Discipulus: »Huar aff ær mænæskæ legæmæ giort?«

Magister: »Aff firæ elementæ, forti at køthæt ær aff iordæn, blodæt ær aff vatnæt, 79r| andæn ær aff væthærat, oc hedæn aff eeldæn.«

Discipulus: »Huar aff ær mænæskæ siæl giort?«

Magister: »Aff æntæ, forti i thæn samæ stundh, ther legæmæt ær til, tha skabær Gud siælæn aff æntæ oc sænder i legæmæt.«

Discipulus: »Veth mænæskæ siæl nogæt ther hun kommer først i mænæskæt?«

Magister: »Aff sin naturæ veth siælæn oc ær cloch i eeth nyfød barn, so som i en før man, æn forti legæmæt ær krant, tha kan siællæn æy nyttæ syn konst, so som ængæn ær so godh gærningzman, at han kan nyttæ sin konst vdæn anbuth.«

Discipulus: »Huarletth ær mænæskæ siæl skapæt?«

Magister: »Hun ær skapæt i lign æffther Gudh sælff, forti ath so som Fadær oc Søn ok thæn Hæliandh ær een Gud, so ær oc mænæskæ aminnælsæ, veliæ oc vndærstandelsæ.«

Discipulus: »Huar ær manzæns syæl i hanum?«

Magister: »Siælsæns sædæ ær i manzæns hiertæbloth, so at hun fyllær alt hans legæmæ.«

Discipulus: »Ær siælæn so stor som legæmæt ær, mædæn hun ær allæ stædæ i mænæskæ legæmæ?«

Magister: »Siælæn ær allæ stædæ i manz legæmæ met sin makt oc dygt. Æn førstæ hun komer tædæn, tha ær hun so ren oc soo cleyn aff naturæ at hun fyllær ænctæ rum, æy ær thet soo lidæn stæt, førræ hun kommer til hennæ legæmæ igen.«

Discipulus: »Mwæ mæn see siælæn?«

Magister: »Ængæn legæmælegh tingh ma hennæ halnæ ællær see, vdæn Gud vil nogær mænæskæ thet the særlegh, foræ hennæ renæ naturæ.«

Discipulus: »Mædæn mænæskæ siæl ær saa ren aff sin naturæ, iek vndær at Gud skop manz legæmæ aff soo krant matiriæ, som iordæn ær.«

Magister: »Thet giordæ Gudh diæfflæn 80r| til skam, at mænæskæ legæmæ ther so krant matiriæ ær, skal kommæ til høgeleghæ æræ, ther han motæ hauæ oc kan nw aldræ fongæ, foræ hans eyæn skil.«