[57.]

Syden kom Helmydan, Wittelins brodher, til stryden ok Roland meth hannum. Helmydan roptæ høgt ok sade: »Hwor æsstu, Rolandh? Tw motth icke lignes wet noger god man. Will Mament hielpæ meg, tha skaltu aldrig komme ouer Ryn. Jeg will ickæ bædræ bædes en wij motthæ bode mødis i stryd.«

Roland reth moth hannum ok spwrde: »Ryddere, hwat ær tid naffn, meden tw taler swa stoort?«

Han swaret: »Jegh hedher Helmydan ok søger fast æfter Roland, thij ath moth hannum lyster megh ath slas.«

Roland sade: »Tw æst fast obenbare i tin mwnd. Jeg ær then samme tw spør æfter.«

Syden rede 259|the tillsammen so ath bode glawen ginghæ sønder, ok Helmydan høg pa Rolandz axæl. Swærdhet gick nedh weth armen ok neth meth syden ok wth meth lareth ath bort gick harnsket so meget thet hwassa togh aff swerdet. Roland hiøg till Helmydan pa hielmen so ath han størthæ aff hæsten. Helmydan hog po Rolandz hielm so ath borthginge alle the dyre stene theri sade oc hæsten sønder for sadelbogen, ok Roland kom standen pa iorden. Roland hiøg pa Helmydan ok eth stickæ borth aff hielmen oc giømen axelen, oc armen fiøl pa iorden.

Tha sade Helmydan: »We worde teg onde Gud Mamenth. Ille hielper tw meg i nødh. Jeg hauer nw myst myn venstræ arm. Thog skal ieg giffue Roland eth slagh meth myn høgger hand ath hwor man skall seghet ath wære en gill kynhest,« ok hiøgh pa Roland so ath brønien røffnede, ok Roland feck eth stort sar.

Syden høg Roland Helmydan pa halsen ath hans howet fiøl neth pa iorden, ok sade: »Tin død ware meget sørgende om thw hade waret cristen.«