En dag da kejseren sad ved bordet sammen med sine gode mænd, sagde han til kejserinden: »Kender du nogen hersker i verden som har fortjent at bære kronen mere end jeg har?«

Dronningen svarede: »Man skal ikke rose sig selv. Jeg kender faktisk en hersker der er mægtigere end jer.«

Kejseren blev vred: »Er det sandt hvad du siger, så vil jeg takke dig. Men hvis det ikke passer, så skal det gælde dit liv.«

Hun svarede: »Hugen, som er konge af KonstantinopelA, han er rigere på guld og ædelstene end jer. Men han er ikke så modig som jer.«

Da dronningen så at kejseren blev vred, faldt hun på knæ og sagde: »Det var for sjov og ikke alvorligt ment.«

Kejseren kaldte de tolv jævninge hen til sig og sagde: »Jeg har drømt om Vorherres grav, derfor skal vi rejse derhen. Vi vil lægge harnisk og våben fra os og tage vandrekæp og vadsæk i stedet. Og så har jeg hørt meget om kong 279|Hugen, ham vil vi også besøge.«

Kejseren tog afsted med de tolv jævninge. De havde syv hundrede æsler læsset med guld og sølv, mad og drikke. De rejste over havet til den hellige grav. Folk fra byen gik ham i møde med kors og fane og modtog ham med stor ærbødighed. Alle sagde: »Her får vi den romerske kejser at se, ham der har udført så vældige bedrifter.«

Patriarken førte ham ind i helligdommen og satte ham på den stol som Vorherre sad på skærtorsdag, og de tolv jævninge sad på den stol som de tolv apostle sad på. Kejseren blev der i fjorten dage. Patriarken gav ham et stykke af Sankt Simeons arm som Vorherre sad på kyndelmissedag da han blev bragt til templet, noget af Sankt Stefans blod, et håndklæde som Vorherre tørrede sit ansigt med, et af de søm som Vorherre blev hængt på korset med, det meste af tornekronen, et stenfad som Vorherre vaskede de tolv apostles fødder i skærtorsdag aften, det fad og den kniv som Vorherre brugte samme aften, noget af Sankt Peters skæg og Jomfru Marias mælk. Kejseren blev meget glad for de hellige genstande og fik lavet et skrin af guld som han lagde dem i. Kejseren fik bygget en kirke i Jerusalem, 280|Salatine hedder den. Patriarken fulgte kejseren til skibet og skiltes fra ham der.

Så sejlede kejseren til Konstantinopel. Der kom kong Hugens folk ham i møde med fem hundrede krigsskibe og inviterede ham med hjem på kongens vegne. Kejseren fulgte med dem hjem. Kong Hugen gik ham i møde og modtog ham med stor ære og førte ham ind i en sal hvor der stod hundrede søjler af guld, og på hver var der en statue af guld der forestillede en tjener; hver tjener havde et horn for munden. Når vinden blæste ind under salen, spillede tjenerne i hornene og salen vendte sig om. Da sagde kejseren: »Min hustru løj ikke med alt det hun fortalte.«

Kort efter satte de sig til bords. Franskmændene drak tæt og blev i højt humør, og om aftenen fulgte kong Hugen kejseren til sengs. Det var et meget specielt sted de var indkvarteret. Midt på gulvet stod en forgyldt søjle som var hul. Der havde kongen låst en skriver inde som skulle nedskrive hvad franskmændene sagde. Kejseren og franskmændene talte ivrigt om kongens store rigdom. Kejseren sagde: »Lad os fortælle historier før vi lægger os til at sove.«

Roland sagde: »I skal være den første, herre.«

Kejseren sagde: »Hvis kongen vil give en af sine riddere to brynjer på og sætte to hjelme på hans hoved og give mig sit sværd, vil jeg kløve både manden og harnisket 281|så sværdet står i jorden.«

Da sagde skriveren i stolpen ved sig selv: »Du har godt nok stærke hænder.«

Roland sagde: »Hvis kongen vil give mig sit enhjørningshorn, vil jeg blæse så højt at portene på slottet går op og i, og hvis kongen er udenfor, falder både håret og skægget og tøjet af ham.«

Oliver sagde: »Hvis kongen vil lægge sin datter i seng med mig med hendes accept, så vil jeg få min vilje med hende hundrede gange på én nat. Hvis det ikke lykkes, har jeg mistet mit hoved.«

Skriveren sagde: »Du bliver nok træt inden.«

Gerard sagde: »Hvis kongen vil lade de to bedste heste i sin gård løbe, vil jeg ride mod dem så hurtigt jeg kan, og fra min hest springe hen og sætte mig på den tredje, mens jeg kaster fire æbler op i luften med hver hånd. Hvis ét af dem falder på jorden, kan kongen lade mig halshugge.«

Skriveren sagde: »Dette er tåbelig snak.«

Villam Cornitz sagde: »Her ligger en guldkugle der er så tung at tredive mænd ikke kan løfte den. Den løfter jeg op på slotsmuren med én hånd så muren på begge sider falder ned i fire eller fem stykker.«

Udger Danske sagde: »I dag så jeg en søjle som holder salen oppe. Den vil jeg vælte omkuld uden at salen falder ned.«

Skriveren sagde: »Gud lade det aldrig ske.«

Hertug Neymis sagde: »I morgen vil jeg tage to brynjer på og springe fire favne højere end slotsmuren. Bagefter vil jeg ryste mig så kraftigt at alle ringene i brynjerne bliver splittet ad som brændte halmstrå.«

Skriveren sagde: »Hvis du kan det, har du seje 282|sener.«

Bering sagde: »I morgen vil jeg gå op i slottets højeste tårn, og hvis kongen vil opstille tusind dragne sværd udenfor og vende alle spidserne opad, så vil jeg springe ned på dem uden at komme til skade.«

Skriveren sagde: »Hvis du kan det, er du gjort af stål.«

Ærkebiskop Turpin sagde: »I morgen vil jeg få floden til at løbe ind i slottet og oversvømme hver eneste bygning, og kongen skal løbe op i det højeste tårn og bede mig om hjælp.«

Skriveren sagde: »Gid Gud ikke vil lade det ske.«

Reymer sagde: »Jeg har en hat der er sådan at ingen kan se mig når jeg har den på hovedet. I morgen vil jeg gå til kongens bord, spise hans mad og drikke hans vin, og til sidst vil jeg slå ham på halsen med næven så han falder hen over bordet.«

Skriveren sagde: »Du taler som en sindssyg.«

Den stolte Engeler sagde: »Hvis kongen vil fylde et kar med bly og lade det smelte, vil jeg gå ned i det når det koger, og blive siddende til det er koldt. Bagefter vil jeg gå op og ryste mig så kraftigt at det alt sammen falder af mig.«

Skriveren sagde: »Du har en hård hud.«

Bertram sagde: »Jeg vil gå ud i kongens skov og råbe så højt at det kan høres fire mil væk. Alle hjorte, hinde og andre dyr skal løbe væk fra skoven, og fiskene komme op på land.«

Skriveren sagde: »I er sindssyge alle sammen!«

Gerin sagde: 283|»I morgen tager jeg en spydstage af jern, og hvis kongen vil lægge to småmønter på et af slottets tårne, vil jeg stå en halv mil væk og kaste spyddet så den ene mønt falder ned og den anden bliver liggende. Så løber jeg hen og griber spyddet før det når jorden.« Skriveren sagde: »Sikke noget vrøvl.«

Så faldt kejseren og hans mænd i søvn. Skriveren listede ud af søjlen, gik hen til kongen og fortalte hvad de havde sagt. Da blev kongen vred: »Det er forkert af kejseren at han taler så tåbeligt. Hvis ikke de i morgen holder hvad de har lovet, skal de miste hovedet.«

Han samlede straks mange tusind mand. Om morgenen stod kejseren op og gik til messe.

Efter Messen kom kong Hugen og sagde til kejseren: »I har talt ondt om mig, og det kommer I til at betale for før I kommer herfra.«

Kejseren sagde: »Det er skik hos franskmændene at prale når de er fulde. Tag det ikke ilde op.«

Men kongen svor at han ville hævne det. Kejseren og hans mænd gik hen hvor de havde sovet om natten, låste relikvieskrinet op og tog de hellige genstande frem. De knælede og bad Gud om at være dem nådig så kongen ikke skulle besejre dem. I det samme kom Guds engel og fik kejseren på benene: »Pral ikke igen som I nu har gjort. Så kan I gennemføre hvad I vil.«

De takkede Gud for hans nåde, gik hen til kongen og sagde: »Herre, det var ufint af jer at udspionere vores 284|snak som om vi var forbrydere; det er mere skamfuldt for jer end for os. Nu vil vi gennemføre alt hvad har vi sagt.«

Kongen sagde: »Først skal Oliver gøre, hvad han har sagt.«

Om aftenen fik kongen lagt Oliver og sin datter i seng med hinanden og sagde: »Hvis du ikke gør som du har sagt, skal du dø for det,« og kongen låste selv værelset og gik fra dem. Kongedatteren sagde til Oliver: »Min kære herre, lad mig ikke lide for min fars dumhed. Jeg håber ikke, at I er kommet her for at vanære fornemme unge kvinder.«

Oliver sagde: »Gud forbyde at jeg skulle vanære jer eller nogen hæderlig ung kvinde. Hvis I i morgen erklærer at jeg har gennemført det jeg sagde, så vil jeg kysse jer hundrede gange i nat.«

Det ville hun gerne. Næste morgen kom kongen og spurgte hende om Oliver havde gennemført det han havde sagt. Hun svor at det havde han. Kongen sagde til kejseren: »Lad nu Villam Cornitz kaste den store guldkugle op på slotsmuren.«

Villam kastede kuglen op på slotsmuren så muren revnede og faldt ned på et stykke der var over fyrre favne langt. Kongen blev vred over at muren var faldet ned, og svor ved Gud at de alle var troldkarle. Kejseren sagde: »Vil du se mere af det vi lovede?«

Kongen sagde: »Lad ærkebiskop Turpin komme og få vandet til at strømme ind på slottet.«

Ærkebispen gik ned 285|til floden, slog kors over den og befalede den at følge ham hvor han gik. Han gik direkte til porten, og floden fulgte ham ind på slottet og oversvømmede hvert eneste hus. Straks løb kongen op på slottets højeste tårn. Kejseren og hans mænd stod uden for slottet. Kongen råbte: »Mægtige kejser Karl! Hvorfor vil du drukne mig? Hvis du kan redde mig ud af denne nød, så vil jeg blive din mand og betale dig skat så længe jeg lever.«

Kejseren svarede: »Den er nåden værd som beder om den.«

Kejseren knælede og bad Gud om at lade floden løbe hen hvor den var før, og floden løb straks derhen. Kongen gik ned fra tårnet og sagde til kejseren: »Jeg kan se at Gud elsker dig, derfor vil jeg gerne blive din mand.«

Kejseren spurgte: »Vil du prøve flere af vores udsagn?«

Kongen svarede: »Jeg har ikke lyst til at se flere. Det ville give mig mere sorg end glæde.«

Kejseren spurge: »Vil du love os din tjeneste mens begge vores hære ser det?«

Kong Hugen svarede: »Gerne.«

Kejseren sagde: »Så skal vi begge bære vores kroner i dag, og jeg ønsker at du giver Oliver din datter.«

Så blev Oliver forlovet med kongedatteren, og brylluppet skulle stå i Frankrig. Kejseren og kongen gik til kirke med hver sin krone. Dronningen bar også sin krone. Folk så nøje på de to herskere. Kejseren var tre håndsbredder og en fod højere end kongen. 286|Franskmændene sagde: »Kejserinden havde ikke ret da hun roste den konge. Vores kejser er den største hersker i verden, derfor har vi stor ære af ham.«

Efter messen gik de til bords, og da de var mætte, tog kejseren afsked. Kongen gav ham og hans gode mænd gaver, og i medgift gav kongen sin datter syv æsler lastet med guld og sølv. Hun fulgte sin forlovede, og kejseren red afsted. Kongen holdt hans stigbøjle da han steg til hest, og fulgte ham hele vejen ud af sit land. Der tog de afsked.

Da kejseren kom hjem til Frankrig, blev hans undersåtter glade. De holdt Olivers bryllup, og kejseren tilsagde ham sit venskab. Derefter levede kejseren i fred i nogle år.