forrige næste


ELEVEN: Kære mester, når nu I har fortalt mig om verden, så sig mig noget smukt om himmellegemerne.

MESTEREN: Der er tolv himle og syv planeter, og hver er fæstet i sin himmel, nogle højere oppe og nogle længere nede.


ELEVEN: Hvilken planet er nederst?

MESTEREN: Det er Månen.


ELEVEN: Hvor stor er Månen?

MESTEREN: Månen er næsten så stor som Jorden er. Og hver stjerne er også lige så stor som hele Jorden er. Og Solen er otte gange bredere end hele Jorden er i omkreds.


ELEVEN: Hvorfor bliver Månen sommetider mindre og sommetider større?

MESTEREN: Alt Månens lys kommer fra Solen. Deres fælles gang over himlen er skabt således at når Solen 62v|skinner helt på Månen, så er Månen fuld. Men så snart Solens lys ikke kan skinne fuldt ud på Månen, da bliver Månen bestandig mindre og mindre efterhånden som lysene hindres af himlen og af skyerne, indtil den bliver til ingenting. Og dog er Månen ikke selv så meget mindre, selvom den ikke kaster lys af sig selv.


ELEVEN: Hvad er det sorte, som vi ser i Månen?

MESTEREN: Det er en skygge af jorden og vandet.


ELEVEN: Hvordan går det til at den undertiden forsvinder?

MESTEREN: Det kommer af at der på Jorden findes store bjerge der er mellem Solens skin og Månen, og i takt med at Solen går under bjerget, så mindskes Månen 63r| indtil Solen er gået rundt om bjerget. Da får Månen sit lys igen.


ELEVEN: Hvordan går det til at Solen forsvinder om dagen?

MESTEREN: Det kommer ikke af andet end at Månens gang er sådan at den da kommer lige imellem os og Solen. Fordi Månen er meget bred og stor, kan vi ikke se Solens klare lys igennem Månen før end den er gået rundt om Månen.


ELEVEN: Hvorfor kan man da ikke se Månen?

MESTEREN: Fordi Solens lys går oven over Månen, og det er så usædvanlig stærkt omkring Månen, så vi ikke kan se den for Solens lys.


ELEVEN: Hvor langt er der fra Jorden til Månen?

MESTEREN: Det skrives at hvis der var en vej fra Jorden til Månen, så var den så lang at 63v|ingen kunne gå så langt på 500 år, hvis nogen kunne leve så længe, selvom han gik ti af vores mil hver dag. Derudover er Månen lige så bred på tværs som der er fra Jorden og op til Månen. Og derefter er der lige så langt mellem hver himmel, og Solen og planeterne er lige så brede på tværs som Månen er.


ELEVEN: Hvor bred er Jorden omkring?

MESTEREN: Det skrives at Jorden er skabt som et æg. Og var der en jævn vej hele vejen omkring Jorden, så var der 12.080 mil så at hver mil er ti gode hesteløb lang.


ELEVEN: Hvorfor er havet salt?

MESTEREN: Fordi det ligger så tæt på Solen at Solens varme får det til at 64r| koge på bunden, og så kommer havet sådan i bevægelse ved bunden at de urene ting der er i jorden under havet, bliver hvirvlet op i vandet, og deraf bliver havet så besk, ligesom det var salt. Senere, efterhånden som urenhederne igen søger mod bunden, bliver vandet ferskere, og jo mere vandet rinder og sies igennem jorden fra det kommer fra havet, des renere og ferskere er vandet sådan som vi ser i kildevæld.