Discipulus: »Hwi lyddæ Adam Euæ soo dyghært a moth Gud?«

Magister: »Fforti hun vor skapæt aff hans legæmæ, forti ælstæ han hennæ so som sit eyæt legæmæ. Fforti vor thet æy 81v| vndær at han lyddæ hænnæ dyghært ath.«

Discipulus: »Huar længæ voræ the i Parædiis?«

Magister: »Syw timæ aff een daw, thet ær a the modæ so som ær fra mith foræ noon <tymæ daus oc til mith æffter noon>A.«

Discipulus: »Hwi æy længer?«

Magister: »Fforti at i tæn sammæ stund quinnæ vor skapæt, oc diæffælæn hadæ seth hænnæ, sydæn tha frestædæ han hennæ met syndær.«

Discipulus: »Vor thet stoor synd at ædæ aff eeth æplæ, at mannæn vor forti kast aff Parædiis?«

Magister: »Thet vor stor synd at gøræ mot Gutz budh, forti lath som thu stodæ foræ Gud, oc noghær man badæ tegh at thu skullæ see tilbagæ, ællær all værdæn skullæ forfaræs, oc Gud forbudæ tek thet at thu skullæ æy see tek tilbagæ, skullæ thu tha manzæns veliæ gøræ oc Gutz buth forsmo? Thet burdæ æy til.«

Discipulus: »Vor Adam oc Euæ skapæt i stor voxt?«

Magister: »The voræ skapæt vox oc vith oc a tryf82r|næt, som the hadæ væræt træthyuæ vinthær gamlæ.«

Discipulus: »Huaræ skullæ theræ leffnæt hauæ væræt i Parædiis, om the hadæ længer theræ væræt?«

Magister: »The skullæ hauæ leuæt thæræ vdæn all sorigh, oc varet iordærigs herræ, oc fonghet børn huert æffter annæt, ther hemerigæ skullæ hauæ fyllæt, oc sydæn vdæn dødæn huær i sin stæd høghæs op til hemærigæ, førstæ Gud vildæ at the skullæ ey længer leuæt.«

Discipulus: »Huat hadæs the sydæn at, ther the hadæ forbrudæt tøm om mot Gudz buth?«

Magister: »Thæn sammæ stund, ther the hadæ syndær giorth, tha kendæs the vedær huat the giort, oc skamædæs so saræ at the skyuldæ tøm i eet træ ther fult vor met løøff, oc tordæ æy tees foræ Vor Herræ ther han calædæ at tøm.«

Discipulus: »Huat sadæ Vor Herræ tha til tøm?

Magister: »Vi læsæ 82v| aff, at Vors Herræ røst kom met eeth fauært vædær æffter medauæn, oc sadæ soo: “Adam, huaræ estu,” so som han vildæ syæ: “See nw, huilkæn thu nw æst.” Tha swarædæ Adam: “Herræ, iek hørdæ tin røst, oc iek rædæs foræ thi iek vor nøghæn.” Tha sadæ Vor Herræ: “Huat ouænbærædæ thet thu vost nøghæn, vdæn tin eiæn daræskap, at thu ost aff thet træ ther iek forbødh tegh at ædæ aff?” Tha sworædæ Adam: “Thæn quinnæ thu gaffzt mek til compæn, hun gaff mek at ædæ, oc iek aat ther aff.”«

Discipulus: »Huat sadæ Vor Herræ tha til Euæ?«

Magister: »Han spordæ, hwi hun so giordæ. Tha sadæ hun at hughormæn swegh hænnæ.«

Discipulus: »Huat sadæ han tha til hugormæn?«

Magister: »Han forbanædæ hugormæn i thæn sammæ stund, oc sadæ: “Fforti at thu thet giordæ, tha skal thu 83r| væræ forbannæt i bland allæ the creaturæ ther i iørdærighæ æræ. Hæræ effter skal thu krypæ a tith bryst,” forti at so som vi læsæ at hugormæn gingæ førræ rætæ so som mænæskæ. Oc sidæn sadæ Vor Herræ: ”Iek giør vuenscap i mællæm tegh oc hennæ, oc alt thet aff edær fødæs.”«

Discipulus: »Huat vuenscap ær meræ i mællæm hugormæn oc mænæskæ æn i mællæm hugormæ oc andræ creaturæ, forti at han slar oc stingær fææ, oc annæt thet han ouær maa?«

Magister: »Thu skalt thet vidæ at so som naturlegh auænd ær i mællæm hundæ oc vlffwæ, so ær oc mællæm mænæskæ oc hugormæn naturlegh auænd. Oc ær mænæskæ nøghæt so som Adam vor i Parædiis foræ synder, tha flyr han for mænæskæ, om han kan veth kommæ. Vdæn ær han klæd, tha raghær han a mannæn, om 83v| han seer seech noghær æffnæ hauæ.«

Discipulus: »Huat sadæ Vor Herræ sydæn til tøm?«

Magister: »Sidæn talædæ han til Euæ oc sadæ: “Fforti at thu tætæ giordæ, tha skal iek teg skypæ manigh fold krankhed a tith legæmæ, oc thu skalt fødæ børn met møget ve.”«

Discipulus: »Talædæ Vor Herræ meræ til Adam?«

Magister: »Ther han hadæ talæt til Euæ, tha sadæ han til Adam: “Fforti thu lydæ tin hustru ordh oc hennæ røst, tha skal iordæn væræ forbannæt for thin gerningh. Hun skal giuæ aff segh tornæ oc tizclæ, oc skalt tu hauæ tit brøth met møghæl mødæ oc møghæl swet, allæ tinæ dauæ.”«