forrige næste


ELEVEN: Hvornår kommer dommen?

MESTEREN: Det skrives at den kommer midt om natten. Det betyder at det sker i det øjeblik hvor ingen ved eller 68r|venter at den skal komme.


ELEVEN: Bliver der da nogen mennesker tilbage i verden?

MESTEREN: Det skrives at mange mennesker da stadig lever og er glade med bryllup og fest sådan som nu. Men når de er allergladest og forventer at have sikkerhed og ro i deres glæde, da kommer så rædselsfuld og gjaldende en lyd og siger: »Stå op, I døde, og kom til jeres dom!« Og alle døde får liv af den rædsomme stemme, og alle de levende dør ved lyden af stemmen og får dog liv igen i den samme stund og kommer til dommen.


ELEVEN: Hvad bliver der af de menneskers legeme som dyr har ædt?

MESTEREN: Det samme legeme som menneskene havde før, det får de igen, også selvom det er skilt ad i tusind dele, for vi bør modtage løn med samme legeme og lemmer som vi gør enten godt eller ondt med.


ELEVEN: Står de som dør i deres moders 68v|liv op af døde?

MESTEREN: Ikke andre end dem som blev født levende.


ELEVEN: I hvilken skikkelse og alder vil de døde genopstå?

MESTEREN: Deres alder bliver sådan som når mennesker nu er tredive år. Den alder får da alle omend deres legemlige udvikling er en anden, for enhver, både unge og gamle, får da den skikkelse, som de selv skulle have haft eller som de havde da de var tredive år gamle.


ELEVEN: Får de da nogen skade på deres legeme sådan som mange har nu?

MESTEREN: Alle gode mennesker kommer til at være fri for skader på deres legeme, sådan som Adam var da han lige var blevet skabt. Men fordømte mennesker får da alle de legemsfejl som de har nu, og dog vil de være i et kristent menneskes skikkelse, også selvom de har været jøder eller andre besynderlige folk som fødes mange steder 69r|i verden.


ELEVEN: Hvordan åbenbarer Vorherre sig på dommedag?

MESTEREN: Han er venlig mod gode mennesker, både med sin menneskenatur og med sit guddommelige væsen, præcis ligesom han hang for os på korset, og da med så rent et legeme som han har i Himmerige. Og engle holder korsets tegn op foran ham for at det skal ses dér af hele menneskeslægten. Da føler de fordømte mennesker så meget rædsel og skam ved at se Jesus Kristus' uvenlige ansigt at de hellere vil være i Helvedes pine end at se hans ansigt sådan.


ELEVEN: Hvordan bliver dommen så?

MESTEREN: Menneskeheden deles i fire grupper. Én er de udvalgte såsom martyrer og andre helgener, de dømmer verden sammen med Vorherre. Den anden er gode mennesker, de dømmes til Himmerige. Den tredje er hedenske mennesker, de dømmes ikke og kommer da til Skærsilden. Den fjerde er fordømte kristne 69v| mennesker, de dømmes til Helvedes pine.


ELEVEN: Hvad siger Dommeren da til dem?

MESTEREN: Han siger da til dem som står ved hans højre hånd: »Kom hid, mine velsignede børn, og tag imod den arv som min hellige fader har lovet jer siden verdens begyndelse. For da jeg var sulten, gav I mig at spise, da jeg var tørstig, gav I mig at drikke, da jeg var nøgen, klædte I mig på, da jeg var syg, besøgte I mig, og da jeg fór vild, gav I mig husly.« Da svarer de med megen glæde og siger således: »Herre, hvornår så vi dig sulte, hvor vi gav dig at spise, eller tørste, hvor vi gav dig at drikke, eller nøgen, hvor vi klædte dig på, eller også syg, hvor vi besøgte dig?« Da svarer Vorherre og siger til dem: »I det 70r| øjeblik da I hjalp og gav den mindste, der trængte og bad i mit navn, da gjorde I det mod mig selv.« Derpå siger han til dem der står på hans venstre hånd: »Gå bort, fordømte mennesker, til den ild der aldrig skal slukkes. For da jeg var sulten, gav I mig ikke at spise,« og derpå alt det som han før har sagt til de gode mennesker. Da svarer de ham med megen smerte og gråd og siger: »Hvornår så vi dig?« og derpå siger de alt det som de gode mennesker svarede før. Så siger Vorherre til dem: »Det øjeblik I nægtede den mindste, der bad i mit navn, da nægtede I mig det selv.«


ELEVEN: Er der nogen dér som angiver dem for deres synder?

MESTEREN: Alle de synder som fordømte mennesker har begået fra det øjeblik de kunne begå synder og til deres død, de bliver da så åbenbare 70v|for hele himlen og jorden at hver kan se hinandens ondskab såsom hvor han begik den, hvordan han begik den, og hvad tid synden blev begået. Det bliver da så åbenbarligt som dagens lys er nu for alle menneskers blik.


ELEVEN: Åbenbares også de synder de har gjort skriftemål for her i verden?

MESTEREN: Ja, det gør de, for selvom de har været til skrifte, havde de aldrig i sinde rigtig at forbedre deres synder.


ELEVEN: På hvilke rigtige måder skal man gøre bod for sine synder?

MESTEREN: Særligt på to måder. For det første må synden aldrig være så hemmelig eller så upassende eller så mangfoldig at vi ikke kan betro den til vores skriftefader. For det andet må synden 71r|aldrig skal være så gavnlig til verdens fordel og aldrig så behagelig for legemet at begå, at vi ikke skal have i sinde aldrig at gøre det oftere af hensyn til den kærlighed som vi skylder at have til Gud, og derpå skal vi gøre vores synd god igen med faste, med barmhjertige gerninger, med bønner og med hjertesorg så godt vi kan. Dette er vi ikke forpligtede til at gøre, for det er ikke alle der kan gøre det. Men jo mere vi gør for vores synder her med disse former for bod, des mindre straf får vi i Skærsilden. Men de to første bodsformer, jeg talte om, er påbudt os således at ingen som ønsker det, kan få adgang til Himmerige uden dem.