[21.]

176|       haA kam en man fra gloriant ok fæck caruel
       eth breff som hwnn haffde wdsend lydendis
       soo jeg helsær then høffueske caruell meth
fwlkomelegh kærlighet Ok mo i wytnæ Ath then
samme nath i hæden rede kom kongen af Cordis och
flere aff hans party Ok sloge myn fadher iheel pa
hans sængh meg haffue the grebet ok will bort
føre/ hauer tw icke glømt gloriantz naffn tha kom
snarth hiit/ fførre skulle all hemmel teghen wendis
aff syn skybælsæ en jek skulle glømmæ tegh vale
tha sade wdger hwad hauer tw spord Caruel sade
hannum hwat breffuet lydde/ wdger sade war glader
jeg skall ecke megen math ædhæ før æn thet
wordher hæffnd/ ok tage tin fæstæ mø jgen/ tha
sade karlotth ok swor om sancte dionisius ath han
skullæ følge them Caruell tackedeA hannum The
togæ orloff ok rede theris wag meth xxx skiol
swennæ Tha danemwnd forstod syn fadhers
død for sammellde han alle Caruels men till sek
ok flere synæ wenner ok stride meth them samme natten
som kongen wort slagen pa/ En aff affA danamwdzA
men møtthæ caruel ok sade hannum thet danamwdA
strydde fast ok ær slagen twædelen aff tit folk
Caruell ok wdger skynnede seg fast till slaget
ok hugge om bode man ok hæst Danamwnd
gledis weth theris komme ok strydde mannelege
en man hetth jaskomit haffde giffuet giffueA kong
Amirall førstæ hwgh han stak till wdger meth
sytth spiwt ok igømen hans skiøll ok spiwdet
brast for brønnien/ wdgerA spiwdh gick giømen
hans skiøll ok brønie ok buk thette sogh hans 177|Søn han hiøg till wdger ok kløff hans skiøll
ok høg sønder glawend thet sogh karlotth han
høg handen ok loreth aff hedningen ok fiøl død
pa iorden ther kam hans broder ok wille hæffnet
hannum slog ok karlot i hell/ tha kom jaskomit ok
hiøg karlotth eth sar i lalærA thetA sog
wdger ok hiøg then hednæ pa halsen ath houet
fiøl pa jorden the stridde mannelege Dannemwnd
hiøg sydh swærd søndher pa en heden hielm
han heet sweff/ sweff hiøg till danemwndh
igen ok kløff hielm ok howet ok swædhetA
stodh i tændernæ thet sog karuell ok robæde
høgh till swæff ok sagde haffuer tw mandz naturA
en quinæ tha byd meg sweff wende seg wnden
Caruell æfter hannum ok kløff hannum nedh wtj
brystet wdger sat pa sin hæst bursanth ok hadde
syth swærdh/ hendernæ ok Armænæ ware blo-
dege wp till hans axæl wdger høg till en konge
som fredes hetth ok thet bedh enth pa hannum
tha sade wdger till syt swærd thw æst icke so
god som meg ær sagd/ eller jeg hiøg icke fast
till Sydhen greb han swærdhet meth bode hender
ok kløff fredis ok hans hielm swa ath swærdet
stod i sadelen strax fredes fiøll flydde alle hans
men ok somme toge tienæstæ aff Caruell ok wdger
caruel ok karlott rede till tornet som jomfrvnA
war inne ok toge henne wth Caruell ok jomffrvn
begauede wdger ok karloth kostelege/ sydhen
rede the till keyseren igen Caruel worth tagen til konge
aff all then hedninge hær som ther war sydhen
for han till babyloniam ok giore brølløp meth
jomffrv glorianth ok aff them føddes meghen stor
slæght