forrige næste


ELEVEN begynder at spørge således: Hvorfor er der syv trin i en præsts indvielse?

MESTEREN svarer: At der er syv trin i præstens indvielse symboliserer Helligåndens syv gaver som Gud skænker menneskene, og som især Guds embedsmænd, som de lærde mænd de er, bør stræbe efter at opnå. For hvordan ville de kunne tjene Gud hvis ikke han skænkede dem sin nåde?


ELEVEN: Hvad er 33r|Helligåndens syv gaver?

MESTEREN: Profeten Esajas taler om dem og siger at de er visdom, at forstå rigtigt og godt, stor styrke og gudfrygtighed.


ELEVEN: Fortæl mig mere om Helligåndens syv gaver.

MESTEREN: Det første er visdom til at have de ting i sit hjerte som behager Gud. Det andet er forstand til at forstå hvilke mennesker der er fromme helt ind i deres sjæl. Det tredje er råd til den uvidende om hvordan han bør leve. Det fjerde er styrke til at stå imod det der er syndigt. Det femte er kundskab til at forstå den hellige skrift til Guds ære. Det sjette er at være mild og ydmyg – ikke 33v|ond – i sin adfærd og i ord og i gerninger sådan som det er passende. Det syvende er at have gudfrygtighed i sit hjerte i alle sine gerninger, både synlige og skjulte.


ELEVEN: Hvorfor er klerkene barberede på deres isse, og hvem begyndte først den skik?

MESTEREN: Det begyndte med Sankt Peter. For da han var fanget i en by, som hedder Antiokia, kronragede grækerne ham til hån, og efter det tog kristendommen den samme skik til sig til hæder og ære for Sankt Peter og alle gejstlige.


ELEVEN: Hvad betyder det, at de er kronragede? 34r|Står det ikke for andet end det der kan ses med det blotte øje?

MESTEREN: At klerkene, som alle har bundet sig til Guds embede, er kronragede, nogle mindre og nogle mere, det symboliserer at deres tanke og deres sind – som især fremgår af hovedet – skal være åbne for Gud den almægtige uden nogen forhindring opadtil så de ikke kan være skilt fra Gud.


ELEVEN: Hvad symboliserer det at deres hår skal være klippet kortere end lægfolks hår er klippet?

MESTEREN: De bør lade deres hår klippe oven over ørerne for at kunne høre Guds ord uden forhindringer. Og jo mere de har bundet sig til Guds tjeneste, sådan som kannikker og munke har, des mere skal de følge denne skik med deres hårklipning.34v|