Lunds birkeret med tilføjelse om Valdemar 3.s stadfæstelse 1326 15/8.

Birkeret.

Dette er den ret, som man kalder vor birkeret, der er i Lund.

<1.> Køber nogen mand jord i Lund af en anden mand, skal jorden skødes hjemme ved døren med gode mænd som vidner, så skal skødningen stå ved magt.

<2.> Hvis en mand aftaler at købe jord.

Aftaler en mand at købe jord af grundejeren og vil siden ikke holde købsaftalen, skal han bøde seks øre for aftalen eller benægte det med seks mænd.

<3.> Om at drikke Nlidkøb.

Aftaler en mand at købe jord af grundejeren og drikker lidkøb og vil siden ikke holde købsaftalen, skal den, der ikke vil holde købsaftalen, bøde tre mark.

<4.> Hvis grundejer bor ved siden af.

Bor en grundejer ved siden af en anden grundejer og Noversvømmer ham, skal han bøde tre mark eller benægte det med tolv mænds ed.

<5.> Bliver man uenige om en gård.

Bliver man uenige om en gård eller om et hus, skal den, der har boet der, forsvare sig med tolv jordejende bønder.

<6.> Hvis en mand tager noget fra en gård.

Tager en mand noget fra en gård, enten ude eller inde, skal han bøde tre mark eller forsvare sig med tolv mænds ed.

<7.> Hvis en mand ødelægger hus eller jord.

Ødelægger en mand huset eller fælder træ på en grundejers jord, skal han bøde tre mark eller rense sig med tolv grundejere.

<8.> Hvis en mand giver byens jord bort.

Ingen mand må give byens jord bort. Anklages en mand for, at han har givet eller solgt byens jord bort, og han benægter, at han har solgt og givet den bort, skal han benægte det med tredobbelt tolv mænds ed eller bøde fyrretyve mark.

<9.> Om byens fred.

Enhver mand, der bryder byens fred uden for byen, så langt som bymarken går, og bliver taget på fersk gerning, skal bøde fyrretyve mark til byen. Benægter han det, skal han forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed. Således er det også inde i byen: Bryder en mand freden nogetsteds, i gård eller på gade, hvor det end er i byen, skal han bøde fyrretyve mark eller forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed, hvis han ikke bliver taget på fersk gerning.

<10.> Om en misdæder.

Hvis en bymand pågriber nogen misdæder, skal han føre ham til tinget eller til Nmødet på den rette mødedag og dømme over ham efter hans gerninger; så skal dommen stå ved magt, og derefter må han ikke klage.

<11.> Hvis en mand pågriber en tyv.

Pågriber en husherre en (egl. 'sin') tyv, må han ikke binde denne for mindre end en ting til en ørtug, og han skal have ret til selv at holde sin tyv fangen indtil den rette tingdag, hvis han vil, eller til at føre denne til Ngældkeren, så har gældkeren at holde tyven fangen for Npåskepenninge og for julepenninge.

<12.> Hvis tyven undslipper.

Pågriber en husherre en tyv hjemme hos sig, og tyven undslipper ham, og han kommer ikke til tinget med ham, skal han bøde kongen fyrretyve mark og byen fyrretyve mark.

<13.> Hvis en mand siger, at tyven ikke undslap

Siger husherren, at tyven ikke undslap med hans vilje og vidende, skal han forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed eller bøde fyrretyve mark.

<14.> Hvis en tyv skal føres til tinget

Den mand, der pågriber en tyv, skal lade tyven føre til tinget og have to mænds vidnesbyrd om det, at han til fulde og helt er hans tyv vedrørende de ejendele, han (ͻ: tyven) har på sin ryg; så skal han underkastes tingmændenes dom, hvilken dom de end vil give ham.

<15.> Hvis en tyv går udømt.

Går en tyv udømt fra tinget, skal hele byen betale kongen ni mark.

<16.> Hvis en tyv bliver pisket.

Bliver en tyv pisket, og huses han siden hen af nogen mand, skal denne bøde tre mark eller benægte det med tolv mænds ed.

<17.> Hvis en tyv huses

Den, der huser en tyv, skal bøde tre mark eller benægte det med tolv mænds ed.

<18.> Hvis en mand siger: ”Du er min tyv.”

Hvis en husherre anklager en anden husherre og siger således: ”Du er min tyv med hensyn til så mange ejendele, som jeg har mistet”, skal han forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed eller bøde husherren ni mark og Nbetale kongen så meget, som han formår.

<19.> Hvis en husherre bliver tyv

Bliver en husherre tyv, forgør han (ͻ: skal han miste) sin hovedlod, men ikke mere.

<20.> Hvis tyvegods bliver fundet i hustruens besiddelse.

Bliver tyvegods fundet i hustruens besiddelse, skal hun forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed, at det ikke var med hendes vidende, og ikke med hendes vilje, og ikke med hendes råd; bliver hun fældet ved eden, skal hun betale fulde bøder som en mand.

<21.> Hvis en mand kalder en anden tyv.

Sidder en husherre på tinget og kalder en anden husherre tyv, skal han bøde ham tre mark; benægter han, at han kaldte ham tyv, skal alle fire tingbænke rense ham for den sag, at han kaldte ham tyv. Således er det også om træl og om Nagnebag.

<22.> Om træl.

Kalder en husherre en anden husherre træl eller tyv agnebag uden for tinget, skal han bøde tre mark eller benægte det med tolv mænds ed.

<23.> Hvis en husherre anklager en anden.

Anklager en bonde en anden og siger således: ”Du er en (egl. 'min') hæler. Du har mine ejendele hjemme blandt dine egne,” og denne benægter det, skal han benægte det med tolv mænds ed. Fældes han, skal han bøde tre mark.

<24.> Om køb.

Dette gælder om køb, at ingen mand må købe hest og heller ikke ko og heller ikke okse og heller ikke skåret klæde og heller ikke sværd med gehæng og heller ikke skæftet økse uden vidne.

<25.> Hvis en mand køber uden vidne.

Hvis nogen køber uden vidne, skal han miste både sit køb og betalingen. Bliver nogen anklaget for, at han købte uden vidne, skal han forsvare sig med tolv mænds ed eller bøde tre mark. Ethvert andet køb, der købes ved dagslys som ret torvekøb, skal han forsvare med to mænds vidnesbyrd og tolv mænds ed.

<26.> Om Nforkøb og at aftale køb.

Anklager en mand en anden for forkøb, skal denne bøde to øre eller forsvare sig med tre mænds ed. Således også hvis en mand aftaler et køb og ikke vil holde det.

<27.> Hvis en mand fæster en kvinde

Dette er ret om det at få en kvinde, at enhver mand, der vil fæste sig kvinde eller mø, skal fæste hende med præst og andre gode mænd og kvinder som vidner; på den måde skal han Nguldfæste sig en hustru til halvdelen af det nuværende og det fremtidige fællesbo.

<28.> Hvis manden eller kvinden har børn.

Hvis manden eller kvinden har børn, når de kommer sammen, skal de giftes således, at de arver halvdelen af et drengebarns hovedlod (ͻ: en søsterpart) efter den anden. Guldet, der fæstes med, skal hun have, hvis han dør først. Dør hun skal ægtemandens rette arvinger udtage guldet. Dør faderen eller moderen, og der er efterlevende børn, skal de arve, en søn to lodder, en datter en tredjedel. Gæld skal tages af uskiftet bo og sjælegave ligeså.

<29.> Hvis faderen dør

Dør faderen eller moderen, og der ikke er efterlevende børn, skal sjælegave tages af den dødes lod og gæld af begges lodder. Dør faderen eller moderen, og der er efterlevende børn, får disse børn fædrene eller mødrene arv såvel i jord som i løsøre.

<30.> Hvis faderen er død

Hvis faderen er død, og moderen er efterlevende, skal hustruen beholde sit hverdagstøj, når der skiftes, ikke det bedste og ikke det værste. Er der guld, skal hun have en øre guld, er der mindre, skal hun arve mindre. Men mere må hun ikke arve. Hvis der er våben, arver hans børn dem.

<31.> Hvad man må give en arving

Man må efter loven ikke give én arving mere end en anden. Giver faderen mere til én end til den anden, skal det føres tilbage, efter at faderen er død, og der skal skiftes med lige ret, ellers skal hver beholde det, som de har fået.

<32.> Hvad mand eller kone må give

Mand eller kvinde må ikke give mere end en halv hovedlod fra sine arvinger.

<33.> Hvis faderen dør.

Dør faderen og moderen, skal en broder, hvis der er en (ͻ: en myndig, som kan være værge for sine søskende), være nærmest til at være børnenes værge. Hvis der ikke er en broder, skal faderens broder være nærmest til at være børnenes værge. Er der ikke en farbroder, skal morbroderen være nærmest. Er der ingen (onkler), skal de nærmeste slægtninge være værger.

<34.> Hvis en mand eller kvinde dør og ikke har barn.

Dør en mand eller kvinde, og der ikke er et barn eller barnebarn eller oldebarn, skal nærmeste slægtning arve, og det hedder 'gangarv'. En mand skal arve så meget som en kvinde og en kvinde som en mand.

<35.> Hvor en mand skal stævne en anden

Dette er retten i Lund, at ingen mand må stævne en mand uden for Lund, men skal sagsøge (ham) i Lund på bytinget ‒ hverken på kongens ting eller på landstinget.

<36.> Hvis nævn skal bruges.

Nævn skal ikke bruges i Lund. I stedet for nævn skal tredobbelt tolv mænds ed bruges.

<37.>

Den mand, der bliver stævnet til tings og ikke kommer, skal betale to øre én gang og anden gang to øre. Og kommer han ikke tredje gang, skal han bøde tre mark eller benægte det med tolv mænds ed. Bliver han stævnet igen og kommer ikke, skal han bøde seks mark. Bliver han stævnet igen og søger ikke (til tinget), skal han bøde sagsøgeren ni mark og kongen tre mark. Siden skal han (ͻ: den oprindelige sagsøger) Ntage hans (ͻ: den sagsøgtes) fred som en anden ugerningsmands, hvis han ikke vil stå til ansvar for retten.

<38.> Om at sagsøge på tinge.

NOmbudsmanden må ikke sagsøge en husherre på tinge under høsthelgen og heller ikke under julehelgen og heller ikke under fastehelgen og heller ikke under påskehelgen og heller ikke under ledingshelgen, og heller ikke mens kongens skat opkræves.

<39.> Om håndløs våde.

NOmbudsmanden må ikke sagsøge for håndløs våde, ikke for Nhestehov og heller ikke for hestetand, ikke for oksehorn og heller ikke for svinetand; og ligeledes, hvis nogen skærer sig på en andens kniv eller på et sværd eller for nogen anden håndløs våde må ombudsmanden ikke efterfølgende sagsøge. Bider en hest en mand eller sparker med foden, eller en okse stanger med hornene, skal ejeren bøde to øre for en sådan våde. Dør en mand af en sådan våde, skal ejeren, der har kvæget, bøde tre mark for den døde, og mere behøver han ikke bøde for sit kvæg.

<40.> Hvis en mand får sår af en anden.

Får en mand sår af en anden, skal denne bøde to mark for hvert sår indtil fem, og derefter skal han ikke bøde mere for sår, men såret skal være synligt og undersøges.

<41.> Hvis en mand bliver lemlæstet.

Hvis en mand bliver lemlæstet, skal manden (ͻ: skadevolderen) bøde for skaden, således som gode mænd finder retfærdigt.

<42.> Hvis bensplinter tages ud af såret på en mand.

Bliver et sår hugget på en sådan måde, at der tages bensplinter ud, skal han (ͻ: skadevolderen) bøde en øre penninge for hver bensplint, der klinger i et vaskefad, indtil fire er bødet, og flere bensplinter skal man ikke bøde for, og så skal skaden siden vurderes. Og efter skaden skal han bøde, således som skaden er til.

<43.> Hvad en mand skal bøde for død mand.

Bliver en mand dræbt af en anden, skal denne bøde for det med tredive mark samt toogtredive mark i Noverbod, fordi manden blev taget af dage uden at være indklaget, ellers, hvis han ikke vil give overbod, skal han aflægge ed med tredobbelt tolv mænds ed i stedet for overbod.

<44.> Hvis en mand bliver anklaget for manddrab.

Bliver nogen anklaget for manddrab, men dræbte ikke, skal han forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed. Ligger en mand myrdet, og ingen, som dræbte manden, vedgår det, skal der efterfølgende ske bandlysning, derefter må der rejses bandlysningssag, af hvem som vil.

<45.> Hvis en mand skal bøde til en anden mand.

Når en mand skal bøde til en anden, skal der bødes i tre portioner ('sale'), den første portion skal de nærmeste slægtninge tage.

<46.> Hvis en hånd bliver hugget af.

Hvis hånden bliver hugget af en mand, skal der for hånden bødes halv mandebod og for tommelfingeren en halv hånds bod og for begge hænder fuld mandebod. Ligeså gælder den samme ret også for fødderne og for næsen fuld mandebod. Og således gælder også for mandens lem nederst i bukserne den samme ret.

<47.> Om hærværk 40 mark

Hvis nogen mand går ind i en anden mands gård med vold med seks folkevåben og udsætter husherren sådan uret i hans egen gård, hedder det 'hærværk', for det skal han bøde fyrretyve mark; benægter han sådanne gerninger, skal han forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed.

<48.> Hvis en mand udøver vold.

Går en mand ind i en anden mands gård og udøver vold mod ham, hedder det 'gårdgang', for det skal manden bøde tre mark eller benægte det med tolv mænds ed.

<49.> Hvis en mand tager klæderne af en anden.

Tager en mand klæderne af en anden mand eller sværd eller en anden ting, hvad det end er, skal han bøde tre mark for ran eller forsvare sig med tolv mænds ed.

<50.> Hvis en mand voldtager en andens datter.

Voldtager en mand en andens datter eller kvindelige slægtning, og bliver han pågrebet, har den krænkede part magt til at sætte ham i lænker og holde ham til ansvar, og han skal tilkalde gode mænd og fortælle dem om en sådan gerning, som er gjort; vil han (ͻ: voldtægtsmanden) dér tage sig denne kvinde til hustru, må han få fred og god nåde. Vil han ikke dér tage (sig kvinden til hustru) og ikke give æresoprejsning, har den krænkede part ret til at gøre ham skade på hans lemmer; bliver han ikke grebet på fersk gerning, men dog vedgår det, skal han bøde hende fire mark i bod; benægter han det, skal han forsvare sig med tolv mænds ed.

<51.> Hvis en mand går ind i en anden mands gård.

Hvis en mand går ind i en anden mands gård og angriber ham i hans eget hus, og husherren overmander ham og sårer ham, og er der gode mænd som vidner til, at det skete på denne måde, skal dét være løn som forskyldt, som han (ͻ: 'gårdgængeren') fik ved den 'gårdgang'; bliver han ramt af hug, skal han (ͻ: husherren) ikke bøde så meget som én penning for det, bliver han (ͻ: 'gårdgængeren') dræbt, skal han (ͻ: husherren) ikke bøde så meget som én penning for det, hverken til kongen eller biskoppen og heller ikke til nogen anden mand; hvis nogen bagefter retsforfølger det, skal der afsiges ret dom over ham, og hans krop skal ligge uden for kirkegården. Og efter det er gjort således, at han bliver begravet som æreløs (egl. 'ugild', om en dræbt person, for hvis drab ingen bod skal betales), behøver ingen mand faste for ham.

<52.> Hvis en mand bliver dræbt i horseng.

Hvis en mand bliver opdaget i horseng, og han bliver dræbt og taget af dage dér, skal dyne og lagen føres til tings, og han skal rettelig dømmes for en sådan gerning til, at han har forgjort sit eget liv for sine gerninger, og så skal han begraves uden for kirkegården, og for en sådan mand behøver man hverken faste eller bøde. Er det således, at manden, der har begået en sådan gerning, undslipper, og han siden anklages, skal han forsvare sig med tredobbelt tolv mænds ed eller bøde fyrretyve mark.

<53.> Hvis en mand går ind i et værtshus.

Hvis en husherre går ind i en anden mands gård, som er et værtshus, begås der ikke 'gårdgang', hvis han udsætter nogen for vold dér, men husherren må anklage ham, for hvad han vil, men det må ikke hedde 'gårdgang'.

<54.> Hvis husherrens kvæg går ind i en anden mands gård.

Hvis husherrens kvæg går ind i en anden mands gård og bliver dræbt dér for den skade, som det gør dér, skal husherren tilkalde sine naboer og lade dem se skaden, som det (ͻ: kvæget) har gjort dér, så skal de (ͻ: naboerne) vurdere skaden, hvor stor den er, og lade kvæget vurdere, hvor godt det er; og husherren skal sige det til den, der ejer kvæget; vil han siden tage sit kvæg hjem til sig og udligne skaden på begge sider, således at den er lige stor, da er det velgjort. Vil han ikke dette, skal den husherre have kvæget, som dræbte det, og erlægge så mange penninge, som kvæget var vurderet til, og dertil aflægge ed på, at det ikke var bedre, og siden skal han tiltale ham for den skade, han fik.

<55.> Om stævning.

Kongen eller biskoppen eller nogen af deres embedsmænd eller nogen anden mand, hvilken mand det end er, må ikke stævne nogen købstadsmand i Skåne uden for den by, i hvilken han bor, for nogen sag; men dér, hvor han bor, skal han svare for sig og forsvare sig mod den sag, han beskyldes for.

<56.> Om pant.

Hvis der bliver sat pant til nogen købstadsmand, og han rettelig udbyder det på tinge, og den, der ejer pantet, står frem og benægter, at det er så dyrt, eller vil sige, at han på én eller anden måde har mistet det på urimelig vis, skal dén, som har pantet i besiddelse, udpege sit vidne, som er to bofaste mænd, på, at pantet er så dyrt, som han har udbudt det, og siden skal det stå ved magt, hvad de to vidner på tinge.

<57.> Om gæld.

Dette er ret, at når nogen mand indkræver gæld hos en anden, og denne ikke vil betale, men lader sig sagsøge, skal fogeden overlade det til vurderingsmænd, gode bofaste mænd, at tilkende kreditor hans rette hovedgæld efter vurdering og siden bøderne til kreditor og til kongen for søgsmålet; hvis der ikke er (midler) nok til (bøderne for) søgsmålet, skal både kreditor og kongen give afkald (på bøder); men de skal altid først tilkende kreditor hans hovedgæld, hvis der er (midler) nok til det. Foged og vurderingsmænd skal ikke kaldes røvere, ikke ransmænd og heller ikke 'tagemænd'. Hvis nogen mand vil forsvare denne (ͻ: hovedgælden) med væbnet hånd, skal han bøde kreditor fyrretyve mark og kongen fyrretyve mark. Dette er loven mellem dem, der har noget at stille som sikkerhed, hus eller jord eller kontanter. Men den mand, som ikke har noget at stille som sikkerhed, og som lader sig sagsøge, skal man sagsøge som en anden ugerningsmand.

Dette er handlet på Valdemars af Guds nåde de Danskes og Venders konges tid på hoffet i Nyborg i det Herrens år 1326 på Mariæ Himmelfartsdag i nærvær af den berømmelige fyrste hr. Gerhard, greve af Holsten og Stormarn samt de ædle mænd, de herrer Lars Jonsen, fordum kong Christoffers drost, og Ludvig Albertsen, samme Christoffers marsk. Den omtalte kong Valdemars sekret er hængt ved dette brev.