© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Ægteskabelige forviklinger i kongehuset er godt stof, og det var det også for 500 år siden. I versromanen Den kyske dronning følger vi den kongelige titelpersons uforskyldte lidelser, indtil hun endelig bliver lykkelig. Den rørende historie kan nu læses på nettet, sådan som den omkring år 1500 blev nedskrevet i håndskriftet K 47
Den kyske dronning er historien om den trofaste hustru, der anklages for hor, forskydes af sin ægtemand, men tages tilbage, da hendes uskyld bliver bevist. Denne enkle fortælling udbygges med den pikante beretning om adoptivsønnen, der træder i ægtemandens sted.
Digtet fortæller indledende om det polske kongepar, der i mangel af en tronarving adopterer en bøhmisk prins. Imidlertid kaldes han tilbage til sit fødeland for at blive konge af Bøhmen. Den polske konge drager på pilgrimsfærd og overlader styret til sin mand Skares. Svigagtigt forsøger Skares at forføre dronningen, men afvises, og opfyldt af hævngerrighed lader han en tjenestedreng skjule sig under hendes seng. Næste morgen dræber han den unge mand og anklager dronningen for hor. Først ved kongens hjemkomst lykkes det Skares at få hende fordrevet fra slottet. Fattig og sorgfuld lever hun fjernt fra hoffet, og det brev om hjælp, hun sender til kongen af Bøhmen, forbliver ubesvaret. Hendes bøn bliver dog hørt, for den unge konge drager forklædt som gejstlig til Polen, hvor han hører hendes skriftemål og bliver overbevist om hendes uskyld. Forgæves anmoder han kongen om at tage hende tilbage og erklærer da, at så må hun brændes på bålet. Lige inden henrettelsen dukker han op i rustning. Han erklærer, at dronningen er uskyldig, og anklager Skares for at lyve. I den efterfølgende tvekamp sårer Skares kongen af Bøhmen, men bliver overvundet og fortæller om sin udåd, inden han dør. Omsider tror den polske konge på sin dronnings uskyld, og hun tilgiver ham alt. Den sårede ridder vil ikke afsløre sin identitet og rejser bort med dronningens silkesærk som eneste belønning for sin dåd. Kort efter dør den gamle konge, og rigets tarv tvinger dronningen til at finde en ny ægtemand. Han skal vælges ved en turnering, og blandt de fremmødte riddere er kongen af Bøhmen. Dronningen er vred på ham, fordi han ikke efterkom hendes bøn om hjælp. Da viser han hende silkesærken, og de to forenes i ægteskab.
Det er påfaldende, at kun én af personerne i Den kyske dronning er navngiven, og det er oven i købet skurken. Som i eventyr optræder de øvrige hovedpersoner alene under standsbetegnelser, og de er da også i vidt omfang typer.
Titelpersonen i Den kyske dronning er værkets hovedperson. Straks ved den første præsentation omtales hun som "dygdelig", dvs. moralsk uangribelig (vers 8), og den vurdering rokkes der ikke ved. Hun er ubetinget trofast over for sin ægtemand, og hendes kærlighed til den bøhmiske kongesøn kommer ikke i strid med den følelse. Loyaliteten over for ægtefællen strækker sig så vidt, at hun ikke bebrejder ham hans urimelige mistro og hårde behandling, men bøjer sig for hans dom i sorg. Med gråd møder hun også Skares' anklager, som hun afviser lige så bestemt som hans frække tilnærmelser. I religionen, specielt Mariadyrkelsen, finder hun en vis trøst, og over for medmenneskene ytrer hendes fromhed sig som ligefrem venlighed. Selv tager hun intet initiativ til at ændre sin skæbne, før en hjælpsom gammel kone presser hende til at kontakte den eneste mulige redningsmand, Bøhmens konge. Den truende død på bålet møder hun med sindsro. Da kongen endelig indser hendes uskyld, tilgiver hun ham beredvilligt og har format til straks at takke sin redningsmand (vers 982-1013). Efter sin mands død er hun indstillet på at leve som enke, men accepterer riddernes krav om en konge. Ved mødet med den bøhmiske konge viser hun endelig vrede; af ham havde hun ventet hjælp, men han svigtede - tror hun. Da hun indser, at han er hendes redningsmand, forvandles vreden til kærlighed.
Kongen af Polen introduceres som meget rig eller mægtig, men uden at hans karakter præciseres (vers 7). En levende syndsbevidsthed driver ham på pilgrimsfærd. Naivt mener han at have fundet den rette rigsforstander i den kloge Skares, som han nærer grænseløs tillid til. Alene på grund af Skares' anklage forskyder han sin elskede dronning uden at ville høre på hendes forsvar. Hans sårede stolthed gør ham døv for den pavelige legats vurdering af dronningen, hvorimod han er modtagelig for ideen om at brænde hende og derved genoprette sin ære. Tankegangen fordømmes indirekte af hans mænd, der føler afsky ved henrettelsen af dronningen (vers 793-796). Først da han konfronteres med et uigendriveligt bevis, lader han sig retlede og beder sin forurettede hustru om tilgivelse (vers 955-981). Dermed er hans rolle i fortællingen udspillet.
Kongen af Bøhmen er en god regent, vellidt i sit eget rige og respekteret i andre. Hans retfærdighedssans er udtalt, kun uskyldige vil han forsvare (vers 500-510). Inden han skrider til handling, overvejer han nøje, hvordan han skal gå frem, og hvad han vil få brug for. Så vidt muligt foretrækker han at løse en strid med fredelige midler, og først hvis de glipper, griber han til våben. Men så er han også frygtløs, stærk og dygtig. I sin fremtoning er han prægtig, som det sømmer sig for en konge (vers 1103-1108). Høfligt og belevent fører han sig frem, uden at rose sig af sine bedrifter. Som belønning for at have reddet den uskyldige dronning ønsker han kun et silkeklæde til at forbinde sin sårede arm. Da han får det, kvitterer han med den høviske replik: "nw ær for glømd al myn harm" 'nu er al min smerte glemt' (vers 1016). Fordi han har vovet sit liv for dronningen, er han værdig til at ægte hende (vers 1195-1206), og dertil kommer, at han elsker hende inderligt.
Al denne ridderlige og kongelige herlighed afbalanceres af et par komiske optrin. Da han og hans mænd er forklædt som gejstlige, hæmmes de noget af ikke at kunne læse (vers 628-632), hvad enhver skriver har kunnet godte sig over. Efter den højdramatiske tvekamp følger en pudsig omklædningsscene, fordi det silkeklæde, han beder dronningen om, er hendes særk, altså den kjortel, hun bærer inderst på kroppen (vers 1011-1012).
Skares er helt igennem skurkagtig. Han bryder sit æresord og pønser på at overtage sin herres plads både i ægtesengen og på tronen. Da dronningen afviser hans tilnærmelser, styres han helt af sin hævntørst. Hensynsløst myrder han sin tro tjenestedreng, og de polske riddere behandler han hovmodigt. Om baggrunden for hans handlemåde hører vi intet; dronningens bemærkning om, at hun har hjulpet ham frem (vers 173), skal udmale hans ondskab, men næppe forklare den. Han opretholder hårdnakket sin løgn, lige til kongen af Bøhmen har såret ham dødeligt. Da ønsker han at blive brændt på bålet i et desperat forsøg på at sone sin skyld over for Gud (vers 923-934).
Den kyske Dronning udspiller sig i Polen og Bøhmen, altså i det relativt eksotiske udland, hvis eksistens og beliggenhed dog er bekendt. De kongelige hoffer i de to lande danner rammen om fortællingen. Egentlige beskrivelser af omgivelserne får vi ikke, men de spredte glimt af silke, skarlagen og guld giver et umiskendeligt præg af solid rigdom. På baggrund af den neddæmpede miljøskildring virker det stærkt, da kongen af Bøhmen har kastet sin gejstlige forklædning og viser sig i al sin pragt: "hans harnske war for gylt som lowe" 'hans harnisk var forgyldt som en lue' (vers 855). Omkring de kongelige færdes et helt hierarki af undergivne. Normalt er omgangsformen udsøgt høflig, og brud på høfligheden kommenteres. Skares' skurkagtighed fremgår af hans uforskammede behandling af dronningen (vers 295-300), og dronningen må gøre afbigt for sin kulde over for den bøhmiske konge (vers 1137-1144).
Den hårde verden uden for slottet stifter dronningen bekendtskab med, da hun bliver fordrevet af kongen. Heller ikke dette miljø skildrer teksten indgående, men det fremgår tydeligt, at her hersker fattigdom, utryghed og mangel på de basale fornødenheder. Men her findes også søstersolidaritet og barmhjertighed.
Realistisk i moderne forstand er Den kyske dronning på ingen måde, men den er dog blottet for overnaturlige begivenheder. Kun slutbemærkningen bevæger sig ud over menneskeverdenen med sin forsikring om, at helten og heltinden efter døden kom i himmerige.
Allerede i fortalen til Den kyske dronning træder fortælleren frem som et anonymt jeg, og sidenhen dukker han op i teksten med ujævne mellemrum. Han markerer afsnit i fortællingen ved at forberede læseren på, hvad der nu kommer (udførligst vers 491-494), henviser til, hvad der tidligere er fortalt (fx vers 498), vælger at springe længere udredninger over (vers 1033-1034) og forsikrer om sin troværdighed (fx vers 74). Med sine henvendelser til læseren skaber han en fortrolighed, der kulminerer i den afsluttende bøns fælles vi (vers 1232-1238). Som alvidende fortæller behersker han handlingsgangen og kender personernes inderste følelser (fx vers 790-792). Hans autoritet understreges af den moralske belæring, der bliver munkene til del (vers 1023-1026), selvom den egentlig falder uden for den fortløbende beretning.
Gennemgående er fortælletempoet i Den kyske dronning meget roligt. Teksten domineres af bredt udfoldede situationer, hvor personernes replikker bliver gengivet som direkte tale (bl.a. vers 399-440). Mere end en tredjedel af teksten er direkte tale, og formen bruges ikke kun til replikker, men også til tanker (fx vers 381-384). Som regel indledes den direkte tale med en anførende sætning, et inquit (bl.a. vers 522-530) - lidt overtydeligt står inquit et par steder både før og efter den direkte tale (fx vers 805-810). Tempoet øges en smule, når den direkte tale ind imellem gengives uden inquit (som vers 1175-1184). Et par gange glider den indirekte gengivelse over i den direkte (bl.a. vers 763-766). Den omstændelige beretning afbrydes kun sjældent af korte referater, der bringer handlingen hurtigt videre (fx vers 1133-1134).
Middelalderens poesi på dansk er skrevet i et versemål, der kaldes knittelvers. Ordet er ligesom verseformen importeret fra tysk. Dets første led betyder knippel og betegner her noget simpelt, knudret. I knittelverset er kun de trykstærke stavelser metrisk relevante, mens antallet af tryksvage stavelser varierer. Hvert vers har fire, sjældnere tre tryktoppe. Konstituerende for knitteldigtningen er enderimet, altså lydlig og/eller grafisk overensstemmelse mellem to versslutninger, regnet fra og med sidste trykstærke vokal. På dette punkt er tolerancen ret stor, eller anderledes udtrykt: der er ikke helt få dårlige rim. Inden for knitteldigtningen forekommer forskellige rimstillinger. Enklest og hyppigst er parrimet, hvor to vers umiddelbart efter hinanden rimer (a-a). Formen kan varieres ved en vekslen mellem en- og tostavelsesrim, altså vers med mandlig henholdsvis kvindelig udgang. Mere kompliceret er krydsrimet, hvor fire vers bindes sammen ved, at første og tredje vers rimer ligesom andet og fjerde (a-b-a-b). I mere raffinerede krydsrim skiftes mellem mandlig og kvindelig udgang, ofte sådan, at vers med enstavelsesrim har fire tryktoppe, vers med tostavelsesrim tre. Helt op til seks vers kan rime indbyrdes i knitteldigtningen, idet første og andet vers rimer i lighed med fjerde og femte, mens tredje og sjette rimer og derved holder sammen på de seks vers (a-a-b-c-c-b). Efter sin brug i den kirkelige liturgi kaldes denne rimform ofte sekvensstrofen. Endelig findes enklere former for rimbrug, hvor nogle vers slet ikke indgår i rim, fx første og tredje vers i en gruppe på fire, hvis andet og fjerde vers rimer (x-a-y-a).
Stilen i Den kyske dronning er bestemt af digtets metriske ramme, som sætter snævre grænser for de sproglige udfoldelser. Eposet er formet i parrimende knittelvers, der som regel har fire tryktoppe, men af og til kun tre (fx vers 794); enkelte steder rimer sådanne kortvers, måske med den hensigt at øge tempoet (bl.a. vers 1143-1144). Rimenes kvalitet er gennemgående god, og derfor kan man med ret stor sikkerhed regne med afskriverfejl det par steder, hvor rimet glipper helt (bl.a. vers 407-408). De metriske forhold præger stilen på alle niveauer. Ytringerne er altovervejende på et vers eller et verspar, altså to vers, der rimer. Kun sjældent er der disharmoni mellem ytring og metrum som vers 602-603, hvor en helsætning omfatter to ikke-rimende vers. De korte ytringer afføder en enkel sætningsstruktur med relativt få ledsætninger; de fleste ledsætninger fylder et vers eller mindre. For at rimene kan falde på plads, er det undertiden nødvendigt med usædvanlige konstruktioner som "then herræ god" i stedet for den gode herre (vers 42). Infinitiver er gode rimord, og derfor anvender teksten ofte modalomskrivninger i stil med "och jnghen wistæ hwo han mon wæræ" 'og ingen vidste hvem han monne være' (vers 854). Mange af rimordene og rimene optræder gentagne gange, og en del udtryk har karakter af formler, fx "medh æræ" (bl.a. vers 20), "then edlæ qwinnæ" (bl.a. vers 310) og tiltaletypen "myn kieræ frwe" (bl.a. vers 801). Mange af disse stereotyper har som deres væsentligste funktion at understrege det høviske miljø med dets fornemme persongalleri og kultiverede omgangsformer.
I alt væsentligt svarer sprogformen i Den kyske dronning til det gængse sprog i håndskrifter fra omkring år 1500, se vejledningen Om at læse gammeldansk. Enkelte stavemåder er specifikt jyske, fx det meget almindelige "jen" en og a'et i "nagen" nøgen (vers 212).
Den kyske dronning bærer sit navn med god grund. I centrum for beretningen står den tålmodigt lidende hustru. Ydmygt underkaster hun sig sin hårde skæbne, selvom den er uretfærdig. Hun er fuldstændig prisgivet de mænd, som omgiver hende: ægtemanden, der hævder, at han elsker hende, men ikke stoler på hende, hofmanden, som tager en grusom hævn over hendes afvisning, ridderne, der kræver, at hun gifter sig, og endelig den tidligere plejesøn, hvis ridderlige indgriben redder hendes liv og lykke. At han bliver hendes anden ægtemand, accepterer teksten uden at nævne det incestuøse i deres forhold - interessen for ødipuskomplekset hører en langt senere tid til.
Krig, kamp og turnering spiller en minimal rolle i Den kyske dronning. Kongen af Bøhmen, der i vidt omfang repræsenterer ridderidealerne, får netop chancen for at vise sin tapperhed og kampduelighed, men kun ved en enkelt lejlighed, da han skal frelse den uskyldigt forfulgte dronning. I øvrigt udfolder han sine ridderlige dyder under mere fredelige forhold. Han behandler sine mænd med tillid og har da også deres fulde hengivenhed. Kvinder omgås han med udsøgt høflighed. I alle relationer er hans retfærdighedssans fremherskende, og når situationen tillader det, optræder han med kongelig pragt og værdighed. Summen af hans ridderlighed udtrykkes helt kort: "han war høwsk och myghet beqwem" 'han var høvisk og meget dygtig" (vers 1104). Nøjagtig samme karakteristik bliver hans far til del (vers 18) - en diskret markering af afstamningens centrale betydning for ridderskabet. I sin gejstlige forklædning bevæger han sig på kanten af det tilladelige: han uddeler aflad, hører skriftemål og er på nippet til at afsløre, hvad han har hørt under skriftemålets tavshedspligt (vers 757-762).
Helt uden plet er derimod dronningens opførsel. Hun er ædel og høvisk, idealet af en fornem kvinde. I enhver situation er hun bevidst om sin fornemme byrd og de forpligtelser, den medfører. Når hendes ære bliver krænket, reagerer hun med vrede, men hoven er hun ikke: jævne mennesker møder hun med venlighed. Skønt hun er klogere end sin mand, bøjer hun sig for hans afgørelser. End ikke hans uretfærdighed vækker andet end sorg. Tillidsfuldt giver hun sin skæbne i Guds og jomfru Marias hånd. Modgangen bærer hun tålmodigt, selv døden imødeser hun med troens rolige vished om frelsen. Efter en nutidig opfattelse virker hun meget passiv, men hendes adfærd vurderes positivt af tekstens personer (vers 1095-1098).
Der kendes ikke noget direkte forlæg for Den kyske dronning, men fortællingens hovedelementer genfindes i en lang række værker af forskellig art fra stort set hele Europa, og den uskyldigt lidende kvinde er et yndet motiv i senmiddelalderen. I efterskriften til Den kyske dronning meddeles det, at Jep Jensen satte bogen i rim (vers 1228-1229). Præcis hvad det indebærer, er det umuligt at sige. Måske har han samlet det allerede kendte stof og har udformet versfortællingen efter tidens gængse poetiske konventioner. Måske er hans indsats mere beskeden; et eventuelt forlæg kan sagtens være gået tabt.
Hvem Jep Jensen var, ved vi ikke. Man har gættet på, at han var munk, dels fordi mange af tidens skrivekyndige var gejstlige, dels fordi fortælleren belærer munke om ikke at ride i harnisk (vers 1023-1026). Men overbærenheden med den bøhmiske konges forsyndelser mod kirkeretten tyder ikke på, at teksten er forfattet af en munk.
Tilblivelsestidspunktet for Den kyske dronning kan meget vel være 1483, sådan som det siges i efterskriften (vers 1221-1225). I hvert fald bærer teksten i håndskriftet K 47 fra ca. 1500 præg af at være en afskrift, sandsynligvis af et ikke meget ældre forlæg.
Som høvisk betegner man den litteratur, der blev skrevet ved og for de europæiske fyrstehoffer i 1100-tallet og de følgende århundreder. Ordet høvisk er indlånt fra nedertysk og er afledt af hof; oprindelig betegner det, hvad der er passende ved hoffet, ganske ligesom høflig. I sit udspring er det altså en aristokratisk litteratur, der ikke bare skulle underholde, men også skabe forbilleder for overklassens mænd og kvinder. Den har sine rødder i den sydfranske troubadourdigtning med dens ophøjede kvindebillede og opfattelse af kærligheden som altomfattende, eksklusiv og gerne rent åndelig passion. Til kærlighedslyrikken kom snart episke digte og hele lærebøger i høvisk adfærd. Stoffet til de høviske fortællinger er hentet fra mange kilder, både den antikke litteratur og de mundtligt overleverede heltesagn fra store dele af Europa. I ridderkulturen blev den høviske litteratur et vigtigt element. Riddervæsenet opstod i 1100-tallet, da kirken fastlagde ceremonielle og etiske rammer for aristokratiets specielle livsstil; ved at idealisere og kultivere krigeroverklassen søgte kirken at tæmme dens voldsudøvelse, så at den blev underlagt kristendommens krav om næstekærlighed.
Efter de bevarede kilder at dømme blev den høviske litteratur først gengivet på dansk meget sent, nemlig fra midten af 1400-tallet. I de dansksprogede værker, vi kender, er det aristokratiske præg temmelig afsvækket. Skridtet til folkelig underholdning er ikke langt.
Den episke ridderdigtning blev udbredt over hele Vesteuropa og nåede også til Danmark. Fra middelalderen kendes en lille gruppe dansksprogede værker. Den lange prosafortælling om Karl Magnus eller Karl den Store er overleveret i et håndskrift fra 1480 og blev siden trykt adskillige gange. Helt op i 1800-tallet var værket folkelæsning. Standardudgaven er Karl Magnus' Krønike udgivet for Universitets-Jubilæets danske Samfund af Poul Lindegård Hjorth, 1960.
De øvrige danske ridderfortællinger fra middelalderen er alle på vers. I håndskriftet K 4 er en enkelt, Ivan Løveridder, overleveret (udgivet i Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 2, 1870, s. 129-288). Sammen med de øvrige fem gamle versromaner indgår værket i håndskriftet K 47, som i sin helhed er udgivet af Studér Middelalder på Nettet. I manuskriptets rækkefølge er det:
Den kyske dronning kendes kun fra stockholmhåndskriftet K 47 fra ca. 1500. Sjuskefejl i teksten tyder afgjort på, at der er tale om en afskrift, måske af originalen, der ifølge efterskriften stammer fra 1483 (vers 1221-1225).
I håndskriftet K 47 i Kungliga biblioteket i Stockholm står Den kyske dronning midt blandt nært beslægtede tekster. Håndskriftets seks værker tilhører alle den høviske litteratur. I det episke knitteldigts form hylder de ridderskabets idealer. Deres rækkefølge er antagelig tematisk bestemt: i de tre første tekster står riddernes kampe mere centralt end i de tre sidste, hvor kærligheden er det altdominerende tema. Den kyske dronning står midt i dette sidste afsnit.
Til håndskriftet knyttes en række senere tilføjelser
Den kyske dronning omtales ligesom høvisk litteratur i alle større danske litteraturhistorier og i opslagsværker om middelalderen:
Specielt om Den kyske dronning findes følgende: