Københavns 1. stadsret 1254. 13. marts

Hvis enhver i sin egen sag ville fælde dom efter eget forgodtbefindende, ville den tøjlesløse havesyge, stridens moder og tvedragtens ophav, som ikke forstår at være tilfreds med grænserne for sit eget, omstyrte den retfærdige orden og ganske tilintetgøre anden mands ret. Derfor har Vi Jakob, af Guds barmhjertighed biskop i Roskilde, idet Vi ønsker at fjerne ethvert ophav til tvist om den ret, de sædvaner og de bestemmelser, der er iagttaget hidtil og for fremtiden skal iagttages mellem Os og Vore efterfølgere til enhver tid på den ene side og fællesskabet af borgere i København på den anden side, og for at det, der måtte være tvivlsomt og dunkelt, skal være klart for alle; med samme borgeres enstemmige råd og samtykke dekreteret denne afgørelse og til evig erindring bestyrkelse med dette dokuments værn.

<1.> Forbryder nogen sig indenfor byens mure og voldgrave således, at han skal betale 40 mark i bøde, skal først 40 mark betales til den herre biskoppen, dernæst i den samme sag andre 40 mark til biskoppen og byen i fællesskab, således at halvdelen af dem skal tilfalde biskoppen og halvdelen byen. På samme måde fastsætter Vi, at der skal iagttages i alle tremarks sager, så de første tre mark skal betales til biskoppen og de andre 3 til biskoppen og byen tilsammen. I 9-ørtugs sager skal borgerskabet sammen med Nfogeden opkræve bøder og give den ene halvdel til biskoppen, den anden halvdel til byen. Og alt, hvad der således inddrives for borgerskabet, skal anvendes til byens nytte, nemlig til anlæggelse af voldgrave, til Nplanker og broer.

<2.> Hvis den herre biskoppen, når hans sager kræver det, ønsker personligt at sætte over til Skåne, skal borgerne være pligtige på egen bekostning at stille en båd til hans rådighed med 12 mand. Hvis han selv har båd, skal de førnævnte borgere være pligtige ‒ med et tilstrækkeligt antal sømænd, der er nødvendige til en sådan båd og på egen bekostning ‒ at føre ham frem og tilbage.

<3.> Borgerne er pligtige, alle og enhver, en gang årlig at betale den skat, der på folkesproget (ͻ: dansk) kaldes Nmithsumærgyald, undtagen de, som den herre biskoppen har fritaget af særlig nåde. De, som holder boder for at sælge øl, skal årlig udrede to øre i den afgift, som kaldes Nølgyald, nemlig en øre om vinteren og den anden om sommeren. Enhver, der bor på den herre biskoppens jord, skal betale 12 penninge i Nyorthskuld. De, som bruger net til at fange sild, skal som tiende give biskoppen en Nol for vinterfiskeriet. Hver borger er skyldig årligt at udrede 2 penninge i Nthyuuestud, for at biskoppens Nfoged kan holde dem, der er pågrebne for enten tyveri eller andre forbrydelser, i sin varetægt indtil tingdag.

<4.> For ingen af gæsterne skal det være tilladt at købe friske huder eller lammeskind; hverken at skære klæde eller lærred ud, undtagen den mængde, som han kan bære under armen; heller ikke opstille skammel med ting til salg på torvet, for at der ikke ved noget af det førnævnte skal opstå nogen skade for borgerne. Men hvis noget af dette bliver forsøgt af nogen, skal han bøde 3 mark, hvoraf biskoppen skal modtage halvdelen. Og den anden halvdel skal borgerskabet modtage til brug for ovennævnte formål. Thi to gange tre mark, sådan som nævnt ovenfor, skal ikke tages for sådanne forseelser.

<5.> For ingen af gæsterne skal det være tilladt på torvet i skæppemål at købe korn eller flæsk til skade for borgerne, men kun for borgerne. Men hvis der bliver gjort anderledes, tager borgerne og biskoppens Nfoged kornet til deres brug, og ingen anden bøde skal opkræves i dette tilfælde.

<6.> Ingen af indbyggerne i København skal være pligtig at deltage i noget Nkrigstog med skib, hest eller våben, undtagen til at forsvare af bispegodset, hvis der sker noget angreb på det, dog så nær byen, at de kan nå frem og tilbage på samme dag, og alle er i lige måde pligtige at forsvare dette af al magt og evne under straf af hele deres lod (ͻ: fortabelse af hele deres hovedlod).

<7.> Hvis nogen af borgerne, kannikkerne og deres husstand eller købmændene indenfor byens indhegning bliver angrebet eller påført overlast, skal alle borgerne løbe til for at hjælpe den, der lider overlast. Den, der ikke gør det, skal straffes med sin lods (ͻ: hovedlods) fortabelse. Hvis en sådan forbrydelse bliver begået, skal straffene takseres i forhold til selve angrebets og overlastens grovhed efter borgernes skøn; disse (straffe) skal tre borgere og tre fra biskoppens husstand ‒ forud taget i ed på, at de vil foretage en retfærdig taksering ‒ taksere; og hvis de ikke kan enes, skal Nbiskoppen tilkaldes, efter at alle forhold i sagen er omhyggeligt undersøgt, og så skal afgørelsen af et flertal af dem stå ved magt.

<8.> Hvis nogen, efter at have hørt klokken (ͻ: byens klokke, alarmklokken), holder sig tilbage og ikke iler til, skal takseringen af skyld og bøde ske på ovennævnte måde.

<9.> Hvis i fredstid voldgravene ved nogens overgreb eller skødesløshed lider skade eller Nplanker falder sammen, skal vedkommende inden tre dage begynde at udbedre dem og sætte dem i deres forrige stand. Hvis man skulle frygte krig, skal alt udbedres på samme dag. Hvis vedkommende ikke gør det, skal borgerskabet gøre det, idet det i hans hus tager alle ting, som bliver fundet dér, i pant, og Nsenere skal dog bøden takseres på ovennævnte måde i forhold til omfanget af såvel skyld som foragt for retten.

<10.> Ligeledes forordnes, at hvis nogen ikke istandsætter veje eller andre ting, der synes tjenlige for borgerskabet, således som han bør, skal Nfogeden og borgerne tage pant på den herre biskoppens myndighed, og derefter skal straf og bøde takseres i forhold til skyldens art.

<11.> Ingen af borgerne skal tvinges til at yde lån af sine varer eller andre af sine ting til nogen i eller udenfor byen. Hvis nogen yder lån af sine ting til nogen på en bestemt tid, skal han kundgøre det for to borgere. Hvis fristen, af hvad grund det end måtte være, ikke bliver iagttaget, bliver skyldneren, eller hans arvinger, pligtig at stå til rette for denne gæld og fuldt ud svare for den i byen (ͻ: for byens domstol), og når en sådan kundgørelse bliver gjort med vidnesbyrd af borgere, skal borgerne, når betalingsfristen er udløbet, have fuld myndighed til at tilbageholde denne skyldner.

<12.> Ingen må driste sig til at forsegle breve med byens segl, medmindre brevene først bliver omhyggeligt undersøgte af to kannikker og andre af borgerne, der har svoret at holde seglet i trofast varetægt.

<13.> Borgerskabet har såvel på egne som på sine arvingers vedkommende lovet og med ed stadfæstet, at for ingen skal det i kommende tider være tilladt at pantsætte, skænke, sælge eller mageskifte eller med nogen anden adkomst afhænde sin toft til en fyrste eller ridder, eller til en herres mand, som på folkesproget (ͻ: dansk) kaldes Nherræmæn undtagen med biskoppens vilje, og medmindre samme toft lovlig bliver ham tilbudt. Ligeledes hvis nogen, tvunget af nød, nemlig fangenskab eller fattigdom eller nogen som helst anden tilfældighed, skal være forpligtet til at afhænde sin grund, skal det ikke være ham tilladt at gøre dette, medmindre den først tilbydes biskoppen efter loven, og hvis det af nogen bliver vovet (at gøre) anderledes, skal det regnes for uden betydning og ikke opnå gyldigheds kraft, på hvad måde eller ved hvad lov det end er sikret, og dog må han ikke sælge dyrere til biskoppen, men efter almindelig vurdering af grunde og huse.

<14.> Ingen udenfor byen må påtage sig forsvaret af nogen fra byen af nogen som helst årsag uden den herre biskoppens særlige tilladelse, hvad enten det er en enke eller en forældreløs eller umyndig.

<15.> Ligeledes har borgerne lovet, at ingen af dem, der har toft (ͻ: grund) i byen skal have røst (ͻ: mulighed for indsigelse) eller magt til vedrørende nogen toft på nogen måde at hindre byens fælles bedste, nemlig at voldgrave og veje ikke får det forløb, som synes nyttigt, når der blot gives ham rimelig erstatning; og kort sagt, hvis fællesskabet (ͻ: borgerne) til byens bedste af nogen af borgerne ønsker huse, tømmer, sten, jern eller kalk eller andre lignende ting, må ingen vove at nægte det, under straf af den ønskede tings fortabelse og det dobbelte til.

<16.> Ingen må stævnes for biskoppen eller nogen anden dommer i nogen som helst sag til et fjernere sted end Roskilde uden biskoppens (ͻ: roskildebiskoppens) særlige tilladelse.

<17.> Vi har ligeledes anset det for passende i Vore dage at give afkald på nogle slette sædvaner, der, som Vi erfarer, ubilligt har udviklet sig, idet Vi beslutter, at de fremtidigt skal være uden kraft; det er disse: én øre penninge, der som Nølgyald plejer at oppebæres i Skanør, og Ndaxwærkæ, der kræves (i stedet) for afgiftsrestance, samt det at borgernes både ikke frit kunne sætte over til Skanør. Ligeledes vil Vi — for at de førnævnte borgere ikke af det, der er tilstået dem, fra Vore efterfølgere skal lide nogen forringelse — at græsgang for deres kvæg frit skal udstrækkes til Rosbæk. Også den skat, der også kaldes Ngresgyald, har Vi på samme vis besluttet at eftergive disse borgere.