© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
I de ældste skriftlige kilder veksler navnet på København mellem ‘Havn’ og ‘Købmændenes havn’, men identiteten er sikker.
De ældste, sikre omtaler af stednavnet ‘København’ stammer fra originale pavebreve af Urban 3., Cølestin 3. og Innocens 3. fra 1180’erne og 1190’erne, hvori de stadfæstede Absalons overdragelse af borgen til Roskilde bispestol efter sin død. I disse pavebreve omtales såvel borgen som byen og kirken i “Hafn”. Navnet, der betyder ‘havn’, optræder på dansk i de latinske breve. Denne form må stamme fra de ansøgninger fra Roskilde, som dannede grundlag for de pavelige stadfæstelser. Fra først af må byens navn slet og ret have været ‘Havn’. Navnet findes også i latinske former: Særlig hyppigt i universalformen Hafnis, der anvendtes både med og uden præpositioner, eller adjektivet Hafnensensis / Hafniensis, som var gængs i kirkelig brug.
Allerede tidligt forekom dog formen ‘Købmændenes Havn’. Tidligst på latin i Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum (forfattet mellem ca. 1190 og ca. 1208) som Mercatorum portus og Negociatorum portus (Gesta Danorum 14.34.6 & 14.49.1, se Friis-Jensen & Zeeberg (2005) bd. II: 338 &428). Saxos vaklen mellem mercator og negociator kunne tyde på, at han oversatte et allerede eksisterende dansk stednavn lidt forskelligt. I Abbed Vilhelms helgevita (forfattet mellem 1218 og 1224) optræder i den latinske tekst den danske form “Copmanhauen” / “Kopmanhauen”, svarende til “Kiopmanhafn” i Købstadlisten i Kong Valdemars Jordebog (vist fra midten af 13. århundrede). Den danske form optræder også i 1247-48 som “Kopmanahafn” / “Copmannahafn” i breve fra pave Innocens 4., som må bygge på henvendelser fra den på det tidspunkt landflygtige roskildebiskop Niels Stigsen (Fabricius (1999): 78-80).
København ligger i Støvnæs Herred (senere Sokkelund Herred) på Sjælland, men må i betragtning af byens alder antages at være ældre end herredsinddelingen. Den har med andre ord aldrig været en administrativ del af Støvnæs Herred. København ligger i Roskilde stift, og byens herre var roskildebiskoppen.
Efter Valdemar 1. den Stores (r. 1157-1182) sejr i den danske borgerkrig overlod han en by, som var kendt som ‘Købmændenes havn’ til sin nære støtte Absalon (roskildebiskop 1157-1201, tillige ærkebiskop 1177-1201). Denne lod i 1167 opføre en borg på øen Strandholmen lige ud for bebyggelsen, der på dette tidspunkt vist var ladeplads for Roskilde. Kongen havde imidlertid ikke blot overdraget Absalon selve handelspladsen byen og de små øer tæt på kysten, men også omfattende gods i Sokkelund og Lynge herreder. Det er nærliggende at forestille sig, at godset har skullet tjene til at finansiere opførelsen og driften af borgen, og at den var blevet opført efter kongens ønske. Københavns borg var rimeligvis én af de rigsborge, hvormed Valdemarerne sikrede de danske kyster. Blot ganske enkelte borge var besiddet af andre end kongen: Kalundborg var opført af Esbern Snare, og Knud Pritzlavsen, Valdemar den Stores søstersøn, anlagde sandsynligvis Nyborg. Overdragelsen af disse rigsborge til et medlem af kongeslægten og til kongens to fostbrødre var næppe rene gunstbevisninger, men havde betingelser. Den vigtigste betingelse var troskab overfor den regerende konge, uanset om han skulle bruge borgen mod inden- eller udenlandske fjender. I den forstand ligner det mere forleninger end gaver. I det perspektiv bliver det mere forståeligt, at kongemagten kunne tage borgene tilbage, når betingelserne ikke blev overholdt. Det skete for Knud Pritzlavsen og for Esbern Snares datter Ingeborg. Til sidst skete det også for Roskilde bispestol, men først i 1417. Selvom kongemagten overlod roskildebiskoppen borg og by, fraskrev den sig dermed ikke brugen af en fæstning, der som rigsborg var et led i rigets forsvar. Under Absalon og hans efterfølger som biskop i Roskilde, Peder Sunesen, gav det ingen problemer, for de var selv en del af grundlaget for kongemagten: Absalon som den stærke mand bag tronen og Peder Sunesen som kongelig kansler fra 1202.
Foreløbig holdt kongerne sig da også væk fra København. Erik 4. Plovpenning (r. 1241-1250) var den eneste danske konge inden Erik 6. Menved (r. 1286-1319), hvis ophold i København er dokumenteret, idet han besøgte byen i 1242 (Riis (1981)). Han kom dog fra 1245 i strid med sin kansler, roskildebiskoppen Niels Stigsen. Stridens årsag kender vi ikke, men den kan have haft at gøre med kongens strid med sin broder, hertug Abel af Sønderjylland (hertug 1232-1250, konge 1250-1252). Biskoppen måtte gå i eksil og døde i Clairvaux i 1249. Hans efterfølger blev Erik Plovpennings fjende Jakob Erlandsen (r. 1249-1254, †1274), selvom kongen havde forsøgt at få valgt en anden (Arhnung (1937): 323, 325).
Uvist hvornår, men inden 1247, inddrog kong Erik nogle af bispestolens besiddelser blandt andet byen og borgen København. Kongen besad stadig borgen, da han i 1250 blev dræbt i Slesvig under et besøg hos sin broder, med hvem han nylig havde sluttet fred. Abel efterfulgte sin broder som konge og nåede i sin blot toårige regeringstid at give København tilbage til den nye biskop, Jakob Erlandsen, senere ærkebiskop af Lund, om end vi ikke kan sige præcist hvornår. Jakob Erlandsen må have fået København i besiddelse inden december 1251. Byen og borgen havde imidlertid ligget i krigszonen i stridighederne mellem Erik Plovpenning og Abel og var blevet brændt af (ved denne lejlighed besøgte også Abel København, om end som hertug). Kongens interesse for København må fortrinsvis have været militær. Københavns borg var et støttepunkt for roskildebiskoppen, og som sådant kunne kongen ikke lade det være i modstanderens besiddelse. Dette synspunkt blev i det mindste delvist accepteret ved kurien. Under striden havde Erik opnået en vigtig indrømmelse fra paven: Ganske vist skulle kongen udlevere borgen til biskoppen, men den skulle bevogtes af folk, som ikke var Eriks modstandere. Dette var en anerkendelse af borgens betydning for kongemagten.
Abels tid som konge blev som nævnt kort, og i sin regeringstid ses han ikke at have besøgt byen (Riis (1981)). Efterfølgeren, hans broder Christoffer 1. (r. 1252-1259), grundlagde den gren af dynastiet, som endnu Erik 7. af Pommern (r. 1397-1439) tilhørte. Christofferlinjen måtte kæmpe hårdt for at beholde kongemagten, og i den følgende tid var Abels efterkommere de hårdeste modstandere. Christoffer og hans efterkommere kunne langtfra føle sig sikre på støtte fra rigets adel og kirke. Efter et militært nederlag til Abelslægtens støtter ved Skelskør i 1253 søgte Christoffer 1. tilflugt i København, men roskildebispen Jakob Erlandsen nægtede at åbne byens porte for kongen. Kongen betragtede dette som en åbenlyst fjendtlig handling og havde en klar forventning om, at også kurien ville se sagen således, for det indgår som en af kongens klager over biskoppen i den store ærkebispestrid med Jakob Erlandsen. Ganske vist var Jakob Erlandsen af domkapitlet i Lund blevet valgt til ærkebiskop Uffe Trugotsens (r. 1228-1252) efterfølger i 1253, men han måtte afvente pavestolens tilladelse (13/8 1253 DD2.I.114) til skiftet og derefter palliet og tiltrådte først palmesøndag (5. april) 1254 embedet som ærkebiskop. Det var derfor i sin allersidste tid som roskildebiskop, at Jakob Erlandsen udstedte København Stadsret, på et tidspunkt, hvor hans valg var stadfæstet af paven, men hvor han stadig afventede eller selv udskød sin overflyttelse til posten som leder af den danske kirke.
Hans efterfølger som roskildebiskop blev søstersønnen Peder Skjalmsen Bang (r. 1254-1277), der i den store ærkebispestrid støttede Jakob Erlandsen og lagde interdikt over Roskilde stift efter ærkebiskoppens fængsling i januar 1259. Kongen var dog i stand til at kontrollere Sjælland og herunder også København. Biskoppen måtte søge tilflugt på Rügen, der som bekendt hørte under Roskilde stift. Allerede i april 1259 erobrede en hær, anført af Jarimar, fyrsten af Rügen, og hertug Erik Abelsen af Sønderjylland, København. Byen og borgen blev ødelagt. Dette havde næppe været biskoppens hensigt, og han måtte som sin forgænger søge erstatning hos erobrerne. Tilmed kom København hurtigt igen i kongens besiddelse for først i 1274 at vende tilbage til bispestolen, ganske vist nu i genopbygget skikkelse (Knudsen (2013): 10-16).
Der vides intet om forholdet mellem kongerne og Københavns indbyggere under disse begivenheder, der medførte store materielle skader på byen og måske også tab af menneskeliv. Vi er lige så dårligt underrettet om forholdet mellem byherren og befolkningen.
Der kendes ingen tidligere lovgivning eller privilegering af København. Cf. Kroman (1955).
København kom i 1274 tilbage til Peder Bang, der dette år vendte tilbage fra sit eksil. I begyndelsen af det følgende år gav han både byen forskellige privilegier og stadfæstede Jakob Erlandsens stadsret. Også under hans efterfølgere fulgte en række stadfæstelser af stadsretten fra 1254 samt nye privilegier. Endeligt afløst blev den første stadsret først med Jens Krags (r. 1290-1300) stadsret af 1294. 29. januar, der blandt sine 108 paragraffer optog de fleste af forgængerens 17 (Kroman (1955): 8-32).
Der kendes ingen direkte forlæg eller forbilleder for København Stadsret af 1254.
København Stadsret fra 1254 har ikke direkte påvirket retsudviklingen i andre danske byer (Jacobsen (1992): 424).
København Stadsret 1254 er bevaret i det originale eksemplar på pergament, som blev udstedt af roskildebiskoppen Jakob Erlandsen. Diplomet ligger i dag i Ny kronologisk række i Rigsarkivet i København, NKR 39-b. Det er et enkelt ark (højde: 38,5 cm, bredde: 34,5 cm, plica: 3 cm). Diplomet er skrevet med en skriverhånd, der ikke kendes fra andre breve fra tiden (Skyum-Nielsen (1946): 127). På bagsiden findes en notits skrevet med noget yngre hånd: Leges inter episcopum Roskildensem et villanos Hafnenses, ᴐ: ‘Love mellem roskildebiskoppen og københavnerborgerne’. I hvide og røde silketråde hænger et brudstykke af et segl i grønt voks ‒ Jakob Erlandsens embedssegl som roskildebiskop (Petersen (1886): 15 & tavle X, nr. 148-149) ‒ og snorehuller til endnu et segl, ifølge corroboratio Københavns bysegl.
Den latinske stadsret er udgivet af Erik Kroman (Kroman (1955): 3-7); tidligere udgivet af Erich Pontoppidan (Pontoppidan (1760): 49-53); J. L. A. Kolderup-Rosenvinge (Kolderup-Rosenvinge (1827): 96-100); Oluf Nielsen (Nielsen (1872): 18-21 nr. 16) samt Franz Blatt og Gustav Hermansen (Blatt & Hermansen (1938): 115-119 nr. 138). En faksimile af stadsretten er udgivet af Franz Blatt og C. A. Christensen (Blatt & Christensen (1938): II: planche 49, nr. 59). Stadsretten er tidligere oversat af Arild Huitfeldt (Huitfeldt (1600): 238-242); Oluf Nielsen (Nielsen (1872): 15-17 nr. 16); Jørgen Olrik (Olrik (1906-08): 323-330) og Gustav Hermansen (Hermansen (1938): 100-104 nr. 138).
Arhnung, J. O. (1937) Roskilde Domkapitels Historie: I. Tiden indtil 1416, med Altrenes og Kapellernes Historie. Roskilde: Erh. Flensborgs Forlag.
Blatt, F. & Christensen, C. A. (1938) Corpus diplomatum Regni Danici auspiciis Societatis Linguae et Litterarum Danicarum I-VII. Hauniae: Munksgaard.
Blatt, F. & Hermansen, G. (1938) Diplomatarium Danicum udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab: 2. Række 1. Bind: 1250-1265. København: Munksgaard.
Fabricius, H. (1999) Københavns topografiske udvikling indtil 1300: The topographical development of Copenhagen until 1300. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1998. København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab.
Friis-Jensen, K. & Zeeberg, P. (2005) Saxo Grammaticus Gesta Danorum Danmarkshistorien I-II. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag.
Hermansen, G. (1938) Danmarks Riges Breve udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under Ledelse af Franz Blatt: 2. Række 1. Bind: 1250-1265. København: Munksgaard.
Huitfeldt, A. (1600) En Kaart Chronologia, forfølge oc Continvatz, Paa huis som her vdi Danmarck skeed oc bedreffuen er, fran Canuto VI oc det Aar 1182 oc indtil det Oldenborgske Stamme vidtager 1448. Som er 266 Aars Historier: 1.Part Som indeholder Canuti VI Histori, Kong Woldemar den II Seyer kallid, Erick den V Plougpenge kallid, Abels, Christophori I oc Kong Erick Glippings, som bleff slagen i Finderup. København: Henrich Waldkirch.
Jacobsen, G. (1992) “Dansk købstadslovgivning i middelalderen”, Historie. Jyske Samlinger 19:3, s. 393-439.
Knudsen, A. L. (2025) “Erik af Pommerns erhvervelse af København fra roskildebiskoppen: Et overgreb mod kirkens frihed, eller afklaringen af et gammelt mellemværende?", Kirkehistoriske Samlinger, s. 7–47.
Kolderup-Rosenvinge, J. L. A. (1827) Samling af gamle danske Love: 5. Danske Gaardsretter og Stadsretter. København: Gyldendal.
Kroman, E. (1955) Danmarks gamle Købstadlovgivning: III. Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland. København: Rosenkilde og Bagger.
Nielsen, O. (1872) Kjøbenhavns diplomatarium: samling af dokumenter, breve og andre kilder til oplysning om Kjøbenhavns ældre forhold før 1728. 1. Bind. København: G.E.C. Gad.
Olrik, J. (1906-08) Valdemar Sejrs sønner og den store ærkebispestrid: udvalg af kilder til Danmarks historie i aarene 1241-1274. København: Schønberg.
Petersen, H. (1886) Danske gejstlige Sigiller fra Middelalderen. København: Reitzel.
Pontoppidan, E. (1760) Origines Hafnienses, eller Den Kongelige Residentz-Stad Kiøbenhavn: Forestillet i sin oprindelige Tilstand, Fra de ældste Tider af, indtil dette Seculi Begyndelse, saavidt som dens Historie og Antiqvitæt har været at samle, af adskillige Archiv-Dokumenter, og at oplyse med nogle gamle og nye Aftegninger. København: Andreas Hartvig Godiche.
Riis, T. (1981) “Det middelalderlige danske rejsekongedømme indtil 1332”, Middelalder, metode og medier: Festskrift til Niels Skyum-Nielsen på 60-årsdagen den 17. oktober 1981. København: Museum Tusculanums Forlag. s. 115-136.
Skyum-Nielsen, N. (1946) Dansk brevvæsen 1250-1305: Besvarelse af Universitetets Prisspørgsmaal i Historie for Aaret1946. København: Det humanistisk Fakultet, Københavns Universitet.