Københavns 2. Stadsret 1294. 29. januar

Til evig erindring om sagen. De love, der følger, er givet af biskoppen af Roskilde med hans kapitels samtykke, og vedtaget af Københavns borgere, til nytte for indbyggerne i byen København, og ligeledes for dem, der kommer til den.

<1.> Da man ikke alene skal afholde sig fra ondt, men også fra fristelsen til det onde, forordnes det, at for fremtiden må ingen gilder eller sammenslutninger, som på folkesproget (ͻ: dansk) kaldes Ngilde eller Nhwirwing, dannes i København af nogen som helst, hemmeligt eller åbenbart, ej heller må der til omgåelse af denne forordning dannes nogen som helst andre foreninger under noget som helst foregivende, hvorved man til en vis grad ville opnå samme resultat som ved de nævnte gilder eller broderskaber, og hvorved denne forordnings heldige virkninger på noget punkt kunne hindres. Men den, som forsøger noget mod denne forordning, skal bøde 40 mark, hvoraf halvdelen skal tilfalde biskoppen og den anden halvdel byen Københavns fællesskab (ͻ: borgerne). Men hvis den, der overtræder denne forordning, er ubemidlet, skal han med skam udvises af byen og aldrig mere vende tilbage; og den, som vidende modtager en sådan udvist person som gæst, skal bøde 3 mark.

<2.> Fremdeles bør der ‒ eftersom der er begået adskilligt i København til skade og fortræd for Roskildekirken og byens love, og ligeledes til byrde for borgerne sammesteds ‒ arbejdes virkningsfuldt for, at dette tilbagekaldes og undgås, for at det ikke skal ske i fremtiden, og den, der bliver fundet i at forhindre dette, skal bøde tre mark til biskoppen og lige så meget til fællesskabet (ͻ: borgerne).

<3.> Fremdeles, eftersom byen København som følge af lån, som den i Nfællesskabets (ͻ: borgernes) navn ofte har ydet, er påført et svært, økonomisk tab i en sådan grad, at rige er blevet gjort fattige, og de, som syntes at have noget, nu tigger brød, forbydes det og forordnes som forbud, at noget lån i fællesskabets navn i fremtiden ydes til nogen af nogen som helst. Hvis dette bliver gjort, skal fællesskabet selv bøde det dobbelte til biskoppen. Dog forbydes det ikke, at nogen yder lån af sit eget og i eget navn, til hvem han vil.

<4.> Fremdeles forordnes det, at købmænd ikke må sælge nogen varer til nogen på deres skibe eller på broen (ͻ: skibsbroen), men at de skal fremlægge deres varer til salg på torvet eller i forud udlejede boder.

<5.> Fremdeles forordnes det, at de ikke må nedsalte fisk eller kødvarer, som de ønsker at erhverve til handelsformål, på deres skibe, hvis de ikke vil miste deres således nedsaltede.

<6.> Fremdeles forordnes det, at ingen må bringe forfalskede varer, falsk guld, sølv eller mønt til København, idet vi forordner, at hvis nogen findes i byen København med forfalskede varer, falsk guld, sølv eller mønt, skal han miste dem. Men hvis det bliver erfaret, at nogen bevidst sælger sådanne ting eller ønsker at anvende dem ved overdragelse, skal han straffes alvorligt efter Nfogedens og rådmændenes skøn.

<7.> Fremdeles forordnes det, at ingen må sælge en toft (ͻ: grund) i byen København, førend køberen er blevet borger sammesteds; ellers mister han toften tillige med dens bygninger.

<8.> Fremdeles skal ingen regnes for borger i København, før han aflægger troskabsed til biskoppen af Roskilde, og den borger i København, som aflægger mandsed til en anden herre end biskoppen af Roskilde, skal inden de påfølgende tre måneders forløb sælge det arvegods, som han har i København, og ikke længere regnes for at være borger.

<9.> Fremdeles hvis en i København boende kvinde ægter en mand, som kaldes Nherræman, skal hun forlade byen København og sælge sit arvegods, eller overlade det til sine arvinger, hvis de er borgere i København, inden nævnte tre måneders forløb.

<10.> Fremdeles, overtræder nogen indenfor byens mure eller grave loven, så at han skal betale 40 mark i bod, skal først 40 mark betales til biskoppen, dernæst for samme sag andre 40 mark til biskoppen og byen i fællesskab, således at halvdelen tilfalder biskoppen og den resterende halvdel til byens nytte. Og på samme måde iagttages med alle andre sager, undtagen med Nniørtugsbøden, som borgerne skal modtage ubeskåret til byens nytte, og som fogeden skal modtage ubeskåret på biskoppens vegne. Men i de tilfælde, hvor de 40 mark i nogle artikler af biskoppens nye bestemmelser (ͻ: nærværende stadsret) er overladt til byens nytte, skal borgerne modtage dem ubeskåret uden hindring. Men alt, hvad de således modtager til fællesskabet (ͻ: borgerne), skal anvendes til byens nytte, nemlig til at lave grave, Nplanker og broer; for dette sammen med Nbyens øvrige indtægter skal byens Nkæmnere aflægge regnskab i nærvær af biskoppen og rådmændene mindst én gang om året, når de bliver tilsagt af biskoppen.

<11.> Fremdeles er borgerne, hvis biskoppen af Roskilde, når hans anliggender kræver det, personligt vil sætte over til Skåne, pligtige at sørge for skib og 12 sømænd, som de skal underholde på byens bekostning på overfarten, under opholdet i skåne og under tilbagerejsen. Hvis de undlader det, skal borgerne betale udgifter og renter til biskoppen og tre mark for hver manglende sømand.

<12.> Fremdeles er borgerne, alle og enhver, pligtige en gang om året at betale Nmizsummersgiald, medmindre biskoppen fritager nogle af særlig nåde.

<13.> Fremdeles skal de, der driver kro ved at sælge øl, årligt betale to øre, nemlig en om sommeren og den anden om vinteren på vanlig vis, med forbehold af (den afgift) for maltfremstilling, som skyldes til biskoppen.

<14.> Fremdeles, for ingen af gæsterne skal det på torvet være tilladt efter skæppemål at købe korn, flæsk, kød eller dyr i handelsøjemed og dertil svarende mængder. Hvis det sker, mister køberen det således købte, og enhver af borgerne, som med gæsternes penge svigefuldt køber den slags varer, skal betale lige så meget, som den købte ting udgør.

<15.> Fremdeles, for ingen af gæsterne skal det være tilladt at købe friske huder eller lammeskind; hverken at skære klæde eller lærred; heller ikke at opstille skammel med ting til salg på torvet. Den, som gør det, mister de købte ting, såvel som de således solgte.

<16.> Fremdeles er ingen borger pligtig at drage i leding på skib, til hest, eller i våben, undtagen for at forsvare biskoppen eller Kirkens gods, hvis noget overgreb sker mod disse, dog så nær byen, at de på en og samme dag kan drage ud og vende tilbage, medmindre nøden er så åbenbar, at den kræver deres hjælp over længere tid. Til at forsvare dette er alle ligelig forpligtede af al magt og vilje under straf af hele deres lod (ͻ: fortabelse af deres hovedlod). Men denne forordning er at forstå under forbehold af kongeligt almindelige udbud over hele riget for at angribe hans fjender eller til forsvar af fædrelandet.

<17.> Fremdeles skal ‒ hvis nogen af borgerne, kannikkerne, købmændene eller nogen fra deres husstande eller nogen fra biskoppens husstand bliver angrebet eller påført anden overlast indenfor byens indhegning ‒ alle de nærmest boende borgere, som ved det, komme den overfaldne til hjælp, om det er nat eller dag, om der bliver ringet med klokken eller ikke ringet. Den, som ikke gør det, mister sin hovedlod, når han er fældet ved fire af sine naboers vidnesbyrd eller blot ved de to nærmestes. Men hvis en sådan forbrydelse bliver begået, skal tre borgere og tre af biskoppens husstand ‒ alle seks forud taget i ed på, at de vil gøre en retfærdig taksering ‒ taksere straffen efter selve angrebets og overlastens grovhed. Hvis de ikke kan blive enige, skal biskoppen tilforordne en syvende, der forud er taget i ed, og da skal flertallets afgørelse stå ved magt.

<18.> Fremdeles, hvis i fredstid voldgravene ved nogens forsømmelse eller skødesløshed lider skade eller Nplanker falder sammen, skal vedkommende inden tre dage begynde at udbedre dem og uden ophør sætte dem i deres forrige stand. Men hvis man skulle frygte krig, skal alt udbedres på samme dag. Hvis vedkommende ikke gør det, skal byen gøre det, og senere skal de dér afholdte udgifter og erstatningen Ntakseres på ovennævnte måde i forhold til omfanget af såvel skyld som foragt for retten.

<19.> Fremdeles forordnes det, at hvis nogen ikke istandsætter veje eller andre ting, der synes tjenlige af fogeden og rådmændene, skal han straffes af dem i forhold til skyldens art.

<20.> Fremdeles må intet brev besegles med byens segl, medmindre det først er blevet prøvet af borgens foged og dens klerk og tillige de to rådmænd med seglet i varetægt, de som har den ene nøgle til seglgemmet og førnævnte foged og klerk fra borgen den anden nøgle. Hvis der handles herimod, skal de, der har nøgle til fornævnte segl, straffes efter biskoppens skøn.

<21.> Fremdeles forordnes det, at rådmændene til hver forhandling, de holder i fællesskab, skal tilkalde borgens foged og intet påbegynde eller afslutte, uden tilstedeværelse af samme eller blot den fra Vor husstand, som han sender i sit sted, hvis han personligt er forhindret. Hvis der handles anderledes, skal hver af de ved den forhandling tilstedeværende rådmænd betale tre mark til biskoppen og lige så meget til byens nytte.

<22.> Fremdeles at fællesskabet (ͻ: borgerne) såvel på egne som på sine arvingers vegne har lovet og med ed stadfæstet, at det i fremtiden for ingen af borgerne skal være tilladt at Npantsætte eller underpantsætte, skænke, sælge, mageskifte eller med nogen anden adkomst afhænde sin toft (ͻ: grund) til en fyrste eller ridder, eller til en mand, som på folkesproget (ͻ: dansk) kaldes Nherræ man, eller til noget kloster. Og hvis nogen, tvunget af nød, skal være forpligtet til at afhænde sin toft, skal det ikke være ham tilladt at gøre dette, medmindre den først tilbydes biskoppen til salg efter loven. Og hvis det af nogen bliver vovet (at gøre) anderledes, skal denne overenskomst være ugyldig, og den skal ikke opnå gyldigheds kraft, på hvad måde eller ved hvad lov det end er sikret, men den således afhændede toft skal tilskrives biskoppens kasse. Dog må han ikke sælge dyrere til biskoppen, men efter den almindelige vurdering af grunde og huse. Men denne forordning vil Vi udvide til de marker, som nogle af borgerne har i nærheden af byen København.

<23.> Fremdeles må ingen indenfor byen af nogen som helst grund tage en udenbys værge eller sagfører uden biskoppens særlige tilladelse, det være sig enten en enke, en forældreløs eller umyndig. Den, der handler herimod, skal betale tyve mark til biskoppen og lige så meget til byens nytte.

<24.> Fremdeles forordnes det, at overalt hvor der for en eller anden gerning skyldes en bøde til biskoppen og byen, skal man først tilfredsstille den skadelidte, dernæst biskoppen og derefter byen. Og hvis borgerne handler herimod, skal de for denne gang miste bøden, og den skal tilfalde biskoppen.

<25.> Fremdeles forordnes det, at ingen med toft (ͻ: grund) i byen skal have røst (ͻ: mulighed for indsigelse) eller magt til vedrørende nævnte toft på nogen måde at hindre byens fælles bedste, nemlig at voldgrave og veje ikke får det forløb, som synes nyttigt for biskoppen efter kyndige personers råd, når der blot gives ham rimelig erstatning for toften, ellers skal han miste denne toft. Og hvis rådmændene til byens bedste af nogen af borgerne ønsker tømmer, sten, jern eller kalk eller andre lignende ting, må ingen vove at nægte det, under straf af den ønskede tings fortabelse, når blot der gives ham en rimelig betaling for disse ting.

<26.> Fremdeles forordnes det, at biskoppen for fremtiden bestemmer og anviser alle de steder, på hvilke noget skal sælges, efter at have indhentet rådmændenes forslag.

<27.> Fremdeles forordnes det, at angående enhver gerning, sag eller overenskomst, hvor der er vidnesbyrd af to rådmænd i København, skal ingen kunne forsvare sig med Nbenægtelsesed.

<28.> Fremdeles forordnes det, at Nbenægtelseseden for fremtiden ikke gælder blandt borgerne, når blot det modsatte kan bevises ved tre borgere eller endog ved to egnede og troværdige vidner. Men et vidne, som bliver fældet for falsk vidnesbyrd, skal regnes for æreløs i al evighed og vedkommende skal ingen Nretshandlinger tilstedes. Men hvor en sag er tvivlsom og ikke fuldt ud kan prøves, skal den anklagede forsvare sig med benægtelsesed efter gammel sædvane.

<29.> Fremdeles, bliver nogen fældet for, som det tidligere er nævnt, at han anstrenger sig for, at en anden skal have herredømmet over byen København end biskoppen af Roskilde, som er den retmæssige herre efter Nbegge retter, eller som anerkender, at en anden har herredømmet over samme, skal alt hans gods tilskrives biskoppens kasse, og han skal udvises af byen med vanære, dog med forbehold af den ærbødighed i alle ting, som skyldes den herre kongen af Danmark, til hvilken de er forpligtet til at vise ham overalt, og især når han kommer til byen København.

<30.> Fremdeles, bliver nogen, som det tidligere er nævnt, fældet for at være forræder mod byen, skal alt hans gods for halvdelens vedkommende tilskrives biskoppens kasse, og den resterende halvdel skal forbeholdes byens nytte. Samme straf skal enhver af rådmændene, som røber deres hemmelige forhandlinger, lide.

<31.> Fremdeles skal enhver, som bliver fældet for, at han vidende støtter nogen, som vil forråde, afbrænde eller brandskatte byen, eller begå nogen grusomhed i samme, straffes med førnævnte straf.

<32.> Fremdeles, bliver nogen fældet for med råd, hjælp, støtte eller dåd at have anstrengt sig for, at biskoppens borg i København skulle erobres, afbrændes eller ødelægges, skal alt hans gods tilskrives biskoppens kasse, og hvis han bliver grebet, skal han overgives til fængsel på livstid. Samme straf skal den lide, som hindrer biskoppen eller nogen fra hans husstand, når han vil betræde eller forlade sin borg.

<33.> Fremdeles skal ethvert edikt, som biskoppen, eller hans foged i hans navn, hvor som helst og når som helst, når tidens krav nødvendiggør det, udsteder, overholdes i byen København under den straf, som er tilføjet i ediktet.

<34.> Fremdeles skal borgerne, hvis noget angreb eller nogen fare indtræffer i biskoppens borg eller i nærheden af borgen, så snart de får det at vide, ile til hjælp over for denne fare. Den, der bliver fældet for ikke at have gjort det, skal miste halvdelen af sin hovedlod, og den skal tilskrives biskoppens kasse. På samme måde skal biskoppens husstand fra borgen komme til hjælp for byen, hvis de bliver tilkaldt, dog således, at vagten på borgen er undtaget.

<35.> Fremdeles, bliver nogen fældet for åbenlyst at holde konkubine i byen København, skal hver af dem straffes efter biskoppens skøn.

<36.> Fremdeles, fremsætter nogen af borgerne i København klage mod biskoppen for nogen verdslig dommer, skal alt hans gods tilskrives biskoppens kasse, og en sådan lovbryder skal uigenkaldelig udvises af byen.

<37.> Fremdeles skal enhver borger, som bliver fældet for uden biskoppens særlige tilladelse at have fremsat klage for nogen verdslig dommer mod sin medborger eller mod en gæst for en forseelse, som er begået i København, lide nysnævnte straf; dog således, at halvdelen af hans lod (ͻ: hans hovedlod) skal tilfalde biskoppen og den resterende halvdel byens nytte.

<38.> Fremdeles skal enhver københavnsk borger, som bliver fældet for ikke at have ydet hjælp til biskoppens foged eller hans svende, der vogter byen, skønt tilkaldt af dem, bøde ti mark, fældet for anden gang tyve mark, fældet for tredje gang for samme forseelse skal han miste sin hovedlod og udvises fra byen.

<39.> Fremdeles skal enhver som truer en anden og bliver fældet herfor, stille kaution for, at denne hverken skades ved råd eller dåd af ham eller andre. Hvis han ikke vil stille kaution, skal han miste alt, hvad han har i København, og udvises fra byen.

<40.> Fremdeles skal den, som truer byen med, at han vil sætte den i brand eller lade den sætte i brand, straffes efter fogedens og rådmændenes dom.

<41.> Fremdeles, begår nogen en forseelse i byen og flygter, skal hans navn indskrives i byens bog, og når han kan pågribes, skal han straffes på behørig vis.

<42.> Fremdeles skal alle gejstlige sager undersøges og pådømmes i overensstemmelse med kanonisk ret.

<43.> Fremdeles må intet legat i et testamente udbetales til nogen, så længe det er åbenbart, at noget af den afdødes gæld er ubetalt.

<44.> Fremdeles forbydes det, at nogle afholder et særligt møde i København for at forhandle om nogle anliggender, medmindre fogeden og rådmændene lader dem sammenkalde. Den, som handler herimod, <skal miste> hovedlodden, som skal deles ligelig mellem biskoppen og byen, men hovedmanden for dette møde skal udover den nu forordnede straf uigenkaldelig udvises af byen, og hvis der er flere hovedmænd, skal det samme ske med hver eneste.

<45.> Fremdeles skal ingen indenfor byen Københavns porte bære våben. Den, som overtræder dette, skal betale ti mark til biskoppen ti mark og ti til byen. Men undtaget fra denne straf er biskoppens husstand, som skal bevogte byen København. Men gæsten, som kommer udefra, skal nedlægge våbnene i det herberg, som han kommer til, og at dette er byens lov, skal værten bekendtgøre for ham; hvis den modtagne gæst ikke vil nedlægge våbnene, må den københavnske borger ikke underholde ham i sit hus. Gør han det, skal han betale ti mark til biskoppen og lige så meget til byen.

<46.> Fremdeles skal ingen blive borger i København uden skriftlige vidnesbyrd eller gode vidner, til hvilke der bør haves tiltro, fra det sted, hvor han tidligere plejede at bo.

<47.> Fremdeles, køber nogen borger noget, som biskoppen siger er nødvendigt til hans formål, skal han modtage lige så meget og ikke mere af biskoppen og afstå det til ham. Og borgere, som kommer andetstedsfra og dér har foretaget køb, skal overholde samme lov.

<48.> Fremdeles skal enhver, som er født i København, når han forstår, vil og kan udøve et håndværk som skomagerfaget, Nskinderfaget og så videre, ikke være forpligtet til at betale noget for at udøve det, undtagen én øre til fogeden og en øre til byen som tegn på sin profession.

<49.> Fremdeles, når det hænder, at der opkræves skat i København, skal enhver betale efter sine besiddelsers værdi og intet mere.

<50.> Fremdeles skal enhver gæst, som køber fisk eller andre spiselige ting forud for den for borgerne fastsatte tid til at købe, miste det således købte; men det skal ikke være tilladt for nogen af borgerne at beslaglægge det af nogen borger købte, men kun for biskoppen, hvis han er i byen og har nødvendig brug for det.

<51.> Fremdeles, vil nogen lave sko til børn, skal det være tilladt for ham uden straf, og det er tilladt for skomagerne til at købe de nødvendige huder og skind uden straf.

<52.> Fremdeles er det tilladt for enhver bager at bage brød, så ofte han vil, og enhver af (de andre) bagere, som hindrer ham heri, skal betale biskoppen tre mark, lige så meget til byen og lige så meget til den, han har hindret.

<53.> Fremdeles, bryder nogen freden, mens den herre konge eller biskoppen er i København, skal han betale den skadelidte 40 mark, biskoppen lige så meget og byen lige så meget.

<54.> Fremdeles skal enhver rådmand, som bliver fældet for, at han har modtaget gaver eller om, at de, mens han var i rådmandsembedet, er blevet lovet ham af nogen, som havde eller ventedes at få en retssag, betale det dobbelte af, hvad han modtog eller blev lovet, til biskoppen og ligeså det dobbelte til sine medrådmænd, og han skal for evigt være æreløs.

<55.> Fremdeles skal enhver, der giver sig ud for rådmand i København uden at være indsat af biskoppen i Roskilde, miste sin hovedlod, og han skal aldrig i fremtiden blive rådmand.

<56.> Fremdeles hvis nogen under indtrængen dræber en anden indenfor byen Københavns Nplanker, skal han overgives til fængsel på livstid.

<57.> Fremdeles, sårer nogen en anden med sværd, daggert eller med en anden slags våben, skal han for et enkelt sår betale seks mark til den sårede, for et Ndobbelt tolv, til biskoppen lige så meget og til byen lige så meget, og for ethvert ben, som trækkes ud af det (ͻ: såret), skal han betale i overensstemmelse med landets gamle love (ͻ: de sjællandske love). Og hvis han får nogen Nliyte af såret, skal dette takseres af fogeden og byens rådmænd.

<58.> Fremdeles skal enhver fattig, der anstrenger sig for at begå dumheder (ͻ: forsætligt opfører sig tåbeligt), overlades til at blive straffet efter fogedens og rådmændenes skøn, fordi han ikke har penge til at betale N(bøder og erstatning) med.

<59.> Fremdeles afhugger nogen en andens fod eller stikker hans øje ud, skal han betale den sårede 40 mark, biskoppen tyve og byen lige så meget.

<60.> Fremdeles skal enhver, som slår en anden med stok, udraget sværd, sten, kølle, ben eller lignende, betale den skadelidte seks mark, biskoppen tre og byen lige så meget. Men den, som slår en anden, således at det kan kaldes Nvelbarth, skal betale den sårede 40 mark, biskoppen tyve og byen lige så meget.

<61.> Fremdeles skal den, som giver en anden en lussing, trækker ham i håret eller skammeligt tager ham ved næsen, i ørerne eller kinderne eller sønderriver hans klæder med hænder, sværd eller kniv uden at tilføje ham kødsår, eller støder ham omkuld i skarnet, betale den skadelidte tre mark, biskoppen lige så meget og byen lige så meget.

<62.> Fremdeles skal enhver, som får en lussing, mens han spiller med terninger, eller bliver trukket i håret af sin medspiller, intet modtage af de nu nævnte bøder, og den, der bliver dræbt under terningspil, skal ikke begraves på kirkegården.

<63.> Fremdeles skal enhver, som med velberåd hu trænger ind i andens hus for at slå husherren eller en hvilken som helst anden i hans hus, betale den ramte 40 mark, biskoppen lige så meget og byen lige så meget og ham, hvis hus det var, lige så meget. Men den, som på den måde trænger ind i anden mands hus og dræber nogen, skal overgives til fængsel på livstid, fordi det kaldes Norbotarmaal.

<64.> Fremdeles, skyder nogen en pil ind i en andens gård eller hus eller kaster et spyd eller en sten fra en slynge eller noget lignende ind deri, for at volde skade, og han dræber nogen, kaldes dette Norbotarmaal. Men hvis den, som såres således, ikke dør, skal han betale den sårede 40 mark, biskoppen og byen lige så meget og besidderen af gården eller huset lige så meget. Og den, som dræber eller sårer nogen ombord på et skib, straffes med tilsvarende straffe.

<65.> Fremdeles skal enhver, der bryder freden i det hus, som kaldes NEndeboth og mellem (dette og) skibenes indløb på begge sider af den store Ngade (eller: det store tårn?), betale den skadelidte 40 mark, biskoppen lige så meget og byen lige så meget.

<66.> Fremdeles skal den, som med vilje skubber en anden i vandet, betale den skadelidte 20 mark, biskoppen lige så meget og byen lige så meget.

<67.> Fremdeles skal enhver, som holder en misdæder, der vil flygte fra byen, tilbage og overgiver ham til fogeden, have del i de bøder, som nævnte misdæder skal betale, efter hvad der behager fogeden og rådmændene.

<68.> Fremdeles skal enhver overtræder af byen Københavns love, som ikke ejer gods i byen, der er tilstrækkeligt til at betale bøderne for hans misgerninger, stille garanter for sig; hvis han ikke kan få dem, skal han overgives i biskoppens og byens varetægt, indtil han har fyldestgjort det, som skyldes.

<69.> Fremdeles skal der være offentligt marked hver onsdag og hver lørdag i København, og den, som på de dage bryder freden i byen København, skal betale den skadelidte 40 mark, biskoppen lige så meget og byen lige så meget. Men denne fred skal vare fra solopgang til kirkeklokkernes aftenringning.

<70.> Fremdeles skal, når nogen dør, der som arvinger har børn, der ikke er kommet til skelsår og alder, disse arvingers nærmeste slægtning overtage godset i fogedens og rådmændenes nærværelse og inden for byen stille tilstrækkelig sikkerhed for, at det nævnte gods bliver tilbagegivet dem, når de kommer til skelsår og alder. Men hvis de nævnte arvingers huse blive ødelagt ved ildløs udefra, skal han ikke være forpligtet til erstatning. Men hvis han ikke vil eller ikke kan stille sikkerhed, skal rådmændene overtage børnene med (deres) gods i fogedens nærværelse og på samme måde tilbagelevere det, når børnene kommer til skelsår og alder.

<71.> Fremdeles skal, hvis nogen dør uden at have arvinger, rådmændene overtage hans gods i fogedens nærværelse og opbevare det, og hvis en lovlige arving kommer inden dag og år, skal han i nærværelse af fogeden modtage det omtalte gods. Hvis ikke, skal det tilfalde biskoppens kasse.

<72.> Fremdeles kan ingen tiltræde nogen arv, førend al den afdødes gæld er betalt.

<73.> Fremdeles skal ingen, som bereder bryllup, have mere end 30 brikker med 5 retter, og af hver brik skal betales fire ørtug for hver dag, gejstlige undtaget; hvis han har flere, skal han betale biskoppen en mark sølv til biskoppen og byen lige så meget.

<74.> Fremdeles skal borgernes tyve være i fogedens varetægt fra det tidspunkt, da de fanges, og indtil førstkommende tingdag, af hvilken grund fire penninge årligt skal betales til fogeden af hver husstand.

<75.> Fremdeles, hvis nogen gæst i København får udleveret sin tyv, skal han betale fogeden en halv mark og føre tyven med sig; men hvis tyven bliver ført til ting i København, skal han dømmes af borgerne.

<76.> Fremdeles skal alt, hvad rådmændene forordner eller bestemmermed biskoppens samtykke og vilje, stå fast og enhver, som rejser indsigelser, skal miste halvdelen af hovedlodden.

<77.> Fremdeles, hvis noget spørgsmål opstår og bliver afgjort efter de love, der af biskoppen er givet eller i fremtiden vil blive givet, eller efter fornuftige og anerkendte sædvaner, for rådmændene mens de sidder i rådet i nærværelse af fogeden, skal det forblive gyldigt, gejstlige sager undtaget. Men den, som handler i modstrid herimod, skal betale biskoppen og byen halvdelen af sin hovedlod.

<78.> Fremdeles skal ingen stævnes for den verdslige ret uden ved et stadsbud bærende en stav havende biskoppens mærke. Han skal stævne i nærværelse af to af den indstævntes naboer. Ingen skal stævnes af ham undtagen til tinge eller til det sted, som kaldes NEndeboth, eller hvor rådmændene og fogeden sidder i rådet, dog under forbehold af biskoppens ret til at stævne til hvilket sted, han vil.

<79.> Fremdeles skal en hvilken som helst indstævnet, som ikke giver møde, første gang betale biskoppen seks øre, anden gang tolv, tredje gang tre mark, fjerde gang 40 mark. Derefter skal han og hans gods være i biskoppens magt.

<80.> Fremdeles skal enhver borger i København, som for at gøre ophold mere end seks dage rejser bort fra byen for sine forretningers skyld, Nstille en ansvarlig for sig; hvis han ikke gør det, skal han stævnes og straffes for foragt for retten. Det samme skal ske med den syge, medmindre han stiller en ansvarlig inden en måned fra sygdommens begyndelse.

<81.> Fremdeles skal den, som findes ikke at have rigtig Nalenstok, skæppemål, vægte, Npundær, Nbismer, eller noget lignende, betale første gang tre mark, anden gang seks, tredje gang fratages hovedlodden og være æreløs.

<82.> Fremdeles skal enhver, som fjerner byens værn, overlades til at blive straffet efter rådmændenes og fogedens skøn.

<83.> Fremdeles skal enhver, som bryder byens lås eller slå, betale biskoppen 40 mark og byen lige så meget. Hvis han er fattig, skal han sættes i byens fængsel.

<84.> Fremdeles skal den, som stiger over de Ntømmerstokke, der beskytter havnen, lide samme straf. Men den, som (trænger ind) under plankerne eller løsner plankerne, for at han kan komme ind, skal straffes med tilsvarende straf. Den, som fjerner de til byens befæstning fremskaffede sten, skal ifalde samme nu førnævnte straf.

<85.> Fremdeles skal den, som bliver fældet for, at han har slået en vægter, betale biskoppen 40 mark og byen lige så meget. Hvis han ikke har dem, skal han sættes i byens fængsel. Men hvis han ikke kan fældes, og mistanken hviler på ham, skal han rense sig med ed af seks nævninge. Men en vægter skal lide samme straf, hvis han slår nogen uden gyldig grund.

<86.> Fremdeles skal vægterne føre den, der om natten strejfer omkring i byen, til hans herberg, og hvis han ikke har noget herberg, skal han stille en garant (for sig). Ellers skal han tages i byens varetægt indtil om morgenen, så han kan forklare sig.

<87.> Fremdeles skal alle vægtere, når brandklokken ringer, være på deres poster indtil tiden for samme klokkes ringning om morgenen, og da skal portvogterne være til stede indtil klokkeringningen om aftenen. Enhver, som bliver fældet for ikke at have gjort dette, skal bøde tre mark til byen; ellers skal han sættes i fængsel. Efter ringning med den nu nævnte klokke, skal portene og havnen lukkes og åbnes.

<88.> Fremdeles skal den kvinde, som bliver enke, tage en mand som værge indenfor de nærmest følgende seks uger. Hvis hun ikke gør det, skal hun betale tre mark til biskoppen og lige så meget til byen.

<89.> Fremdeles skal rådmændene, hvis nogen dør, som har børn, der endnu ikke er kommet til skels år og alder, bese deres gods og vurdere det og stille dem garanti for, at deres moder ikke afhænder eller forbruger deres gods.

<90.> Fremdeles, hvis nogen, der har tofter eller huse, indtræder i kloster, skal han sælge dem til borgerne, efter at biskoppen er blevet spurgt, og føre de rede penge med sig.

<91.> Fremdeles, hvis noget barn indtræder i kloster imod faderens vilje, skal det ikke i fremtiden modtage noget af fædrenearven eller mødrenearven.

<92.> Fremdeles skal Ningen have ret til at kræve den andel af formuen, som kaldes Nhowæthlot, mens forældrene er i live, medmindre de er på vej til at øde deres gods.

<93.> Fremdeles, hvis nogen datter bliver gift imod faderens vilje, skal hun ikke modtage noget af fædrenearven eller mødrenearven, mens disse (ͻ: forældrene) lever.

<94.> Fremdeles, hvis en borgers hjemmeboende søn taber mere i noget spil end en øre, skal vinderen ikke gives mere.

<95.> Fremdeles kan ingen tjener hos nogen borger tabe mere, end som det nu er sagt, men den, som vinder, skal miste det hele.

<96.> Fremdeles, hvis nogen, der har en ægteviet hustru, tager sig en anden, skal han ‒ hvis han ikke kan retledes af Kirken og på grund af dette lever i ekskommunikation i et år ‒ overlades til at blive straffet efter fogedens og rådmændenes skøn. Det samme skal ske med enhver offentlig ekskommunikeret, som har levet i ekskommunikation et år.

<97.> Fremdeles, hvis nogen med vilje sårer eller slår nogen under en ildebrand, skal han hvis han bliver fældet, betale den skadelidte 40 mark, biskoppen lige så meget og byen lige så meget. Og den, som ved en sådan lejlighed bliver grebet i tyveri, skal lide en tyvs straf.

<98.> Fremdeles, hvis nogens hus ved en sådan lejlighed bliver beskadiget eller sønderhugget med økse eller nedrevet af brandhager, skal alle, som ligger foran ilden (ͻ: i brandens vindretning), holde ham skadesløs, således som det synes rådmændene rimeligt.

<99.> Fremdeles, hvis nogen køber noget, hvortil man er pligtig at have et menneske til vidne, som kaldes Nvin, og ikke har en sådan, skal han betale biskoppen tre mark.

<100.> Fremdeles skal enhver, som ikke kan betale den fastsatte sum penge for lovbrud, overlades til at blive straffet med livsvarigt eller tidsbegrænset fængsel efter arten og omfanget af lovbruddet.

<101.> Fremdeles skal overalt, hvor nogen på grund af et lovbrud mister livet eller bliver overgivet til fængsel for livstid, det gods, vedkommende har, tilskrives biskoppens kasse.

<102.> Fremdeles, hvis nogen forlader byen med hustru og gods og ikke vender tilbage inden et år, mister han sin borgerret i København, medmindre han igen lader sig gøre til borger.

<103.> Fremdeles, hvis nogen køber noget og bekræfter købet ved håndslag, skal det være tilladt for ham at tilbagelevere det samme dag, mod at betale sælgeren to øre. Men beholder han det natten over, skal han betale den pris, som han har lovet. Men hvis nogen køber noget, som han forud havde set, og han drikker Nlithkøb, skal køberen betale, hvad han købte.

<104.> Fremdeles, hvis nogen tilstår eller bliver fældet for, at han er pligtig at betale en anden (noget), skal der fastsættes en lovlig termin, inden for hvilken han skal betale gælden i rede penge. Hvis han ikke gør det, skal rådmændene sammen med fogeden taksere og anvise kreditor så meget af hans gods, som han er pligtig at betale. Hvis denne afviser, skal rådmændene beholde det takserede gods og betale kreditor rede penge.

<105.> Fremdeles, hvis noget skib bliver fundet uden fører mellem Skovshoved og Harrestrup Å, Saltholm eller Amager, skal det ikke regnes for Nwraak, men den, som finder det, skal føre det til borgen og modtage arbejdslønnen af ham (ͻ: fogeden) efter hidtil anerkendt sædvane.

<106.> Fremdeles skal den, som er ramt af spedalskhed, ikke tvinges til at indtræde hos de spedalske (ͻ: i spedalskhedshuset), så længe han undgår åbent samkvem med mennesker.

<107.> Fremdeles skal ingen, som bor på biskoppens tofter, fjernes fra dem, så længe han årligt betaler den fra gammel tid pålagte afgift til Nsamme værdi, som den var på, dengang den pålagdes, dog under forbehold af betalingen af den afgift, som er pålagt i disse dage eller i fremtiden vil blive pålagt. Men de boder, som særligt hører under arbejdet på borgen, er undtaget fra denne betaling.

<108.> Fremdeles erklærer vi alle privilegier tilstået borgerne i København af prælater ved kirken i Roskilde indtil i dag ugyldige og kasserede, undtagen for så vidt de er optaget i førnævnte forordninger.

Disse forordninger eller love er udstedte for nu under forbehold af den frie magt for biskoppen til altid i fremtiden ligesom nu at fortolke og ændre det førnævnte og til at lave andre nye forordninger, efter hvad tidens tilstand kræver, og det synes ham ‒ med hans kapitels samtykke ‒ at være gavnligt. Handlet i København i det NHerrens år 1294 den 29. januar i det 4. år efter biskop Jens’ indvielse.