forrige næste


ELEVEN: Når nu I har fortalt mig om den almægtige Gud, der er skaber, så sig mig, mester, noget om de ting der er skabt.

MESTEREN: Gud skabte hele verden på seks dage, og den syvende dag hvilede han og skabte ingenting.


ELEVEN: Hvad skabte Gud den første dag?

MESTEREN: Den dag skabte han fire slags ting. Der står skrevet at han da skabte himmel og jord. Med ‘himmel’ forstås den himmel der er over stjernehimlen, hvor Jesus Kristus er i sin menneskelige natur. Den skabte han fuldt udstyret med Lucifer og de andre engle på samme tid. Med ‘jorden’ forstås det stof hvoraf de fire elementer skulle blive til, som er jord og 73v|vand, luft og ild. Disse fire var alle sammenblandet. Herover fór Guds vilje ligesom når en guldsmed har et stykke guld foran sig og tænker hvor smuk en ting han vil lave deraf. Derfor siges det at han først skabte himmel og jord, og den samme dag skabte han også et smukt lys i øst, som er daggry, for at det der var skabt skulle kunne ses. Den samme dag fastsatte han også den tid hvor alle ting han ville skabe, skulle være til og forgå sådan som det er hans vilje.


ELEVEN: Hvad skabte Gud den anden dag?

MESTEREN: Den himmel hvor stjernerne er fæstet, og det er den øverste himmel, hvor Jesus Kristus selv er med sin menneskelige natur. For der er i alt tolv himle og den himmel, hvor Månen er fæstet, er nederst, og herefter 74r|er der imellem hver himmel så langt som der er fra Jorden til Månen


ELEVEN: Hvad skabte Gud den tredje dag?

MESTEREN: Den dag skilte han vandet og jorden og alle fire elementer ad, så at jorden dækkedes synligt med skønne urter og afgrøder og vandet ordnedes i sit leje, så det går hele vejen rundt om jorden. Omkring vandet går luften, og omkring luften går ilden overalt og når op til Månens himmel.


ELEVEN: Hvad skabte Gud den fjerde dag?

MESTEREN: Da skabte han Solen og Månen og alle stjerner og alle planeter.


ELEVEN: Hvad skabte Gud den femte dag?

MESTEREN: Da skabte han fuglene i luften og fiskene i vandet.


ELEVEN: Hvad skabte Gud den sjette dag?

MESTEREN: Da skabte han alle dyr og 74v|andre skabninger der skal være på jorden. Og efter at alt var skabt, da skabte han Adam uden for Paradis og førte ham så ind i Paradis og lod alle fugle og dyr føre til ham, og han gav dem alle sammen navn på det hebraiske sprog, sådan som de skulle hedde til evig tid.


ELEVEN: Hvad var til før end verden blev skabt?

MESTEREN: Der fandtes intet andet end det som Gud den almægtige fyldte med sin guddom.


ELEVEN: På hvilken måde skabte Gud verden? Havde han noget besvær sådan som mennesker har med deres gerninger?

MESTEREN: Han havde intet besvær. For som vi kan læse, sagde han et ord, og så blev alt til sådan som han ville have det gjort.


ELEVEN: Af hvilken årsag skabte han verden?

MESTEREN: Fordi han ville vise sin gode magt og sin klogskab og kunnen i de ting han ville 75r|skabe.


ELEVEN: Hvor længe var Lucifer i Himmerige?

MESTEREN: En halv time af en dag, og dagen er delt i tolv timer, regn da selv ud hvor længe det var.


ELEVEN: Hvorfor faldt han derfra og til Helvede?

MESTEREN: Fordi Gud havde skabt ham så smuk og så klog i forhold til andre engle at han blev hovmodig af det og sagde at han ville være ligesom Gud selv, og i det samme faldt han ned til Helvede, og med ham faldt alle de der holdt med ham og havde vendt deres lovprisning fra Gud.


ELEVEN: Hvor mange engle faldt med ham?

MESTEREN: Der er ti englekor og en tiendedel af alle englekor faldt ned.


ELEVEN: Hvorfor skabte Gud dem når han vidste at de skulle falde?

MESTEREN: For at de udvalgte engle skulle knyttes til ham derved. For da de så hvor ynkeligt 75v|det gik Lucifer fordi han satte sig imod Gud, bandt de sig så fast til Gud at de aldrig kunne vige fra hans kærlighed.


ELEVEN: Hvorfor kan djævle ikke frelses af deres pine?

MESTEREN: Fordi sådan som ingen andre end dem selv var skyld i at de kom dertil, sådan kan heller ingen bevirke at de kommer derfra, hvis ikke de forbedrer sig selv, og det gør de aldrig på grund af deres hovmod. Derfor kommer de der kommer derhen, aldrig derfra.


ELEVEN: Hvornår skabte Gud Helvede?

MESTEREN: I det samme øjeblik som Djævelen faldt fra Himmerige.


ELEVEN: Er der flere Helveder til end ét?

MESTEREN: Der er tre steder hvor menneskene nu skal plages i. Ét er det jeg talte om før. Et andet er det hvor ukristne børn kommer til, og derfra er der ingen frelse, men der er 76r|heller ingen pine andet end at de ikke kan se Guds ansigt. Det tredje er Skærsilden, og derfra er der frelse.


ELEVEN: Hvor er Skærsilden?

MESTEREN: På bjerge og i have og i luften og mange andre steder her på jorden.


ELEVEN: Er det nederste Helvede meget stort?

MESTEREN: Der står skrevet at det er så vidt og så dybt at ingen andre end Gud alene kender dets udstrækning. Og de stakkels sjæle som kommer dertil, vil aldrig kunne nå bunden, og derfor er det uopfyldeligt.


ELEVEN: Hvor blev Eva skabt?

MESTEREN: Da Adam sov i Paradis, tog Vorherre et ribben fra Adams venstre side og skabte deraf den smukkeste kvinde som Adam ville få at se.


ELEVEN: Havde de klæder at dække sig med eller gik de nøgne rundt i Paradis?

MESTEREN: De var aldeles 76v|nøgne, både Adam og Eva, for de skammede sig ikke mere ved at se hinandens kønsdele end vi skammer os nu ved at se hinandens hænder, indtil de brød Guds bud. Da skammede de sig så meget over for hinanden at de ikke turde vise sig før end de havde brudt kviste af til at skjule sig med.


ELEVEN: Hvordan gik det til at de brød Guds bud?

MESTEREN: Djævelen forvandlede sig til en hugorm og talte til Eva og spurgte hvorfor Gud forbød dem at spise af det ene træ. Da sagde Eva: »Det er af mildhed, for at vi ikke skal dø.« Da svarede hugormen: »Sådan er det ikke, for så snart I spiser af træet, bliver I ligesom Gud, så I kender både godt og ondt.« Og derefter fik hun så stor en længsel efter at spise frugten, at hun ikke kunne lade være at spise deraf som hun havde lyst til, for hun ville 77r| gerne vide mangt og meget. Og deraf kommer det at kvinder er vældig spørgelystne om de ting som de hører om.


ELEVEN: Hvordan fik hun fat i frugten?

MESTEREN: Hugormen fór op i træet og gav hende et stykke, og hun bed deraf og gav så manden at spise med sig.


ELEVEN: Hvorfor snød Djævelen dem?

MESTEREN: Af misundelse, fordi han ville forhindre dem og deres efterkommere i at få del i den glæde som han selv havde haft før. For han ønskede at Gud aldrig skulle tilgive dem for synden, og at de for evigt skulle være i den samme pine som han selv var i.


ELEVEN: Hvorfor fristede og talte han hellere til Eva end Adam?

MESTEREN: Fordi han godt vidste at hun var mere tilbøjelig til at være troløs end manden.


ELEVEN: 77v|Når Djævelen vidste det om hende, ved han da også meget om menneskets natur?

MESTEREN: Med den englenatur de har, har djævlene stor viden, men de ved ikke mere om menneskets sind end at de ser at mennesket er indrettet til synd, med sin krop og sin natur, og derfor frister han menneskene, sådan som han gjorde med Eva.


ELEVEN: Ved djævlene noget om de ting som skal komme?

MESTEREN: Ikke mere end Gud lader dem særligt vide.


ELEVEN: Hvorfor fratog Gud ikke Djævelen hans forstand og hans hurtighed og hans magt da han faldt, når han ikke ville andet end ondt?

MESTEREN: Det han kan og må, er at prøve gode mennesker, så deres belønning skal forøges dermed, og det er til hans egen fordømmelse, for jo mere han kan 78r| og ved, og jo mindre han opnår derved, des større er hans skam over for Gud og hans egen sorg hver dag.


ELEVEN: Ved gode engle det de vil vide?

MESTEREN: De har så stor en andel af Guds syn, når de kan se hans ansigt, at de kan se alt det der er skabt, og det de vil se, ligesom når vi ser en ting i et spejl.


ELEVEN: Hvordan er Guds engle skabt?

MESTEREN: I Guds billede, sådan som voks trykkes i et segl, fordi de er et levende og åndeligt lys.


ELEVEN: Ved alle engle lige meget?

MESTEREN: Nej, for nogle er nærmere Guds ansigt, og nogle er fjernere. Jo nærmere de er ved ham, des mere ved de. Sådan er det også med ethvert menneske der kommer til Himmerige, og ligeledes også med djævle, for jo nærmere de var Guds ansigt i Himmerige 78v|da de faldt ned, des klogere er de nu, og des mere pines de over at de ikke kan få del i nåden. Derfor er de ypperste djævle i det nederste Helvede, og de andre er i det mørke luftlag som er over os, og pines dér.


ELEVEN: Er der nogen djævle her på jorden, eftersom de frister menneskene så tit?

MESTEREN: Hvert menneske har en ond engel, der styrker ham til det gode.


ELEVEN: Hvoraf kommer de onde ånder der er mange steder?

MESTEREN: Det er ikke andet end de djævle der er i det mørke luftlag. De tager kropslig form af uren luft fordi de ikke er særlig kløgtige.