[2.]

Drothningen spurde Alegast at hwi han kallede hannum Magnus. Alegast sade: »Thet giør ieg for theris skyld som hanum swige wille,« ok sade henne alth hwor therom war.

Syden sende drotningen bwd till Trywesborgh till erchebisscoben at han skulle komme till henne. Han giorde som hon bad. Tha bisscopen feck at see thet Karll war igen kommen, wort han glad. Drotningen sade till ærchebisscopen: »J sculle færme myn søn ok skall hetthe Karl Magnus.« Bisscopen færmde hannum som hon bad.

Syden screff hon breff ouer alt landet ther hennes wæner wore, ok bath them komme till segh førsth. Dræpiæ, Nafflwn ok flere gode men komme strax till henne ock Ottwn greffue ok høffdinghe aff Almania. Drotningen sade them hwore the wille swige Karll.

Ottwn greffue swarede: »Hwor kan det wære ath the skulle swige hannum? Hans fader giorde them alle till megtuge men. Hwore skall man bewissæ 144|them tesse sagh ower?«

Karl Magnus swarede: »Jeg hawer blodhet i myn hantzke som hwn blødde ther greuen sloo henne, ok stall jeg hans hæst, ok ær thet eth witne thertill.«

Nafflwn swaret: »Hær skall engen nød ware medhen wy wede aff theris swigh. The skullæ enghen macth foo.« Nafflun sade: »Huad dag wille I lathee ether wyghæ?«

Karl Magnus swaret: »Nw om pingxdagh.«

Alegast sade: »Sender bwd ower alth edhert land - till koninge, hertoge, greffue, rydder ok swenne - at the till ether komme ok till alle the I bæst pa troo at the till ether komme meth all then mackth the kunne affstetkumme till then dag I skulle krønes.«

Erchebisscoben redh till pawen at han skulle komme till then høghtid ok alle romare meth hannum. Alegast foer till Britania ok Engeland ok Flandern ok Almaniam.