Håndskriftbeskrivelse

Håndskriftet i Den Arnamagnæanske Samling med signaturen AM 28, 8o, der også kaldes Codex Runicus er vel nok det mest berømte danske håndskrift fra middelalderen, men det er også et af de mest usædvanlige. Allerede fra 1000-tallet har den latinske skrift slået rod i Danmark, og i hvert fald fra midten af 1200-tallet ved vi at den latinske skrift har været anvendt til at skrive danske tekster. Sammen med den latinske skrift kom også den håndskrevne bog til Danmark; den middelalderlige bog har et format vi genkender i nutidige bøger: den består af ark der er foldet i læg, hæftet og indbundet. Codex Runicus er en bog af denne type, den omfatter 100 blade af pergament fordelt på 14 læg. Men i stedet for latinske bogstaver har den ukendte skriver valgt at udfylde bladene med runer i disses middelalderlig udformning, de såkaldte stungne runer.

Også håndskriftets layout med røde overskrifter og initialer i forskellige farver afslører at det latinske bogformat har været den norm, Codex Runicus' tilrettelægger har tilstræbt. Ligesom enkeltheder viser at et forlæg har haft har været skrevet med latinske bogstaver.

Det kan ikke vides hvilken motivation de i alt 3 skrivere har haft til at vælge runer til at gengive den danske tekst; særbogstaver for nordiske lyde havde længe været inkorporeret i latinsk skrift, så det har næppe været et ønske om bedre at kunne gengive dansk tale. Men måske har de ønsket at give teksten en hemmelighedsfuld karakter eller villet give det udtryk at bogen havde høj alder, og i kraft heraf en forrang i forhold til andre tekster. Denne sidste teori passer godt med at håndskriftets indhold hovedsageligt er juridisk; og den runeskrevne bog har kunnet signalere at den rummede 'den gode gamle ret'. Men Codex Runicus er ikke helt enestående, vi kender et fragment af et andet gammeldansk håndskrift skrevet med runer, og det er derfor muligt at runeskriften har været en litterær mode i 1300-talets Skåne.

Codex Runicus indholder som sagt mestendels juridiske tekster; nærmere bestemt kan de 4 første (og længste) af håndskriftets 8 tekster karakteriseres som juridiske, de øvrige har historisk, geografisk og – den mest kendte – poetisk karakter:

En udførlig beskrivelse af håndskriftet findes på handrit.org. Fotografier af håndskriftet AM 28, 8o er stillet til rådighed for middelaldertekster.dk af Den Arnamagnæanske Samling, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet. Fotografierne er optaget i Fotografisk Atelier, Nordisk Forskningsinstitut.

Fra AM 28, 8o udgives samtlige tekter på Tekstnet