227|Senere ville kejseren tage tilbage til Spanien, og med sig havde han de bedste riddere og tjenere der var i hans land, Roland, hertug Neymis og flere gode mænd. De havde forberedt sig på at være væk i ti år. Da han kom til Spanien, belejrede han et slot der hed Nobiles. Det belejrede han længe, men kunne ikke indtage det. Så fik han besked fra Frankrig om at den hovmodige kong Vittelin af Sachsen havde nedbrændt Køln og dræbt den gode ærkebiskop Peter. Det blev kejseren meget ked af og sagde til Roland: »Vi må rejse hjem og hjælpe vores land.«

Roland svarede: »Kære herre, lad være med det. Vi har kun været her i tre måneder, og slottet kan nemt indtages. I kan rejse hvorhen I vil, men jeg tager ikke herfra før jeg har indtaget slottet.«

Kejseren sagde: »Du er en slyngel, og dumt taler du,« og gav Roland en ørefigen med sin handske. Det havde Roland gerne hævnet hvis ikke det havde været hans slægtning og herre. Så lod kejseren basunerne lyde, fik sine barakker pakket sammen og tog hjem til Frankrig med sin hær. Roland og Oliver 228|blev tilbage.

Kejseren holdt jul i Køln. På trettendedagen sagde han til sine mænd: »I morgen tager vi over Rhinen med høge og hunde for at muntre os.«

Hertug Neymis svarede: »Jeg synes ikke det er klogt at tage på jagt i et fremmed land.«

Kejseren svarede: »Det gør jeg nu alligevel, uanset hvem der kan lide det eller ej.«

Om natten fik kong Vittelin at vide at kejseren ville på jagt i hans land. Vittelin indkaldte en stor del af sit folk, fik bevæbnet tredive tusind mand og sagde til dem: »I skal ride til en skov der hedder Trubat. Der kommer kejser Karl.«

De gjorde som Vittelin befalede.

Trettendedagen efter jul tog kejseren sit tøj på og gik til messe. Så krydsede han Rhinen med to tusind mand og jagede både fugle og større dyr. Da hedningerne fik øje på ham, gik de imellem Rhinen og ham. Så sagde kejseren til hertug Neymis: »Nu kommer kong Vittelin og vil have sine dyr tilbage.«

Neymis svarede: »Herre, I ville jo ikke lytte til mit råd. Nu er det bedst at fortsætte dristigt.«

Lige efter kom kong Vittelin og sagde: »Det er ikke godt for jer at gå på jagt i mit rige.«

Så red kejseren mod kong Vittelin og stødte ham langt væk 229|fra hesten. Neymis stødte sit spyd gennem en ridder, og han styrtede død ned på jorden. De kristne forsvarede sig modigt og gav hedningerne store tab. Kong Vittelin havde nær overgivet sig, men så kom hundrede riddere ham til hjælp. Straks sagde Vittelin: »Lad ikke kejseren slippe væk, vi får hurtigt magt over ham. Undslipper han nu, så får vi aldrig fred for ham.«

Hedningerne svor at han ikke skulle slippe væk.

Neymis sagde: »Her ligger et forladt slot, som en kæmpe ejede i gamle dage. Lad os ride derhen og forsvare os fra det så godt vi kan, og spise vores heste, høge og hunde.«

Kejseren fulgte hans råd og flygtede til slottet. Da de kom ind i huset, spurgte kejseren hvor stor skade de havde lidt. De svarede: »Vi har ikke lidt noget tab, hverken af mennesker eller heste.«

Kejseren sagde: »Nu kan hedningerne glæde sig over at de har drevet os afsted som geder.«

Neymis sagde: »Her var der forskel på høsten af fjender. Mange af dem der forfulgte os, var mere bange for os end vi for dem, så jeg. Det er ingen skam at flygte for overmagt, og Gud var med os i kampen, for vi dræbte mere end tre tusind og mistede ikke en eneste.«

Kong Vittelin belejrede slottet og sendte bud ud til hele sit 230|land. Der kom folk til ham hver dag, og han stormede hele tiden slottet. De forsvarede sig modigt med armbrøster og sten så der var fuldt af døde kroppe på jorden et armbrøstskud fra slottet. Hedningerne stormede nat og dag. I seks døgn fik kejserens folk hverken mad, øl eller søvn. De sørgede bedre for deres hunde og heste end for deres folk. En dag stod kejseren i et skydeskår og råbte til kong Vittelin: »Du mægtige konge af Sachsen, hvad vil du gøre mod os? Tag guld og sølv fra os, og lad os rejse.«

Kongen svor ved den hellige Mament: »Du kommer ikke herfra før du bliver trukket herfra i dit hvide skæg, og jeg vil føre dig til Frankrig til det værste fangetårn i landet, og der skal du blive så længe du lever.«

Kejseren sagde: »Du hader mig virkelig,« og svor ved apostlen Sankt Peter at Frankrig aldrig skulle blive hans, »før vil jeg hænges.« Til sine mænd sagde han: »Knæl, og bed Gud om nåde.«

Kejseren knælede selv. Så rejste han sig: »Tag jeres harnisk på. Jeg kan se at deres proviant kommer, og vi skal 231|ud til dem. Det er bedre at dø modigt end sulte med skam.«

De red ud, syv hundrede riddere, red omkring kong Vittelins telt og dræbte utallige hedninger. Da de red ind igen, havde de fire hundrede heste med sig, læsset med mad og drikke. Hedningerne forfulgte dem lige til porten, og kejseren kom dem til undsætning. Alle faldt på knæ og takkede Gud for hans nåde. Kejseren sagde til sine mænd: »Nu har Gud hjulpet os. Aldrig skal vi bryde hans bud. Nu vil jeg bede til Gud om at Roland måtte vide hvilken nød jeg er i, så ville han hurtigt komme.«

Da svarede en af hans krigere, Hermeon: »Jeg kan mange sprog, lad mig ride til Roland.«

Kejseren svarede: »Hvis du kan klare mit ærinde, så skal du blive høvding for tolv slotte.«

Hermeon tog sine våben og blev hejst ned over muren. En greve der hed Esklandres, så ham ride gennem hæren. Han råbte ham an: »Hvem er det der rider her som en tyv om natten?«

Hermeon svarede: »Jeg hører under den danske Gaffes. Hvis ikke vi begge hørte til hans folk, så skulle du få skam for dine ord.«

Lidt senere mødte Hermeon en staldknægt på en herlig hest. Hermeon huggede hovedet af ham, satte sig på hans hest og red ud i Rhinen. De svømmede over 232|til Køln og fortalte biskoppen at kejseren var belejret. Biskoppen og folk i byen blev meget kede af det. De gav Hermeon et brev og bad ham om at ride til Roland. Hermeon red til Nobiles slot og gav Roland brevet. Da Roland læste det, blev han skiftevis hvid som kridt og rød som blod. Straks befalede han sine mænd at gribe til våben: »Jeg vil erobre borgen her eller dø for den.«

De tog deres våben og indtog slottet med storm. Roland satte sine folk på slottet og red så til Køln med alle mand. Han svor ved Gud at hvis en af dem der blev indkaldt, blev hjemme, så skulle han dø for Rolands eget sværd Dyrendal. I påskeugen red de afsted, biskoppen af Køln, Roland, Oliver, hertug Reymer og mange tusind riddere. En hel masse hedninger gik imod dem; de blev alle dræbt, og nogle flygtede. Senere kom pave Mylon og ærkebiskop Turpin til dem. De belejrede et slot der hed Garsia, og Roland sendte bud til kong Vittelin om at komme og hjælpe Garsia slot. Vittelin blev meget ked af de nyheder og spurgte dronning Sibylia hvad han skulle gøre. Hun svarede: »Herre, vær glad. Nu kommer din bror Helmidan snart, så behøver du ikke at være bange for nogen konge eller herre.«

Kong Vittelin sagde til en konge ved navn Margamar: 233|»Rid til Garsia slot, og forsvar det mod Roland og hans følge.«

Margamar gjorde hvad kongen befalede, red til Garsia og kom ind på slottet.

Hertug Reymer slog lejr ved Rhinen med to tusind mand. Hedningerne overfaldt dem og dræbte femten hundrede. De huggede hovederne af dem og lagde dem på tre hundrede heste; dem sendte de til kong Vittelin. Det var Dorgant som altid var kong Vittelins sendebud, der bragte dem. Han kom til kongen: »Roland er overvundet. Vi dræbte femten hundrede af hans mænd og har bragt alle deres hoveder med. Roland selv flygtede ud i Rhinen.«

Kong Vittelin blev så glad at der næsten ikke var plads til glæden i hans bryst, og sagde til dronningen: »Nu er franskmændene besejret, og Frankrig er erobret til mig.«

»Tro det der er rimeligt, og bliv ikke for glad. Ofte fortæller buddet mere end der er sket. Lige meget hvad de siger, så er Roland ikke død.«

Kongen blev vred og slog hende under øjet, så næsen blødte. Så skubbede han hende ud af teltet med foden. Lidt efter fik han hovederne bragt hen foran porten hvor kejseren var belejret, og talte til kejseren selv: »Kejser Karl Magnus! Jeg vil fortælle dig hvad der er sket. Franskmændene er dræbt, og Roland er druknet i 234|Rhinen. Her kan du se hovederne af femten hundrede af dine mænd. Overlad mig slottet, og overgiv dig. Så vil jeg vise dig nåde.«

Kejseren blev ked af den besked og sagde til sine mænd: »Skyd løs, og jag kong Vittelin bort.«

Hertug Neymis sagde: »Tag det roligt, herre, og sørg ikke over de døde; I hører snart bedre nyt.«

Hertug Reymer sluttede sig til Roland. Han var flygtet da de femten hundrede blev dræbt, og selv var han blevet gennemboret af et sværd. Han fortalte Roland, hvordan det var gået. Grev Oliver svarede: »Hvorfor skulle din gamle rotte løbe ud foran skjold og sværd? For din skyld har vi lidt et stort tab.«

Roland befalede dem at tage deres våben, og det gjorde de. Paven prædikede for dem om hvordan Moses overvandt kong Farao, »tænk da på hvor mange mirakler Gud har udrettet for sine venner. Storm nu slottet, jeg giver jer forladelse for alle jeres synder.«

De stormede dristigt slottet. Roland og Oliver brød et stort hul i muren så man kunne køre ind med syv vogne på én gang. Hedningerne løb fra slottet, og kong Margamar blev gennemboret af et sværd. Han flygtede til kong Vittelin og meddelte ham 235|at Garsia slot var faldet. Da Vittelin hørte det, blev han så vred, at han nær havde mistet forstanden. Dronning Sibylia sagde: »Vær ikke bange, herre, selvom det kan mærkes at Roland har sine våben.«

En konge ved navn Eskelandret svarede: »Du kan snakke nok så meget, dronning. Jeg venter tres tusind mand. Når de kommer, flygter Roland og vil aldrig mere turde gå imod os.« Kort efter kom kong Vittelins bror Helmidan, som regerede landet Leticie. Han havde mange mand med sig. Så kom Dorgant, kong Vittelins sendebud, og meldte at paven, biskoppen af Køln, Roland og Oliver havde sat en mægtig hær over Rhinen. Da kong Vittelin hørte at de var på vej, fik han taget sine barakker ned og flygtede fra slottet. Kejserens mænd red ud af slottet og angreb dem bagfra. I det samme kom Hermeon, kejserens sendebud: »Nu kommer paven, ærkebiskoppen af Køln og Roland med alle våbenføre mand fra Frankrig. I går erobrede Roland Garsia slot, og Nobiles slot har han også indtaget.«

Kejseren svarede: »En ædel ridder er du, Roland.«

Straks red han ud af slottet med alle sine mænd og kæmpede mod hedningerne og overvandt mange hundrede af dem. Så sagde Hermeon til kejseren: »Jag dem nu ikke længere. Det er godt at køre hjem med en uskadt vogn. Når ulven bliver jaget, vender 236|den sig om, og så bider den hårdt.«

Kejseren vendte om og red paven og Roland i møde. Der var stor glæde da de mødtes. Paven bebrejdede kejseren at han var redet så tåbeligt afsted. Men kejseren svarede: »Det skal tjene Gud til pris og ære. Jeg har ikke mistet en mand eller en hest siden jeg kom herover,« og takkede dem for deres store hjælp.

Kejseren spurgte dem til råds om hvordan han skulle få bygget en bro over Rhinen. Paven svarede: »Så skal vi finde dygtige murermestre.«

Roland sagde: »Det var ikke det jeg kom her for. Jeg bliver her de næste tolv måneder,« og spurgte hvor mange mand kong Vittelin havde.

Kejseren svarede: »Tre hundrede tusind.«

En dag stod Roland, Oliver og ærkebiskop Turpin op og red syv mil op langs Rhinen mens de ledte efter et vadested. De traf en eneboer og spurgte om de kunne komme over Rhinen. Han svarede: »Jeg mærker I er franskmænd, så jeg vil sige jer sandheden. Tidligt i morges vadede en flok hjorte og hinde over Rhinen, og vandet gik dem kun til midt på siden.«

Franskmændene blev glade, ærkebispen velsignede vandet og red selv forrest, så kom Oliver. Roland red over et andet vadested. Ærkebispen sagde: »Send bud til kejseren, og meddel 237|ham hvor vadestedet over Rhinen er.«

Roland svarede: »Nej, det gør vi ikke. Vi rider til kong Vittelin og giver ham så store tab at det vil rygtes over hele landet.«

Kong Eskelandret fik øje på Roland og sagde til sine mænd: »Lad Roland ride sin vej. Vi bliver her i skoven og holder øje med vadestedet så han ikke kommer over igen.«

Roland red hen til kong Vittelin og red hans telt omkuld. Da vågnede mange hedninger af en kold drøm. Der døde mange hundrede, trampet ned af heste. Til sidst gik hedningerne til modstand og var meget stærkere end Roland, så han måtte flygte tilbage til vadestedet. Men der mødte han kong Eskelandret og kong Vittelins sønner med mange mand. Ærkebiskop Turpin sagde: »Nu tror jeg vi er blevet forrådt.«

Roland sagde: »Det tror de feje. Vi vil hugge så store slag at det bliver husket så længe verden står.«

Han stødte spyddet gennem hovedet på deres fanebærer så han styrtede død ned af hesten. I det samme så han at biskoppen var i stor nød, og han kom ham til undsætning. Begge kong Vittelins sønner huggede sværdet i Roland, men han blev ikke såret, og de fik ham ikke væltet af sadlen. Han kaldte på ærkebiskoppen, Oliver og Hermeon, de kom ham til undsætning og tilføjede hedningerne et stort tab. Så red Roland og hans folk ud 238|i floden og kom over Rhinen. Da havde han mistet mange af sine mænd.

Den dag sov kejseren længe, og da han vågnede, sagde han: »Jeg har drømt meget. Kald Roland ind til mig.« Da blev det sagt ham at han var væk. I det samme kom en af Rolands mænd og sagde til kejseren: »Vi har lidt store tab og har mistet hertug Bove med mange gode mænd, og Roland er alvorligt såret.«

Kejseren tog afsted med hæren, og Roland kom ham i møde. Kejseren sagde: »Dit overmod har skadet os meget.«

Roland svarede: »Man kan ikke altid vinde. En anden gang kan det lykkes bedre.«

Han lagde sig i sit telt, og kejseren fik forbundet hans sår. Alle de kristne var bange og frygtede for hans liv.

På samme tid kom kong Vittelins sønner hen til deres far og meldte: »Vi har dræbt alle Rolands folk og givet ham selv mange dødelige sår. Så red han ud i Rhinen og druknede sig. Han vil aldrig skade os mere.«

Kejseren sagde til Roland: »Nu vil jeg ride hjem med hæren. Jeg har ikke lyst til at miste flere af mine gode mænd.«

Roland svarede: »Du skilles altså ikke fra mig i venlighed? Jeg beder dig for Guds skyld, vent til du ser hvordan det går med mine sår. Og få så lavet en bro over Rhinen.«

Kejseren fulgte hans råd og begyndte at bygge broen. Men hedningerne gjorde dem så megen skade at de måtte opgive den, og 239|en stor del af kejserens folk sneg sig væk fra ham. Da kejseren hørte det, sendte han en ridder til dem med sin guldspore som tegn og med den besked at hvis de ikke straks kom tilbage, så ville hverken de selv eller deres efterkommere nogensinde få det godt i Frankrig. Da de hørte kejserens vrede ord, vendte de straks tilbage, faldt på knæ for kejseren og bad om nåde. Han lovede dem sit venskab og befalede dem at bygge broen. Da de nåede frem til broen, blev de drevet tilbage og mistede fem hundrede mand. Da sagde kejseren: »Hvor er det et stort tab at miste en god mand. Hvis Roland nu var uskadt, så var den bro snart erobret. Men nu bliver jeg nødt til at opgive den. Jeg har mistet tusind mand på grund af den.« I det samme kom der to mænd til kejseren som var kommet fra Spanien. De kunne vade gennem vand så godt som nogen laks. De sagde til kejseren: »Skaf os tømrere og hvad vi har brug for. Vi bygger en bro over Rhinen.«

Kejseren sørgede for at de fik hvad de havde brug for. De byggede et skib hen over Rhinen med en stavn på hver bred. Siden Noas ark var der ikke bygget et større skib, det var fem hundrede fod langt. Hedningerne angreb heftigt med pile og sten. Senere blev broen muret hen over Rhinen, og de lavede et billede af sten der lignede kejseren, og stillede det midt på broen. Der var en mand indeni, han sagde hvad han ville, og truede hedningerne med en stor kæp han havde i hånden. Hedningerne blev meget bange og mente at det var kejseren selv, og skød ivrigt på billedet. Da de så, at det ikke bed på ham, sagde de: »Det 240|er en djævel og ikke et menneske.«

Dorgant red til kong Vittelin og fortalte ham at kejseren selv stod på broen og ikke var bange for noget våben. Kong Vittelin sagde til en konge der hed Alchanim og var dronningens elsker: »Hvad skal vi gøre?«

Han sagde: »Giv mig to konger og otte hundrede mand. Jeg vil gå på jagt ved broen og dræbe mange kristne.«

En konge der hed Margamar, svarede ham: »Sludder og vrøvl! Du skal tættere på kejseren, hvis du vil generobre Køln og Garsia slot. Du er bedre til at kysse dronning Sibylia i haven om sommeren end til at slås med franskmænd.«

Alchanim svarede: »Du er værre end mig. Du flygtede fra kongens slot Garsia, og franskmændene jagede dig som en ged og slog alle dine mænd ihjel.«

Så udfordrede de hinanden til kamp og tog straks deres våben. Kongen kom og skilte dem og spurgte Dorgant: »Er det sandt at broen over Rhinen er bygget færdig?«

Han svor ved Mament at den var bygget, »og enhver som kommer derhen, kan se at kejseren står midt på broen nat og dag og taler hårdt til alle hedninger og sværger at du ikke skal beholde så meget af dit rige som man kan købe en spore for.«

Kongen svarede meget vredt: »Jeg vil ride hen til ham og høre hvad han siger.«

Kong Vittelin red hen til broen og sagde til billedet: »Kong Karl Magnus!A Din egen gud skal knuse dig og dit overmod. Hvad anklager du mig for, Karl? Hvorfor vil du erobre mit fædreland fra mig?«

Manden der stod inde i billedet, 241|svarede med kejserens ord: »Sachsen er min fædrene slægts land. Det tilhørte min far kong Pipping.«

Vittelin svarede: »Aldrig skal du få Sachsen så længe jeg lever. Og hvis jeg får fat på Roland, så skal jeg give ham så hård en død at det vil blive husket så længe verden står. Jeg ved at der ikke er meget liv i ham, hvor han så er, og du er selv grådig og overmodig. Din gud og min gud Mament beder jeg om at forbande dig. Jeg ved at du ikke er født i ægteskab, men er barn af kong Pippings elskerinde, og du blev sat ud og lagt på Sankt Dionysius’ kirkegård hvor du blev fundet som et hittebarn. Nu har djævlen så hjulpet dig til at blive kejser. Du skulle takke din gud og være tilfreds med det og ikke ønske noget andet kongerige.«

Manden i billedet svarede: »Din onde og vantro kong Vittelin! Du ved udmærket – hvis du ellers vil tale sandt – at jeg er kong Pippings ægtefødte barn, født af den hustru som han lovligt var viet til, at jeg er født af kongeslægt både på fars og mors side. Min far dræbte din far, fordi han ikke ville blive kristen, og han erobrede Sachsen med sværdslag. Så lod min far dig døbe og gjorde dig til konge over Sachsen. Så snart du fik magt, svigtede du troen og troede på Djævlen og afguder.«

Så befalede kejseren sine 242|mænd at gå hårdt frem. Kong Vittelin svarede: »Du skal få din sæk mel malet her, og hvis jeg møder dig i kamp, så vil jeg støde dig ned og trække dig over det åbne land ved dit hvide skæg for at hævne min fars død.«

Kejseren svor ved Sankt Dionysius at han ville erobre Sachsen eller dø.

Kong Vittelin fik bygget et slot for enden af broen og overdrog det til kong Eskelandret. Han stormede broen og huggede det store skib i stykker mellem stavnene, og kejseren blev fordrevet fra broen med hele sin hær. Mens Roland lå såret, spurgte han sin tjenestedreng: »Hvad er det for en larm jeg hører?«

Tjenestedrengen sagde: »Nu slås de på broen, og kejseren trækker sig tilbage og har mistet mange mand,« og Roland sagde: »Gud, du som aldrig forlader dine venner og befriede os fra Helvede, dræb denne onde kong Vittelin som hver dag vil undertrykke din lov. For alt det guld der findes i verden, vil jeg ikke længere ligge her, om så hver knogle i min krop skal blive knust.«

Han stod op, tog sine våben og red til broen. Der mødte han sin bror Baldevin, som lige var slået til ridder og først nu var kommet til kejseren. Baldevin sagde til sin bror: »Der går stort ry af denne bro, og hvis jeg kunne komme over den og ind i Sachsen, ville jeg hellere det end at få et læs rent guld.«

Roland og Baldevin kom med syv hundrede riddere over Rhinen og bag 243|på hedningerne som de straks angreb. Roland stødte et spyd gennem en hedning, og Baldevin huggede sværdet i hjelmen på en anden, så det stod i tænderne. Så faldt den ene hedning efter den anden, og til sidst måtte de flygte. Roland og Baldevin indtog slottet for enden af broen. Kong Eskelandret trak sig tilbage og flygtede fra slottet. Han fik et sværd igennem sig, og Baldevin forfulgte ham skarpt og bad ham om at vente: »Vend dig om, hedning, og slås med mig. Jeg er Rolands bror. Du vinder stor hæder hvis du kan slå mig ihjel!«

Eskelandret svarede: »Jeg er ikke klar til at slås med dig lige nu, for jeg er alvorligt såret og har fået et sværd igennem mig. Hvis jeg ikke var såret, så skulle du bare se at du aldrig ville finde nogen der hellere ville kæmpe med dig. Men nu må vi skilles, hvis min hest vil bære mig,« og han flygtede sin vej alt hvad han kunne. Baldevin forfulgte ham ivrigt hen foran kong Vittelins telt. Der styrtede Eskelandret af hesten. Baldevin tog hesten midt blandt mange hundrede hedninger og red sin vej. Så greb mere end tusind hedninger til våben og ville efter ham. Baldevin påkaldte Gud og slap snart fra dem.

Baldevin red hen foran dronningens telt. Hun stod udenfor og så på ham og sagde til kong Alchanim: »Det er en stor skam at I lader en mand tage en hest for næsen af så mange modige mænd uden jeres tilladelse. Hvis nogen tager den fra ham, så vil jeg give ham hesten, og han skal bringe 244|mig den, der sidder på den.«

Alchanim svarede: »Hvis du vil give mig et kys i din have, så vil jeg bringe dig både mand og hest.«

»Det gør jeg gerne.«

Straks tog han sine våben, og dronningen førte sin hest hen til ham. Det var den hurtigste hest i hele den hedenske verden, og dronningen havde købt den for 1020 pund sølv, syv hundrede stykker silkestof, femten heste og to dyr der hedder dromedarer, lastet med guldsadler. Også bidslet var meget kostbart. Alchanim sprang på hesten uden stigbøjle. Dronningen bandt et håndklæde af guld på hans spyd, og så red han efter Baldevin. Da hesten mærkede sporen, lød den som en pil fra en armbrøst. Der red to tusind riddere efter ham. Alchanim indhentede Baldevin og sagde til ham: »Ædle ridder, vend dig om. Man har sagt mig at du er Rolands bror og den bedste ridder der er til. Det er skammeligt at du flygter for én mand.«

Baldevin svarede: »Mit spyd er knækket, og jeg har kun et sværd at forsvare mig med. Lad mig udsætte det til en anden gang, det beder jeg dig om.«

Alchanim svarede: »Jeg har lovet dronning Sibylia at bringe dig til hende levende eller død, og lige efter mig kommer to tusind hedninger. Hvis de når dig, bliver det din død.«

Baldevin vendte sig om, og de gik mod hinanden. Alchanim ramte fejl af Baldevin, og Baldevin huggede sværdet i hans hoved, så halvdelen af hjelmen og halvdelen af skjoldet røg af, og ved 245|det tunge slag faldt han ned af hesten. Før han kom op igen, havde Baldevin taget både hest og spyd fra ham. Baldevin sagde: »Gud være lovet, nu har jeg en god hest!«

Alchanim sagde til Baldevin: »Giv mig min hest igen, den tilhører dronning Sibylia. Jeg vil give dig et kongerige for den. Jeg vil hellere dø end miste hendes hest.«

Baldevin sagde: »Jeg er ligeglad med om den tilhører dronningen eller kongen. Jeg rider den så længe Gud vil, og hvis ikke du havde Sibylia at takke for den, så skulle du miste livet. Du må sige farvel til hende og fortælle hende at jeg synes bedst om hende af alle kvinder i verden.«

Dermed red Baldevin sin vej med tre heste. Han mødte syv franskmænd og bad dem vende om og ride mod hedningerne sammen med ham. En af dem, Reynoldis, svarede: »Hvis nogen af os flygter, så støder jeg mit spyd mod ham.«

Sammen med de syv sloges Baldevin mod tolv hedenske kæmper, og de blev alle dræbt. De kristne fik mange smukke heste og harnisker.

Kong Margamar og de andre hedninger som forfulgte Baldevin, kom hen til Alchanim der sad i græsset. Margamar spurgte: »Hvor er nu den gode dronning Sibylias hest og den ridder du lovede at bringe til hende?«

Alchanim svarede: »Baldevin stødte mig af hesten og førte den væk.«

Margamar sagde: »Det var noget andet du lovede dronning Sibylia for hendes søde kys, end at lade din modstander bortføre hendes gode hest, den 246|bedste i verden. Når du sidder hos dronning Sibylia, er der ingen ridder som er bedre end dig, men på slagmarken duer du ikke til noget.«

Alchanim svarede: »Hold op med at håne mig. Hvis du møder franskmændene, skal de give dig en værre medfart end jeg fik.«

De satte Alchanim på et æsel og tog ham med hen til dronning Sibylias telt.

Hun sagde: »Hvor er min hest som jeg gav dig?«

Alchanim svarede: »Jeg forfulgte ridderen hele dagen. Han gemte sig for mig i skoven. Min staldknægt red hen for at skylle hesten, fordi den var våd af sved, og han kommer lige straks.«

Dronningen sagde: »Jeg tror slet ikke han kommer. Dit skvat, du er blevet stødt af hesten. Da du red herfra, var din hjelm forgyldt som en flamme. Nu er den dækket af ler og snavs. Lad ham beholde hesten, som har taget den, og lad ham have glæde af den.«

Ved sig selv sagde hun: »Al min kærlighed lægger jeg i dine hænder, Baldevin, og du, Alchanim, rid din vej og kom aldrig mere for mine øjne.«

Alchanim tog væk med stor skam.

Da Baldevin kom til kejseren, spurgte Roland sin bror om han havde stjålet hesten, eller hvor han havde fået den. »Jeg kan godt regne ud hvor du har været. Du har vist dig for dronning Sibylia.«

Straks gik de sammen til kejseren, og kejseren modtog Baldevin godt og spurgte hvem der havde slået ham til ridder.

»Det gjorde hertug Tiri. Han slog sin egen søn til ridder sammen med kongesønnen Gillemer af Skotland 247|og mange andre og befalede os at ride herhen til dig.«

Franskmændene gik i gang med at forstærke broen. Om søndagen tog kejseren sammen med franskmændene over broen til hæren og slog sig ned på tre mils afstand af kong Vittelin.

Vittelin samlede folk fra hele sit rige. Der kom en konge, Quinkenas af Sarabia, til ham. Hans harnisk var så prægtigt at det vakte opsigt, for ingen havde set noget lignende. Han ville være bedre end alle andre konger og red alene imod kejserens hær. Hertug Tiri og kejserens spejder Berard red ham i møde.

Quinkenas sagde: »Hvis du er hertug Tiri, så kom imod mig.«

Berard var nærmere og gik imod ham. Quinkenas stødte ham fra hesten, tog den og red sin vej med den. Bove med det hvide skæg forfulgte ham. Quinkenas bandt sin hest til et træ, løb mod Bove og stødte ham af hesten. Lidt efter kom Gillemer den Skotske. De kæmpede længe, indtil der kom femten hedninger til Quinkenas; ellers var han blevet skadet. Gillemer stødte spyddet gennem en hedning så han faldt død ned, og Gillemer tog hesten og førte den til Bove. Bove steg op på den, huggede sværdet i hjelmen på en hedning og kløvede ham helt til skuldrene. Så tog han hans hest og førte den til Berard. Så red de alle til kejserens telt. Baldevin sagde: »Hvor er din hest, Berard?«

Gillemer svarede: »Vi faldt 248|i baghold, og hesten blev dræbt under ham.« Berard sagde: »Jeg vil ikke lyve for dig. Det var en hedensk konge der stødte mig af hesten i dag, og han har stor kærlighed til dronning Sibylia.«

Baldevin sagde: »Gud give at jeg kunne møde ham.«

Gillemer svarede: »Ham kan du sagtens møde.«

Da Quinkenas kom til kong Vittelin, rejste kongen sig for ham og sagde: »Velkommen, du mægtige kong Quinkenas. Bliv her hos mig en tid. Jeg vil give dig slot og land.«

Quinkenas svarede: »Du siger så meget sludder! Jeg vil ikke blive her om jeg så fik hele dit rige, medmindre du giver mig dronning Sibylia.«

Kong Vittelin svarede: »Det er skændigt at bede mig om min hustru. Hvis en anden gjorde det, skulle det gælde hans liv. Tag det guld og sølv jeg tilbyder dig.«

Det ville Quinkenas ikke høre tale om. Straks faldt fire hundrede riddere på knæ for kong Vittelin og bad ham om at give Quinkenas dronning Sibylia. Vittelin svarede: »Selvom han er en mægtig hersker, så får han aldrig min dronning.«

Quinkenas sagde: »Så rider jeg herfra i morgen tidlig med tres tusind mand, og så 249|kommer kejseren og tager både dig og din dronning. Hvis du giver mig hende, vil jeg bringe dig kejser Karl, Roland og Baldevin, og jeg vil erobre Frankrig til dig, og jeg vil ikke have anden løn end dronning Sibylia.«

Så rejste alle sig, konger, hertuger, grever og riddere, og rådede kongen til at give ham dronning Sibylia.

Kongen svarede: »Når I alle sammen råder mig til det, så vil jeg give ham min hustru,« og han gav ham sin handske som tegn. Lidt efter kom dronningen hjem sammen med mange konger. Kong Vittelin omfavnede hende: »Jeg har givet dig til en konge som er den bedste kriger i verden.«

Hun svarede: »Jeg tror da på at han er en glimrende krigsmand. Alligevel vil jeg råde ham til at vogte sig for Rolands slag og for hans bror, den unge Baldevin, som er den raskeste ridder mellem Mundiefjeld og Det Røde Hav.«

Quinkenas svarede: »De skal begge ligge bundne for dine fødder inden to dage.«

Dronningen blev dybt bedrøvet og bad de kristnes Gud om at hjælpe den unge Baldevin til at overvinde Quinkenas før han kom i hendes seng.

Roland og Baldevin red afsted med to tusind riddere og lagde sig i baghold i en skov. De så Quinkenas komme med fire tusind riddere. Så sagde Roland 250|til Baldevin: »Hold dig her i skoven med folkene. Jeg vil ride alene imod Quinkenas.«

Han red frem på sletten og foldede sin fane ud. Quinkenas red en halv mil foran alle sine mænd. Han kom hen til Roland og spurgte hvem det var som holdt dér: »Er du af adelig slægt, og tør du slås med mig?«

Roland svarede: »Jeg er født af fattigfolk i en by der hedder Navarra, og er blevet ridder for nylig. Jeg er sendt herhen for at ligge i baghold. Giv mig lov til at ride hjem igen.«

Quinkenas sagde: »Læg dit våben her, og giv mig din hest, så kan du løbe hjem igen.« Roland svarede: »Det er urimeligt, det vil jeg ikke.« Quinkenas sagde: »Jeg vil vide om du tør slås med mig.«

Roland svarede: »Jeg vil prøve. Jeg synes det er slemt at miste min hest og mit harnisk. Så vil jeg hellere mærke hvordan det kolde jern smager i mit kød.«

Straks stødte de spyddene mod hinanden så skjoldene revnede og ædelstenene fløj ud i marken. Ingen af dem røg af hesten. Roland blev vred over at han sad så fast, og med Dyrendal huggede han et stykke af hans hjelm og ned gennem venstre skulder så armen hang løs ned. Da Quinkenas fik så store sår, sagde han: »Jeg beder dig 251|ved den gud du tror på, at du skal sige mig dit navn.«

Roland svarede: »Kald mig hvad du vil. I Frankrig kalder de mig Roland, kejserens søstersøn.«

Quinkenas sagde: »Ondskabsfuldt har du narret mig. Jeg overgiver mig i din magt.«

Hedningerne så at deres anfører var besejret, og red hurtigt frem. Baldevin kom ud af skoven med sin hær og de kæmpede hele dagen. Hen mod aften flygtede hedningerne. De kristne forfulgte dem helt til kong Vittelins telt. Så vendte de om, tog harnisker og smukke heste med og red til kejseren; Quinkenas havde de også med.

Samme dag tog Sibylia bad lige ved Rhinen. Hun så hvordan de sloges, og genkendte sin hest som Baldevin sad på. Baldevin forfulgte en ridder tæt på floden hvor Sibylia var, og huggede sværdet i ham, så han styrtede død af hesten. Sibylia råbte: »Ædle ridder, sig mig dit navn.«

Han svarede: »Jeg hedder Baldevin. Hvis ikke floden var så dyb, ville jeg ride over til dig.«

Hun sagde: »Det er ikke nemt at komme herover. Mon du så min frier Quinkenas? Min herre har givet mig til ham.«

Han svarede: »Jeres venskab er ophævet. Roland fangede ham tidligere i dag, og han er lænket med mere jern end femten mand 252|kan bære.«

Dronningen blev glad og sagde til Baldevin: »Pas nu godt på dig selv, og rid din vej. Her kommer flere end tusind hedninger mod dig.«

Baldevin svarede: »Jeg har en god hest så jeg er ikke bange for nogen. Den tog jeg fra jeres elsker Alchanim.«

»Jeg holder mere af hesten end af ham. Måtte Gud lade dig beholde den længe. Nu farvel. Jeg betror dig til hans beskyttelse som skabte himlen og jorden.«

Baldevin red sin vej. Han mødte Berard og Bove, og de bebrejdede ham at han havde talt så længe med en hedensk kvinde. Da Roland kom hjem til kejseren med Quinkenas, sagde han: »Det er en mægtig konge, og han skal være dronning Sibylias elsker.«

Kejseren svarede: »Jeg vil sætte en stopper for deres venskab. Når jeg har dræbt kong Vittelin, vil jeg give Baldevin dronning Sibylia og hele Sachsen oven i købet.«

Det blev meldt til kong Vittelin at Quinkenas var fanget og havde mistet tre af de fire tusind mand der fulgte ham. I det samme kom dronning Sibylia og sagde til kongen: »Nu vil jeg have den konge af Sarabia I gav mig.«

Kong Vittelin tav og så vredt på hende. I det samme kom en konge der hed Estorgant og var Vittelins farbror. Han spurgte hvor mange mand kejseren havde. Vittelin svarede: »Han har masser af mænd. Han har bygget en bro over Rhinen og indtager hvad han vil. 253|Roland og Oliver har svoret at jeg ikke skal beholde så meget af mit rige som man kan købe for en penning.«

Estorgant svarede: »Alle der vil slås med mig, er dødsens.«

Det glædede kong Vittelin, og han sagde til sit sendebud Dorgant: »Rid til kejseren, og sig til ham at i morgen skal han kæmpe mod mig eller omgående forlade mit rige.«

Dorgant steg til hest og gjorde som kongen befalede. Han trådte frem for kejseren: »Kong Vittelin indbyder dig til kamp i morgen tidlig. Hvis du ikke kan klare det, så forsvind straks fra hans rige. Indkald dine rådgivere, og træf din beslutning med det samme.«

Kejseren svarede: »Dit fjols! Om Gud vil, skal I opleve at jeg ikke sådan stikker af.«

Dorgant sagde: »Det skal vi snart få at se. Hvis du vidste hvor mange mand Estorgant har, så ville du grue for at kæmpe mod os. Han har så mange blåmændA at man ikke kan tælle dem.« Kejseren svarede: »Mod dem skal mine lombarder kæmpe.«

Dorgant sagde: »Estorgant har tres tusind riddere, og deres heste er bevæbnet ligesom de selv, og de vil gøre dig stor skade.«

Kejseren svarede: »Du er sindssyg. Mod dem skal franskmændene og Alemanniens mænd kæmpe.«

Dorgant sagde: »Kong Vittelin har mange og stærke mænd.«

Kejseren svarede: »Mod dem skal mine riddere fra Normandiet kæmpe.«

Dorgant sagde: »Vi har halvfjerds tusind fra Tyrkiet. De af dine mænd der møder dem, dør på stedet.«

Kejseren svarede: »Mod dem skal mine mænd fra Bretagne 254|slås. De er hårde i strid.«

Dorgant sagde: »Endelig kommer kong Vittelin og mændene fra Sachsen.«

Kejseren svarede: »Mod dem skal jeg selv kæmpe sammen med mit ridderskab. Vi kender hinanden bedst.«

Dorgant red hjem og meldte kongen at kejseren ville kæmpe, og sagde: »Ved Mament, hans mænd er gladere for at kæmpe end for at drikke vin når de er tørstige.«

Estorgant svarede: »Det skyldes at de skal dø, og Roland og Oliver skal følge mig.« Sibylia svarede: »Hvis det går som du siger, er du en rigtig spåmand. Det får vi at se i morgen.«

Den nat slog kejseren lejr i en dal der hed Estorlandes. Næste morgen før det blev lyst, tog han sine våben og drog med hele sin hær mod kong Vittelin. Dorgant lå på udkig den nat og gik hen og advarede kong Vittelin. Vittelin spurgte hvor stærk hans hær var. Dorgant svarede: »Han er rimeligt stærk. Men vi er hundrede for hver af dem.«

Kongen sagde: »Han skal få at mærke hvilken vej vinden blæser.«

Kong Vittelin sagde til sin bror Helmidan: »Bliv her i skoven med alle dine folk, og prøv om du kan falde franskmændene i ryggen.«

Han gjorde som kongen befalede.

Roland lagde sig i en skov over for Helmidan og satte sig på sin hest Velientef. Det gjorde han kun når det var nødvendigt. Oliver var forrest i hærafdelingen under kejserens 255|fane. Kejseren havde ordnet sine folk i tolv afdelinger med hundrede mand under hver fane. Roland havde tyve tusind i skoven. Sibylia stod på et bjerg med tre hundrede tjenestekvinder og ville se hvem der var bedst til at slås, de kristne eller hedningerne. Kejseren sagde: »Gud har hjulpet os godt hidtil. Franskmændene og Frankrig er blevet velsignet fremfor alle andre riger i verden.«

Kong Vittelin sagde til sine mænd: »Kæmp modigt. Hvis kejseren får mig i sin magt, hugger han hovedet af mig med sit eget sværd.«

Hedningerne svarede: »Han kommer til at købe dig dyrt. Han slipper aldrig herfra.«

Der var en konge som hed Segvin. Han var født i Babylonien og havde en ørn af guld som sit mærke. Ved trolddom var den så lysende at den skinnede tyve mil væk til alle sider.

Kejseren gik først ind i kampen. Baldevin og Berard fulgte ham, og Baldevin stødte spyddet i en hedning så han styrtede død til jorden. Kejseren råbte højt: »Raske riddere. Rid modigt frem. Vi vinder sejr i dag. Vittelin har uret, derfor får han både skam og skade.«

De kæmpede modigt på begge sider. Eskelandret stødte spyddet i en kristen ridder, Gudefror, så han styrtede død af 256|hesten. Margamar red ind på en kristen; han styrtede død til jorden. Lidt efter kom Segvin med en brynje hvor hver anden ring var af guld og hver anden af sølv. Han bar Vittelins fane, og han råbte højt: »Hvor er du, Roland? Din egen gud skal knuse dig. Du er en fej usling. Til din egen ulykke gik du over Rhinen. Her skal du dø og blive liggende.«

Baldevin svarede ham: »Jeg er Rolands bror. Jeg vil kæmpe med dig for hans skyld.«

Segvin svarede: »Jeg synes det er skammeligt at du rider den hest. Hvis ikke jeg havde fanen her, så skulle du ikke leve længe.«

Baldevin svarede: »Hvis ikke jeg kan forsvare min hest mod dig, så vil jeg aldrig mere ride,« og stødte spyddet i hedningen så han røg langt fra hesten ud midt i kampen. Da blev franskmændene glade og hedningerne kede af det. Margamar så at Segvin var stødt af hesten og huggede efter en kristen så han faldt død til jorden. Straks sagde kong Vittelin: »Sådan skal det gå med flere,« og råbte: »Hvor er du, onde Karl Magnus? Til din egen ulykke gik du over Rhinen. Jeg vil tage dig i dit hvide skæg og slæbe dig efter mig!«

Da kejseren hørte de ord, red han hen til ham, og Vittelin kom imod ham. 257|Kejseren stødte Vittelin fra hesten. Straks kom der tyve tusind riddere hen til ham og hjalp ham op på hesten igen. Blandt dem var Estorgant. Han red en smuk hest. En slange havde opfostret den ved sine patter, og den åd hverken korn eller græs, men kun råt kød. Han havde købt den for fyrre slotte og byer. Hesten var gråskimlet på den ene side, sort på den anden, og midt på ryggen var den hvid. Estorgant sagde til kong Segvin: »Jeg så at du var stødt af hesten, derfor kom jeg herhen.«

Estorgant huggede mod en kristen, så sværdet stod i brystet, og han faldt død til jorden. Straks efter dræbte han tre andre kristne. Det så Baldevin og stødte spyddet i ham så det blev farvet af hans hjerteblod, og han styrtede død til jorden. Kong Vittelins sønner gjorde stor skade på den kristne hær. Kejseren, Baldevin og Berard red imod dem. Da faldt hundrede kristne og to tusind hedninger. I den kamp var der ikke godt at være for kujoner. Hedningerne råbte: »Lad os ride voldsomt frem mod de kristne, og lad ingen slippe herfra!«

De trængte så hårdt ind på Baldevin med sværd og spyd, at han måtte stige af hesten. 258|Under den fane var der fem tusind mand som slog løs på ham, men han forsvarede sig modigt og råbte til kejseren: »Nu er jeg i stor nød. Hvis du glemmer mig nu, er mit liv forbi.«

Kejseren vendte sin hest hen imod ham. Kong Margamar stødte spyddet mod Baldevin, men ramte ikke rent. Baldevin huggede sværdet ned i hans hjelm og kløvede ham til halsen så han styrtede død af hesten. Straks satte Baldevin sig på sin hest og var grummere end en løve; mod hans slag hjalp hverken hjelm, skjold eller brynje. Kong Vittelin blev meget bange efter Margamars død.

Senere kom Vittelins bror Helmidan ind i kampen samtidig med Roland. Helmidan råbte højt: »Hvor er du, Roland? Du virker ikke som en ordentlig mand. Hvis Mament vil hjælpe mig, så kommer du aldrig over Rhinen. Jeg ønsker bare at vi to må mødes i kamp.«

Roland red hen imod ham og spurgte: »Ridder med de store ord, hvad er dit navn?«

Han svarede: »Jeg hedder Helmidan og leder ivrigt efter Roland, for mod ham har jeg lyst til at slås.«

Roland sagde: »Du taler da lige ud. Det er mig du søger.«

Straks red 259|de mod hinanden så begge deres spyd knækkede. Helmidan huggede sværdet i Rolands skulder. Det gik ind ved armen, ned langs siden og ud ved låret så harnisket faldt af hvor det skarpe af sværdet ramte. Roland huggede sværdet i Helmidans hjelm så han styrtede af hesten. Helmidan huggede mod Rolands hjelm så alle ædelstenene på den røg af, og hesten blev knust ved sadeltræet så Roland stod på jorden. Han huggede et stykke af Helmidans hjelm, gennem skulderen, så armen faldt ned på jorden. Da sagde Helmidan: »Forbandede onde Gud Mament! Ringe er din hjælp i nøden. Nu har jeg mistet venstre arm, men med højre hånd skal jeg give Roland et slag som alle vil kalde en ordentlig lussing,« og han huggede sværdet i Roland så brynjen revnede og han fik et stort sår. Straks huggede Roland Helmidan på halsen så hovedet røg ned på jorden; han sagde: »Din død havde været meget sørgelig hvis du havde været kristen.«

Da Vittelin så at hans bror var dræbt, flygtede han og alle hans mænd. De kristne forfulgte dem tæt. Baldevin råbte 260|til Vittelin og bad ham om at vente. Vittelin vendte sig mod ham så de begge røg af hesten og gik på hinanden til fods. Baldevin forbød alle at hjælpe ham og sagde til Vittelin: »Overgiv dig, eller jeg dræber dig!«

Kongen overgav sig. Da Sibylia hørte det, flygtede hun fra landet med sine sønner. Kong Vittelin trådte hen til Roland og knælede: »Forbarm dig over mig så jeg ikke bliver ført til kejseren.«

Roland kastede ham i et tårn, og der døde han. Kejseren fik gjort hele hans land kristent, og så tog han hjem.