Kejseren holdt jul i LeionsborgA med stor pragt. Der var 22 grever hos ham foruden riddere og tjenere. Da kejseren sad i hele sin værdighed, trådte en hedensk ridder hen foran ham og sagde: »Jeg vil ikke hilse dig, for det er du ikke værd. Gloende ild og rød lue skal brænde dit hvide skæg. Den gud du tror på, han vil ydmyge dig og Roland. Jeg er sendebud fra den mægtigste konge i verden, og hvis jeg måtte slås med Roland, ville det være mig en stor glæde.«

Roland lo ad hans ord: »Du kan sige hvad 261|du vil. Du er kommet her i tillid til kejseren, men jeg udfordrer dig til kamp med mig om otte dage.«

Hedningen svarede: »Sikke noget pjat. Jeg er ikke bange for nogen mand i verden så længe jeg har et sværd i hånden. For otte dage siden dræbte jeg tusind riddere.«

Roland svarede: »Hvor var du henne?«

Hedningen svarede: »Jeg var i Rom. Vi indtog byen og dræbte mange tusind riddere. Men dig så jeg ikke.«

Franskmændene sagde at han burde dø, og mange ville slå ham ihjel. Det ville Roland ikke have. Alligevel kom der en ridder og greb fat i hans hår med begge hænder og knaldede ham mod gulvet; han overfaldt ham nemlig uden at blive opdaget. Hedningen sprang straks op, greb sit sværd og huggede hovedet af ham så det ramte kejserens fødder. I det samme sprang mange kristne op og ville dræbe ham. Hedningen stillede sig op mod en væg og forsvarede sig modigt. Han skar tænder og sagde: »Mament skal hjælpe mig så jeg får dræbt mere end tusind før I griber mig.«

Roland sagde: »Giv mig dit sværd, der skal intet ske dig.«

Hedningen gav ham sværdet: »Pas godt på det. Om kort tid skal det skille dit hoved fra 262|kroppen, og jeg vil ikke miste det sværd for de tolv bedste slotte i Frankrig.«

Roland sagde: »Hold op med det pjat, træd frem, og fremfør dit ærinde for kejseren.« Hedningen gjorde som Roland befalede, og sagde til kejseren: »Jeg er sendebud fra kong Garcia. Han er konge over Spanien, Alexandria, BarbariaA, BuroA og Sydonia, og hans rige strækker sig til Similiaborg. Han bad dig om at opgive din tro – for den er ikke en penning værd – og komme til ham. Han vil give dig Normandiet og alle havne i England med de indtægter de giver, og Roland skal have Rusland. Han vil ikke lade dig beholde Frankrig længere, for han har givet det til Florie, kongens søn af Barbaria. Ingen ridder i hele den hedenske verden er raskere end han.«

Kejseren svarede: »Jeg har aldrig sagt ja til at mit land skulle fordeles på den måde.«

Nu blev franskmændene meget vrede og sagde store ord. Hedningen sagde: »Her taler mange nu højlydt som dårligt tør se på kong Garcia når han er vred. Når I får hans hær at se, ville I ønske I var i Mundiefjeld.«

Hertug Neymis sagde: »Tør din herre virkelig kæmpe mod os?«

Hedningen svarede: »Ved Mament! Jeg har aldrig hørt så tåbeligt et spørgsmål. Min herre har hundrede og syv tusind mand. De er ikke bange 263|for at dø. Vi har bygget et slot i Lombardiet mellem to søer så ingen fæstning i verden er stærkere. Derfor vil jeg råde dig til at blive hjemme i Paris, gamle rotte af en kejser, så der ikke flyver krager eller andre fugle ind i dit hvide skæg.«

Roland blev vred over hans frække tale og sagde til ham: »Du er ikke god til at styre din mund. Hvis ikke jeg havde aftalt en kamp med dig, skulle det gælde dit liv.«

Hedningen svarede: »Jeg er helt klar hvis du vil slås. Hvis jeg viger en fod for dig, så skal du aldrig kalde mig en hædersmand. Kom i morgen, og slås med mig, og giv så store hug du vil.«

Roland sagde ja og tog kejseren og hele hans hof til vidne. Kejseren sagde: »Hvad hedder du, og hvor er du født?«

Hedningen svarede: »Jeg hedder Otvel. Min far var kong Galiens den Raske. Han har dræbt flere mænd end der findes i hele dit rige. Kong Garcia er min slægtning.«

Kejseren sagde: »Du stammer fra en mægtig slægt, og selv er du en anseelig mand. Det er en skam, at du ikke er kristen.«

Man gav ham et godt soveværelse. Om natten lå Udger Danske i nærheden.

264|Næste morgen stod kejseren op, og Roland fulgte ham til kirke for at gå til messe. Kejseren skænkede kirken en sølvskål fyldt med sølv. Roland gav Dyrendal og indløste det for syv pund sølv. Efter gudstjenesten sagde Otvel til kejseren: »Jeg kan mærke at dine mænd har stor tillid til Roland. Jeg har på fornemmelsen at han ikke vil holde hvad han sagde i aftes.«

Roland sagde: »Jeg vil ikke lyve for dig om jeg så fik alt verdens guld.«

Otvel svarede: »Hvis du ikke ser mig på kamppladsen, så hæng mig i Frankrigs højeste træ.«

Roland svarede: »Det vil gå dig skidt. Du praler alt for meget.«

De elleve jævninge gav Roland harnisket på og satte den hjelm på hans hoved som Ferekude havde haft. I hans skjold var der billeder af solen, månen, alle planeterne, himmerige, jorderige og helvede. Hans sadel var af krystal. Roland sprang på hesten uden stigbøjle og sagde til kejseren: »Giv mig tilladelse til at ride ud.«

Kejseren svarede: »Jeg betror dig til Guds beskyttelse.«

Ærkebiskop Turpin velsignede ham. De elleve jævninge fulgte ham til kamppladsen.

Otvel sagde til kejseren: »Jeg har et godt sværd og en god hest. Lån mig et større harnisk.« Kejseren befalede sin datter at tage sine tjenestekvinder med og gøre ridderen kampklar. Hun 265|adlød, gav ham harnisk på til hånd og fod og bandt et sværd ved hans side. Det var så skarpt som en barberkniv, »og hvis ikke Gud hjælper Roland,« sagde hun, »så vil det såre ham.«

Otvel sad på sin hest som hed Ingredas, og da den så Otvel, vrinskede den, for den vidste at han skulle i kamp. Otvel red afsted, vendte om og bad kejseren om tilladelse til at kæmpe med Roland. Kejserens datter sagde: »Hvis du vil leve længere, så forsvar dig godt mod Roland.«

Udger Danske og hertug Neymis fulgte ham hen til Roland.

Kejseren stod på et tårn sammen med de elleve jævninge. Otvel og Roland red mod hinanden så jorden rystede under dem, og spyddene røg op i luften i småstykker. Så trak de sværdene og gav hinanden store hug så begges hjelm og skjold revnede og ædelstenene som faldt ud af deres harnisk, lå spredt på jorden.

Da sagde kejseren: »Det er meget mærkeligt at hedningen kan klare sig så længe mod Roland.«

Kejserens datter svarede: »Det er fordi de begge er modige riddere.«

Roland huggede sværdet i Otvels hjelm så der røg en fjerdedel af, og hesten gik midt over. Så sagde Otvel: »Det 266|var ikke ridderligt at du huggede mod min hest. Den havde ikke aftalt nogen kamp med dig, og du havde intet at bebrejde den. Det vil jeg hævne grumt på dig.«

Straks huggede han sværdet i Rolands hjelm så det gik ned i sadlen og hesten gik midt over så sværdet stod i jorden. Otvel sagde: »Hjælp mig, Mament, nu har jeg hævnet min hest.«

Kejseren sagde: »Den hedning giver store hug. Almægtige Gud, beskyt Roland.«

I det samme huggede Roland sværdet i Otvel så en fjerdedel af hjelmen røg af, og sværdet stod i skjoldet. Alle sagde at det var en hård kamp. Nu faldt kejseren på knæ: »Herre Gud som skabte himlen og jorden, bevar Rolands skjold i dag, og omvend hedningen til den kristne tro så han slipper for Helvede og kommer til dig efter sin død.«

Roland sagde til Otvel: »Fornægt den Mament du tror på, og tro på Jesus Kristus, Marias søn. Så vil kejseren give dig et stort rige og sin datter oven i købet. Vi skal være kammerater, Oliver, du og jeg.«

»Jeg vil ikke være din kammerat, jeg vil være din overmand. Jeg skal give dig et hug før vi skilles, så du aldrig skal tale mere.«

Roland blev vred over hans praleri og huggede sværdet i hans hjelm så der røg et stort stykke 267|af, og brynjen gik i stykker fra skuldrene ned til lænden, og Otvel gik i knæ. Franskmændene sagde at det var et ordentligt hug. Otvel blev vred og huggede mod Roland. Vorherre hjalp til så sværdet vendte sig i hans hånd, ellers var Roland blevet alvorligt skadet. Otvel huggede for anden gang mod Roland. Der gik et stykke af hjelmen og brynjen på den ene side, og Roland blev slemt såret. Da faldt alle franskmændene på knæ og bad Gud om at mægle mellem dem. På det tidspunkt var hele deres harnisk væk. I det samme kom en due flyvende og satte sig på Otvels hjelm så hele hæren så det. Det var Helligånden i en dues skikkelse, og den sagde til Otvel: »Gør som Roland ønsker, og følg hans lære.«

Otvel sagde til Roland: »Mit syn er forvandlet. Jeg overgiver dig mit sværd af egen fri vilje, og jeg vil aldrig mere slås med dig. Jeg bliver kejserens mand. Jeg ser at det er Djævlens guder jeg hidtil har troet på. Nu vil jeg tro på Jomfru Maria og hendes kære søn.«

Roland sagde: »Gid det var dit alvor.«

Otvel svarede: »Det er mit fulde alvor,« og de omfavnede og kyssede hinanden.

Da sagde kejseren: »Nu ser I Guds tegn. Jeg tror, de er forsonet med hinanden,« og gik hen til dem og spurgte Roland hvordan det var fat. Roland 268|svarede: »Nu har jeg kæmpet mod den bedste ridder i verden. Gud har omvendt ham til kristendommen, og jeg vil mene at du skal give ham din datter.«

Så red de hjem til slottet, og næste morgen blev han døbt af ærkebiskop Turpin. Kejseren var hans gudfar. Til sin datter sagde han: »Det skal være en stor ridder du skal giftes med. Derfor vil jeg give dig til ham som sammen med Roland er den bedste ridder under solen. I tilgift får han Lombardiet og mange andre lande.«

Otvel takkede kejseren: »For hendes skyld vil jeg dræbe mange hedninger og kong Garcia og alle som ikke vil blive kristne.«

Første mandag i april drog kejseren fra Paris ud mod kong Garcia. Med ham var Otvel, Roland, Oliver og Udger Danske og en mægtig hær. Otvel havde sin forlovede hos sig, og fire hundrede riddere og tjenere fulgte hende. Kejseren fik lavet en bro over en sø til det slot hvor kong Garcia var. En nat mens kejseren sov, tog Roland sine våben uden at andre end Oliver og Udger Danske vidste det. De tre red over broen. Da de nærmede sig et bjerg, hørte de fire hedninger tale sammen og bede deres gud om at måtte møde Roland og Oliver. De sagde voldsomme trusler mod kejseren og de tolv jævninge. 269|En af dem – det var kong Clares – sagde så: »Med den slags ord vinder vi ikke meget. Jeg har hørt at Roland er den bedste ridder i verden. Men jeg beder til min gud Mament om at jeg må give Roland et hug med mit sværd, for han dræbte min bror i krigen med kong Vittelin. Hvis ikke jeg hævner det, dør jeg af sorg.«

De fire hedninger var alle konger, og de hed Clares, Balzamar, Corsabre – han holdt aldrig ord – og Ascalus. Roland hørte deres pral og sagde: »Vær modige. Det er fire dygtige riddere vi her møder.«

Straks efter mødtes de, og Ascalus stødte spyddet gennem Rolands skjold; brynjen hjalp ham, og spyddet knækkede. Rolands spyd gik gennem Ascalus' skjold og brynje, ud gennem skuldrene og han styrtede død til jorden. Roland sagde: »I aftes truede du mig voldsomt, men nu har jeg dræbt dig.«

Udger stødte spyddet gennem Corsabres skjold og brynje så han styrtede død ned på jorden. Udger sagde: »Du skal ikke rose dig af at du kæmpede mod Udger Danske.«

Oliver stødte spyddet mod Balzamar så det gik igennem ham, og han styrtede død til jorden. Kong Clares stødte spyddet mod Roland så både hest og mand styrtede til jorden. Clares sagde: »Nu har jeg hesten, 270|kammerat.«

Straks tog han flugten. Udger red efter ham og stødte ham fra hesten. Så tog han hesten og førte den til Roland: »Nu giver jeg dig en bedre hest end du havde før.«

Roland takkede ham og steg op på hesten. Udger huggede voldsomt mod kong Clares. Han forsvarede sig modigt, men til sidst overgav han sig til Udger. De takkede Gud for den store sejr og ville ride tilbage til kejseren. I det samme fik de øje på mange hundrede hedninger mellem broen og dem selv. Da svor Roland ved Gud at ville dræbe så mange hedninger den dag at det ville rygtes over hele landet. Roland og Oliver sagde: »Vi kan ikke gøre andet end at forsvare os modigt.«

Udger løste kong Clares af fangenskabet og lod ham løbe hvorhen han ville. Clares takkede ham varmt. Roland sagde til Udger og Oliver: »I er begge modige mænd, og jeg har også været i mange kampe. Jeg har ikke lyst til at høre ét fejt ord. Den eneste hjælp jeg venter, kommer fra Gud i Himmerige. Hedningerne skal sige at de kæmpede mod os tre.«

Straks red de ind i flokken mod mange hundrede hedninger. Roland stødte spyddet mod en af dem. Han var sortere end beg, og spyddet 271|gik igennem ham så han styrtede død til jorden. Oliver dræbte en anden, der hed Basan. Udger dræbte den tredje. De trak sværdet og kæmpede modigt. Oliver banede en vej gennem deres hær med sit sværd. Den dag dræbte Udger mere end tre tusind hedninger. Der kom en hedensk konge ind i slaget med mange mand. Han sagde til hedningerne: »I må skamme jer over at tre mænd gør jer så stor skade.«

Han stødte spyddet gennem Udgers skjold og brynje så han faldt af hesten og fik et stort sår. Det så Roland og sagde til hedningen: »Gud Herren vil blive vred på dig, du vil skille mig fra Udger. Det skal jeg snart hævne.«

Så huggede Roland sværdet i hans hjelm og kløvede ham ned i sadlen, så kroppen blev delt i to. En ridder, Alfer, stødte Oliver fra hesten. Oliver sprang hurtigt op og bad Roland om hjælp. Roland svarede: »Jeg skilles ikke fra dig så længe der er liv i mig eller i mit bryst.«

Imens kæmpede Udger til fods så voldsomt at det undrede alle. Han huggede sværdet i hjelmen på en hedning og kløvede ham ned til bæltet. Men hedningerne gik hårdt til ham og bragte ham i stor fare. Det så kong Clares som havde været Udgers fange. Han forbød dem at slå på Udger og sagde til ham: »Overgiv dig til 272|mig. Der skal ikke ske dig noget.«

Udger gav ham sit sværd og overgav sig. En hedning ved navn Mobles sagde til Clares: »Din hjælp skal ikke hjælpe Udger meget. Jeg vil splitte hvert et lem i hans krop.«

Kong Clares gav sin hest med sporerne og red hen til Mobles og huggede ham i halsen så hovedet bed i græsset; han sagde: »Jeg vil tro at Udger rider hvorhen han vil i fred for dig.«

Kong Clares gav Udger en god hest, overlod ham til tolv riddere og sagde til dem: »Bring ham til min forlovede, og befal hende at give ham alt hvad han beder om – undtagen sig selv.«

Da Udger kom hen til Clares' kæreste, faldt han om og besvimede, så meget blod havde han mistet. Hun spurgte hvem det var. En ridder – han hed Amlun – svarede hende: »Han og to andre har dræbt mange tusind riddere for os. Clares sendte ham hen til dig og befalede at du skulle behandle ham godt.«

Den unge kvinde sagde: »Rid hen, og hent hans to kammerater her til mig.«

Amlun svarede: »Sommeren er gået før du får dem herhen.«

Hun spurgte Udger hvad han hed.

Han svarede: »Jeg hedder Udger Danske.«

Hun sagde: »Jeg har tit hørt om dine heltegerninger. Du skal få at mærke at hos mig 273|er du velkommen,« og hun lod sine tjenestekvinder føre ham ud i en have hvor de tog hans våben. Så lagde de ham i en god seng og gav ham kostbare urter at drikke så han faldt i søvn. Da han vågnede, var hans sår helbredt.

Imens var Roland og Oliver i stor nød og måtte flygte uden deres gode vilje. Hedningerne forfulgte dem, men ikke særlig modigt, for enhver der kom dem nær, blev omgående dræbt.

Kejserens svigersøn Otvel stod tidligt op om morgenen og tog sine våben sammen med syv hundrede mand. De hørte at de tre kammerater var redet afsted i hemmelighed, og han sagde til kejseren at Roland, Oliver og Udger havde listet sig afsted om natten. »Jeg må tro at de anser mig for en kujon siden de ikke sagde noget til mig. Men jeg sværger ved Gud at jeg skal give hedningerne så hårde hug at de glemmer at rose Roland.«

Kejseren og hele hans hær tog deres våben og drog efter Roland. Otvel red et armbrøstskud foran hele hæren. Endelig mødte han Roland ved en fiskedam og sagde: »Har du været ude at fiske? Mener du at hedningerne ikke tør møde dig?«

Så vendte de sig begge mod hedningerne. Der var en som jagede Oliver og havde såret hans hest slemt, og lige efter ham kom tusind mand. Det så 274|Otvel og stødte spyddet i ham så det gik gennem hans hjerte, og han faldt død til jorden. Nu begyndte der en hård kamp. En kristen greve ved navn Engeler huggede sværdet i en hedning der hed Cladamas, kløvede hans hoved og hjelm så sværdet stod i tænderne. Der var en stærk hedensk kæmpe som hed Gelotes. Han huggede sværdet i Engeler og kløvede hans skjold. Brynjen fik en revne på to spandeA, og Engeler faldt af hesten. Han var dog ikke såret, ellers havde han været i stor fare. Gerard af Orliensborg kom ham til hjælp og gav ham hans hest igen. Han satte sig på hesten og huggede så med begge hænder. En kristen, Ivare, og en hedning, Tales, stødte hinanden af hestene, og med et hug kløvede Tales Ivare ned til bæltet. Franskmændene kæmpede modigt den dag så jorden var fuld af døde hedninger.

Der var en hedning fra Afrika som hed Arapas. Han sagde til kong Clares: »Jeg synes det er skammeligt at flygte. Lad os angribe de kristne af alle kræfter.«

Straks stødte kong Clares spyddet i en kristen kæmpe, og han styrtede død til jorden. Med sværdet kløvede Arapas Gerard ned til tænderne. Så huggede Arapas mod Otvel så skjoldet 275|revnede og sværdet gik i stykker i håndgrebet. Til gengæld huggede Otvel Arapas på hjelmen og kløvede ham ned i halsen. Kong Clares gjorde stor skade på de kristne. Han red på tværs og på langs gennem deres hær og flygtede så med sin hær. De kristne fulgte efter. Kong Clares mødte kong Garcia, og sammen vendte de sig mod de kristne og begyndte at kæmpe på ny. Kong Clares sagde til Otvel: »Hvem er du? Mament bliver vred på dig. Du har gjort vores folk stor skade.«

Han svarede: »Jeg hedder Otvel. Min far var kong Galiens. Nu er jeg kristen og har forkastet Mament.«

Kong Clares sagde: »Har du forkastet din gud og gjort dit land arveløst? Det er meget mærkeligt. Omvend dig i tide, jeg vil forsone dig med kong Garcia.«

Otvel svarede: »Forbandet være kong Garcia og hans gud! Vil du kæmpe for jeres gud?«

»Ja,« sagde Clares, og de aftalte en kamp næste morgen.

»Jeg vil kæmpe sådan,« sagde kong Clares, »at vores gud Mament vil vise sig mægtigere end Kristus, Marias søn.«

Otvel svarede: »Djævlen taler gennem din mund, og i morgen skal jeg gøre dine ord til skamme.«

Dermed skiltes de. Hedningerne red hjem, og Otvel red til kejseren. Kejserens datter gik 276|ham i møde og holdt hans stigbøjle da han steg af hesten.

Tidligt næste morgen tog kong Clares sine våben og red til den ø hvor kampen skulle stå. Han tog sin gud Mament med sig og befalede at han skulle bindes fast i en vogn så han ikke kunne falde ud. Hedningerne ofrede guld og sølv til ham og bad ham vise sine store mirakler. Da kong Clares så kejseren komme, blev han bange. I det samme kom Otvel til øen, og kong Clares råbte: »Er du der, kejser Karl med dit hvide skæg?«

Kejseren svarede: »Her er jeg!«.

Kong Clares sagde: »Jeg skal sige dig noget. Du skulle hellere være blevet hjemme. Du har længe foragtet vores gud og vores lov. Mament som står bundet her, ved at nu er din sidste dag kommet.«

Kejseren svarede: »Du er god til at lyve. Jeg overvinder dig og din herre og alle dine ledsagere.«

Otvel spurgte kong Clares om han ville blive kristen. Kong Clares svor ved Mament at det skulle aldrig ske. Straks red de mod hinanden så spyddene gik i småstykker. De trak sværdene og kæmpede længe. 277|Kong Clares kløvede Otvels skjold med sværdet, og Otvel huggede mod Clares' skjold så der røg et stykke af hjelmen og venstre kindben, og sværdet stod i skulderen. Kong Clares huggede Otvel på skulderen gennem brynjen så han blev slemt såret. Da blev Otvel vred og huggede mod kong Clares' hals så hovedet røg på jorden.

Så begyndte de at kæmpe mod kong Garcia. Hedningerne faldt hurtigt. Kong Garcia sagde til Otvel: »Hvem er du, ridder, som farer så grusomt frem mod vores hær?«

Han svarede: »Jeg hedder Otvel, og jeg vil give dig et godt råd, kong Garcia. Opgiv de tåbelige ideer du løber rundt med, og tro på Vorherre Jesus Kristus. Bliv kejserens mand. Han giver dig masser af land og slotte.«

Kong Garcia svarede: »Det råd vil jeg ikke følge. Jeg forstår ikke hvorfor du har vendt dig fra vores gud.«

Otvel sagde: »Jeg ser hver dag at Jomfru Marias søn er den sande Gud.«

Kong Garcia sagde: »Det er ikke sandt.«

Otvel svarede: »Nu skal du få at se hvad hjælp du får fra din gud,« og han gav kongen så store sår med sværdet at han styrtede død ned på jorden. Snart blev alle hedninger dræbt så ikke én undslap. Clares' kæreste løslod Udger Danske og bad ham rejse hvorhen han 278|ville. Han tog til kejseren som blev meget glad for at se ham.

Kort efter holdt kejseren Otvels og sin datters bryllup. Han gav ham hele kong Garcias rige. Der blev Otvel, og kejseren drog hjem til Frankrig igen.