg til hest. Han kunne ikke vente på at nogen holdt hans stigbøjle, men red sin vej så hurtigt han kunne. De kristne råbte til ham om at vente. Han standsede midt på slagmarken og greb til våben sammen med nogle af sine folk. En af hertug Gerins mænd der hed Antune, dræbte Angulandos hest for at han ikke skulle slippe væk. Kejseren sad i sit telt og hvilede sig. Hos ham var Roland, Udger Danske, hertug Neymis, Rikeus, grev Hugo, kong Salomon, Grelant og hr. Fagun, og han sagde til dem: »Tag fire tusind riddere med jer og rid til hertug Gerin. Han forfølger Angulando.«

226|De gjorde som han befalede. Da afrikanerne så dem komme, flygtede alle der kunne. Angulando sagde: »Ussel og sølle er jeg. Alle flygter fra mig. Jeg må blive her alene, for jeg vil hellere dø med ære end flygte med skam.« Han var meget træt, men forsvarede sig som en mand. Tre og halvtreds konger fra Afrika havde fulgt ham; kun to af dem havde overlevet. Han huggede flere sværd i stykker. De gav ham økser og køller, og han slog dem alle i stykker. Til sidst fik han en stor, stærk økse som hverken hjelm eller brynje kunne modstå. Ingen kristen turde komme ham nær, og han stod alene på slagmarken. Hertug Gerin sendte en munk til ham, og han spurgte om han ville blive kristen. Han svor ved Magun at det skulle aldrig ske. Så blev de kristne vrede og gik på ham. Han forsvarede sig modigt og dræbte mange riddere. Endelig red hr. Clares imod ham, og Angulando slog skjoldet fra ham, men Clares' spyd gik lige igennem Angulando og hans sværd gennem hjelmen og kløvede ham ned i brystet. Angulando gik i knæ. Lige efter kom Roland og huggede hovedet af ham.

Ingen af hedningerne slap væk undtagen ti eller tolv kvinder og tjenestepiger de havde med. De blev døbt og gift i Spanien. Kejserens mænd fik masser af guld og harnisker. Kejseren sørgede for at der igen blev bygget kirker og klostre i Galicien, og indsatte munke og præster. Derefter drog han til Frankrig og levede i fred og berømmelse nogle år.